Jul

Jeg skal nok skrive - jeg har bare ikke tid!

Jeg har fået nyt legetøj!
Bedstemanden + hele familien lagde en Samsung Galaxy S2 under træet til mig, så jeg skal ae min nye baby.

Ses, når jeg er færdig. :-)
(Og nej - jeg spiller hverken Angry Birds eller WordFeud!)

/Karen

Morgenstund

har yoghurt på bordet og en søn, der forlanger mad kl. 06.17.

Nuvel, det ku' være værre. ;-)

Jeg har knolden fuld af tanker for tiden, der ikke rigtig fører noget sted hen. Det ville normalt have drevet mig pænt sindssyg, men mærkværdigvis er det som om, de dukker op, snurrer rundt en stund for at forsvinde igen. Ikke at jeg på den måde er syndelig tomhjernet eller forvirret - de store tanker hænger bare ikke rigtig fast.

Jeg irriteres først over min manglende tankefastholdelse, når folk spørger, hvad jeg tænker om dette og hint eller hvordan jeg tror, det og det vil blive eller hvad jeg har forestillet mig.
Truth be told - jeg aner det ikke...

Jeg var til julefrokost i fredags. En dejlig, dejlig fest, hvor jeg genså en stribe skønne kolleger, som jeg har det rigtig godt med - men også en stribe mennesker, som jeg fornemmer, er et andet sted end mig. Jeg har været væk fra skolen i 10 mdr. og forinden da havde jeg et særdeles ustabilt halvt skoleår med en langtidssygemelding. De har været på deres pind, haft deres daglige gang og arbejde, men jeg har været i min boble.

Jeg steg op af floden og går ned i den igen på det samme sted - men vandet er forandret... - det er ikke det samme vand, for det flyder videre, med eller undenmig.
Man kan overveje, om jeg også er den samme, der stiger ned i vandet igen...

Jeg mærker og mærker og mærker, om jeg er gal, vred, bange, ulykkelig eller noget andet over det faktum, men jeg kan ikke fornemme noget som helst. Blot en nærmest kølig overvejelse, der går på, at nu starter jeg et sted - onsdag efter nytår og så må jeg tage 1 skridt af gangen, 1 ting af gangen og se tingene an.
Jeg kan ikke overskue eller forberede mig på alt, jeg møder - dertil er der for store variabler. Ængstes jeg over de variabler?
Næ, jo - ja, nej. Jeg ved det ikke.
Hvilket også er mit svar.
Jeg ved det ikke.

Hamrer hjertet lidt hårdere ved tanke om arbejde?
Ja! I den grad - men det er nu mere, om jeg kan/skal/bør vende tilbage til det tempo, jeg havde før? Er jeg naiv i min 1-ting-af-gangen-tænkegang? Kan jeg overhovedet finde ud af mit job?

Derfor kredser tankerne også om at lave noget andet. Et andet job, væk fra undervisning - uddannelse...

I tirsdags var det et år siden, at vi fik besked om Anton. Det kostede det stakkels barn en hel del ekstra møsser og krammere tirsdag, mandag og hele weekenden. Kroppen husker følelseshavet og der er en lille klump i halsen. Det var nogle vilde dage med angst, sorg og helt ustyrlig glæde.

Jeg kan stadig blive helt vildt rasende på den pædiater, der absolut mente, at der skulle indhentes dit, dyt og dat af prøver og som forlængede det hele med nogle rådne uger. Jeg ved rationelt, at ja - manden skal fremføre ALT, men for fanden da - havde Anton fejlet den gendefekt, som han mistænkte ham for at have, så havde Anton været død. No way havde man ofret dyre og vanskelige behandlinger på et børnehjemsbarn!
Hold da kæft... ARGH!

Men nu sidder han her, på gulvet foran TV og ser Nissebanden. Siger "kaf-magiin" og er vokset i alle ledder og kanter. Fræk som en slagterhund, stærk som en lille okse og fremme i bussen.

Var der mer, jeg ville fortælle?
Hmm, det har jeg glemt.

Jeg er her bare.

Countdown til jul

I dag har jeg slagtet en kvart ko.
Fingrene lugter stadig af råt kød...

Karen-Karen trænger til at komme ud og blafre med ørerne og fanges i svage øjeblikke i at længes efter sit arbejde! Quelle skråplan!
Moar-Karen vægrer sig...

Jul?
Hmm.
Jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville gå i total "Klon af Blomsterberg og Heiberg mødes på La Glace med Gertrud Sand" og jule skråt på matriklen, men næ....
Sidste weekend blev Anton droppet af hos bedsterne til første overnatning uden Far & Mor, hvilket gik glimrende, I might add - mens Mor & Far tog på romantisk weekend.

Hold da kæft, det var mærkeligt.
Jeg NØD at kunne fuldende en sætning, tænke færdigt og debattere færdigt. Spise med dug på bordet, der ikke er en voksdug. Drikke mig søbbet i lyserød Epernay-champagne! Gå i seng UDEN at have et kvart MOR-øre åbent eller en lille varm barnekrop møvet op af maven...
Jeg savnede ham egentligt ikke, men han sad i baghovedet alligevel.

Næste morgen savnede jeg ham, så det rev.

Toback to the jule-issue... - Anton og jeg gjorde rent og dullede huset op i juledims. Blot for at pille en del ned igen. Det rodede i mit hoved... (forklar mig venligst, hvordan en skide papirsstjerne kan rode i mit hoved!)
Anton fandt en lille kitchet nissebaby i en sivkurv i en af kasserne. "Baby op!" - "Ja, ja, min dreng", selv om jeg egentligt nok hader nisser lidt, men denne er en adventsgave fra Fru Moderen og alle unger i familien har fundet den babynisse og gået tur med den.

Et par timer går.
Så kommer Anton buldrende, lidt vred og lidt ulykkelig og spørger, hvor "Nenne-Dada" og Nenne-Mor" er?
Så måtte vi dykke i kassen og se, om der var nogle nisser, der ku' agere Dada og Mor.
Det var åbenbart meget vigtigt...

Taskerotter og bidesild

"Små hunde, der ikke er hunde, fordi størrelsen ikke rækker"! HAHAHAHA - en taskerotte!

Sild, DF, selvhøjtidelighed, ildsjæle...

Når jeg tænker over det, så er de de tre ovenstående nok også aversioner her i hytten. Pia K og Dumskabens Akse, som de hedder her i huset (Thulesen Dahl og Skaarup) er i mine øjne nogle af de farligste mennesker, vi har gående frit omkring.
Farlige, fordi de tror, de har fundet sandheden og spreder deres små giftigheder ud med så - desværre - fremragende retorik, at man ikke altid ser det komme.

Selvhøjtidelighed - hahaha, jeg var faktisk så knoldet og så selvvigtig i al min anerkendelses-spasme, at jeg tænkte, at hvis jeg jagter anerkendelsen er det jo fordi, jeg netop synes, at mit arbejde er så forbandet vigtigt - at jeg bliver selvhøjtidelig!
Åh, fy oh føj!
Forgive me Aragorn - I was wrong to despair!

Jeg tæver lige tilbage i anerkendelsen: Jeg tror, at hvis man arbejder i det felt, hvor anerkendelse er en fast del af samtale og omgangsformen, så korrumperer det. man blvier afhængig af det fix, det er at blive set og anerkendt for sig og sit. Er det så galt?
Næ, vel egentligt ikke, men anerkendelse hører vel kun hjemme, når der er noget at anerkende?!
Hvis jeg "meningsudveksler" med større kapitaler med et medmenneske, er det da pissefuckinglortetræls, at få anerkendelse for mine synspunkter. Nej for helvede! Sig, at du er totalt uenig og hvorfor! Det andet mudder kan jeg slet ikke finde ud af!

Jeg synes, at "en skovl er en skovl er en skovl", bliver undermineret og uklart, når anerkendelse skal blandes ind i det!
Anerkendelse af den andens standpunkt piller affekt og følelser ud af ligningen. Jamen for Fanden?! Skændes man ikke netop, fordi der er følelser involveret? Fordi det omdiskuterede emne er vigtigt for debattørerne?
Man tænker ikke klart, når man er i affekt. Nej. Korrekt.
Jeg tænker heller ikke klart, hvis jeg har drukket, men derfor kan jeg sgu stadig godt diskutere.

Ildsjæle - den må du uddybe, Christina; den ku' blive en interessant bidesild at hapse i!

Anyway - ovenstående er Karen og noget, Karen tæver lidt rundt i. Sådan lidt ammehjernefilosofi.
Moderen har været på besøg i barnets vuggestue og er igang med jordens største overbeviser-løgn: At Anton vil nyde at komme afsted og få nogle nye input, legekammerater og hvad har vi?!?!

Jo, deeeeeeeet... - vil han nok. Men fandentæveme ikke 8 timer om dagen!

Jeg takker ydmygst de ærede damer for input - det var fedt at tænke over ord og sprog.

Anerkendelse

Anerkendelse!

Jeg har sådan et had/kærlighedsforhold til det ord.
På den ene side, vil jeg gerne have det og så alligevel ikke, for når folk bruger ordet åbenlyst, står jeg sgu som oftest med kvalmen i halsen, fordi det bliver så skide påtaget.

Jeg anerkender din side af sagen - jeg hører, hvad du siger...
Årh, screw it!

Som I kan, er der lidt nye blogs på roll'en og de er altså af den grumme slags, af dem hvor kvinder folder sig ud i sprogets allerværste kalibre. Bitre, skumlende og frådende af syre over tidens trends, belagt med spelt, klid og designerhjem. Bitterfisserne versus speltkusser og urtekællinger.

Jeg har tænkt meget i dag over, om jeg mon kunne høre hjemme i en sådan kategori, om nogen.
Jeg er ikke speltagtig nok til det ene og Ninka Kernesund og jeg bliver sgu aldrig bud's, men jeg hader heller ikke nok til at kunne vælte galde ud.
Men læse det? Det er straks en helt anden sag og for fanden da, hvor kan jeg grine af de bitre kællinger, så på den front må jeg springe ud af skabet og gå til bekendelse:

Hellere være en bitterfisse end en speltkusse!

Og nu for at vende tilbage til mit yndlingsAndersAnd-ord: Anerkendelse:

Jeg proklamerer hermed, at jeg gerne vil anerkendes for følgende:
I dag har jeg gjort følgende: Ryddet op og gjort 185 kvm rent, ryddet op i skur og carport, kørt hele lortet på genbrugspladsen og nu skal igang med aftensmaden.
Jeg har kun tørret Anton af på hans far i en times tid - mest fordi han er en pest at have med på losseren...

Stik mig en glorie, tak...

Host op med jeres yndlingsaversioner - hadeord eller andet godt.

Lørdag morgen

Her sidder man så. I udjokkede leggings, hullet og plettet tøj.
Vor Herre til hest!

Men, der er skam en grund til det, for jeg VIL ha' malet mit krea-rum færdig i dag, så jeg kan begynde at få mit space gjort færdigt. Det space, hvor jeg skal være Karen og ikke mor, kogekone, rengøringsdame, kone og alle de andre titler, jeg sådan enten har fået tiltusket mig eller blivet mere eller mindre påtvunget.

Utopisk?
Very much so, men jeg kan mærke, at jeg i den grad trænger til et sted, både i huset og i hovedet, hvor jeg er mig og ikke skal være noget for nogen andre. Bare et lille øjeblik.

Bare jeg sætter ord på det, kan jeg mærke en lille klump i halsen og i maven...

Jeg fik til dels det rum, da jeg begyndte at løbe igen, men eftersom min ryg satte ind for fuld skrue og har sendt mig til kiropraktor 4 gange på 10 dage og jeg nu - efter 5 uger - stadig har diverse smertestillende piller indenfor rækkevidde - så er det vist ikke løb, der skal til. Kiropraktoren sagde stop for løb for år tilbage, men det er sgu stort set den eneste form for motion, hvor jeg kan have Kejseren med, uden han kommer til skade og jeg kan få lov til at gøre et træningspas færdigt uden afbrydelse.

Tanken om arbejde er skræmmende tæt på. Jeg skal tilbage på skolen til januar efter 10 mdr. i denne først skræmmende og nu fantastiske boble. Jeg VIL ikke tilbage.. - for første gang siden seminariet bestemmer jeg selv over min tid. Forstået på den måde, at jeg planlægger selv min dag, vores dag - og jeg bestemmer tempoet, hvilket er nok så vigtigt.

Jeg kan mærke, at jeg stadig er sensibel overfor uplanlagthed - eller folk, der af hjertets godhed gerne vil have mig og/eller Kejseren med til noget, som jeg ikke er forberedt på. Jeg ved godt, at det er ikke sådan det er - men det føles som afpresning, hvis jeg ikke bliver adviseret i forvejen. Jeg duer ikke til spontanitet eller overraskelser - heller ikke selv om det er kærligt ment.

Mht. job har jeg det nok sådan, at jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg skal tilbage allerede nu. Ikke fordi Gemalen tager de sidste 11 uger - de er ham vel undt - men jeg er skidemisundelig over de kvinder, som ved, at der nok ikke er 10 millliarder år til, at de kan få en "barselspuster" igen. Jeg ved med 120 % sikkerhed, at jeg ALDRIG kommer op i det arbejdstempo igen, som jeg havde før - og kan jeg acceptere det? Kan min arbejdsplads acceptere det?

Jeg er godt klar over, at for mange kvinder er tilbagevenden til jobbet er lig med konstant dårlig samvittighed kombineret med en (forbudt?) lettelse over at få sin krop og sit hoved tilbage. At få sit konversationsniveau op over gulvbrædderne igen. At få voksenselskab og -samvær igen.

Jeg nyder at kunne vælge at være fri for voksenselskab og -samvær. Jeg kan selv opsøge det selskab, jeg har brug for. Jeg føler mig ikke isoleret eller alene. Jeg nyder mine timer med Kejseren og de ting, vi laver...

Men for helvede, hvor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvornår jeg må få sådan et pusterum igen - og om jeg får det.

Hvis jeg vinder meget mere end 42,50 i Lotto, så siger jeg op. SGU!

Jeg er her endnu

 - benene placeret i mulden mellem kvinden og moderen.
Balancegangen er til at tage at føle på og jeg ved nu, hvad de snakker om - de gæve mødre, der ikke altid har sig selv med, men lever i en pseudovoksenverden, hvor kroppen er voksen og hjernen fornuftig, men man egentlig ikke mærker efter, hvad der sker rundt omkring...

Jeg har brugt lidt tid på at mærke efter de sidste par dage og stort set alt, jeg kommer frem med, handler enten om hverdagstrivialiteter eller Anton. Jeg er et eller andet sted væk.

Om det er godt eller skidt, ved jeg sgu ikke, men det er sådan det er - og i stedet for at bekæmpe det og møve mig selv frem i geledderne, har jeg bestemt mig for at vente til jeg dukker frem af hullerne selv. Det har jeg det jo med at gøre. ;)

Hvad jeg dog har gjort op med mig selv og mig selv, er at jeg vil smide lidt af velfærdsflæsket, så husstanden er smidt på kur, hvilket har resulteret i -2,6 kg på en uge. Målet er 10 kg inden jul - et mål, der kan ændres til et delmål, alt efter hvor svært det bliver.

Se, dybest set er det jo en trivialitet... - slankekur.
Vor Herre Bevares!

Casa overhovedet ikke kaos mere

Billederne må tale for sig selv. Vi er ved at være færdige.
Trikker laver det sidste strøm i skrivende øjeblik, i ugens løb kommer VVS-Anders og Tømrer Michael og Maler Mikkel og lægger sidste hånd på værket.

Jeg gjorde rent i fredags - fed fryd at få set, hvor smukt der var under støvet.

Billeder fra stuen.

Badeværelset

Antons værelse

Soveværelse

Posten kom med Antons nye fodtøj - hvem blev glad?

Hot mama!

Æhhh, ja altså sådan, hvis det fortsætter i samme stil:

2 uger er nu gået godt med babyplask med Anton 2 gange om ugen, løb 3 gange om ugensammen med Gemalen samt en skridttæller i liningen af mine jeans, der helst skal nå at ramme 10.000 skridt om dagen (i går stod den på 14.573).

Resultat?
Jeg sover ti gange bedre og kan bedre håndtere, at Anton vågner i ny og næ...
Energiniveauet er stigende og jeg føler mig gladere.

Der er røget næsten 4 kg.

Fandeme i orden!

MOR-tid - Karen-tid.

Omkring ved denne tid sidste år, BURDE jeg have hørt alarmklokkerne.
Ud af gamle Facebook-status kan jeg læse, at jeg var on the road med alle fire hjul, fræsende rundt i svinget med sjæl, hjerte og mig selv halsende bagefter.

Har jeg så lært noget af at ryge så gevaldigt rundt i svinget, osm jeg gjorde? Af at mærke al den angst, der buldrende kom op til overfladen - sorgen over stadig at vente på mit barn? Angsten for aldrig at møde ham eller hende?
Det har jeg jo nok, men vigtigst af alt, er nok, at jeg lærte at genkende angst for, hvad det er: En følelse, der er lige så velkommen som alle de følelser. jeg var så eminent til at proppe ned i en kasse og tape til.

Jeg lærte, at det var okay at få hjælp, at bede om hjælpe - at være god nok til at få hjælp.

At daske rundt herhjemme - i mit tempo, med "min" dagsorden - tog tid at lære, men nu kan jeg få klumper i halsen ved tanken om at skulle op i det gear igen. Kan jeg det igen? Kommer det helt af sig selv, at jeg vælger mine kampe med omhu fra nu af og gør det, jeg kan - og det bedste, jeg kan - og lader Universet om resten?
Jeg var ikke vild med det driverliv, som jeg syntes, barsel var, men nu har jeg svært ved at slippe den ro, jeg har fået.

En af lærdommene ved stressturen sidste år var, at jeg satte min egen dagsorden og ikke lod mig slæbe med rundt - jeg bestemte og bestemmer tempo, aftaler og dagsorden. Forleden dukkede en uforudset dagsorden op. Hyggelig og rar, ingen tvivl om det - men den spændte ben for mig. Jeg havde ikke set den komme og fik ikke sagt fra. Jeg rummede det uforudsete, men jeg havde og har lidt siddende i kroppen - en slags kikken-mig-over-skuldrene...
I mine øjne var det et lille hip om, at jeg stadig er på vej - at jeg stadig skal lære og ikke bare kan læne mig tilbage og tro, at nu kan jeg det hele. Jeg skal stadig se mig for og lægge min egen vej.

Og med hensyn til job?
Jeg skal ikke vinde ret meget mere end 47,50 i Lotto, så er jeg den, der er daffet. Måske ikke for altid, men indtil jeg keder mig, så det render ned af væggene.
Og det gør jeg så absolut ikke lige nu!

A night at the Opera

- and a day at the races.

Der er en musikalsk skillelinje i mit liv: Før og efter Prince.

Han er på mange områder min store musikalske kærlighed, hvis musik har lagt soundtrack til store dele af min ungdom og mit voksne liv. Han bliver ikke dyrket så intenst mere, men han dukker stadig op i ny og næ og vækker minder.

Så, i går måtte vi have endnu et rendez-vous, den lille mand og mig.

Denne gang ikke sammen med Gemalen, men med den kvinde, som blev en ven for livet netop gennem tonerne til Prince.

Og en søndag tilbragt i så fremragende selskab kan jo kun være et overflødighedshorn af energi og glæde!

Billeder fra koncerten? Nix - jeg hørte jo musik! Sådan noget pjat havde jeg ikke tid til! ;-D

Men, når Mor så er ude, så havde Far og Kejseren jo en royal hyggestund, som de vælger at tilbringe... - i BILKA!

Og hvad finder de to så på?

Og gemalen, det søde væsen, havde søreme også husket et af mine hede ønsker:

Jeg glæder mig som en vild vildmand til at samle den og den skal hænge så højt oppe, at Kejseren IKKE kan nå den!!!!

