Det er der ikke noget, der hedder sådan for øjeblikket og sikkert ikke i det næste stykke tid.
Det hedder "At være Karen og Anton"- ikke at han hænger så meget på mig som den abe(konge)unge, han var i Kina, for Far kan i den grad bruges, men mere en opfattelse af mig selv og så noget, der hører med.
At jeg ikke længere blot er een. Een voksen, eet individ, en selvstændigt fungerende person - men "een +".
Det er en lille bandit, der klamrer sig til mine knæ og vil op. Tonen er meget bestemt og stemmen siger: "Ba-ba!", som er hans op-ord. Det er varme små fødder, der sniger sig ind under pyjamasjakken og ble-bagen, der kommer møffende og som helst skal ligge klinet op af min mave... - det er en dreng, der klukkende og snakkende sidder i sin bæresele på min ryg, mens vi bager, gør rent eller ordner vasketøj. Små fedtede fingre, der nulrer sig ind i mit nakkehår.
Et lille hoved, der liiiiiiige skal se, om jeg nu er her endnu, når jeg kommer ud fra badet. To meget opmærksomme øjne, der følger mit mindste ryk i køkkenet, når han sidder i sin stol og kikker på aftensmad-fremstilling...
Det er skræmmende enkelt, det her Mor-noget. Skræmmende enkelt i sin rå virkelighed og alligevel så fandens komplekst, for hvorfra kommer de følelser? Handlinger? Reaktionsmønstre? Ligger de virkelig latent i mennesket og udfoldes med indtræden i forældreskabet? Eller er de fremelsket og trænet?
Lige nu har jeg 3 kvarter, hvor Kejseren sover sin formiddagslur.
Inden han kogte ud i klapvognen, tog jeg mig selv i at tænke:" Hvad fanden skal jeg så lave, når han sover?"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar