Islagkage - det rene kogebogspatchwork

Her i huset kan vi godt lide is. Navnlig is, der har snurret i ismaskinen.
Jeg har slidt een ismaskine op og er nu igang med nr. 2. En dag skal jeg have sådan en Adam-Price-semipro-en - det er da det, jeg skal.

Jeg havde engang en drøm om at blive kok, men i dag kan jeg godt se, at hverken tempo eller temperament ville være til at være i samme rum som Thomas Rode eller Rene Redzepi, uagtet jeg gerne ville lære lidt af deres kunst. Der er noget med mad, som heler, læger - skaber glæder, kreativitet og som favner. Mad er universelt, det er noget, alle har et forhold til. Givet, nogle mere passionerede end andre.

I The Godfather af Mario Puzo er der fantastisk beskrivelse af Mama Corleone - at hun var en primitiv kvinde, der mente, at meget kunne ordnes gennem et måltid mad. Meget rammende egentlig, for hvor mange falder ikke til ro ved duften af mad og den ro, maden udstråler?!

Anyway- jeg har lavet islaglage til i aften.  Den er et veritabelt kludetæppe, for jeg har sakset den sammen fra forskellige ideer, men udfaldet er blevet en slags frossen Sportskage fra La Glace - makronbund med nougatis ovenpå, overtrukket med bitter mørk chokolade og med kant af marcipan.
Det tog lidt tid, men jeg glæder mig til at sætte tænderne i den.

Makronbund:

250 g. marcipan
370 g. sukker
3-4 æggehvider

Sukker og marcipan køres sammen på maskine, hvider tilsættes. Massen bages i springform v. 200 gr. i ca. 30 min.

Is - laves af creme anglaise:

10 æggeblommer
220 g. sukker
2 vanillestænger.
Blommer og sukker piskes hvide og stive med marven af vanillestænger.

½ l. øko-piske
½ l. øko-sød
- øko, fordi fedtmolekylerne ter sig bedre end i konventiovel mælk/fløde og is er jo dybest set en emulsion af fedt og luft. :-)
Bringes i kog med de to skrabede vanillestænger og når overfladen brister svagt, tages gryden af varmen og står 5. min.
Pisk i æggene, samtidig med mælkeblanding hældes i, ellers koagulerer æggene - sidst hældes hele blandingen tilbage i gryden og der koges netop op - må ikke koge-koge, blot "bævre" på overfladen. Rør konstant!
Køres gennem en si og stilles på køl. Køres derefter på ismaskine. Kan ikke fryses som almindelig is, da den vil krystallisere pga. relativt lave fedtindhold.

Nougatine:
50 g. hasselnødder - ristes af på hed pande.
150 g. sukker smeltes til mørk karamel.
Nødder tilsættes og røres i.

Karamel hældes ud på bagepapir, gerne penslet med lidt smagsneutral olie og stilles til afkøling. Knuses til fint "mel", når det er helt koldt. Tilsættes den halvfrosne is i ismaskinen.

Isen fryses et par timer i en form, der har samme størrelse som springformen, man brugte til bunden. Derefter samles begge dele - is ovenpå bund og dette overtrækkes med min. 200 g. bitter mørk chokolade.

Ca. 100 g. marcipan udrulles til kant og sættes rundt om isen - et voila!

Godt nytår!

En lille kreation den næstsidste aften

Jeg har været i køkkenet i aften og fremtryllet følgende:

I morgen holder vi nytår sammen med Gemalens mor - bare os tre.
Egentlig skulle vi jo fyre den helt vildt af, når det sådan bliver sidste nytårsfest uden barn, men sådan bliver det ikke.
Og hvorfor så ikke det? Hmmm, grundene er vist flere og ikke en af dem dækkende for valget, men sammen udgør de nok et billede, som forklarer. Vi fik en invitation hos venner, vi har været hos før og hvis selskab vi værdsætter meget. Denne nytårsaften ville indebære 6 børn, en gravid mave og en hel del voksne og det er jo fint nok og dejligt, men da vi fik invitationen, vidste vi ikke, hvor vi stod i forhold til adoption/venteliste og jeg var netop vendt retur på arbejde.... -truth be told; jeg var ikke helt sikker på, jeg orkede at feste og smile og være glad, hvis jeg stadig stod på en venteliste. En nytårsaften i pyjamas sammen med Gemalen og en sjus virkede væsentlig mere tillokkende. Væsentlig mere spiselig og "overlevelig" end en aften, som nok kunne blive skæg, men som også ville kræve kræfter, jeg ikke var sikker på, jeg havde.
Og så spurgte Gemalens mor, hvad vi skulle. Ingenting, var svaret. Det ved vi ikke, var det uddybende svar og så blev vi vist enige om at fejre aftenen sammen, stille og roligt.

