Jeg konstaterede i dag - eller var det i går? - at man kan have en ud-af-kroppen-oplevelse lige midt i et "nu". At sidde og være til stede og være sig kropligt helt bevidst, og samtidig mærke, at hjernen havde gang i noget andet - og så tvinge den tilbage til det, jeg nu havde gang i.
Det var fandeme mærkeligt.
Her til aften er det en uge siden, vi kom hjem til DK.
Der er godt nok sket ting og sager, men ikke så meget oppe i min knold. den føles nu som den plejer. Eller gør den nu også det?
Hvis sandheden skal frem, så har jeg nok bare slet ikke tænkt over, HVAD der er foregået i mit hoved - jeg har bare mærket og reageret. I så fald en tanke er faret gennem vindingerne på førstesal, har jeg i hvertfald ikke registreret den, kun følt den.
Jeg kan mærke, at min verden er forfærdelig lille. Jeg aner ikke en bjælde om, hvad der foregår i den store verden eller bare udenfor min egen fysiske og mentale matrikel. Bevares, jeg har da lidt tjek på Libyen, Japan og en skrækkelig fortærsket historie om en lille dreng, en plantage og en omvendt frakke, men det er i hovedlinjer. Intet dybere har sat sig fast.
I eftermiddag slog det mig, at jeg sgu nok er vågen og HAR spist morgenmad, inden fredags-Politiken lander i postkassen - og at jeg sgu håbede, at jeg kunne score bare 10 minutter med den alene.
Ikke fordi jeg nødvendigvis er knaldhamrende interesseret i indholdet, men fordi jeg tog - og tager mig selv i at have dårlig samvittighed over at være så "klodeagtig", så indelukket i min egen atmosfære, at jeg fandeme ikke engang kan samtale med naboen om andet end min unge...
Jeg er godt klar over, at jeg da ikke skal have spor dårlig samvittighed over det at være i "da mum zone", men det har jeg altså. Sådan lidt. Nok til at det sidder i baghovedet og nager.
I morgen venter en familiefødselsdag. En lille-bitte en og det er okay, tror jeg. Vi har snakket (det gør vi vist nok ret meget) om, hvad vi gør og hvordan vi gør - og det gør det sgu så meget nemmere. Tror vi nok. Fnis!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar