Islagkage - det rene kogebogspatchwork

Her i huset kan vi godt lide is. Navnlig is, der har snurret i ismaskinen.
Jeg har slidt een ismaskine op og er nu igang med nr. 2. En dag skal jeg have sådan en Adam-Price-semipro-en - det er da det, jeg skal.

Jeg havde engang en drøm om at blive kok, men i dag kan jeg godt se, at hverken tempo eller temperament ville være til at være i samme rum som Thomas Rode eller Rene Redzepi, uagtet jeg gerne ville lære lidt af deres kunst. Der er noget med mad, som heler, læger - skaber glæder, kreativitet og som favner. Mad er universelt, det er noget, alle har et forhold til. Givet, nogle mere passionerede end andre.

I The Godfather af Mario Puzo er der fantastisk beskrivelse af Mama Corleone - at hun var en primitiv kvinde, der mente, at meget kunne ordnes gennem et måltid mad. Meget rammende egentlig, for hvor mange falder ikke til ro ved duften af mad og den ro, maden udstråler?!

Anyway- jeg har lavet islaglage til i aften.  Den er et veritabelt kludetæppe, for jeg har sakset den sammen fra forskellige ideer, men udfaldet er blevet en slags frossen Sportskage fra La Glace - makronbund med nougatis ovenpå, overtrukket med bitter mørk chokolade og med kant af marcipan.
Det tog lidt tid, men jeg glæder mig til at sætte tænderne i den.

Makronbund:

250 g. marcipan
370 g. sukker
3-4 æggehvider

Sukker og marcipan køres sammen på maskine, hvider tilsættes. Massen bages i springform v. 200 gr. i ca. 30 min.

Is - laves af creme anglaise:

10 æggeblommer
220 g. sukker
2 vanillestænger.
Blommer og sukker piskes hvide og stive med marven af vanillestænger.

½ l. øko-piske
½ l. øko-sød
- øko, fordi fedtmolekylerne ter sig bedre end i konventiovel mælk/fløde og is er jo dybest set en emulsion af fedt og luft. :-)
Bringes i kog med de to skrabede vanillestænger og når overfladen brister svagt, tages gryden af varmen og står 5. min.
Pisk i æggene, samtidig med mælkeblanding hældes i, ellers koagulerer æggene - sidst hældes hele blandingen tilbage i gryden og der koges netop op - må ikke koge-koge, blot "bævre" på overfladen. Rør konstant!
Køres gennem en si og stilles på køl. Køres derefter på ismaskine. Kan ikke fryses som almindelig is, da den vil krystallisere pga. relativt lave fedtindhold.

Nougatine:
50 g. hasselnødder - ristes af på hed pande.
150 g. sukker smeltes til mørk karamel.
Nødder tilsættes og røres i.

Karamel hældes ud på bagepapir, gerne penslet med lidt smagsneutral olie og stilles til afkøling. Knuses til fint "mel", når det er helt koldt. Tilsættes den halvfrosne is i ismaskinen.

Isen fryses et par timer i en form, der har samme størrelse som springformen, man brugte til bunden. Derefter samles begge dele - is ovenpå bund og dette overtrækkes med min. 200 g. bitter mørk chokolade.

Ca. 100 g. marcipan udrulles til kant og sættes rundt om isen - et voila!

Godt nytår!

En lille kreation den næstsidste aften

Jeg har været i køkkenet i aften og fremtryllet følgende:

I morgen holder vi nytår sammen med Gemalens mor - bare os tre.
Egentlig skulle vi jo fyre den helt vildt af, når det sådan bliver sidste nytårsfest uden barn, men sådan bliver det ikke.
Og hvorfor så ikke det? Hmmm, grundene er vist flere og ikke en af dem dækkende for valget, men sammen udgør de nok et billede, som forklarer. Vi fik en invitation hos venner, vi har været hos før og hvis selskab vi værdsætter meget. Denne nytårsaften ville indebære 6 børn, en gravid mave og en hel del voksne og det er jo fint nok og dejligt, men da vi fik invitationen, vidste vi ikke, hvor vi stod i forhold til adoption/venteliste og jeg var netop vendt retur på arbejde.... -truth be told; jeg var ikke helt sikker på, jeg orkede at feste og smile og være glad, hvis jeg stadig stod på en venteliste. En nytårsaften i pyjamas sammen med Gemalen og en sjus virkede væsentlig mere tillokkende. Væsentlig mere spiselig og "overlevelig" end en aften, som nok kunne blive skæg, men som også ville kræve kræfter, jeg ikke var sikker på, jeg havde.
Og så spurgte Gemalens mor, hvad vi skulle. Ingenting, var svaret. Det ved vi ikke, var det uddybende svar og så blev vi vist enige om at fejre aftenen sammen, stille og roligt.

2010 er ikke et år, jeg sådan har tænkt mig at gå og værne om. Dertil er det brolagt med alt for mange dage med sorg og frustration. Nuvel, der har været store og dejlige oplevelser og øjeblikke, men de er som stjerneskud på en uendelig mørk himmel, hvis varsel om gry og dagslys er langt borte.
At Anton kom d. 20 december er som at skrive et mentalt år 0. Det er som om de sidste 10 dage ikke været i 2010, men et ganske andet år. Et andet univers.

Måske er det bestemt, at vi skal påbegynde et nyt tiår med store og nye tilstande i vores liv. Måske er det nu, at vi skal have lov til at fornemme morgensolens stråler over bakkekammen?

En klog kvinde sagde engang til mig:"This too will pass." - deri har hun ret. Min overorganiserede sjæl vil gerne vide, hvad der nu skal ske, men jeg vil bruge noget af mit nye år på at øve mig i at tage imod og favne det, som kommer og ikke opleve alt fare forbi, fordi jeg har så travlt med at planlægge det næste skridt, den næste ting.

Godt nytår til alle, til mig, til Gemalen, til Anton, til familien, til de mennesker som omgiver mig og som præger mit liv.
Tak.
Tak for jer.
2010 er måske ikke meget at takke for, men uden 2010 havde vi ikke nået 2011, hvor mange ønsker lader til gå i opfyldelse og det er vel værd at sige tak for.

Boligafretning 1,0

I dag har vi haft besøg af et vennepar med 3 aktive drenge i alderen 1 - 5 år.

Ud af dette besøg kan jeg så drage følgende konklusioner:

1 - der skal en kraftig sanering til af mit hjem: Smådims skal væk fra nå-højde, for hvem pokker gider sige "Neeeeeej!" 83756 gange på en eftermiddag? Så hellere sætte noget, der kan tåle små fedtede kleptomanpølser og en krammer.
Sjovt nok er det som om den lyd "Neeeeeeeeej!", efterfulgt af en voksengrimasse er at sammenligne med Eddie Murphy i sine velmagtsdage: Man skal have mer'!

2 - mine elskede arvestykker, Farmors tyndbenede sideborde af palisander skal vist gemmes væk for en tid. Det samme skal de små indkudsborde, jeg fandt ude på Rosenfeldt Gods - de er superlækre og elegante, men som støtteben for en unge, der er ved at rejse sig for at gå eller som underlag for byggeklodser, mandarinstykker og rande efter juiceglas er de elendige.

3 - det hvide betræk på lænestolen skal vist tilbage til det mørke. Chokoladefingre er velkomne, men ikke superfantastiske på et hvidt betræk. Bevares, det kan da vaskes, men jeg har på fornemmelsen, at Anton klarer det med at fylde en snavsetøjskurv på rekordtid ganske fint uden også at behøve at inddrage et lænestolsbetræk.

Så, jeg skal afrette mit hjem. Indretning har vi gjort - nu skal der andre ting til.

De første små indkøb

Jeg har nu før sat poterne i en af byens fancy børnetøjsbutikker - og gået derfra igen, fordi jeg syntes, at alt børnetøjet var så forbandet "kønnet".
Det synes jeg stadigvæk!

I guder, hvor det irriterer mig, at meget af drengetøjet er så "voldsomt" - hvorfor skal en drengebluse parout overklistres med mega store ækle tegneseriemonstre, grimme biler eller edderkopper? Og hvorfor skal det hele være diverse afskygninger af blåt eller grønt gråt til en afveksling eller en sjælden klat turkis, men så er vi dælme også ude på de Jean Paul Gaultier'ske bølger!? ARGH!
Tøsetøjet er ikke bedre, men der er dog væsentligt flere farver at lege med.

Hvorfor skal børn kønnes? Hvorfor skal der udstikkes en farvepalet til en unge, der ikke engang ved, hvilken køn han/hun er? Og hvorfor skal kønnet tillægges værdier og normer gennem tøjets farver eller dekoration? Manner, hvor det irriterer mig.
Hvis min unge skal i sort eller gråt, så er det fordi der står U2 eller AC/DC på Tshirten, fordi Moderen synes, at barnet skal indoktrineres med rock'n'roll... ;-)

Bevares, jeg har da fundet noget, jeg synes rigtig godt om - det gør min pengepung så bare ikke. Jeg bliver altså forfærdelig fornærret, når jeg ser et par smækbukser til 500,-. Bananpletter er staidg umulige at få af, prisen uagtet.
Summasumarum - jeg må vist starte sydyret og sætte Faderen til at passe barn. :-)

Vi har arvet en hel del tøj hen af vejen, men meget af det har jeg også sendt videre. Forrige år til nytår kunne jeg fysisk mærke, at de sække lå på loftet og bare tonsede dårlig energi ned i hovedet på mig, så jeg sorterede det allerbedste unisex-guld fra og sendte resten videre. Hvilken lettelse!
Derfor kunne jeg jo så hive nogle meget små poser ned og konstatere, at det kære barn ejer 2 par bukser i hhv. str. 86 og 92, ingen sokker og en enkelt vinterfrakke.
Så indkøb blev det til idag.

