Officiel orlov...WTF????

Surrealistisk.
Det er nok det mest dækkende ord.

Jeg har haft en underlig skoledag, hvor jeg kl. 11.40 kunne hoppe ind i bilen til Gemalen og køre ned til Doktormanden for at få den næste vaccine + få betalt penge til det kinesiske rejsebureau - for indenfor selv samme time køre retur til skolenfor at fortsætte dagens arbejde... - og på det tidspunkt havde jeg ikke siddet ned eller haft en pause. Det første frikvarter blev brugt på klargøring til national test og det næste var jeg på vej til lægen. Jeg kom fra skolen kl. kvart i fem. Det var underligt at gå derfra.

Jeg håber, klog-legaerne nød kagen, for jeg har ikke nået at sige "adios, amigos!" til ret mange af dem.

Nå, det med det.
Nu har jeg orlov.

Jeg har en mærkværdig, pudsig følelse af, at "noget" rykker tættere på. Mange mennesker omkring mig stråler i stemmen og øjnene, taler om "spænding" og "fantastisk" - og jeg snakker bare med, for jeg har NFC, hvad de taler om.
Ikke det fjerneste.

Det er en ud-af-kroppen oplevelse, for jeg ved, det handler om mig, om noget i mit liv. Det handler om noget fuldstændig fantastisk i mit liv og rationelt ved jeg, hvad der tales om- men jeg har ingen følelse af det.
Jeg kan ikke mærke det der "fantastiske".
Jeg snakker med, nikker, smiler og slår ud med armene... - jeg er slet ikke med.

Men det kommer vel.
Det kommer jo.
Selvfølgelig gør det da det.

Det føles bare stadig som en ferie. En forbudt ferie.

WTF? I have NFC!:-D

En lidt uvanlig søndag for den lille system-freak.

Normalt er søndag formiddag tidspunktet på ugen, hvor den forgangne uge gøres op og der gøres klar til den kommende.
Jeg har gang i FaceBook, søndags-Politiken, en blok med husketing, indkøbsseddel, madplan og ugeplan til skolen på samme tid. Jeg ordner vasketøj og strygetøj, mens en god klassiker kører på DR2 i eftermiddag og hvis vejr og selskab indbyder til det; en gåtur.

Alt i alt en dag, hvor der lades op, pudses af og gøres klar.
Om det er en dag i ro, er jeg ikke klar over, men har jeg ikke min søndag og dens faste ritualer, så går ugen let i ged i mit hoved. Altså, dte ved jeg jo godt, at den ikke gør, men det føles sådan - lidt som at komme for sent op eller komme for sent på arbejde. Dagen føles forkert...

Men sådan er det ikke helt i dag. Bevares, jeg kunne godt lave madplan og indkøbsseddel, skrive ugeplan for i morgen som er min sidste arbejdsdag. Vasketøjet ville ikke tage skade af en snurretur og bunken med strygetøj er da også anseelig.
Men, lige nu bager jeg boller til ungerne i skolen. Der er købt juice, smør og pålægschokolade... - så dybest set skal der vist bare stå "morgenmad og afslutning" på skemaet i morgen i de to lektioner, jeg har klassen.
Om lidt vil jeg bage kage til mine klog-legaer.

Men en uvanlig søndag.
Jeg ved godt, at det lyder grimt, jeg er sgu nok lidt autistisk anlagt. Jeg har mine systemer, mine måder og sådan har jeg ro. På dage, hvor jeg er "skæv", kan jeg godt blive lidt forvirret, hvis en kollega har sat sig på "min plads" eller der ikke er plads ved det bord, jeg normalt sidder ved.
Jeg kan sagtens regere i kaos, brillere i uro og vinde i storm, men jeg skal have mine "ruhe-stunden".

Lige nu føles det bare lidt som en forbudt ferie. En slags pjækkedag...

Phew, what a week!

Endelig fredag!

Hold da kæft, en uge.
Jeg var godt klar over, at tingene nok ville gå stærkt i denne uge, men ligefrem SÅ stærkt?

Anyway; jeg har været så megasnottet, at et par dage er klaret med max.doser af Panodiler og Iprener i skøn kombi med næsespray ad libitum. Jeg hader ikke at kunne trække vejret ordentligt. Det piller i min nattesøvn og så bliver jeg sgu en bitter kæ**** at være i nærheden af.
Så nul spinning i denne uge. Mandag var jeg desuden først hjemme halv 6 efter en laaaang dag + måde på fagforeningen for at lægge barselsplan. Onsdag og torsdag blev lige så lange...