(selv)medlidenhed

Hmmm.Den skal altså lige ud, ellers vil den gnave mig i sidebenene resten af dagen.

Anton og jeg var i svømmehallen. Mange mennesker allerede fra morgenstunden og da vi kom 10 min. over åbningstid, var det bette vamtvandsbassin godt fyldt - der kom stadig flere til.
Nå, fred med det.
Maaaange mødre og en del fædre, der plaskede rundt med unger, store som små og en rar instruktør.

Jeg følte mig noget "udsat", i mangel af bedre ord.
Anton var det eneste adoptivbarn og der blev godt nok gloet fra nogle af mødrene. Følte jeg.
Ikke på ham, men på mig, faktisk og det har jeg ikke prøvet før.

Han er ligeglad, når folk kikker og vi har ikke oplevet nogen form for negativitet, siden vi kom hjem og normalt er jeg pænt ligeglad med, at folk glor, men her blev det sgu lige en tand for meget.
Jeg synes faktisk, det var pissetræls, at de først kikkede på min lækre unge og så bagefter kikkede på mig med det der "Nårrrh, hvor er det synd for dig, at du ikke ku' få dit eget barn!"

Får jeg ondt af mig selv, når jeg ramler ind i oplevelser som disse?
Nej, egentlig ikke, for jeg har aldrig ønsket mig at blive gravid. For mig har graviditet været et middel til at nå målet om at blive mor, at blive en familie.
Føler jeg mig ramt?
Måske, fordi jeg rammes af det paradoksale i, at jeg jo synes at vores måde at stifte familie på er helt normal, men at vi ikke ser almindelige ud. Vi bliver synlige, selvom vi ikke afstikker fra almindeligt anerkendte "normaler", om man så må sige.
Bliver jeg gal?
Også i den grad!
Jeg bliver så hidsig og 5 år gammel.
"Nej, det er ikke en skid synd for mig! Han ER mit eget barn! Få nu fjæset ud af føde-flæsket og blikket ud over provinsnavlen! Et barn er et barn er et barn!!!!!!"

Puha.
Nu blev det sagt.

Jeg fortryder sikkert om et par timer, at jeg har postet det, men så må jeg tage tævene derfra.
Ud skulle det.

Kvinder

Jeg mente engang, at der var et særligt sted i helvede for de kvinder, der ikke hjælper hinanden.
Det tror jeg stadig på.
Ikke at vi skal holde sammen mod den store ærkefjende Mr. Testosteronus aka alle mænd i hele verden, for ham har vi stort set krammet på, tøhø... - og desuden er det nok snarere ham, der skal frigøres mod kvindernes evindelige overtag.

Næ, jeg tænker, at nogle af os godt kunne trænge til at holde sammen mod os selv.

Eksemplet fra igår, der triggede dette indlæg kommer her:
Far, Mor og Anton er kørt i IKEA efter badeværelsesmøbler. Det går strygende, ingen sure miner og de voksne er fatisk enige! om, at vi kun lige skal have de ting, vi skal. Nul osen og impulsindkøb.
Klokken nærmer sig Antons frokosttid og selv om han ikke ligefrem ligner en, der er ved at omkomme, så er lavt blodsukker og IKEA og tonsvis af mennesker og regn bare en skodkombi.

Mor agiterer for at spise lidt frokost i IKEAs cafeteria - det havde Far argumenteret for på motorvejen.
Far ser de bugnende køer og siger lige ud: "Det magter jeg sgu ikke!"
Altså - indkøb og vareudlevering først og klokken bliver sgu 13.
Anton klarer det i fin stil, sidder i indkøbsvognen og hygger sig med at synge LÅLÅLÅ i bedste FCK-stil.

Alt ser fint ud, ikk'?
Hvorfor skal jeg så krone dette billede med tonstung dårlig samvittighed over at lade Anton spise CHEESEBURGERS OG FRITTER fra McD i sin autostol på vejen hjem og med et saligt ketchupindsmurt falde i søvn i sin stol?

Hvorfor tror jeg, at jeg er en shit-dårlig mor, fordi min unge ikke lige får gnavegrønt og grovbrød i bedste klidmoster-stil?

For et par dage siden så jeg et afsnit af "Hjælp, min kone er stadig skidesur!", hvor der blev talt om, at vi kvinder kører et veritabelt våbenkapløb om alt ligefra designerstole til speltbrød - om at blive den perfekte mor, den perfekte hustru og den perfekte kvinde.
Og at vi reelt kører det våbenkapløb mod andre kvinder og os selv.

Der er ingen og jeg mener INGEN kvinder i min omgangskreds, der ikke har ladet sin unge gnaske McD-mad og som går fuldstændig sukkerkold over manglende klid og hørfrø.
Så hvem får jeg så dårlig samvittighed overfor?
Ligger dette våbenkapløb i blade, magasiner og tiden?
I det kvinde/mor-billede, der hersker i tiden?

Det må det jo være.
At vi piskes til at levere et bestemt billede - et ideal - af den ideelle moderrolle, moderskikkelse og at vi på forhånd er dømt til fortabelse, hvis vi ikke kan levere varen fra taljemål og BMI over billedskønne hjem til velklædte og velopdragne unger.

Hmm... - jeg tænker lige videre, for Anton har netop bøffet mine yndlingsøreringe...

PYHAAAAA

så landede vi igen.

Huset er tomt, med undtagelse af vores søde tømrer og da han er udenfor kategori, er huset tomt.
Vores venner fra USA er rejst hjem igen - det var dejligt at se dem og lidt vemodigt at vide, at der går nogle år, inden vi ses igen.
Det var hårdt at være 4 voksne og 2 børn på en byggeplads, men det gik...

Anton blev døbt i lørdags.
Og jeg var tæt på at aflyse hele balladen lørdag morgen.

Vi stod op til et telt, der sejlede af vand, våde hynder og en have, der på ingen måde indbød til gæster.
Carporten drev af vand.
Alt drev af vand.

Jeg var grædefærdig og overlod både gæster og barn til Gemalen, bare for at se om jeg kunne gøre noget.
Hvilket jeg IKKE kunne.

Så hvad gør man?
Lader hånt om alle regler om samarbejde i sit ægteskab og ringer efter Brormand, der straks starter bilen og kommer springende med lastvognsstropper, pressening og værktøjskassen.
Lastvognsstropper? Hvad fanden skal han med dem? Flette en ny teltdug?
Nix - se selv:


Man spænder jo selvfølgelig teltet op, så vandet kan løbe af.
Og dækker forøvrigt carportens tag til med en stor pressening, så folk kan sidde i tørvejr.

Behøver jeg sige LIFESAVER????

Vi havde for lidt plads og for mange folk, en pølsemand der kom for sent og generel kaosstemning og popcorn overalt.
Men ved I hvad?
Det lod sgu til at folk hyggede sig alligevel.
Man hentede da bare tæpperne bag i bilerne, rykkede stolene lidt tættere sammen og når øllet skummer, så går det jo alligevel.

Men kors, hvor var jeg træt bagefter - mør, øm, flad og træt.

Billeder og filmstrimler ses her:
http://77.215.72.216:3020/MSV2/

Og nu?
Hvad så nu?
Nu skal vi nyde resten af sommeren og være os.
Bare os tre.

Anton leger med sine nye sager - køkkenet var et hit. Peter Plys spilledimsen var et hit.
Vi ser en dreng, der leger selv nu og kan lege så længe, at Mor faktisk begynder at få bare minutter for sig selv.
Det er ikke så sundt for en Mor.
For ved I hvad?
Man kommer jo til at tænke på, hvad der sker, når han bliver større og ikke har så meget brug for MOAR... - kan jeg acceptere kun at have 1 sæt små hænder at holde i?
Man roder med tanker om en til... nemlig ja.
Bare en til....
En til.
Af gangen...

Knuder i min nattesøvn

Ikke helt på ondt i maven-stadiet, men nok til at få mig til at erkende, at nu har vi fandeme gabt over for meget.
Igen.
IGEN - IGEN- IGEN!!!!!

Anton er pt på noget, der føles lidt om 3-skridt-frem-og-1-tilbage.
Det vidste vi godt ville komme. Nu har han pleaset, knoklet og brugt 95% af sin vågne (og ikkevågne for den sags skyld) til at gøre det rigtige, ville det rigtige. Ordene sprøjter ud af ham og med sproget kommer færre og færre konflikter.
Han er stort set holdt op med at slå.

I takt med at børnehjemmet er flyttet ud og familien flyttet ind, er kommet nogle nye takter, som især jeg skal forholde mig til, for truth be told: THEY DRIVE ME BONKERS!!!

Min lunte er meget kort overfor "pjevs". Jeg kan ikke have, at han stiller sig op og klynker, fordi en flue flyver for tæt på eller fordi han ikke liiiiiige får det, han peger på. Eller bliver bremset i at lave noget dumt/noget-man-ikke-må-og-har-fået-NEJ-til-talrige-gange... etc.
At han bliver gnidret og tudevorn, fordi han snubler over det dørtrin, han ellers er snublet over 8439678945 gange, siden han kom. At han skal kline sig i op af mig i bedste præstelus-stil eller klamre sig så hårdt til mit ben, at vi er tæt på at vælte begge to...
At han går i flitsbue over, at jeg tillader at sætte mig ned, fordi jeg ikke længere kan (eller vil) lægge ryg til at bære rundt på ham i timevis (i hvert fald ikke uden bæresele)...
Når han går i gang med at lege og fylder hele gulvet med legetøj, for derefter at stjerne skråt over at falde i sine egne bunker eller stikke i et vræl, fordi jeg ikke lige sidder og kikker på, at han leger...
Eller når han vil op og putte, blot for at karte rundt på skødet af mig (vil I se de blå mærker?) og ender med at knalde sit hoved ind i min læbe/pande/næse...

Han arbejder stadig hårdt på at "gøre det rigtige" - han vil gerne være med, vil gerne os og vil gerne det her liv. Han er flad om aftenen og BONUS-BONUS-BONUS - sover faktisk igennem i den tremmeseng, jeg aldrig troede, han ville komme i. Gemalen insisterede på, at vi forsøgte... - den står ved siden af min seng.