Syret oplevelse, for vi har da nok en ide om, at vi vil møde en ca. 19 mdr. gammel dreng, som nok bruger i omegnen af str. 86/92 i tøj,  om om han har store fødder eller små, aner vi ikke - vi ved heller ikke, om det er et varmt eller koldt barn, vi møder. Skal han have uldtøj? Hvilken størrelse sko? Støvler? Flyverdragt?

Men, tilbage hvor jeg kom fra. Jeg gik ind i en børnetøjbutik og gik igen, for de priser ville jeg ikke være med til. Kejseren er ligeglad og som med barnevognen er det udelukkende min nuvundne moderstatus, der bliver stivet af... - vi kan kikke på det, når der kommer udsalg. :-)
Så de første småindkøb foregik i Tøj og Sko, Kvickly og Røde Kors: Lækre grå og blå velourbukser, uldne leggings + stribet bluse og hue (rødt!) samt 2 små skjorter, som nok mest er for sjov, men de var nu søde. En rød- og blåternet samt en brun- og blå-ternet med Mickey Mousebroderi på ryggen.

Jeg glæder mig til, at Fru Moderen folder strikkepindene ud og laver skønne ting i lilla, gul, grøn og orange - rødt og pink. Sokker til det skønne barn laver hun også - fodformede med forskel på højre/venstre.

Jo, forresten; inde i en kasse ligger der en jordbærhue. Han kommer til at gå med den.
Basta.

Et bette pusterum

mellem festivitas og famillie-tam-tam.

Juleaften var strålende, morsom, dejlig, skøn og lige som den skulle være. Med mindstebror og kæresten, Svigermor, Farmand og Fru Moderen - og ikke mindst; OscarHund, der synes, den skulle hugge min ene julegave og bortføre den under puffen for at gnaske lidt i skiltet.

Hans Vidunderlighed kom i små rammer og blev hængt på juletræet, så han kunne være med.
Hans Far og Mor har allerede brillleret med IKKE at købe gave til ham, selv om Moderen havde VisaLandkortet langt fremme i processen, så nej - vi venter og overdynger ham, når vi har ham.
Der var en fin lille rød kinesisk kuvert fra Farmor med tilskud til et køretøj... - så det må vi kigge på, men for hulan da, jeg nægter simpelthen at give så mange penge for en karet til Kejseren. Nul og Niks!
Han kommer til at bruge den max. 1½ år, så ikke tale om. Desuden er han pilleligeglad, så et eventuelt monsterindkøb skullle udelukkende være for at stive hans Moders nyvundne Moderstatus af - og det klarer ham den lille lækre bandit helt fint med en barnevogn fundet på DBA. :-)

Så, gaver til ham og indkøb bliver i januar. Basta.

I går forløb dagen hos Gemalens bror og familie med hjemmekomponerede reste-juletapas, hjemmerullet sushi, grillede jomfruhummere og hvad vi nu ellers kunne skrabe sammen i hinandens køleskabe og frysere. Fed måde at lave mad sammen på.

Julebruscetta: Skiver af godt brød, gerne med lidt kerne. Rør en klat "spread" af Ravigottesauce/mild sennep, lidt yoghurt naturel, honning og salt - smør på brødet. Fint strimlet rødkål lægges på brødet sammen med tynde skiver af æble, ande- eller flæskestegs-rester skæres i tynde skiver og lægges ovenpå kål og æble. Garneres med en valnød og en appelsinfilet og dryppes med lidt "spread".... - et voila!

Grillet jomfruhummer: Flæk banditten og fyld en klat af smør, rørt med hvidløg og persille i. Under grillen med den til smørret er smeltet og skallerne er gyldne i kanten...

Jeg måtte desværre indkassere et nederlag på 4-3 i den samlede Sequence-stilling, men sådan er det. Jeg har vundet jordens lækreste og smukkeste dreng, så skidevære med at jeg taber i spil. Kærligheden har jeg vundet.

I dag venter julefrokost hos Fru Moderen, courtesy af  Moster - en lille sluttet flok, lidt mad og forhåbentlig en dejlig gåtur i skoven i eftremiddag sammen med Gemalen, Farmand og OscarHund. Svigermor skal med.

Tankestreg; jeg har haft den før, men må frydes gang på gang: Det er sgu fed fryd, at jeg har et sæt forældre og svigerforældre, nu desværre kun Svigermor, der trives godt i hinandens selskab og som ikke bare kan sættes sammen til de sædvanlige høfligheder og lejligheder hos os, men som kommer i hinandens hjem.
Det er fandeme - undskyld sproget - kongemestersupersejt, at min unge kan få jul sammen med begge sider af bedstere!!!

