Det rykker tættere på.

Der er 26 dage til, vi sidder i en flyver.
28 dage til, vi står med Anton i armene.

Det er en surreel og meget underlig fornemmelse, for hoved og krop føles ikke ad i disse dage.

Kroppen finder ting frem, lægger i bunker, organiserer, ringer og har styr på alt med små lister. Den tager stilling og bestemmer de lavpraktiske ting fra bæresele til hvornår vi skal det ene eller det andet. Den mailer med rejsegruppe, ordner barselsorlov og køber zinksalve og tættekam og creme til tør hus og neglesaks og fleecetrøje og tudekop og og og...
Hovedet er i skyerne. Det har helt sine egne veje og kører et helt andet løb. "Hvordan ser han ud nu? Gad vide, om han skriger, når han ser os? Vil han os? Kan jeg finde ud af det? Tør jeg det her?" og når tankerne sådan myldrer, stopper kroppen for et kort sekund op og jeg mærker uro i maven - sådan en blanding af gys og spænding og glæde og rå rædsel.
Jeg er ganske klar over, at gu klarer vi da det her og ellers så må vi lære af de utallige bommerter, ups'er og "pis oss'"er, vi uvægerligt vil havne i, men jeg har en stærk tro på, at det er sundt at tænke alt det uro - at de netop ikke må fornægtes eller negligeres, fordi også de er med til at forberede mig på denne tur.
Forberede os.

En skøn dame i den anden ende af landet havde netop sådan en bæresele, som jeg gerne ville have til Anton, til salg. YAY! Hurra for det forrygende forum og netværk, som mange adop-tanter har.
Også den har givet tanker. Jeg har ikke altid mødt de store anerkendelser i forhold til mit ønskeom at bære Anton. "Hvordan kan du vide om han vil sidde i den?" "Han er da for tung!" "Du får smadret din ryg!" og så videre og så væk.
"Det kan jeg heller ikke, men det kommer han til at lære!", "han skal jo ikke slæbes rundt på 24/7!" samt "måske!" synes at være svarene, men de fattes et lyttende øre. Sådan oplever jeg det i hvertfald.
Men, de må snakke, må de. En klog dame kaldte det at bære for "nærkontakt af 3. grad" og det er essensen i at bære. Den nærhed, som han måske og måske ikke har haft, den skal han have nu - af mig og af Gemalen og hvad er nemmere end en bæresele? Hoften er det dælme ikke.
For 892375635 år siden var jeg ung pige i huset i Norge. Her havde jeg den blandede fornøjelse af at være i huset hos nogle skønne unger og deres knapt så skønne forældre. Desuagtet havde jeg som oftest en unge på hoften, nogle gange to og jeg drømte om en bæresele, fordi jeg havde jo set min far bære min mindste bror rundt i sådan en. Oh at have begge arme fri - og en lige vægtfordeling. At blive besteget som et andet Mount Karen af en hylende unge var ikke altid en fornøjelse...

Nå, men denne bæresele har båret en umanerlig lækker lille mand rundt og jeg er overbevist om, at denne sele har god karma. Spilop-karma.
Jeg vil glæde mig til at se min egen unge i den.
Jeg vil glæde mig til at mærke hans hjertelyd, mærke en svedig lille fedtet næve i hovedet, men også trækket fra 11 kg skrigeunge, der i bedste ål-og-flitsbue-stil knokler for at slippe ud.
Og jeg vil glæde mig til at se Gemalen med sin unge på maven - indenunder jakken.
Jeg er overbevist om, at han vil elske den, fordi han vil mærke trygheden i at sidde oppe i voksenhøjde, ikke at være nede i gulvhøjde i en klapvogn og blive passet på...

I dag skal kroppen lave visumansøgninger.
Hovedet skal drømme videre...