Men, vi har gabt over for meget.

Bilen er på værksted endnu. Gemalen fik motorhjelmen i hovedet på vej over Bogødæmningen = skiftning af forskærme, motorhjelm og opretning af buler i taget samt omlakering...

Jeg har en tenninsalbue, der laver larm på 4. måned til trods for masive fys-behandlinger (prøv lige at se mig i fjæset, når jeg så får en flitsbueAnton ind over den albue!)

I morgen kommer vores skønne venner fra USA og jeg glæder mig til at se dem.
Men huset er trangt.
Byggeriet er ikke færdigt og der er inddraget 10 kvm. af stuen til støvafdækning.
4 voksne og 2 børn på ca. 90 kvm. I en uge.

Og på lørdag kommer der små 70 mennesker til Antons dåb. Jeg glæder mig til at se hver og en.

Hvorfor ser det bare så godt ud på papiret?
"Hey, ku' vi ikk' holde dåb, mens vi har besøg? Ku' det ikk' være fedt at dele den oplevelse med dem? Arh, vi laver bare noget tju-bang-chokolade-mand ude i haven? Ingen sved der? Vi har sgu aldrig holdt noget stort?"

DMI har lovet regn på lørdag.
Svigermor har godt nok et partytelt, men kan det rumme så mange?

Lige nu får jeg lidt stress.
Jeg kan håndtere alt det ovenstående.
Minimal plads, gæster, fest og diverse logistik og tørvejrsudfordringer.
Men med et hylehoved om anklerne?

LORD HAVE MERCY!

PS - jeg ved godt, hvem der er det største pivedyr lige nu...

Når gaver kommer i grim indpakning

I årevis har Gemalen været lettere utilfreds med sin jobsituation, men som det rationelle væasen, han er, har han fortsat sin kamp hvert skoleår for at lov til at lave det, han gerne ville, nemlig AKT (Adfærd, Kontakt, Trivsel - et socialpædaogisk arbejde), men som hans skole og navnlig hans leder har modsat sig. Han har følt sig på "tålt ophold" i en håndfuld år og det er dælme ikke fedt for nogen.
(Og jeg tror LIGE, det har kunnet mærkes på hjemmefronten, sku' Fruen da hilse og sige!!!!)

For nogle uger siden blev han så overflyttet til en anden skole i kommunen, hvor der kunne blive minimalt AKT-arbejde... - det var okay, men dælme ikke tilfredsstillende.

I forgårs kunne han så hæve armene højt over hovedet. Knejse med nakken og sige "Rend mig i Hans Pedersens den ternede!" til sin gamle skoleleder. Klaske sin opsigelse i bordet (hvorefter lederen replicerer: Jamen, så var det jo godt, at der var nogen, der ville have dig!") og invitere sine kolleger på bobler på fredag.

For han har fundet og fået drømmejobbet. Masser af special/socialpædagogisk arbejde, masser af AKT - og ikke mindst; et job på et sted, hvor han er ønsket. Et sted, hvor man gider og vil det, som han gerne vil. Hvor man har valgt lige netop HAM til det job!

Jeg har sgu fået mig en ny mand, næsten.
Jo, sgu - det har jeg.
Der er liv og lyst og blod tilbage i hertugen, vilje, kampgejst og monsterstor JA-hat.
Hold da kæft, hvor det klædte ham at få livet tilbage i øjnene.

Banker og forestillinger?

Kender I det?

At man sætter i banken og når tiden kommer, kan man nok indløse sit indestående, men ikke på den måde, man havde forestillet sig?
At man løber og løber og løber for at nå op på siden for blot at konstatere, at det var skønne spildte kræfter, for tiden har gjort, at man aldrig vil opnå en synkronisering?

Der står jeg lige nu.
Det gør Gemalen også.

Jeg havde følelsen, men ikke ordene. Dem havde han og hurra for det, for så kunne jeg da få hul på den underlige ikke-byld, jeg havde i kroppen.

Der er hverken brok eller ærgrelse eller mudder i dette, blot en nøgtern konstatering, at der var noget, jeg troede ville blive anderledes, når Kejseren kom. Det blev anderledes, men i og med, at jeg havde løbet og moset for at nå op på siden af mine omgivelser... - så havde jeg glemt, at mine opgivelser havde flyttet sig og derfor stadig er foran mig.
Jeg er stadig bagefter, stadig ude af trit.

Er det generende?
Næ, egentlig ikke.
Men det er svært at finde en følelse af fællesskab.
Samhørighed.

Den skal jeg lige tygge lidt på.

Det kan man ikke byde en mor.

Sådan sagde min oldemor, da vi begravede min morfar.

I går fik Anton forældre.
Vi fik en søn.

I tirsdags mistede en søn sin mor.
Vores søde nabo tabte kampen til kræften og efterlader en skøn og dejlig dreng til en tilværelse, der ikke er så stabil, tryg og varm, som man kunne ønske sig for noget barn.
Hun fik fred - hans fred er forbi.

Jeg bliver kold og klam ved tanken om dette.
At Anton fik en mor og en anden dreng mistede sin.

Jeg talte med drengens mormor, der ringede for at overbringe den lede nyhed. Jeg kunne mærke hendes sorg og frustration - verdens uretfærdighed vælte ud gennem telefonen og jeg havde bare sådan en lyst til at kramme hende. Så det sagde jeg. "Hvis du stod ved siden af mig, så krammede jeg dig!"...

Det kan man ikke byde en mor.
Man kan heller ikke byde en søn det.
Man kan ikke byde nogen det.

Ged i maskineriet,parat til start, til ...

Mit forrige indlæg forsvandt med Blogger.
Det gider jeg ikke hidse mig op over og jeg er vist også færdig med at være hidsig over Gemalens overflytning.

En af de klogeste kvinder, jeg kender, omtalte 2011 som forandringens år for os. Nok var vi forandringsvillige, men er vi også parate?
Er vi parate?
Parat til hvad?

I mange år har jeg været parat. Hurtig på aftrækkeren og hurtig i hoved og kæft. Jeg tænkte før jeg talte og havde tænkt diverse scenarier igennem, inden de dukkede op.
Jeg gik ind i et rum med næverne forrest og fingeren på aftrækkeren.
Så parat?
Ja, men ikke på den fede måde.

Var jeg parat på ombygning af huset? Jo og ja og nej. De store linjer var på plads, men alle de små detaljer var og er sleeet ikke gennemtænkte, så her kommer altså nogle løsninger sådan "on the fly"!. Hurra for den geniale tømrer, vi har her, for han er god at sparre med, når jeg må beslutte noget, uden at have det diskuteret med Gemalen.
Men det er jo bare ting. Dimser, ting og noget dødt. Noget, der reelt kan laves om, hvis jeg tager en forkert beslutning.

Var jeg parat på Gemalens overflytning og den lige nu forekommende store indgriben i vores liv?

NEJ! Men det kan løses. Det kan der findes rent lavpraktiske løsninger på. En ladcykel til mig og bilen til Gemalen - så klarer vi transport, indkøb og alt det andet... - og ellers må vi låne en velvillig bedster i ny og næ. Det er bare praktik.

Var jeg parat til Anton? Parat til at bære ham, rumme ham og lade ham fylde alt det, som før enten var mit eller bare tomt?
Er man - og her mener jeg man som i alle voksne, som vælger at blive forældre - nogensinde parat til noget så stort, vildt, usikkert og drænende og samtidig så gennemført kaotisk og fantastisk på samme tid?
Parat?
Nej - det kan man ikke sige, jeg er. Men villig. Åh, så villig.

Jeg er dybt taknemmelig for spørgsmålet om villighed og parathed, for jeg fik tænkt i baner, jeg ellers ikke har gjort længe.
Det klædte min hjerne at få lov til tænke.

Win-win - eller hva'????

Så slap katten ud af sækken - eller sækken ud af katten.
Man kan jo tage det som man vil...

I torsdags fik Gemalen besked om, at han jvf. vores kommunes regler for ansatte, havde valgt at overflytte ham fra den arbejdsplads, han har været på i snart 10 år til en ny arbejdsplads, der ligger små 30 km.væk.
WHAT??!?!?

Jeg var tosset, rasende og ulykkelig på hans vegne! Det var bare en streg i regningen! Det betyder en hel del omrokeringer i hverdagen for os...
PIS!!!!

For mange mennesker lyder det måske forkælet, idet vi i vores job altid har været fredede og vi i de sidste 10 år har arbejdet i cykelafstand ml. hjem og arbejdsplads. Fyringer har været stort set ikke -eksisterende og jobbet har altid haft det her ry som et job for livet. Lønsedlen var sikret i ansættelsen.
Ovenstående system er i mange år blevet kaldt "job-karussellen", og jeg har altid opfattet det som urimeligt, uværdigt og i den grad krænkende at blive sat på karrusellen og placeret der, hvor kommunen nu mente, ens profil passede. Dertil skal siges, at netop mænd har vist sjældent været placeret i selvsamme karrusel, idet deres tilstedeværelse på arbejdspladserne med årene er blevet sjældnere og sjældnere. Med andre ord - er du mand i jobbet og engageret i dit arbejde, så ser du ikke karrusellen.
Men, men, men - det gjorde gemalen så. På en uværdig og tankeløs facon blev han jongleret rundt i systemet.

Planen herhjemme har været, at Gemalen skulle gå fra på orlov til efteråret og være sammen med Kejseren i små 6 mdr. Men det duer bare ikke at starte et nyt sted og så gå fra efter 4-5 uger og så blive væk så længe.

Derfor er min orlov nu forlænget med 3½ mdr. Fra midt september til efter nytår.

Er det en win-win?
Han får fred og tid til at starte på sit nye job og jeg får endnu mere tid hjemme med min lækre unge.
Men det er tid, han mister med Kejseren. Tid, en far mister med sin søn.
Og mig? jeg er lidt splittet, for jeg kan godt lide mit job, mine unger og mine kolleger - og jeg ville gerne starte i efteråret, men sådan bliver det ikke....