Nå, badet venter, så de værste julealger kan blive banket af.

Need I say more?

I år er glæden helt ubeskrivelig stor, vild, berusende og overvældende.
Det bliver i sandhed en jul som ingen andre

Den sidste julerengørings-hvid-tornado-ordne-småting-tur ernetop overstået. Gemalen spillede lidt musik til arbejdet og denne sangtekst dukkede op:

Only love
Only love can leave such a mark
Only love
Only love can heal such a scar...

Very much true....

Lillejuleaften

Nu er han accepteret!

Her til formiddag kom den tykke kuvert fra DA og vi har ordentlig fået kikket på papirer og billeder - hvor satan, hvor er han lækker!

Vi måtte igennem 12 timers mareridt, for i går eftermiddags ringede DA og sagde, at hans lægepapirer var mangelfulde samt at der var en risiko for en gendefekt i blodet. Ellers var alt fint.

Hold da lige op, en mareridtsagtig rutsjetur!

Anyway; sagens detaljer er for os og for Anton, når han engang er stor nok. Det vigtigste er, at vi har vurderet efter samtaler med både pædiater - den rare mand tog sig sgu tid til at tale med os 2 gange i går aftes! - samt samtaler med DA både i går og i dag, at han er sgu vores på godt og ondt, At vi tager ham, fordi vi både kan og vil have ham.

Vi har udfyldt acceptbrev og erklæret, at uanset om han vurderes inden- eller udenfor vores godkendelse, så vil vi have ham og kræverdet en udvidet godkendelse, så tager vi det med.

Vi vil have ham!

Så, velkommen ZheXuan Yu. 

Når du engang havner i vores favn, får du navnet Anton ZhuXuan Visbech Hansen.

Allerede nu har du plads i vores hjerter og hjerner, og din far må finde sig i, at din mor nok har fået en ny mand i sit liv, som han må dele med.

Omvendt må jeg nok lære at leve med, at jeg kommer i anden række, når vi snakker din fars darlings.

I går og i dag i billeder

De er lige så kaotiske som dagen var det, men de afspejler nok i virkeligheden så fint, at netop denne dag ikke kan eller skal planlægges.
Javist, man kan have boblerne på køl, men resten er vist de rene tilfældigheder.

Min indre over-organiserede blæksprutte trivedes mærkværdigvis eminent i de oprørte og hudløse vande - og det er vist værd at huske på: At jeg godt kan, selv om jeg improviserer, selv over ukendt tema.

Jeg var bange for at falde i søvn i går aftes og jeg dryppede mine modige tårer i puden, inden søvnen tog over. Glæde, lettelse og en enorm frihed til at kunne trække vejret igen - men også en total angst, for tænk nu hvis jeg vågnede her til morgen og det hele var væk? At jeg bare havde drømt det?

Dette havde skolens skønne sekretærer og vicer fremtryllet, mens jeg tudede... :-)

Ja, det er jeg jo... - billedet er altså bare fundet på nettet, for jeg har  sgu ikke set vidunderet  endnu! :-D

17 roser for hver måned, det skønne barn har levet og en løve fra verdens bedste M + famillie.

Det var dælme en god kage og noget dejligt boblevand!

Da jeg gik fra lærerværelset kl. lidt i 11, var der knapt et A4-stort stykke tilbage, men så havde Gammelfar også været der 4 gange!

Banken venter. Lån på puha-mange-penge skal underskrives og så der vi også flyvende der.

Men, den vigtigste lille krøllede seddel er dog:

Halleluja

4 timers søvn. MAX!

Jeg keglede rundt i en dyne, der enten var for varm, for kold, for tung, forkert... - og drømte, når jeg endelig faldt hen. Min krybdyrhjerne holdt seriøst fest med alle minder, lugte, håb og gamle oplevelser og som altid sov man jo lige så godt, da det forhutlede vækkeur ringede kl. 6.30.

Jeg stavrede i skole, groggy og udkokset.
Var ikke tilstede i min krop ,em havde sådan en underlig ud-af-kroppen-oplevelse. Som jeg var der, og ikke var der.
Da klokken blev ti, begyndte jeg at skæve til uret og så småt være lettere ga-ga i hovedet, indtil en kollega sagde: "Så ring dog, for helvede!"
Så det gjorde jeg.
Klokken 11 stortudede jeg. Krampegråden bølgede, mens jeg talte med MG fra DA, for jeg tillod mig at sige direkte, at nu havde jeg vidst, hvad der foregik siden fredag aften, så om de havde noget til os?
- Joe... - papirerne er lige kommet. De skal altså forbi en pædiater først...
- Og du kan ikke sige noget som helst???
- Jo, selvfølgelig kan jeg det: Deeeet.... er en lille dreng, født d. 29. juli 2009.