2010 er ikke et år, jeg sådan har tænkt mig at gå og værne om. Dertil er det brolagt med alt for mange dage med sorg og frustration. Nuvel, der har været store og dejlige oplevelser og øjeblikke, men de er som stjerneskud på en uendelig mørk himmel, hvis varsel om gry og dagslys er langt borte.
At Anton kom d. 20 december er som at skrive et mentalt år 0. Det er som om de sidste 10 dage ikke været i 2010, men et ganske andet år. Et andet univers.

Måske er det bestemt, at vi skal påbegynde et nyt tiår med store og nye tilstande i vores liv. Måske er det nu, at vi skal have lov til at fornemme morgensolens stråler over bakkekammen?

En klog kvinde sagde engang til mig:"This too will pass." - deri har hun ret. Min overorganiserede sjæl vil gerne vide, hvad der nu skal ske, men jeg vil bruge noget af mit nye år på at øve mig i at tage imod og favne det, som kommer og ikke opleve alt fare forbi, fordi jeg har så travlt med at planlægge det næste skridt, den næste ting.

Godt nytår til alle, til mig, til Gemalen, til Anton, til familien, til de mennesker som omgiver mig og som præger mit liv.
Tak.
Tak for jer.
2010 er måske ikke meget at takke for, men uden 2010 havde vi ikke nået 2011, hvor mange ønsker lader til gå i opfyldelse og det er vel værd at sige tak for.

Boligafretning 1,0

I dag har vi haft besøg af et vennepar med 3 aktive drenge i alderen 1 - 5 år.

Ud af dette besøg kan jeg så drage følgende konklusioner:

1 - der skal en kraftig sanering til af mit hjem: Smådims skal væk fra nå-højde, for hvem pokker gider sige "Neeeeeej!" 83756 gange på en eftermiddag? Så hellere sætte noget, der kan tåle små fedtede kleptomanpølser og en krammer.
Sjovt nok er det som om den lyd "Neeeeeeeeej!", efterfulgt af en voksengrimasse er at sammenligne med Eddie Murphy i sine velmagtsdage: Man skal have mer'!

2 - mine elskede arvestykker, Farmors tyndbenede sideborde af palisander skal vist gemmes væk for en tid. Det samme skal de små indkudsborde, jeg fandt ude på Rosenfeldt Gods - de er superlækre og elegante, men som støtteben for en unge, der er ved at rejse sig for at gå eller som underlag for byggeklodser, mandarinstykker og rande efter juiceglas er de elendige.

3 - det hvide betræk på lænestolen skal vist tilbage til det mørke. Chokoladefingre er velkomne, men ikke superfantastiske på et hvidt betræk. Bevares, det kan da vaskes, men jeg har på fornemmelsen, at Anton klarer det med at fylde en snavsetøjskurv på rekordtid ganske fint uden også at behøve at inddrage et lænestolsbetræk.

Så, jeg skal afrette mit hjem. Indretning har vi gjort - nu skal der andre ting til.

De første små indkøb

Jeg har nu før sat poterne i en af byens fancy børnetøjsbutikker - og gået derfra igen, fordi jeg syntes, at alt børnetøjet var så forbandet "kønnet".
Det synes jeg stadigvæk!

I guder, hvor det irriterer mig, at meget af drengetøjet er så "voldsomt" - hvorfor skal en drengebluse parout overklistres med mega store ækle tegneseriemonstre, grimme biler eller edderkopper? Og hvorfor skal det hele være diverse afskygninger af blåt eller grønt gråt til en afveksling eller en sjælden klat turkis, men så er vi dælme også ude på de Jean Paul Gaultier'ske bølger!? ARGH!
Tøsetøjet er ikke bedre, men der er dog væsentligt flere farver at lege med.