Men; på den positive side har jeg fået lavet en rimelig overdragelsesforretning til VBMA, som overtager mit job, mens jeg er væk. At have hende giver ro i sjælen, også selv om hun selv synes, hun er en lille fugleunge i det her...
Hun er sej - "megasej", som en af skolens lærerstuderende sagde om hende i dag.
Og ja, det er hun. Megasej.
Desuden - skulle det hele gå i megaskuddermudder, så er jeg sgu ikke længere væk end en telefonopringning eller en SOSSMS. Også selv om jeg hygger mig i min moder(snot)snotboble.:-D

Ungerne i skolen... - det er altså en splittet oplevelse, for på den ene side glæder jeg mig jo som en lille vild til at hygge med min unge. Få lov til at opleve den frihed, der følger med at kunne koncentrere sig fuldt og helt om blot en eneste ting, et eneste væsen. Jeg tænker, at det må være som at være nyforelsket igen.
Denne totale opslugthed af et andet individ, i hvis verden og færden, man blot og blindt følger i tillid og kærlighed?!
Og på den anden side er jeg kun lige kommet tilbage. Jeg har kun lige netop fået dem ind under huden igen efter efterårets stressperiode. Jeg har kun lige fået føling med dem igen - vundet tilliden igen og nu skal jeg væk fra den flok skønne banditter. Det er skodagtigt nederen. For at sige det på fladt og plat dansk.
Jeg er sgu noget blandet lige nu.

Rejseplan, den endelige!

Endelig rejseplan foreligger nu.

Men jeg har ikke nærlæst den endnu, andet end jeg kan se, at vi stadig får Anton i armene om lørdagen.
Og... - så er resten sgu egentlig lidt ligegyldigt.

Bobler og skildpaddeæg

Nej, ikke snot- bare anderledes.

Jeg lå vågen i nat med en mærkværdig oplevelse af denne boble omkring mig. Det var som et voksagtigt halvgennemsigtigt gardin, der langsomt lukkede sig om mig. Fornemmelsen var som hinden på et skildpaddeæg - sej, gennemsigtig, men gennembrydelig.

Jeg havde en oplevelse af, at have udsyn gennem en flig i hinden, men at jeg skulle mose lidt for at opretholde denne åbne flig.

Givet de år uden barn, de år med længslen, håbet og frustrationerne - sorgen og vreden, ikke mindst - har jeg haft mine kvabbabelser med kvinder, når jeg kunne mærke deres hinde. At de havde den der "moder klode", som favnede netop dem og deres - og hvor alt andet enten ligegyldigt, i bedste fald perifært.
Og jeg har nok lovet mig selv ikke at bygge denne boble - denne klode - af respekt for min omverden, som ikke skal lide under kvalmende moderlig selvfedme, men sågu også af respekt for mig selv. Jeg ville have lov til at bevare mit udsyn, min interesse og min udfarenhed.

Jeg er nu ikke i tvivl om, hvorvidt jeg bevarer det udsyn, men den faktiske og meget fysiske oplevelse af denne hinde er både grænseoverskridende, smuk og skræmmende.

Han optager mig, den lille mand. Vores Anton. Kejseren. Jeg har svært ved at bruge ordet "søn", men det kommer vel. Jeg har svært ved at opfatte ham som mit barn. Det er han - jeg skal nok bare lige mærke ham først. Se ham. Dufte ham.
Hans ting, rejsen til ham, papirerne, forberedelserne. Det optager og det fylder.
Selv om jeg har vigtigere ting at tage mig til, fordi vi trods alt først skal rejse om godt 14 dage, så er det alt det, der vedrører ham, der er så meget mere spændende end alt muligt andet.

Hinden omkring mig kan vel anskues på to måder - to sider af den samme sag: Den ene side er moder klodens atmosfære - at forpuppe sig omkring sin unge og familien. Udvikle sig indadtil og skabe sit eget mikrokosmos. Den anden er ikke anskue hinden som noge,t der lukker verden ude - at den ikke lukker sig om mig, men at jeg måske er ved at bryde ud af hinden i stedet for. At jeg først nu ser en flig og dermed den omkringliggende verden.

