Bobler og skildpaddeæg

Nej, ikke snot- bare anderledes.

Jeg lå vågen i nat med en mærkværdig oplevelse af denne boble omkring mig. Det var som et voksagtigt halvgennemsigtigt gardin, der langsomt lukkede sig om mig. Fornemmelsen var som hinden på et skildpaddeæg - sej, gennemsigtig, men gennembrydelig.

Jeg havde en oplevelse af, at have udsyn gennem en flig i hinden, men at jeg skulle mose lidt for at opretholde denne åbne flig.

Givet de år uden barn, de år med længslen, håbet og frustrationerne - sorgen og vreden, ikke mindst - har jeg haft mine kvabbabelser med kvinder, når jeg kunne mærke deres hinde. At de havde den der "moder klode", som favnede netop dem og deres - og hvor alt andet enten ligegyldigt, i bedste fald perifært.
Og jeg har nok lovet mig selv ikke at bygge denne boble - denne klode - af respekt for min omverden, som ikke skal lide under kvalmende moderlig selvfedme, men sågu også af respekt for mig selv. Jeg ville have lov til at bevare mit udsyn, min interesse og min udfarenhed.

Jeg er nu ikke i tvivl om, hvorvidt jeg bevarer det udsyn, men den faktiske og meget fysiske oplevelse af denne hinde er både grænseoverskridende, smuk og skræmmende.

Han optager mig, den lille mand. Vores Anton. Kejseren. Jeg har svært ved at bruge ordet "søn", men det kommer vel. Jeg har svært ved at opfatte ham som mit barn. Det er han - jeg skal nok bare lige mærke ham først. Se ham. Dufte ham.
Hans ting, rejsen til ham, papirerne, forberedelserne. Det optager og det fylder.
Selv om jeg har vigtigere ting at tage mig til, fordi vi trods alt først skal rejse om godt 14 dage, så er det alt det, der vedrører ham, der er så meget mere spændende end alt muligt andet.

Hinden omkring mig kan vel anskues på to måder - to sider af den samme sag: Den ene side er moder klodens atmosfære - at forpuppe sig omkring sin unge og familien. Udvikle sig indadtil og skabe sit eget mikrokosmos. Den anden er ikke anskue hinden som noge,t der lukker verden ude - at den ikke lukker sig om mig, men at jeg måske er ved at bryde ud af hinden i stedet for. At jeg først nu ser en flig og dermed den omkringliggende verden.

Jeg er ved at bryde ud af en gammel puppe. Det er helt okay.
Eller også forpupper jeg mig omkring min mand, min unge og mit hjem - og det er også helt okay.

Det er noget jeg ikke har prøvet før.
Så... - det kan jeg nok godt finde ud af.