Verden stod ikke stille, men det gjorde jeg.
Jeg havde skolens sekretær og en kollega ved siden af mig og jeg vrælede.
VRÆLEDE!
- gider I ikke godt hente VBA?

VBA kom og jeg faldt helt sammen i krampegråd i hendes arme.
- jeg vidste det, sa' hun. Jeg vidste, I fik en dreng.

Så lang historie kort:
Vi har fået en dreng. En dreng, født i Beijing d. 29. juli 2009.

Hvis der findes en Gud, en julemand, en engel, - nogen, der vil os det godt, så har de vist det i dag.

Halleluja.
Nu tuder jeg sgu igen.

Den dag, verdens bedste M og hendes familie viste os, at der findes et skønt familieliv med smukke gyldne børn med skrå øjne og sort hår... - det vil jeg for evigt være taknemmelig for.
Og, den kvinde, der afgav sit guld for at det kan blive mit barn... -hun bor i mit hjerte, for større gave kan ikke gives.
Tak.

Kram til hele verden fra Mor Karen

You can ring my bell

Vi talte netop om det, da vi spiste tidlig aftensmad: At vi begge sad med en pervers trang til at skynde os, til at få tiden til at gå bare lidt hurtigere.

Jeg slugte min mad. Jeg var overhovedet ikke tilstede - gaffel og kniv kørte deres helt eget løb, mens hjernen var blank og tom.
STOP, FOR HULAN!!!!!

Så derfor lagde jeg bestikket og trak vejret, indtil jeg havde bare lidt ro igen - og nu, hvor jeg skriver det ned, er uroen tilbage. Det prikker lidt i armene og jeg kan mærke en lidt højere puls. Skidegodt gået, fru Hansen! Du sidder på din brede flade og det hele kører på dig!

Det er sgu da perverst.

Jeg er så udmærket godt klar over, at dette er vente-vente-vente-utålmodighed i højeste potens. At ville have en dejlig søndag til at forsvinde for at blive til mandag, hvor hverdag, skoleunger og pligter venter - horribel tanke.
Men ikke desto mindre er det sådan, jeg har det - og Gemalen vist ligeså. Hvorfor har han ellers gemt sig langt væk i computerspil hele dagen, hvis ikke det var fordi, at han ellers ikke kan være i sin egen krop?
Den sindige mand har ellers siden fredag nat holdt hårdt på, at han vil høre nyt fra DA, før han begynder at rykjke på noget som helst, men jeg skulle kende ham dårligt, hvis ikke der er bare den mindste lille grad af "skrid nu, søndag!s-overspringshandling-gemmeleg" i det.
Alene kommentaren: "I morgen skal jeg sgu huske at have telefonen med i skole!" - den siger ligesom alt.

Hvis DA så ikke ringer i morgen, hvad så?
Ja, ja, ja - hvis og hvis, min røv er spids og fyldt med remoulade... men hvad nu hvis de ikke ringer? Går jeg totalt ga-ga? Kokser jeg eller bliver jeg iskold af forsvar?
Jeg aner det ikke, for jeg har ikke turdet tænke tanken til ende.
Jeg har simpelthen ikke overvejet, at der IKKE bliver ringet i morgen...

De ringer i morgen.
Det skal de.
Ellers ringer jeg!

Jeg har forøvrigt bestemt, at der ikke bliver sendt et eneste julekort, hvis ikke jeg kan klæbe et billede ind i dem...

Just Like Heaven

Dette er vist soundtracket til i dag: Ør, tummelumsk, øm i hoved og fødder, men med det letteste og gladeste hjerte i laaaaaang tid.

Festen var forrygende, men for satan da et twist, den fik, da jeg tilfældigvis tjekkede telefonen og så denne besked:

Karen har du nu tjekket rumor queen der sker noget- der kommer BIF! JAAAAEE! X for jer. Kh...

Op af trappen med VBA i hælene, tænde for pc... - live bandet spillede "Rabalderstræde".

Reports of Phone Calls in Europe!!!

December 17th, 2010

Congrats to those families receiving phone calls, and those families awaiting their phone call!

Arhh, ka' det nu oss' passe???

Scrolle ned, læse indlæg... - og så trillede tårene! Ja, det passer fandeme. Der er blevet ringet til folk med vores dato og eftersom CCAA ALDRIG tildeler BIF til kun et land og ikke andre, så var jeg sikker: Vi bliver ringet op i løbet af næste uge - jeg bliver mor i næste uge. Gemalen bliver Far!!!

Hyl og brøl! VBA poppede champus og fik sin gemal til at svinge på skolen med flere flasker champus. Jeg fik ringet til Gemalen, vi fik snakket lidt... - ringe til M, ringe til Farmand og Fru Moderen, ringe til Svigermor...- og så ellers bare feste igennem.

Jeg har aldrig tudet foran hverken min chef eller mine kolleger. Kun søde Jette på biblioteket har set mine tårer, men igår var jeg ligeglad. Så revende ligeglad, for det var som en enorm lavine af sten, der faldt ud af rygsæk og hjerte, for hver tåre, der trillede.

Mange kram, mange knus, mange tillykker og mange hurraer - og hurra for at have sådan nogle fantastiske mennesker at fejre noget så stort med.

Jeg skulle da nok have trukket stikket ud af festen og gået hjem til Gemalen, men... - vi har alle dage fra nu af til at fejre, snakke, græde og grine. Vi skal glædes, for nu kan vi!

Så, jeg kom i seng kl. halv 4 i morges, med et hegn af champus, øl og alt for meget sprut dinglende om anklerne.

Jeg har danset og grinet og krammet og tudet og for fanden; suuuuuk! Det er så stort.

Nu venter vi så på opringingen samt mailen med info og billeder.

Det kunne blive en lang weekend, men jeg har sådan en fornemmelse af, at netop fordi vi VED, der sker noget, så er ventetiden ikke så slem... - jeg synes, weekenderne, hvor man skulle vente på, OM der skete noget var værre.

Et andet er også sikkert: VBA skifter navn til VBMosterA, for hun er en søster i sjæl og hjerte.

Nu tuder jeg igen... - fuuuug, det er så stort!

At blive mor til en julefrokost til tonerne af Rabalderstræde er sikkert sket for andre kvinder end jeg, men jeg vil gerne se den kvinde, der blev det med vilje...

Rockin Around Christmas Tree

Fredag og om ganske få timer er der julefrokost...

Det gider jeg faktisk godt.

Jeg gider godt dulle mig lidt op, drikke mig lidt fjollet i sød boblevin og juleøl, mens jeg danser hælene af mine stiletter.

Så det gør jeg.

Så kan DA, adoption og Kinababy være sig selv, indtil jeg vågner i morgen!

See y'all!

Bandeord og arbejdsmarkedspsykolog

Nu er jeg mæt, tryg og varm. Ergo er et par af de grundlæggende elementer i Maslows behovspyramide dækket og jeg kan bruge lidt krudt på noget andet.

Jeg har været så vred. Været tæt på at slå på noget, men primært været den koldeste kælling syd for Qaanaaq og i den grad arbejdet på at trække vejret, komme ovenpå og få resten af 2010 overstået, når nu vi ikke skulle drukne december i champus og lagkage.

Men.
Imorges kom jeg i skole og dagen startede, som alle onsdage med biblioteksvagt. 2 fredfyldte timer, hvor jeg både kan få en masse administrativt fra hånden, men også vejlede de store med opgaver eller finde netop den fede roman til de unger, der trænger til at synke ned i sofaens dyb og forsvinde ind i fiktionens verden.
I dag tudede jeg. Jeg var ellers rimelig klar, men vores fantastiske, dejlige, hjertelige og varme Jette fik lirket tårerne ud af mig, fik mig til at mærke sorgen og smerten.
Og det var godt.
Det var lige som det skulle være.
Jeg skulle ikke være vred. Jeg skulle have lov til at græde og være lille og trist.

So what? Ungerne så det, en forælder så det. So bloody what?
Jeg trængte til at få luft og jeg kunne jo trække vejret meget friere bagefter.

Hun har lavet mig en boksebold. Fed humor.
På min opslagstavle hænger der en plade tyk bobleplast med et skilt: "Karens boksebold!"

Dagen forløb derudover fint. Jeg var tilsagt til session med en psykolog på arb-med-klinik i Nyk. Jeg vidste godt, hvem hun var, for hun havde lavet et WISC-test for voksne på mig. I forbindelse med, at testen skulle oversættes til dansk, skulle der etableres en dansk baseline og den var jeg en del af.
Hun var sød og jeg gik derfra med en fornemmelse af, at det bidrag jeg havde givet til at afdække de stress-problematikker, der er på skolen, ikke var så tosset. At jeg havde bidraget konstruktivt,men at jeg også havde fået noget med mig.
I arbejdssammenhæng er min største stress-faktor mig selv. Jeg kører på ud fra en rolle, der både er blevet mig givet, men også en rolle jeg selv har givet mig selv. En rolle, hvor jeg bruger meget krudt på at definere mig selv langt væk fra en afhængighed, langt væk fra en "jeg har brug for noget/nogen"... - jeg er på, klar, har overblik, overskud og siger ikke fra eller nej.
Ja, det er sygt at være sådan, men det er en del af mig, som jeg skal arbejde med.

Så nu skal jeg arbejde med mindfulness - jeg skal lære at være tilstede, lære at tage 1 ting, 1 tanke af gangen, hvilket vil lære mig at begrænse min evindelige trang til at rage opgaver til mig.

Havd angår Kina er det en regulær rutsjebanetur lige nu: I går eftermiddags var der ingen match i december, i går aftes kom der en udmelding fra Australien om, at der er matchet til d. 29. maj, hvilket ville give os en opringning her indenfor den næste uge...
Jeg ved sgu ikke, om jeg skal tro eller lade være.
Jeg tør faktisk hverken håbe eller lade være.