Jeg er ved at bryde ud af en gammel puppe. Det er helt okay.
Eller også forpupper jeg mig omkring min mand, min unge og mit hjem - og det er også helt okay.

Det er noget jeg ikke har prøvet før.
Så... - det kan jeg nok godt finde ud af.

Tanker fra i nat.

Nu ved jeg, hvad det er for en boble gravide kvinder går i - jeg kan fysisk mærke den. Indskrænke min gøren, laden og værst; mit interesssesfelt.
Jeg kan se den som en let gennemsigtig hinde, nærmest som en hinde, der langsomt lukker sig om mig - favner mig og begrænser mig.
Det er både skræmmende og trygt.
Jeg ville til min dødsdag have benægtet at det ville overgå mig - men den får heller ikke magten fuldstændigt. Tro jeg ikke.

Lyset indeni den er som lyset gennem en rispapir-ramme i et japansk hus. Trygt, men jeg hader følelsen af både at blive set, at være halvt usynlig og samtidig ikke kunne se alt omkring mig.
Jeg mangler en udsigtspost.

Nå, det roder jeg mere med, når jeg kommer hjem, men den er interessant, den her.

En tanke: Hvis jeg på nogen måde skal lade mit voksne jeg indfange i denne boble, så skal det være for Antons skyld - ikke min egen. Og dog - måske har ingen glæde af, mindst af alt mig selv - alt miste mit udsyn og min evne til at overskue savannen...

Undervisning, leverandørmøde, undervisning og bogkældertjek...

Godmorgen.

Så er orloven på plads

I morges var jeg sikker på, at jeg sgu havde mentalt vand i anklerne. Bækkeløsning i hele hovedet.

Anyway; her til eftermiddag fik vi lagt orlovsplan, hvilket betyder at vi på skift kan gå hjemme fra 1.3 - altså lige om lidt! - til 5.marts til næste år.

Det er dælme i orden!
Jeg stryger på orlov fra tirsdag i næste uge til midt i september.

Gemalen har lige betalt flybilletterne og Farmand hentede visaerne i formiddags.

Lige nu er jeg flad. Jeg har stået på mine ben og været 110% på siden 7.30 i morges. Jeg fik 15 min. pause at spise min mad i, inden jeg skulle videre med dagens 3. nationale test og det var de første 15 minutter, hvor jeg kunne sætte mig ned.
Nå, det nytter ikke at pive. Nu vil jeg lave noget mad og nyde aftenen. Not.
Jeg skal nemlig lige forberede mig til morgen, for det nåede jeg ikke på skolen, som jeg ellers plejer.

17 dage til afgang.
19 dage til Anton.

GYS!

19 dage til afgang, 21 dage til Anton

FUUUUUG!
Min hjerne kan gå helt i stå ved tanken - jeg lammes i handling og tanke.
Maven slår knuder og hovedet går ondt. Kæberne låser og ord bliver til uforståelig susen, som atmosfærisk radiostøj.

Invasion

Antons komme har invaderet vores sparsomme kvadratmetre.
Legesager, pusleplads, kluns i uhyrlige mængder...

Her er lidt billeder af Hans Lækkerheds entourage:

Åhh, suuuk og tak.

I dag blev jeg vækket af postbudet med en pakke, hvis indhold gav klump i halsen og højvande i øjenkrogene.

Der kom omsorg og kærlighed i en kasse, afsendt af en kvinde der har læst mit inderste og blødeste. En kvinde, hos hvem jeg i den grad føler mig hørt og set, uagtet vi aldrig har mødt hinanden i den virkelige håndgribelige verden.
Men måske har vi det alligevel.
Måske stod hun bag mig den dag i august 2006, hvor jeg gik ind i en fancy børnetøjsbutik i en sidegade og købte det første stykke tøj til Kinababyen, da jeg var på lejrskole i hendes by.
Måske så hun længslen og ønsket i mine øjne og i måden, jeg stolt og angst tog den lille rødstribede denimjakke med til disken. Måske var det hende, jeg kikkede langt efter - en mor med sine smukke ællinger ude i augustsolens klare lys.
Eller måske er hun en af disse enestående og fantastiske kvinder her i verden, der er istand til at læse og høre, selv når man tror man hvisker - eller har gemt sig. Jeg er overbevist om, at hun er netop en af disse kvinder. Og alle disse kvinder.

