søndag den 25. marts 2012

Mor-tanker

I går havde vi været hjemme 1 år. Et år, der er drønet afsted og i stille stunder stået stille.
Og hvad så?
Hvad er der så sket?

Egentlig kan det hele opsummeres til noget, jeg først er blevet mig bevidst indenfor de sidste par uger.  Noget, jeg fik sat ord på en dag i vinterferien.

I vinterferien - jeps, netop, for små 6 uger siden - havde jeg ferie, men eftersom Anton lige var begyndt i vuggestue, var det vigtigt at fortsætte indkøring og vanen at gå i vuggestue, så derfor skulle han stadig afsted om morgenen.

Når vi nåede frokosttid og jeg havde nået det, jeg ville eller netop ikke lavet en fløjtende fis... - begyndte sådan en sugende følelse omkring solar pleksus. En regulær fysisk fornemmelse, der manifesterede sig som en tanke.
En tanke, der blev til et rytmisk mantra-lignende unisont kor i mit hoved:

Jeg vil ha' min dreng.
Jeg vil ha' min dreng.
Jeg vil ha' min dreng.

Dette kor stilnede først af, da jeg stod med Anton i favnen igen.

Netop som jeg gør nu. Han sidder på skødet af mig og ser morgentv, mens jeg skriver disse ord. Ord, der får lov at vente - også selv om de skriger på at blive skrevet - for jeg skal lige kramme færdig.
Jeg skal lige dufte ham, mærke ham. Igen. Og igen.

 Igår sad Gemalen og jeg til børnefri fest. Anton blev passet af Farmor og de to hyggede sig.
Flere gange i løbet af aftenen kunne jeg høre koret i sjælen.... - og jeg vil vove den påstand, at det ku' Gemalen også, for vi havde en stående vits om, hvem der nu ville gribe telefonen for "bare liiiiiiiiii'e" at høre, hvordan det stod til?

Det var ikke fordi, jeg ikke nød selskabet.
Det var ikke fordi, jeg ikke nød samtalerne.
Jeg havde bare et kor i hovedet, der gav mig myrer i rumpen og bier i hovedet. (Altså... - hvor mange relativt fornuftige og voksne mennesker tager sig selv i at sidde og trippe med benene under det veldækkede bord som en anden utålmodig teenager?)
Et kor, der ikke ville klappe i før jeg stod derhjemme.
Troede jeg.

Koret tav ganske vist,  da jeg løftede den lille varme krop op og kort krammede ham, inden jeg puttede ham i sin egen seng.
Men det fysiske savn var der endnu. Jeg lyttede til hans vejrtrækning, hans moslen rundt i dynerne.

Den sugende længsel forsvandt først, da Anton i morgenens grå timer satte sig op og kravlede over i min seng, puttede sig ind til mig og insisterede på, at vi skulle have øjenkontakt.

Følelserne har været der længe. Nogle skulle fremelskes af tonsvis af timer og samvær, andre skulle blot vækkes af en dragedøs.
Nu kan jeg sætte ord på det.

søndag den 11. marts 2012

I morgen

I morgen har jeg været MOR i et år.

Hold da maule, nogle kovendinger, der er sket på de 364 dage!

Jeg har en fandens masse tanker om det emne, om det der sker i kraniemuffen og alt det andet, men lige nu skal jeg altså lige forberede mandagens undervisning og vaske de uhyrlige mængder vasketøj, der kommer af en vinterferie!

Meget hårdt sådan at stå på ski.....