Håber jeg, har jeg det positive udgangspunkt og forbliver i troen og tager en megarøvtur, hvis vi ikke hører en dyt før januar.
Håber jeg ikke, beskytter jeg mig selv, men fratager også mig selv det positivt definerede udgangspunkt- omvendt kan jeg blive positivt overrasket.

I know nothing!
I'm from Barcelona!
Ministeriet for gakkede (adoptions)gangarter længe leve!!!

Tom og lammet

Hmm, Rygterns Bureau har netop meddelt, at vi sandsynligvis ikke får barn-i-forslag inden jul... - akt vi sandsynligvis først hører noget i januar.

Fuck da bare af noget så grusomt!

Jeg er så lammet og tom, at jeg ikke engang kan blive vred eller tude.
Bare bande og sørge.

4 år
6 måneder
18 dage.

Merry Muthaphukkin' Xmas

Jeg er ikke julehader, men det her for godt!

Endnu en laaaaaaaaaang weekend

for DA og CCAA har ikke givet lyd fra sig.

Det er faktisk lidt uhyggeligt, at der ikke bare er det mindste lille krus i overfladen,men det er der ikke.
Ikke det, der ligner.

Så vi går en lang weekend i møde, hvor vi ganske vist kan pakke telefonen væk, men også skal have 48 timer til at gå, som vi egentlig bare gerne vil have overstået, så kontorer kan åbne og telefonlinjer kan gløde.

Jeg har brugt eftermiddagen på at købe julegaver. Det gjorde jeg også i går.
Der kan findes gnister af julestemning, men min sædvanlige glæde ved julen er sat på bagbrænderen...- det er som om det bare ikke er så vigtigt, det tæller ikke i det store regnskab.

Jeg har faktisk ikke engang støvet huset igennem og snuset julegaver, som jeg ellers er en sand mester i.

I år er den største gave nemlig ikke under træet, men forhåbentlig et billede eller to i en mail...

Suuuuuuuuuuuukkkkkkkkkk...............

Tudevorn

Guantanamo....

Jeg er tudevorn og har overload i hovedet. Jeg tænker ikke på noget bestemt oger ikke klar over,hvad det er overload'en består af, men jeg føler mig fyldt i hovedet.

En klump i halsen sniger sig ind og sukkene har været dybe i dag.

Det har ellers været en okay dag.Jeg har nået stort set det, jeg ville og havde sat mig for - og fået det ud af det, som jeg gerne ville. Ig alligevel er jeg sådan lidt... øv-bøv-tung i hovedet og tudevorn.

Jeg har nærmest haft mobilen tapet til hovedet siden forrige mandag og det har gibbet lidt i mig hver gang, den har ringet. Navnlig i dag under lærermødet, hvor Gemalen, det søde væsen, nu bare ville spørge, hvornår han skulle hente mig fra skole?
Jeg tænker, det er derfor jeg er tudevorn.

At jeg havde håbet, det var noget andet og at jeg reelt er i Code Red - ALARM ALARM - konstant. At jeg havde håbet, det var DA og et hurra-opkald...

At jeg egentlig ikke er til stede i min krop eller i mit hoved.

Det er tortur, det her. Intet mindre.
Jeg kan nu forstå, hvordan sjæles lys kan slukkes af uvished, angst og handlingslammelse. Jeg mærker, hvordan en ellers rar dag bliver reduceret til øv og trist, fordi heller ikke den rummede afslutningen på dette ventebjerg. Det er helt tydeligt, hvordan jeg hænger hele dagens positive eller negative udkomme op på, om jeg har hørt nyt.

Jeg ved, at jeg også kommer igennem det her, at jeg finder en ukendt styrke, når vi får ungen, skal rejse og alt det der, men lige nu...- pyha, der er jeg godt nok noget flad, noget lille og meget, meget "u-stærk".

Det er intet nyt... - ikke den mindste rygte-prut. Den amerikanske rygtedronning melder om et "nærved og næsten-rygte", som er gennemtygget af Google Translate fra et debatforum, at... - vi ikke hører noget før midt i næste uge. Det kan jeg ikke bruge til en skid.
Det svarer nogenlunde til, at en general har hørt i en kaffebar fra Homer Simpson, at Taliban vil fremkomme med et forslag om våbenhvile i Helmand i det nye år...

En del af mig vil gerne blive rigtigt rigtigt vred, fordi deri findes en masse energi, en masse "Stop feeling so sorry for yourself, Flanagan!", men jeg er mest til sinds at tude.Så det gør jeg.
Jeg har ikke så meget vrede, at den kan brænde tårerne væk.

Enjoy The Silence

Oooooh, I think NOT!