Måske handler det om spejle. At man spejler noget, som vækker genklang i en anden sjæl.
Hun vækker ihvert fald genklang i mig.

Tak.

Mit barn, hvad vil du mere?

Vasket, strøget og ordnet.
Der mangler vist kun nogle få småting, så kommer vi.

I dag fik vi ryddet loftet og lagt det på depot i Svigermors garage.
Vi fik ryddet rundt om huset.
Strygetøj og lappetøj er ordnet.
Flybilletter er bestilt og booket.
Gaver til div.honoratiores og plejepersonale er indkøbt.
Der er lavet mapper med billetter, papirer og alle de andre dokumenter, vi skal have med.

Og alligevel har jeg nået at knalde brikker på sofaen. :-)

I morgen kører min Farmand ud til Østerbro med visa'erne.
Gemalen og jeg skal til Næstved og hente en autostol, vi har købt gennem DBA.

Lister, lapper og planer

Jeg er på liste #3.
De 2 andre er blevet reduceret og nået,så nu er jeg på reviderede liste #3.

Det er de ting, der skal nåes, inden flyet letter.

Lappetøj og omsyning
Ordne papirbunker i arkivet
5-6 gaver skal indkøbes til plejere osv.
Tømme loftet
Rydde hele vejen rundt om huset
Pasfotos
Vaske Antons tøj
Apotekerindkøb
Bestille tid til revaccination

...- og så videre.

At pakke til os selv, er lige ud af landevejen, men at pakke til Kejseren? Pyha. Jeg har turneret internettet rundt efter pakkelister for at få en ide om, hvor meget man egentlig skal slæbe med. Jeg ved godt, at vi så absolut ikke lander i et u-land, men jeg synes jo, det er noget sjovere at se nogle fede ting end at stæse Beijing rundt for at finde en MotherCare.

Men jeg har vist fundet ud af det. Jeg har ihvert fald taget en moden beslutning og har fundet frem til, hvad der nok bliver brugt på en uge af sådan en bette prut. Det bliver vasket og vacuumpakket, så det ikke fylder og så er det det. Ikke mere fis.

Jeg skal videre i dagens epistel.

Det er dejligt, det her.
Frydefuldt, farligt og dejligt. Gruopvækkende og længelsfuldt på en og samme tid.

PS- ser mængderne helt skæve ud, så sig lige til, ikk'? :-D

Det rykker tættere på.

Der er 26 dage til, vi sidder i en flyver.
28 dage til, vi står med Anton i armene.

Det er en surreel og meget underlig fornemmelse, for hoved og krop føles ikke ad i disse dage.

Kroppen finder ting frem, lægger i bunker, organiserer, ringer og har styr på alt med små lister. Den tager stilling og bestemmer de lavpraktiske ting fra bæresele til hvornår vi skal det ene eller det andet. Den mailer med rejsegruppe, ordner barselsorlov og køber zinksalve og tættekam og creme til tør hus og neglesaks og fleecetrøje og tudekop og og og...
Hovedet er i skyerne. Det har helt sine egne veje og kører et helt andet løb. "Hvordan ser han ud nu? Gad vide, om han skriger, når han ser os? Vil han os? Kan jeg finde ud af det? Tør jeg det her?" og når tankerne sådan myldrer, stopper kroppen for et kort sekund op og jeg mærker uro i maven - sådan en blanding af gys og spænding og glæde og rå rædsel.
Jeg er ganske klar over, at gu klarer vi da det her og ellers så må vi lære af de utallige bommerter, ups'er og "pis oss'"er, vi uvægerligt vil havne i, men jeg har en stærk tro på, at det er sundt at tænke alt det uro - at de netop ikke må fornægtes eller negligeres, fordi også de er med til at forberede mig på denne tur.
Forberede os.