Det skal jeg lige vænne mig til.

Mavepuster

Puha, Mor har været helt oppe i det røde felt.
De ledeste gloser som møgso og kost har fløjet ud af munden på mig. De ondeste forbandelser er nedkaldt, hede og inderlige.
I sådan en grad, at vores søde tømrer stoppede op og spurgte, om jeg turde bruge sådan en mund i nærheden af min søn?!

Og ja!
Det tør jeg eddermuggme godt, for det benspænd, der blev sendt i familiens retning i dag, er godt nok til både at bande og skrige over.

Vi skal nok komme ovenpå igen, ingen tvivl om det - vi har det godt alle tre.
Men... - uhhhhhhh, hvor kunne jeg godt hidse mig op igen!

Sådan noget forbandet &%&¤&#%¤!!!!!

Tillykke med mig

Nemlig.
Tillykke med mig.

Blev man vækket med flag og sang?
Nix.
Rundstykker?
Nix.

Blev man vækket af to store brune øjne, der kikkede intenst ind i mine, mens der blev klukgrinet?
Jeps.
Og små poter, der krabbede ind under pyjamasjakken for at komme så tæt på som muligt?
Jeps.

Og Uffe?
Uffe er gartner og kommer ud og svinger rive, spade og alt det andet i en hel dag, når tømrerne er færdige med at hærge. Sidegevinsterne i landbrugslotteriet er Bedstefars selvopfundne stativsystem til skraldespande, genbrug/pantflasker/aviser/pap samt postkassestativ, bygget ude ved vejen, når tømrerne er færdige med at hærge - og ikke mindst; Karen-tid, for Gemalen har selvvalgt Anton-vagt, så jeg kan læse avis, smadre krydsord og surfe på nettet.

Det er eddermaneme i orden.

36, going on 37

Normalt kan jeg dårligt vente til, jeg har fødselsdag. På det punkt er jeg sgu fire år oppe i hovedet.
Ikke så meget med, hvad der er i de kulørte æske (tøhø, as if!), men fordi det er der, jeg liiiiiige skal lave lidt køkkenlir for familien. Vi skal smage på et nyt land, en ny kok eller kogebog - et eller andet godt og dejligt.

I år føles det lidt anderledes.
For snart 10 år siden sad Gemalen og jeg på en lettere fancy restauration og fablede fremtid. Jeg var pænt skruk, men havde ikke cojones nok til at klemme ham op i en krog og tage for mig af retterne... - han var knapt så klar. Måske mest fordi vi dengang boede i en ussel 2 værelses-køkkenpige-baggårdslejlighed med "bakke ind"-toilet og 10.000 kr i årlig varmeregning.
Men han sagde en ting den aften, som har hængt fast: "Jeg lover dig: Du skal nok blive mor, inden du bliver 40!"

Jeg blev kold indeni, fnes udenpå og tænkte: "Ja ja, så længe går der sgu ikke med de højfertile gener, jeg slæber rundt med!". Men det gjorde der jo.... - der gik sgu lang tid og på søndag bliver jeg 37.

Og hvad ønsker man sig så som snart 37-årig, som  pt. bor i byggerod og hvis klæde- og sko-skab bugner, for ikke at sige køkkenskabe? Og hvis liv lige nu ikke ligefrem indbyder til flere Chanel-lakker i sæsonens kulør?

Jo - man ønsker sig en havemand, som man kan kuli'e rundt med en hel dag. En, der kan ondulere de store buske, jeg ikke selv kan. En, der kan rette op på den ynkelige plet, jeg kalder mit rosenbed. Nakke de infame brændenælder ind mod bagboen.

Sjovt nok talte Gemalen i telefon i eftermiddag med  "sin gode ven, Uffe".
Jeg har kendt Gemalen i snart 15 år og han kender sgu ikke nogen Uffe...

Jeg har også ønsket mig en rubin i min vielsesring for at symbolisere, at nu har vi fået Kejseren.
Men guldsmeden her i byen hedder mig bekendt heller ikke Uffe.

Hi hi... - findes der en Uffe Buchard for haver?
Eller oh ve, oh skræk - er det mig, der skal have en make-over?

En lille fin "Marie Curie" fra sidste år. 

Øv.

Nå.
Det er et ord.
Pis.
Er et andet ord.
Satans oss'.
Det er 2 ord.

Og dem har jeg mange af.
De har dog været puttet lidt væk, fordi jeg egentlig ikke syntes, at jeg havde så meget ret til at mene noget som helst.

Faktum er, at et kært og dejligt menneske, jeg holder meget af, skal skilles. Fundamentet for ægteskabet er væk og kampen, som det må siges at have været, er slut. Og tabt.
Jeg mener titusind ting om dem begge to, om deres situation og om hvorfor og hvordan de er havnet der, men mest af alt gør det bare ondt i sjælen for dem.
Jeg har taget mig selv i at overveje, om det var uundgåeligt?
Var bærepillerne stærke nok eller var kampen ulige og for voldsom, for grusom og for ubarmhjertig allerede fra begyndelsen?

Jeg håbede for dem, for ham og for hende. For lyset for enden af den tunnel, vi kommer til at stå i i perioder af livet. For troen på, at det fandeme nok skulle lykkes.
At de ville og skulle lykkes.

Av for satan. Øv. Fuck. Pis. Røv og Guldsand.
ØV!

At være bare Karen

Det er der ikke noget, der hedder sådan for øjeblikket og sikkert ikke i det næste stykke tid.

Det hedder "At være Karen og Anton"- ikke at han hænger så meget på mig som den abe(konge)unge, han var i Kina, for Far kan i den grad bruges, men mere en opfattelse af mig selv og så noget, der hører med.
At jeg ikke længere blot er een. Een voksen, eet individ, en selvstændigt fungerende person - men "een +".

Det er en lille bandit, der klamrer sig til mine knæ og vil op. Tonen er meget bestemt og stemmen siger: "Ba-ba!", som er hans op-ord. Det er varme små fødder, der sniger sig ind under pyjamasjakken og ble-bagen, der kommer møffende og som helst skal ligge klinet op af min mave... - det er en dreng, der klukkende og snakkende sidder i sin bæresele på min ryg, mens vi bager, gør rent eller ordner vasketøj. Små fedtede fingre, der nulrer sig ind i mit nakkehår.
Et lille hoved, der liiiiiiige skal se, om jeg nu er her endnu, når jeg kommer ud fra badet. To meget opmærksomme øjne, der følger mit mindste ryk i køkkenet, når han sidder i sin stol og kikker på aftensmad-fremstilling...

Det er skræmmende enkelt, det her Mor-noget. Skræmmende enkelt i sin rå virkelighed og alligevel så fandens komplekst, for hvorfra kommer de følelser? Handlinger? Reaktionsmønstre? Ligger de virkelig latent i  mennesket og udfoldes med indtræden i forældreskabet? Eller er de fremelsket og trænet?

Lige nu har jeg 3 kvarter, hvor Kejseren sover sin formiddagslur.
Inden han kogte ud i klapvognen, tog jeg mig selv i at tænke:" Hvad fanden skal jeg så lave, når han sover?"

Noget med nu og ting

Jeg konstaterede i dag - eller var det i går? - at man kan have en ud-af-kroppen-oplevelse lige midt i et "nu". At sidde og være til stede og være sig kropligt helt bevidst, og samtidig mærke, at hjernen havde gang i noget andet - og så tvinge den tilbage til det, jeg nu havde gang i.
Det var fandeme mærkeligt.

Her til aften er det en uge siden, vi kom hjem til DK.
Der er godt nok sket ting og sager, men ikke så meget oppe i min knold. den føles nu som den plejer. Eller gør den nu også det?
Hvis sandheden skal frem, så har jeg nok bare slet ikke tænkt over, HVAD der er foregået i mit hoved - jeg har bare mærket og reageret. I så fald en tanke er faret gennem vindingerne på førstesal, har jeg i hvertfald ikke registreret den, kun følt den.

Jeg kan mærke, at min verden er forfærdelig lille. Jeg aner ikke en bjælde om, hvad der foregår i den store verden eller bare udenfor min egen fysiske og mentale matrikel. Bevares, jeg har da lidt tjek på Libyen, Japan og en skrækkelig fortærsket historie om en lille dreng, en plantage og en omvendt frakke, men det er i hovedlinjer. Intet dybere har sat sig fast.

I eftermiddag slog det mig, at jeg sgu nok er vågen og HAR spist morgenmad, inden fredags-Politiken lander i postkassen - og at jeg sgu håbede, at jeg kunne score bare 10 minutter med den alene.
Ikke fordi jeg nødvendigvis er knaldhamrende interesseret i indholdet, men fordi jeg tog -  og tager mig selv i at have dårlig samvittighed over at være så "klodeagtig", så indelukket i min egen atmosfære, at jeg fandeme ikke engang kan samtale med naboen om andet end min unge...
Jeg er godt klar over, at jeg da ikke skal have spor dårlig samvittighed over det at være i "da mum zone", men det har jeg altså. Sådan lidt. Nok til at det sidder i baghovedet og nager.

I morgen venter en familiefødselsdag. En lille-bitte en og det er okay, tror jeg. Vi har snakket (det gør vi vist nok ret meget) om, hvad vi gør og hvordan vi gør - og det gør det sgu så meget nemmere. Tror vi nok. Fnis!

Jeg er her endnu

Livet er fandeme det mærkeligste sted, jeg endnu har været.

14  dage i Kina, få verdens lækreste unge (syn's jeg ble' der sagt) og lige med et stå med det liv, jeg og Gemalen har ønsket os... - her, et styks barn. Skriv under der, sæt fingeraftryk der et voilá: Instant family.

Instant karma, instant coffee...

Der sidder en stor bid surrealisme i mig endnu. Det er så virkeligt, så håndgribeligt og alligevel niver jeg mig i min mentale arm og lurer på, om det her virkelig er rigtigt.

Det er nu ikke fordi jeg tænker, at "der kommer nok nogen og henter ham, når vi er færdige med at passe ham" - hjernen har helt klart styr på den side af tingene, men oplevelsen af at grænsen mellem drøm og virkelighed er udvisket er i høj grad til stede.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare det bedre... 

Jeg er dybt taknemmelig og glad for alle de hilsner og tanker, vi har fået i forbindelse med vores henterejse efter Kejseren. Det varmede helt ned i tæerne, at der sad mennesker rundt i DK og USA og fulgte med på vores færd. Fulgte vores vaklende Bambi-ben ud på familielivets is.

Tak.

Veninder og vinduespudsning

Man møder mange mennesker gennem livet. Nogle bliver hængende i en periode og smutter igen, mens andre gror fast og bliver siddende som østers på en bundgarnspæl.

Jeg genså en østers igår. Det er måske ikke det fedeste at sammenligne hende med en østers, men hun er som en østers. Skallen kan virke hård, men kødet indeni er blødt, delikat og rummer den smukkeste, sarte perle, hvis lys kun bliver smukkere og smukkere med årene. 

Hun er en ener.
Jeg er taknemmelig for vores venskab og føler mig meget priviligeret over at have hende i mit liv.

Hun dukkede op i bussen engang på vej til skole. Hun var den nye, der ligesom mig var kejtet, aparte og følte sig helt forkert på alle de rigtige og rigtig alle de forkerte steder. Hun hørte Prince i sin walkman. 

Hun forekom mig nøjagtigt lige så cool som alle dem omkring mig, i hvis nærvær jeg lignede en nørd. Hun turde og sagde og gjorde alt det, jeg ikke turde. Ikke før meget senere.

Men hun har givetvis følt og oplevet verden lige som jeg. Vi var lige skæve i en lige verden og lige lige i en skæv verden. På en eller anden måde har hun bare altid været der, selv om der kunne og kan gå for lang tid imellem, vi ses. Jeg har hende inde på radaren allígevel.

Måske fordi hun har været og måske bare er så stor en del af både mit gamle liv, men også det liv, jeg lever nu.

Hun er en del af min historie og min fortid, men den del, som jeg vil have med mig, fordi hun netop er den, hun er.

I går hjalp vi hinanden på hver sin vis. Jeg fik fred i hendes hus. En eftermiddags fred for kondorstore sommerfugle, der nådigt blev holdt på afstand af hendes ro og væsen. Hun synes nok, at jeg hjalp hende mest, fordi jeg vaskede en vinters skidt af ruderne, så forårssolen fyldte hjemmet.
Men sådan forholder det sig ikke.
Det var mig, der fik mest hjælp igår.

Tak.

Antons innovative Bedstefar

Hermed en hyldest til Bedstefar.

Bedstefar aka Farmand aka TømrerFar gør. Han laver og bygger og er krativ både i tanke i handling. Byggeprojekterne gennem tiden har været store som små - fra hele huse fra 1700-tallet, der er blevet totalrenoverede til noget så småt som dette. Han skal lige tænke lidt og så kommer der en løsning, som altid har rod i funktionalitet. Det skal kunne bruges til netop det, som dimsen er fremstillet til - og det kan det.
I perioder, hvor hans nuværende job som IT-koordinator i et stort transportfirma fylder i hovedet, kommer hænderne i brug og roen kommer som regel tilbage, når han får poterne i et eller andet godt lille projekt.:-)

Billeder taler lidt mere, så her er hvad, han har fremtryllet, så Anton kan sove ved siden af sine forældre - uden nødvendigvis skal skulle være i smårhullet, hvis han ikke gider det...
Hans tremmeseng er der bare ikke plads til.

Så hvad gør Bedstefar?
En stump plade, 4 stumper lægter og et par lister... - en madras, vi havde flydende + en stump stof = høkasse til Anton.

Smørhul eller ej, høkasse eller ej - det finder vi ud af, men nu har han muligheden.

Måske skal der noget i "hovedenden" og lidt pynt på væggen, men nu ser vi liiiiige, som det duer.

3 dage... - listen er stadig lige lang.

Road Trippin'

Det er jo dybest set det, vi skal.

Vi skal på tur - get lost - ud i noget, vi aldrig har mødt før og som vi hverken kan planlægge, forberede eller håndtere.

Det er stort og skræmmende, men der er en underlig ro nu.

En slags stilhed før storm.

Jeg er nået til et point of no return. Nu skal der ikke planlægges, ordnes eller håndteres mere. Nu pakker jeg kufferterne og tager resten som det kommer. Hvis jeg planlægger, forbereder eller organiserer mere, glemmer jeg at være i det her og selv om det faktisk føles som at stå på randen af en afgrund, er det ikke en ubehagelig følelse. Blot en følelse af at være i noget ukendt og at skue ud i noget, der har sådan et slør foran sig - noget, jeg først kan se, når jeg står i det.

Og deri er roen. At jeg nok kommer til at stå i noget, der er helt vildt uoverskueligt, men hva'? Det overlever jeg jo nok.

Det er jo ikke farligt.

Og hvis det er, nå ja - så må jeg finde ud af det også.

Jeg kan ikke vide alt, håndtere alt eller overskue alt - og det skal jeg heller ikke. Jeg skal gribe det, jeg kan og vil og lade resten være op til andre omkring mig.

En af de klogeste kvinder, jeg nogen sinde har mødt, plejer at kikke på mig - jeg kan høre hendes ord i min sjæl jævnligt - og sige: "Universet giver dig ikke, hvad du vil have, men hvad du har brug for."

Resten er tillid, tro og kærlighed.

Jeg favner denne rejse og alt, hvad den vil bringe med tro, tillid og kærlighed.

Alt fra ventetid, frustration, sorg, rejsekriller, irritation, udfordringer -ja selv min største skræk, at Anton skriger hele flyet i smadder fra Bejing til Kastrup! - det hele.

Det var og er den vej, jeg skulle gå for at møde netop ham.

Min søn.

Tak.

De klassiske dyder

Jow, jow - man er vel ordentligt opdraget.;-)

Denne her har været undervejs i 4 år. Jeg påbegyndte den i 2007 og sidste sting blev syet i dag.
Den har været både en velsignelse og et helvede, fordi hvert evig eneste sting er en påmindelse om ventetid, men også en påmindelse om det barn, der skulle have den. Der er lidt skæve sting hist og her, blandt andet er den ene krans i højre side noget "bulet", men jeg har valgt at lade den være, for den kom til at se sådan ud, fordi jeg syede den, da jeg sad på et hospital og vågede over min far, der var nyopereret - og jeg var nok knapt så koncentreret.

Det var ikke let at finde netop dette mønster og jeg overvejede da også, om jeg skulle gøre, som jeg har gjort med de andre klokkestrenge, jeg har lavet i tidens løb: flikke mønstre sammen fra duge, løbere og andre klokkestrenge, sådan som min Farmor gjorde, af hvem jeg forøvrigt har lært dette.

Men en dag dukkede den op. På en amerikansk hjemmeside, som henviste til Ingrid Plums bøger om julekorssting. Jeg synes jo, at denne kalender skulle være en klassiker, som matchede Gemalens og min kalendere...

I morgen går jeg i gang med at montere med stivlærred, strygevlies og bagbeklædning. Jeg tror nok, jeg quilter/patchworker bagsiden, men det er en overvejelse.

Og selvfølgelig skulle den ene engel da ha' sort hår. Ikk' så meget pis... :-D

Af andre klassiske dyder for i dag må vist nævnes, at jeg har spist frokost med Gammelfar, som altid er dejligt selskab. Den stod på Ceasar Salad og clafoutis. 

Der må forøvrigt lige slås et slag for clafoutis - hvilken gudespise!

At noget så simpelt som syltede kirsebær (iblandet lidt Amarenabær, naturligvis) indbagt i en pandekagedej kan smage så forrygende, er mig en gåde... 

Officiel orlov...WTF????

Surrealistisk.
Det er nok det mest dækkende ord.

Jeg har haft en underlig skoledag, hvor jeg kl. 11.40 kunne hoppe ind i bilen til Gemalen og køre ned til Doktormanden for at få den næste vaccine + få betalt penge til det kinesiske rejsebureau - for indenfor selv samme time køre retur til skolenfor at fortsætte dagens arbejde... - og på det tidspunkt havde jeg ikke siddet ned eller haft en pause. Det første frikvarter blev brugt på klargøring til national test og det næste var jeg på vej til lægen. Jeg kom fra skolen kl. kvart i fem. Det var underligt at gå derfra.

Jeg håber, klog-legaerne nød kagen, for jeg har ikke nået at sige "adios, amigos!" til ret mange af dem.

Nå, det med det.
Nu har jeg orlov.

Jeg har en mærkværdig, pudsig følelse af, at "noget" rykker tættere på. Mange mennesker omkring mig stråler i stemmen og øjnene, taler om "spænding" og "fantastisk" - og jeg snakker bare med, for jeg har NFC, hvad de taler om.
Ikke det fjerneste.

Det er en ud-af-kroppen oplevelse, for jeg ved, det handler om mig, om noget i mit liv. Det handler om noget fuldstændig fantastisk i mit liv og rationelt ved jeg, hvad der tales om- men jeg har ingen følelse af det.
Jeg kan ikke mærke det der "fantastiske".
Jeg snakker med, nikker, smiler og slår ud med armene... - jeg er slet ikke med.

Men det kommer vel.
Det kommer jo.
Selvfølgelig gør det da det.

Det føles bare stadig som en ferie. En forbudt ferie.

WTF? I have NFC!:-D

En lidt uvanlig søndag for den lille system-freak.

Normalt er søndag formiddag tidspunktet på ugen, hvor den forgangne uge gøres op og der gøres klar til den kommende.
Jeg har gang i FaceBook, søndags-Politiken, en blok med husketing, indkøbsseddel, madplan og ugeplan til skolen på samme tid. Jeg ordner vasketøj og strygetøj, mens en god klassiker kører på DR2 i eftermiddag og hvis vejr og selskab indbyder til det; en gåtur.