Der har været og er minutter i dag og igår, hvor jeg har tåget rundt og ikke vidst, hvad jeg havde gang i og hvorfor.

Det her ventehalløj har aldrig været sjovt, men det har været rimeligt og udholdeligt, men nu?

I dag, i går?

Pyyyyyyyhhhhh, suuuuk. Vejret skal heelt ned i lungerne, før jeg får glæde af ilten.

Jeg vågnede i nat, tankerne rodede rundt. ikke om job, men om Kina, rejse, unge...- the works. Hverken hoved eller hale i noget af det.

Lige nu har jeg hovedpine og kvalme. Jeg har skovlet i hovedet hele dagen uden at have følt sult.

Min mave slår knuder.

Kæberne er spændt helt op i tindingerne.

Et skridt af gangen, en time af gangen. En hel dag rummer jeg ikke.

Ikke lige nu.

I guess

I got the "vente bluuuuuuuuees"...

Ske nu noget, for Fanden i Hans hedeste Helvede!

Nul rygter, nul sniksnak i krogene - nada, nothing, zilch, zip - ikke en eneste lille rygteprut er i atmosfæren. The silence is deafening!!!!

ARGH!
CCAA - kom nu, for fanden. Pretty, pretty please!!!!

Sneflokke kommer vrimlende

Kong Vinter har godt nok bidt sig fast.

Jeg kan faktisk ikke huske, at vi er påbegyndt december med så meget sne nogensinde, men skidt med det. Jeg kan godt lide sne, snevejr og gerne i store mængder.
Egentlig burde jeg sgu nok bare være blevet i Norge, men nuvel - så havde mit liv ikke formet sig, som det har nu.

Tankeleg; hvad var der sket, HVIS jeg var blevet?
Havde jeg været lærer? Hvordan havde den bedre halvdel set ud? Havde jeg rodet med de ting, jeg nu roder med nu? Eller bare nogle andre?

Siden mandag har jeg haft mobiltelefonen indenfor rækkevidde næsten konstant. Udmeldinger fra den amerikanske rygtedronning tyder på, at der burde komme nyt fra CCAA fra nu af...
Og jeg er bare lidt mærkelig tilmode, for jeg ved godt, havd jeg gerne vil, men jeg kan ikke sætte mig op til det - jeg kan ikke komme op i det helt vilde håbegear, og hvorfor ved jeg ikke. For så vidt er det vist ganske naturligt, fordi vi har taget den ene Dumle-flad efter den anden i denne venteproces, at vi ikke har lyst til at komme så højt op, at turen ned bliver så meget længere... - men vi burde vel for fanden turde nu?

Anyway; jeg har været og er glad for at være tilbage på skolen, for havde jeg gået herhjemme og nulret rundt, havde jeg travet riller i gulvet. Så havde det været totalt utåleligt.
Faktisk er mit job en velsignelse, fordi det netop indebærer, at jeg er 100% på - jeg kan ikke være fraværende i hovedet, og det gør, at jeg har stunder i min arbejdstid, hvor jeg faktisk glemmer, at vi skal adoptere og at vi stadig venter.

I denne uge har jeg måttet sige farvel til min arbejdsmakker. For satan, den sved. ØV!
Rationelt ved jeg udmærket godt, at jeg ikke kan beholde ham, fordi han var ansat på kontrakt, men for pokker da også. Den indsats, han leverede var guld værd. Hans væsen, humor og evne til at tackle selv den største knold, selv den største hystade... -jeg må beundre og tage hatten af. Det er ikke alle beskåret at kunne forklare og gøre den samme ting igen og igen og igen og... - hvor jeg så var flippet og brølet, at livet er for kort til idioter, der klukker han lidt, fyrer en tør kommentar af og henter sig så en kop skovbærte, inden han forklarer endnu engang for arveprins Nikolaj.
Den arbejdsplads, der ansætter ham, vinder i lotteriet.
Men det gjorde mig trist at måtte sige farvel, for ham havde jeg gerne arbejdet sammen med i mange år fremover.

Men, når Universet lukker en dør, åbner et vindue. Min nye kontraktansatte arbejdskraft er begyndt at folde sig ud, på sin egen stille facon, så håbet er lysegrønt.

I morgen skulle jeg havde været til København på den årlige juleshop-amok-tur med DreamTeam-M, men eftersom sneen ligger tykt over Sydhavsøerne og Valdemars gyldne gås er ved at få blåt frostnæb, skal vi ingen steder. Men ingen fredag uden plan B - fredags-chokolade-slagbænks-hygge med Borgfruen og Gammelfar, en sneboldkamp og en kælketur er forløbig på tegnebrættet. YAY! We like!

Jeg er til stede i mit hoved og min krop. Der sker ikke ret meget, men det er fint. Det er som det skal være - ingen fart på.

Verden skal bare krammes idag.
Jeg er glad. Stille og glad. Rolig og glad.