En skøn dame i den anden ende af landet havde netop sådan en bæresele, som jeg gerne ville have til Anton, til salg. YAY! Hurra for det forrygende forum og netværk, som mange adop-tanter har.
Også den har givet tanker. Jeg har ikke altid mødt de store anerkendelser i forhold til mit ønskeom at bære Anton. "Hvordan kan du vide om han vil sidde i den?" "Han er da for tung!" "Du får smadret din ryg!" og så videre og så væk.
"Det kan jeg heller ikke, men det kommer han til at lære!", "han skal jo ikke slæbes rundt på 24/7!" samt "måske!" synes at være svarene, men de fattes et lyttende øre. Sådan oplever jeg det i hvertfald.
Men, de må snakke, må de. En klog dame kaldte det at bære for "nærkontakt af 3. grad" og det er essensen i at bære. Den nærhed, som han måske og måske ikke har haft, den skal han have nu - af mig og af Gemalen og hvad er nemmere end en bæresele? Hoften er det dælme ikke.
For 892375635 år siden var jeg ung pige i huset i Norge. Her havde jeg den blandede fornøjelse af at være i huset hos nogle skønne unger og deres knapt så skønne forældre. Desuagtet havde jeg som oftest en unge på hoften, nogle gange to og jeg drømte om en bæresele, fordi jeg havde jo set min far bære min mindste bror rundt i sådan en. Oh at have begge arme fri - og en lige vægtfordeling. At blive besteget som et andet Mount Karen af en hylende unge var ikke altid en fornøjelse...

Nå, men denne bæresele har båret en umanerlig lækker lille mand rundt og jeg er overbevist om, at denne sele har god karma. Spilop-karma.
Jeg vil glæde mig til at se min egen unge i den.
Jeg vil glæde mig til at mærke hans hjertelyd, mærke en svedig lille fedtet næve i hovedet, men også trækket fra 11 kg skrigeunge, der i bedste ål-og-flitsbue-stil knokler for at slippe ud.
Og jeg vil glæde mig til at se Gemalen med sin unge på maven - indenunder jakken.
Jeg er overbevist om, at han vil elske den, fordi han vil mærke trygheden i at sidde oppe i voksenhøjde, ikke at være nede i gulvhøjde i en klapvogn og blive passet på...

I dag skal kroppen lave visumansøgninger.
Hovedet skal drømme videre...

Rejseplan og tankemylder på den fede måde

Hold da op, nu går det stærkt.

I går kom en råskitse over rejseplanen fra Beijing Jade Rainbow International Travel Service, den kinesiske rejsearrangør (flippet så langt det navn absolut skal være! :-D Vi kalder dem  [bi djæi ridz] her i huset!)

I går stod på en længe aftalt shoppetur i KBH. Ikke at jeg fik shoppet ret meget, faktisk. Jeg er faktisk ved at falde noget af på den, for jeg er begyndt at få den perverse overvejelse, hver gang jeg står med noget i hånden:
"Har jeg reelt brug for den? Får jeg den brugt? Ku' jeg i virkeligheden måske hellere tænke mig noget andet?"

3 ting fandt nåde og fik plads i poserne på vejen hjem: En skønno grå cardi-sag med bling på ryggen, en smækkerlækker fleece til Kejseren og min nye køkkenbaby: En BAMIX-stavblender, jeg længe har ønsket mig, men som blev relevant nu, fordi jeg i sidste uge brændte begge husets gamle stavblendere af i løbet af en halv time...

Sidste stop på turen var LIC i Herlev og her ringede gemalen midt i det hele, for der var sgu kommet rejseplan! YAY!
De har gloet - og gloede noget, da jeg plantede mig på gulvet med ryggen op af en palle med Rigtig Juice og strakte de shoppe-ømme stænger ud. Gemalen læste planen højt og jeg må sige, at jeg både var glædeligt overrasket, men også i den grad glad: Vi får lov til at hente Kejseren på børnehjemmet! Det er i min verden bare enormt mega-kæmpestort! For fedt,skønt og gigantisk at få lov at se stedet, hvor han har tilbragt sit liv.
Jeg har drømt om det i nat.
Så meget fylder det.

Der er to bud på hoteller, det ene centralt, det andet nok mere praktisk for børnefamilier. Lige nu er jeg ligeglad, for vi skal nok finde ud af det. Der er forløbigt mange tomme dage i planen, som giver plads til at gøre nogle ting. Eller ikke gøre en dyt, hvis det passer bedre i Kejserens kram.

Jeg var dog overrasket mindre positivt over det faktum, at grunden til, at man ikke bare sådan frit kan vælge hotel i Kina er fordi, man ikke alle steder bifalder adoption og derfor ikke vil have adoptivfamilier/rejsegrupper boende.
Når jeg tænker over det nøgternt og socio-politisk, kan jeg godt se misbilligelsen. Der er noget skævt i at "velhavende" vestlige familier kan hente et lands fineste råstof: Ungdommen og hjernerne, der skal føre en nation videre, udvikle landet og skabe fremtid og fremdrift.
Det kan jeg godt se - og godt forstå.
Nogle vil måske argumentere, at Vesten i årevis har hentet Kinas piger, fordi de ikke selv ville have dem, men jeg tror ikke, man kan se så firkantet på det. Kina har ikke kunnet have sine piger, fordi drengene med et-barnspolitikken og et ældgammelt kinesisk familiemønster har været favoriseret. En søn trækker en svigerdatter til sig - en pige rejser bort til sin nye familie ved giftermål.

Nå - dagens dont venter: Mindstebror fylder år og Mindstebrors kone-kæreste er blevet færdig som gog = familietamtam i eftermiddag. Hendes gaveerklaret, men brormands mangler, så jeg må lige støve byen igennem for noget, der tilnærmelsesvis kunne ligne en gave.

Rejsedatoer

Så fik vi rejsedatoer!

D. 10. marts forlader vi DK og vender hjem igen d. 24. marts.

Og vi har Anton med!

Rod på loftet

Endnu en ting, vi skal have gjort.

Sammen med Lillebrors fødselsdag, en dimissionfset, en længe planlagt shoppetur, Ikke-skiferiemiddag med familien, børnefødselsdag, re-vaccinationer, de sidste indkøb, visa'er, entrepriseforsikring til huset, det endelige banklån til byggeriet og alt det andet, jeg ikke lige kan huske nu + mit kære job...

Hjernen kører lidt på overload, for jeg har ikke været så god til at stoppe op, lave mine lister og ikke mindst; holde mig til dem.

Der er lige lidt rigeligt lige nu, som fylder i min knold i i min nattesøvn (eller mangel på samme).

Not nice.

Invitationsbreve

Dette kom ind af døren i dag:

Der begynder at melde sig nogle planlægningstanker:
- hvor skal vi bo?
- hvor meget skrammel skal vi have med?
- hvad får vi brug for?
- hvad vil vi gerne se, hvis vi har tid og mulighed?

Vi vil gerne bo centralt, så tingene er ved hånden. Der skal være mulighed for at bedsterne kan tage på tur, når vi andre skal på Tour-de-visum/papir. Et værelse med lidt udfoldelsesmuligheder, så vi faktisk være på værelset, hvis Anton har brug for ro...
Jeg har indhentet pakkelister forskellige steder fra og lavet et net mix af dem + tilrettet dem til mit tandkød. Indkøb er så småt gjort - baby/børne-dit-dat-dyt sam neglesaks, tættekam, shampoo, tandbørste, tandpasta og videre i den dur...
min indre grådige oplevelsesdrage vil jo helst se det hele, men har lagt den del af turen lidt på bagbrænderen. Der er nogle få ting, jeg gerne vil se, men ellers er turen helt og holdent Antons og på hans præmisser...

Der er ingen datoer endnu, men de er på vej. Det er jeg ganske sikker på.
Min indre fornemmelse siger, at vi rejser indenfor de næste par uger...

Rejse-sommerfuglene sidder i maven og spændingsklumpen over snart at skulle se vores smukke søn er godt på vej  i halsen.... - uhhhhhh, pyyyhhhhhh.... træk vejret.

Træk vejret heeeeelt ned i maven.

Besøg fra USA

HURRRAAAAAA!!!!!!

Vores skønne venner fra Michigan kommer til sommer!
JAAAAAA!!!!!!
Dem alle 3!!!!!

For hundred' år og en madpakke siden spillede Gemalen "NeverWinterNights" online og faldt i snak med en skrupskør amerikaner med hollandske rødder. En dag pakkede selvsamme amerikaner sydfrugterne og fløj til Holland sammen med fruen. De lejede en FORD - "That's just total bogus! When I finally set foot in Europe, I want to drive a huge German car like an AUDI or a Mercedes, but what do I get? A frekkin' FORD!" og kørte fra Amsterdam klokken kvalme og landede hos os til frokost.

En eftermiddag forsvandt som dug for solen sammen med 2 mennesker, som vi er vidt forskellige fra, men som vi klinger enormt godt med.

2006 landede de i DK igen og denne gang med en prinsesse på vej. Hun hyggede sig godt i maven, mens Mor og Far tonsede Sjælland og Møn tynd for at køre en ren 4 dages slutspurt i Berlin.

Mænner'n kikkede på sydamerikanske søkøer af en slags i Berlins akvarium .

Kinababyen var i allerhøjeste grad på lystavlen den sommer.

2008 pakkede vi kufferten og fløj over dammen til dem. Vi fik os også et ordentligt skud i kulturen og oplevelserne med Toronto, Niagara og Michigan på programmet.

Den obligatoriske Niagara-sejlads, mens jeg stadig var tør!

Mænner'n er igang med noget meget vigtigt - World of Warcraft, og Prinsessen leder slagets gang.

Og nu kommer de så her.
Til sommer.

Vi står med nyt hus, byggerod, baby og hele dynen, men sådan er det vist bare i år. 2011 vender op og ned på rammerne.

Ligemeget.
Det bliver super-over-mega-top-dollar-totalt fedt at se dem igen.

Billeder til børnehjemmet

Det troede jeg egentlig ikke, vi fik lov til, men happy days!

Så, nu har vi taget billeder af Kejserens nye seng, hans bamse og ikke mindst - hans nye forældre, så håber vi, at han ikke skræmmes alt for langt væk af de langnæsede spøgelser fra det kolde nord.

Månebjørnen - den købte vi hos Steiff i Berlin, få dage efter vi kom på venteliste i 2006.

Sengen er et Røde Kors-fund, det samme er den - efter Moderens mening - überfede "kikke-på"-dims.
Sengetøjet har jeg selv sovet i som barn; lagenlærred med stoftryk katte. :-D

Bøger og klodser - slagbænken er hjemme fra Gemalens barndomshjem.

Farmand

Mor-drage

At laminere og sende i morgen - nu vil jeg til spinning.

Nå, ja - endnu et par yay-ting:

1 - vi har fået dispensationen til byggeriet, så handler det blot om tid, så flår vores søde tømrer taget af og bygger en masse dejlige ekstra kvadratmetre.

2 - jeg tror, Fru Moderen har haft snitterne i Farmanden: Der er i hvert fald ro på ham nu...

De fede må ømme sig...

Ikke i vingerne, men i maveskindet.
Velstandsdellen.
Jeg har endnu ikke helt fattet, at jeg aldrig får netop den delle væk, for selv da jeg vejede 59 kg (da Gemalen og jeg var unge og nyforelskede og jeg kunne klare en weekend på 60 blå Kings og en banan), så var den der guddødeme alligevel, den satan!

Svømning, styrketræning, yoga, løb... - næ, nej - ikke om den ville forlade mit korpus.
Og jeg nægter altså at tro, at jeg lavede for lidt, for dengang i de forjættede 59-kilos-dage svømmede jeg 4 gange om ugen.

I dag skal jeg prøve kræfte med spinning igen.
Det har jeg prøvet før.
Sidste gang var sammen med Gemalens triatlon-fætter og der fulgte jeg egentlig meget godt med.

I dag er det sammen med VBMA - det kunne altså være monstergodt at komme ind i en vane med styrketræning tirsdag, spinning torsdag og svømning fredag.
Jeg ved godt, at det er på lånt tid i forhold til Kinarejse, Kejser Anton og alt det der, men mon ikke bare en af tingene kunne få lov at leve, selv når jeg skal på barsel?

Jeg sover så godt af det.

De fede må svede...

Jeg får monstertunge vinger i morgen... - fnis!

CNY - krudtafbrænding

Happy CNY!

Farvel til tigerens år og goddag til harens år.

Jeg vil fejre dette nye års komme med at brænde krudt af sammen med VBMA i det lokale træningscenter efter Gammelfars dogme:

Det der er sjusk, Fru Hansen!

Kan du tage mere end 30 reps, har du for lidt vægt på!

2011, Harens år har takter af at blive et enormt vendepunkt i ikke bare lit liv, men i vores liv og ved første øjekast forekommer det både uoverskueligt, vildt og alt alt for stort.

En dag af gangen kan håndteres, så det vil jeg gøre.

Et skridt, en time, en dag, en ting af gangen skal blive mit motto for i år. Der skal tids nok og ganske sikkert komme en filens masse ting i vejen for mig, men ting bliver jo først et problem, hvis jeg anskuer det som et problem.