Alt i alt en dag, hvor der lades op, pudses af og gøres klar.
Om det er en dag i ro, er jeg ikke klar over, men har jeg ikke min søndag og dens faste ritualer, så går ugen let i ged i mit hoved. Altså, dte ved jeg jo godt, at den ikke gør, men det føles sådan - lidt som at komme for sent op eller komme for sent på arbejde. Dagen føles forkert...

Men sådan er det ikke helt i dag. Bevares, jeg kunne godt lave madplan og indkøbsseddel, skrive ugeplan for i morgen som er min sidste arbejdsdag. Vasketøjet ville ikke tage skade af en snurretur og bunken med strygetøj er da også anseelig.
Men, lige nu bager jeg boller til ungerne i skolen. Der er købt juice, smør og pålægschokolade... - så dybest set skal der vist bare stå "morgenmad og afslutning" på skemaet i morgen i de to lektioner, jeg har klassen.
Om lidt vil jeg bage kage til mine klog-legaer.

Men en uvanlig søndag.
Jeg ved godt, at det lyder grimt, jeg er sgu nok lidt autistisk anlagt. Jeg har mine systemer, mine måder og sådan har jeg ro. På dage, hvor jeg er "skæv", kan jeg godt blive lidt forvirret, hvis en kollega har sat sig på "min plads" eller der ikke er plads ved det bord, jeg normalt sidder ved.
Jeg kan sagtens regere i kaos, brillere i uro og vinde i storm, men jeg skal have mine "ruhe-stunden".

Lige nu føles det bare lidt som en forbudt ferie. En slags pjækkedag...

Phew, what a week!

Endelig fredag!

Hold da kæft, en uge.
Jeg var godt klar over, at tingene nok ville gå stærkt i denne uge, men ligefrem SÅ stærkt?

Anyway; jeg har været så megasnottet, at et par dage er klaret med max.doser af Panodiler og Iprener i skøn kombi med næsespray ad libitum. Jeg hader ikke at kunne trække vejret ordentligt. Det piller i min nattesøvn og så bliver jeg sgu en bitter kæ**** at være i nærheden af.
Så nul spinning i denne uge. Mandag var jeg desuden først hjemme halv 6 efter en laaaang dag + måde på fagforeningen for at lægge barselsplan. Onsdag og torsdag blev lige så lange...

Men; på den positive side har jeg fået lavet en rimelig overdragelsesforretning til VBMA, som overtager mit job, mens jeg er væk. At have hende giver ro i sjælen, også selv om hun selv synes, hun er en lille fugleunge i det her...
Hun er sej - "megasej", som en af skolens lærerstuderende sagde om hende i dag.
Og ja, det er hun. Megasej.
Desuden - skulle det hele gå i megaskuddermudder, så er jeg sgu ikke længere væk end en telefonopringning eller en SOSSMS. Også selv om jeg hygger mig i min moder(snot)snotboble.:-D

Ungerne i skolen... - det er altså en splittet oplevelse, for på den ene side glæder jeg mig jo som en lille vild til at hygge med min unge. Få lov til at opleve den frihed, der følger med at kunne koncentrere sig fuldt og helt om blot en eneste ting, et eneste væsen. Jeg tænker, at det må være som at være nyforelsket igen.
Denne totale opslugthed af et andet individ, i hvis verden og færden, man blot og blindt følger i tillid og kærlighed?!
Og på den anden side er jeg kun lige kommet tilbage. Jeg har kun lige netop fået dem ind under huden igen efter efterårets stressperiode. Jeg har kun lige fået føling med dem igen - vundet tilliden igen og nu skal jeg væk fra den flok skønne banditter. Det er skodagtigt nederen. For at sige det på fladt og plat dansk.
Jeg er sgu noget blandet lige nu.

Rejseplan, den endelige!

Endelig rejseplan foreligger nu.

Men jeg har ikke nærlæst den endnu, andet end jeg kan se, at vi stadig får Anton i armene om lørdagen.
Og... - så er resten sgu egentlig lidt ligegyldigt.

Bobler og skildpaddeæg

Nej, ikke snot- bare anderledes.

Jeg lå vågen i nat med en mærkværdig oplevelse af denne boble omkring mig. Det var som et voksagtigt halvgennemsigtigt gardin, der langsomt lukkede sig om mig. Fornemmelsen var som hinden på et skildpaddeæg - sej, gennemsigtig, men gennembrydelig.

Jeg havde en oplevelse af, at have udsyn gennem en flig i hinden, men at jeg skulle mose lidt for at opretholde denne åbne flig.

Givet de år uden barn, de år med længslen, håbet og frustrationerne - sorgen og vreden, ikke mindst - har jeg haft mine kvabbabelser med kvinder, når jeg kunne mærke deres hinde. At de havde den der "moder klode", som favnede netop dem og deres - og hvor alt andet enten ligegyldigt, i bedste fald perifært.
Og jeg har nok lovet mig selv ikke at bygge denne boble - denne klode - af respekt for min omverden, som ikke skal lide under kvalmende moderlig selvfedme, men sågu også af respekt for mig selv. Jeg ville have lov til at bevare mit udsyn, min interesse og min udfarenhed.

Jeg er nu ikke i tvivl om, hvorvidt jeg bevarer det udsyn, men den faktiske og meget fysiske oplevelse af denne hinde er både grænseoverskridende, smuk og skræmmende.

Han optager mig, den lille mand. Vores Anton. Kejseren. Jeg har svært ved at bruge ordet "søn", men det kommer vel. Jeg har svært ved at opfatte ham som mit barn. Det er han - jeg skal nok bare lige mærke ham først. Se ham. Dufte ham.
Hans ting, rejsen til ham, papirerne, forberedelserne. Det optager og det fylder.
Selv om jeg har vigtigere ting at tage mig til, fordi vi trods alt først skal rejse om godt 14 dage, så er det alt det, der vedrører ham, der er så meget mere spændende end alt muligt andet.

Hinden omkring mig kan vel anskues på to måder - to sider af den samme sag: Den ene side er moder klodens atmosfære - at forpuppe sig omkring sin unge og familien. Udvikle sig indadtil og skabe sit eget mikrokosmos. Den anden er ikke anskue hinden som noge,t der lukker verden ude - at den ikke lukker sig om mig, men at jeg måske er ved at bryde ud af hinden i stedet for. At jeg først nu ser en flig og dermed den omkringliggende verden.

Jeg er ved at bryde ud af en gammel puppe. Det er helt okay.
Eller også forpupper jeg mig omkring min mand, min unge og mit hjem - og det er også helt okay.

Det er noget jeg ikke har prøvet før.
Så... - det kan jeg nok godt finde ud af.

Tanker fra i nat.

Nu ved jeg, hvad det er for en boble gravide kvinder går i - jeg kan fysisk mærke den. Indskrænke min gøren, laden og værst; mit interesssesfelt.
Jeg kan se den som en let gennemsigtig hinde, nærmest som en hinde, der langsomt lukker sig om mig - favner mig og begrænser mig.
Det er både skræmmende og trygt.
Jeg ville til min dødsdag have benægtet at det ville overgå mig - men den får heller ikke magten fuldstændigt. Tro jeg ikke.

Lyset indeni den er som lyset gennem en rispapir-ramme i et japansk hus. Trygt, men jeg hader følelsen af både at blive set, at være halvt usynlig og samtidig ikke kunne se alt omkring mig.
Jeg mangler en udsigtspost.

Nå, det roder jeg mere med, når jeg kommer hjem, men den er interessant, den her.

En tanke: Hvis jeg på nogen måde skal lade mit voksne jeg indfange i denne boble, så skal det være for Antons skyld - ikke min egen. Og dog - måske har ingen glæde af, mindst af alt mig selv - alt miste mit udsyn og min evne til at overskue savannen...

Undervisning, leverandørmøde, undervisning og bogkældertjek...

Godmorgen.

Så er orloven på plads

I morges var jeg sikker på, at jeg sgu havde mentalt vand i anklerne. Bækkeløsning i hele hovedet.

Anyway; her til eftermiddag fik vi lagt orlovsplan, hvilket betyder at vi på skift kan gå hjemme fra 1.3 - altså lige om lidt! - til 5.marts til næste år.

Det er dælme i orden!
Jeg stryger på orlov fra tirsdag i næste uge til midt i september.

Gemalen har lige betalt flybilletterne og Farmand hentede visaerne i formiddags.

Lige nu er jeg flad. Jeg har stået på mine ben og været 110% på siden 7.30 i morges. Jeg fik 15 min. pause at spise min mad i, inden jeg skulle videre med dagens 3. nationale test og det var de første 15 minutter, hvor jeg kunne sætte mig ned.
Nå, det nytter ikke at pive. Nu vil jeg lave noget mad og nyde aftenen. Not.
Jeg skal nemlig lige forberede mig til morgen, for det nåede jeg ikke på skolen, som jeg ellers plejer.

17 dage til afgang.
19 dage til Anton.

GYS!

19 dage til afgang, 21 dage til Anton

FUUUUUG!
Min hjerne kan gå helt i stå ved tanken - jeg lammes i handling og tanke.
Maven slår knuder og hovedet går ondt. Kæberne låser og ord bliver til uforståelig susen, som atmosfærisk radiostøj.

Invasion

Antons komme har invaderet vores sparsomme kvadratmetre.
Legesager, pusleplads, kluns i uhyrlige mængder...

Her er lidt billeder af Hans Lækkerheds entourage:

Åhh, suuuk og tak.

I dag blev jeg vækket af postbudet med en pakke, hvis indhold gav klump i halsen og højvande i øjenkrogene.

Der kom omsorg og kærlighed i en kasse, afsendt af en kvinde der har læst mit inderste og blødeste. En kvinde, hos hvem jeg i den grad føler mig hørt og set, uagtet vi aldrig har mødt hinanden i den virkelige håndgribelige verden.
Men måske har vi det alligevel.
Måske stod hun bag mig den dag i august 2006, hvor jeg gik ind i en fancy børnetøjsbutik i en sidegade og købte det første stykke tøj til Kinababyen, da jeg var på lejrskole i hendes by.
Måske så hun længslen og ønsket i mine øjne og i måden, jeg stolt og angst tog den lille rødstribede denimjakke med til disken. Måske var det hende, jeg kikkede langt efter - en mor med sine smukke ællinger ude i augustsolens klare lys.
Eller måske er hun en af disse enestående og fantastiske kvinder her i verden, der er istand til at læse og høre, selv når man tror man hvisker - eller har gemt sig. Jeg er overbevist om, at hun er netop en af disse kvinder. Og alle disse kvinder.

Måske handler det om spejle. At man spejler noget, som vækker genklang i en anden sjæl.
Hun vækker ihvert fald genklang i mig.

Tak.

Mit barn, hvad vil du mere?

Vasket, strøget og ordnet.
Der mangler vist kun nogle få småting, så kommer vi.

I dag fik vi ryddet loftet og lagt det på depot i Svigermors garage.
Vi fik ryddet rundt om huset.
Strygetøj og lappetøj er ordnet.
Flybilletter er bestilt og booket.
Gaver til div.honoratiores og plejepersonale er indkøbt.
Der er lavet mapper med billetter, papirer og alle de andre dokumenter, vi skal have med.

Og alligevel har jeg nået at knalde brikker på sofaen. :-)

I morgen kører min Farmand ud til Østerbro med visa'erne.
Gemalen og jeg skal til Næstved og hente en autostol, vi har købt gennem DBA.

Lister, lapper og planer

Jeg er på liste #3.
De 2 andre er blevet reduceret og nået,så nu er jeg på reviderede liste #3.

Det er de ting, der skal nåes, inden flyet letter.

Lappetøj og omsyning
Ordne papirbunker i arkivet
5-6 gaver skal indkøbes til plejere osv.
Tømme loftet
Rydde hele vejen rundt om huset
Pasfotos
Vaske Antons tøj
Apotekerindkøb
Bestille tid til revaccination

...- og så videre.

At pakke til os selv, er lige ud af landevejen, men at pakke til Kejseren? Pyha. Jeg har turneret internettet rundt efter pakkelister for at få en ide om, hvor meget man egentlig skal slæbe med. Jeg ved godt, at vi så absolut ikke lander i et u-land, men jeg synes jo, det er noget sjovere at se nogle fede ting end at stæse Beijing rundt for at finde en MotherCare.

Men jeg har vist fundet ud af det. Jeg har ihvert fald taget en moden beslutning og har fundet frem til, hvad der nok bliver brugt på en uge af sådan en bette prut. Det bliver vasket og vacuumpakket, så det ikke fylder og så er det det. Ikke mere fis.

Jeg skal videre i dagens epistel.

Det er dejligt, det her.
Frydefuldt, farligt og dejligt. Gruopvækkende og længelsfuldt på en og samme tid.

PS- ser mængderne helt skæve ud, så sig lige til, ikk'? :-D

Det rykker tættere på.

Der er 26 dage til, vi sidder i en flyver.
28 dage til, vi står med Anton i armene.

Det er en surreel og meget underlig fornemmelse, for hoved og krop føles ikke ad i disse dage.

Kroppen finder ting frem, lægger i bunker, organiserer, ringer og har styr på alt med små lister. Den tager stilling og bestemmer de lavpraktiske ting fra bæresele til hvornår vi skal det ene eller det andet. Den mailer med rejsegruppe, ordner barselsorlov og køber zinksalve og tættekam og creme til tør hus og neglesaks og fleecetrøje og tudekop og og og...
Hovedet er i skyerne. Det har helt sine egne veje og kører et helt andet løb. "Hvordan ser han ud nu? Gad vide, om han skriger, når han ser os? Vil han os? Kan jeg finde ud af det? Tør jeg det her?" og når tankerne sådan myldrer, stopper kroppen for et kort sekund op og jeg mærker uro i maven - sådan en blanding af gys og spænding og glæde og rå rædsel.
Jeg er ganske klar over, at gu klarer vi da det her og ellers så må vi lære af de utallige bommerter, ups'er og "pis oss'"er, vi uvægerligt vil havne i, men jeg har en stærk tro på, at det er sundt at tænke alt det uro - at de netop ikke må fornægtes eller negligeres, fordi også de er med til at forberede mig på denne tur.
Forberede os.

En skøn dame i den anden ende af landet havde netop sådan en bæresele, som jeg gerne ville have til Anton, til salg. YAY! Hurra for det forrygende forum og netværk, som mange adop-tanter har.
Også den har givet tanker. Jeg har ikke altid mødt de store anerkendelser i forhold til mit ønskeom at bære Anton. "Hvordan kan du vide om han vil sidde i den?" "Han er da for tung!" "Du får smadret din ryg!" og så videre og så væk.
"Det kan jeg heller ikke, men det kommer han til at lære!", "han skal jo ikke slæbes rundt på 24/7!" samt "måske!" synes at være svarene, men de fattes et lyttende øre. Sådan oplever jeg det i hvertfald.
Men, de må snakke, må de. En klog dame kaldte det at bære for "nærkontakt af 3. grad" og det er essensen i at bære. Den nærhed, som han måske og måske ikke har haft, den skal han have nu - af mig og af Gemalen og hvad er nemmere end en bæresele? Hoften er det dælme ikke.
For 892375635 år siden var jeg ung pige i huset i Norge. Her havde jeg den blandede fornøjelse af at være i huset hos nogle skønne unger og deres knapt så skønne forældre. Desuagtet havde jeg som oftest en unge på hoften, nogle gange to og jeg drømte om en bæresele, fordi jeg havde jo set min far bære min mindste bror rundt i sådan en. Oh at have begge arme fri - og en lige vægtfordeling. At blive besteget som et andet Mount Karen af en hylende unge var ikke altid en fornøjelse...

Nå, men denne bæresele har båret en umanerlig lækker lille mand rundt og jeg er overbevist om, at denne sele har god karma. Spilop-karma.
Jeg vil glæde mig til at se min egen unge i den.
Jeg vil glæde mig til at mærke hans hjertelyd, mærke en svedig lille fedtet næve i hovedet, men også trækket fra 11 kg skrigeunge, der i bedste ål-og-flitsbue-stil knokler for at slippe ud.
Og jeg vil glæde mig til at se Gemalen med sin unge på maven - indenunder jakken.
Jeg er overbevist om, at han vil elske den, fordi han vil mærke trygheden i at sidde oppe i voksenhøjde, ikke at være nede i gulvhøjde i en klapvogn og blive passet på...

I dag skal kroppen lave visumansøgninger.
Hovedet skal drømme videre...

Rejseplan og tankemylder på den fede måde

Hold da op, nu går det stærkt.

I går kom en råskitse over rejseplanen fra Beijing Jade Rainbow International Travel Service, den kinesiske rejsearrangør (flippet så langt det navn absolut skal være! :-D Vi kalder dem  [bi djæi ridz] her i huset!)

I går stod på en længe aftalt shoppetur i KBH. Ikke at jeg fik shoppet ret meget, faktisk. Jeg er faktisk ved at falde noget af på den, for jeg er begyndt at få den perverse overvejelse, hver gang jeg står med noget i hånden:
"Har jeg reelt brug for den? Får jeg den brugt? Ku' jeg i virkeligheden måske hellere tænke mig noget andet?"

3 ting fandt nåde og fik plads i poserne på vejen hjem: En skønno grå cardi-sag med bling på ryggen, en smækkerlækker fleece til Kejseren og min nye køkkenbaby: En BAMIX-stavblender, jeg længe har ønsket mig, men som blev relevant nu, fordi jeg i sidste uge brændte begge husets gamle stavblendere af i løbet af en halv time...

Sidste stop på turen var LIC i Herlev og her ringede gemalen midt i det hele, for der var sgu kommet rejseplan! YAY!
De har gloet - og gloede noget, da jeg plantede mig på gulvet med ryggen op af en palle med Rigtig Juice og strakte de shoppe-ømme stænger ud. Gemalen læste planen højt og jeg må sige, at jeg både var glædeligt overrasket, men også i den grad glad: Vi får lov til at hente Kejseren på børnehjemmet! Det er i min verden bare enormt mega-kæmpestort! For fedt,skønt og gigantisk at få lov at se stedet, hvor han har tilbragt sit liv.
Jeg har drømt om det i nat.
Så meget fylder det.

Der er to bud på hoteller, det ene centralt, det andet nok mere praktisk for børnefamilier. Lige nu er jeg ligeglad, for vi skal nok finde ud af det. Der er forløbigt mange tomme dage i planen, som giver plads til at gøre nogle ting. Eller ikke gøre en dyt, hvis det passer bedre i Kejserens kram.

Jeg var dog overrasket mindre positivt over det faktum, at grunden til, at man ikke bare sådan frit kan vælge hotel i Kina er fordi, man ikke alle steder bifalder adoption og derfor ikke vil have adoptivfamilier/rejsegrupper boende.
Når jeg tænker over det nøgternt og socio-politisk, kan jeg godt se misbilligelsen. Der er noget skævt i at "velhavende" vestlige familier kan hente et lands fineste råstof: Ungdommen og hjernerne, der skal føre en nation videre, udvikle landet og skabe fremtid og fremdrift.
Det kan jeg godt se - og godt forstå.
Nogle vil måske argumentere, at Vesten i årevis har hentet Kinas piger, fordi de ikke selv ville have dem, men jeg tror ikke, man kan se så firkantet på det. Kina har ikke kunnet have sine piger, fordi drengene med et-barnspolitikken og et ældgammelt kinesisk familiemønster har været favoriseret. En søn trækker en svigerdatter til sig - en pige rejser bort til sin nye familie ved giftermål.

Nå - dagens dont venter: Mindstebror fylder år og Mindstebrors kone-kæreste er blevet færdig som gog = familietamtam i eftermiddag. Hendes gaveerklaret, men brormands mangler, så jeg må lige støve byen igennem for noget, der tilnærmelsesvis kunne ligne en gave.

Rejsedatoer

Så fik vi rejsedatoer!

D. 10. marts forlader vi DK og vender hjem igen d. 24. marts.

Og vi har Anton med!