Jul

Jeg skal nok skrive - jeg har bare ikke tid!

Jeg har fået nyt legetøj!
Bedstemanden + hele familien lagde en Samsung Galaxy S2 under træet til mig, så jeg skal ae min nye baby.

Ses, når jeg er færdig. :-)
(Og nej - jeg spiller hverken Angry Birds eller WordFeud!)

/Karen

Morgenstund

har yoghurt på bordet og en søn, der forlanger mad kl. 06.17.

Nuvel, det ku' være værre. ;-)

Jeg har knolden fuld af tanker for tiden, der ikke rigtig fører noget sted hen. Det ville normalt have drevet mig pænt sindssyg, men mærkværdigvis er det som om, de dukker op, snurrer rundt en stund for at forsvinde igen. Ikke at jeg på den måde er syndelig tomhjernet eller forvirret - de store tanker hænger bare ikke rigtig fast.

Jeg irriteres først over min manglende tankefastholdelse, når folk spørger, hvad jeg tænker om dette og hint eller hvordan jeg tror, det og det vil blive eller hvad jeg har forestillet mig.
Truth be told - jeg aner det ikke...

Jeg var til julefrokost i fredags. En dejlig, dejlig fest, hvor jeg genså en stribe skønne kolleger, som jeg har det rigtig godt med - men også en stribe mennesker, som jeg fornemmer, er et andet sted end mig. Jeg har været væk fra skolen i 10 mdr. og forinden da havde jeg et særdeles ustabilt halvt skoleår med en langtidssygemelding. De har været på deres pind, haft deres daglige gang og arbejde, men jeg har været i min boble.

Jeg steg op af floden og går ned i den igen på det samme sted - men vandet er forandret... - det er ikke det samme vand, for det flyder videre, med eller undenmig.
Man kan overveje, om jeg også er den samme, der stiger ned i vandet igen...

Jeg mærker og mærker og mærker, om jeg er gal, vred, bange, ulykkelig eller noget andet over det faktum, men jeg kan ikke fornemme noget som helst. Blot en nærmest kølig overvejelse, der går på, at nu starter jeg et sted - onsdag efter nytår og så må jeg tage 1 skridt af gangen, 1 ting af gangen og se tingene an.
Jeg kan ikke overskue eller forberede mig på alt, jeg møder - dertil er der for store variabler. Ængstes jeg over de variabler?
Næ, jo - ja, nej. Jeg ved det ikke.
Hvilket også er mit svar.
Jeg ved det ikke.

Hamrer hjertet lidt hårdere ved tanke om arbejde?
Ja! I den grad - men det er nu mere, om jeg kan/skal/bør vende tilbage til det tempo, jeg havde før? Er jeg naiv i min 1-ting-af-gangen-tænkegang? Kan jeg overhovedet finde ud af mit job?

Derfor kredser tankerne også om at lave noget andet. Et andet job, væk fra undervisning - uddannelse...

I tirsdags var det et år siden, at vi fik besked om Anton. Det kostede det stakkels barn en hel del ekstra møsser og krammere tirsdag, mandag og hele weekenden. Kroppen husker følelseshavet og der er en lille klump i halsen. Det var nogle vilde dage med angst, sorg og helt ustyrlig glæde.

Jeg kan stadig blive helt vildt rasende på den pædiater, der absolut mente, at der skulle indhentes dit, dyt og dat af prøver og som forlængede det hele med nogle rådne uger. Jeg ved rationelt, at ja - manden skal fremføre ALT, men for fanden da - havde Anton fejlet den gendefekt, som han mistænkte ham for at have, så havde Anton været død. No way havde man ofret dyre og vanskelige behandlinger på et børnehjemsbarn!
Hold da kæft... ARGH!

Men nu sidder han her, på gulvet foran TV og ser Nissebanden. Siger "kaf-magiin" og er vokset i alle ledder og kanter. Fræk som en slagterhund, stærk som en lille okse og fremme i bussen.

Var der mer, jeg ville fortælle?
Hmm, det har jeg glemt.

Jeg er her bare.

Countdown til jul

I dag har jeg slagtet en kvart ko.
Fingrene lugter stadig af råt kød...

Karen-Karen trænger til at komme ud og blafre med ørerne og fanges i svage øjeblikke i at længes efter sit arbejde! Quelle skråplan!
Moar-Karen vægrer sig...

Jul?
Hmm.
Jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville gå i total "Klon af Blomsterberg og Heiberg mødes på La Glace med Gertrud Sand" og jule skråt på matriklen, men næ....
Sidste weekend blev Anton droppet af hos bedsterne til første overnatning uden Far & Mor, hvilket gik glimrende, I might add - mens Mor & Far tog på romantisk weekend.

Hold da kæft, det var mærkeligt.
Jeg NØD at kunne fuldende en sætning, tænke færdigt og debattere færdigt. Spise med dug på bordet, der ikke er en voksdug. Drikke mig søbbet i lyserød Epernay-champagne! Gå i seng UDEN at have et kvart MOR-øre åbent eller en lille varm barnekrop møvet op af maven...
Jeg savnede ham egentligt ikke, men han sad i baghovedet alligevel.

Næste morgen savnede jeg ham, så det rev.

Toback to the jule-issue... - Anton og jeg gjorde rent og dullede huset op i juledims. Blot for at pille en del ned igen. Det rodede i mit hoved... (forklar mig venligst, hvordan en skide papirsstjerne kan rode i mit hoved!)
Anton fandt en lille kitchet nissebaby i en sivkurv i en af kasserne. "Baby op!" - "Ja, ja, min dreng", selv om jeg egentligt nok hader nisser lidt, men denne er en adventsgave fra Fru Moderen og alle unger i familien har fundet den babynisse og gået tur med den.

Et par timer går.
Så kommer Anton buldrende, lidt vred og lidt ulykkelig og spørger, hvor "Nenne-Dada" og Nenne-Mor" er?
Så måtte vi dykke i kassen og se, om der var nogle nisser, der ku' agere Dada og Mor.
Det var åbenbart meget vigtigt...