Hvorfor skal børn kønnes? Hvorfor skal der udstikkes en farvepalet til en unge, der ikke engang ved, hvilken køn han/hun er? Og hvorfor skal kønnet tillægges værdier og normer gennem tøjets farver eller dekoration? Manner, hvor det irriterer mig.
Hvis min unge skal i sort eller gråt, så er det fordi der står U2 eller AC/DC på Tshirten, fordi Moderen synes, at barnet skal indoktrineres med rock'n'roll... ;-)

Bevares, jeg har da fundet noget, jeg synes rigtig godt om - det gør min pengepung så bare ikke. Jeg bliver altså forfærdelig fornærret, når jeg ser et par smækbukser til 500,-. Bananpletter er staidg umulige at få af, prisen uagtet.
Summasumarum - jeg må vist starte sydyret og sætte Faderen til at passe barn. :-)

Vi har arvet en hel del tøj hen af vejen, men meget af det har jeg også sendt videre. Forrige år til nytår kunne jeg fysisk mærke, at de sække lå på loftet og bare tonsede dårlig energi ned i hovedet på mig, så jeg sorterede det allerbedste unisex-guld fra og sendte resten videre. Hvilken lettelse!
Derfor kunne jeg jo så hive nogle meget små poser ned og konstatere, at det kære barn ejer 2 par bukser i hhv. str. 86 og 92, ingen sokker og en enkelt vinterfrakke.
Så indkøb blev det til idag.

Syret oplevelse, for vi har da nok en ide om, at vi vil møde en ca. 19 mdr. gammel dreng, som nok bruger i omegnen af str. 86/92 i tøj,  om om han har store fødder eller små, aner vi ikke - vi ved heller ikke, om det er et varmt eller koldt barn, vi møder. Skal han have uldtøj? Hvilken størrelse sko? Støvler? Flyverdragt?

Men, tilbage hvor jeg kom fra. Jeg gik ind i en børnetøjbutik og gik igen, for de priser ville jeg ikke være med til. Kejseren er ligeglad og som med barnevognen er det udelukkende min nuvundne moderstatus, der bliver stivet af... - vi kan kikke på det, når der kommer udsalg. :-)
Så de første småindkøb foregik i Tøj og Sko, Kvickly og Røde Kors: Lækre grå og blå velourbukser, uldne leggings + stribet bluse og hue (rødt!) samt 2 små skjorter, som nok mest er for sjov, men de var nu søde. En rød- og blåternet samt en brun- og blå-ternet med Mickey Mousebroderi på ryggen.

Jeg glæder mig til, at Fru Moderen folder strikkepindene ud og laver skønne ting i lilla, gul, grøn og orange - rødt og pink. Sokker til det skønne barn laver hun også - fodformede med forskel på højre/venstre.

Jo, forresten; inde i en kasse ligger der en jordbærhue. Han kommer til at gå med den.
Basta.

Et bette pusterum

mellem festivitas og famillie-tam-tam.

Juleaften var strålende, morsom, dejlig, skøn og lige som den skulle være. Med mindstebror og kæresten, Svigermor, Farmand og Fru Moderen - og ikke mindst; OscarHund, der synes, den skulle hugge min ene julegave og bortføre den under puffen for at gnaske lidt i skiltet.

Hans Vidunderlighed kom i små rammer og blev hængt på juletræet, så han kunne være med.
Hans Far og Mor har allerede brillleret med IKKE at købe gave til ham, selv om Moderen havde VisaLandkortet langt fremme i processen, så nej - vi venter og overdynger ham, når vi har ham.
Der var en fin lille rød kinesisk kuvert fra Farmor med tilskud til et køretøj... - så det må vi kigge på, men for hulan da, jeg nægter simpelthen at give så mange penge for en karet til Kejseren. Nul og Niks!
Han kommer til at bruge den max. 1½ år, så ikke tale om. Desuden er han pilleligeglad, så et eventuelt monsterindkøb skullle udelukkende være for at stive hans Moders nyvundne Moderstatus af - og det klarer ham den lille lækre bandit helt fint med en barnevogn fundet på DBA. :-)

Så, gaver til ham og indkøb bliver i januar. Basta.

I går forløb dagen hos Gemalens bror og familie med hjemmekomponerede reste-juletapas, hjemmerullet sushi, grillede jomfruhummere og hvad vi nu ellers kunne skrabe sammen i hinandens køleskabe og frysere. Fed måde at lave mad sammen på.

Julebruscetta: Skiver af godt brød, gerne med lidt kerne. Rør en klat "spread" af Ravigottesauce/mild sennep, lidt yoghurt naturel, honning og salt - smør på brødet. Fint strimlet rødkål lægges på brødet sammen med tynde skiver af æble, ande- eller flæskestegs-rester skæres i tynde skiver og lægges ovenpå kål og æble. Garneres med en valnød og en appelsinfilet og dryppes med lidt "spread".... - et voila!

Grillet jomfruhummer: Flæk banditten og fyld en klat af smør, rørt med hvidløg og persille i. Under grillen med den til smørret er smeltet og skallerne er gyldne i kanten...

Jeg måtte desværre indkassere et nederlag på 4-3 i den samlede Sequence-stilling, men sådan er det. Jeg har vundet jordens lækreste og smukkeste dreng, så skidevære med at jeg taber i spil. Kærligheden har jeg vundet.

I dag venter julefrokost hos Fru Moderen, courtesy af  Moster - en lille sluttet flok, lidt mad og forhåbentlig en dejlig gåtur i skoven i eftremiddag sammen med Gemalen, Farmand og OscarHund. Svigermor skal med.

Tankestreg; jeg har haft den før, men må frydes gang på gang: Det er sgu fed fryd, at jeg har et sæt forældre og svigerforældre, nu desværre kun Svigermor, der trives godt i hinandens selskab og som ikke bare kan sættes sammen til de sædvanlige høfligheder og lejligheder hos os, men som kommer i hinandens hjem.
Det er fandeme - undskyld sproget - kongemestersupersejt, at min unge kan få jul sammen med begge sider af bedstere!!!

Nå, badet venter, så de værste julealger kan blive banket af.

Need I say more?

I år er glæden helt ubeskrivelig stor, vild, berusende og overvældende.
Det bliver i sandhed en jul som ingen andre

Den sidste julerengørings-hvid-tornado-ordne-småting-tur ernetop overstået. Gemalen spillede lidt musik til arbejdet og denne sangtekst dukkede op:

Only love
Only love can leave such a mark
Only love
Only love can heal such a scar...

Very much true....

Lillejuleaften

Nu er han accepteret!

Her til formiddag kom den tykke kuvert fra DA og vi har ordentlig fået kikket på papirer og billeder - hvor satan, hvor er han lækker!

Vi måtte igennem 12 timers mareridt, for i går eftermiddags ringede DA og sagde, at hans lægepapirer var mangelfulde samt at der var en risiko for en gendefekt i blodet. Ellers var alt fint.

Hold da lige op, en mareridtsagtig rutsjetur!

Anyway; sagens detaljer er for os og for Anton, når han engang er stor nok. Det vigtigste er, at vi har vurderet efter samtaler med både pædiater - den rare mand tog sig sgu tid til at tale med os 2 gange i går aftes! - samt samtaler med DA både i går og i dag, at han er sgu vores på godt og ondt, At vi tager ham, fordi vi både kan og vil have ham.

Vi har udfyldt acceptbrev og erklæret, at uanset om han vurderes inden- eller udenfor vores godkendelse, så vil vi have ham og kræverdet en udvidet godkendelse, så tager vi det med.

Vi vil have ham!

Så, velkommen ZheXuan Yu. 

Når du engang havner i vores favn, får du navnet Anton ZhuXuan Visbech Hansen.

Allerede nu har du plads i vores hjerter og hjerner, og din far må finde sig i, at din mor nok har fået en ny mand i sit liv, som han må dele med.

Omvendt må jeg nok lære at leve med, at jeg kommer i anden række, når vi snakker din fars darlings.

I går og i dag i billeder

De er lige så kaotiske som dagen var det, men de afspejler nok i virkeligheden så fint, at netop denne dag ikke kan eller skal planlægges.
Javist, man kan have boblerne på køl, men resten er vist de rene tilfældigheder.

Min indre over-organiserede blæksprutte trivedes mærkværdigvis eminent i de oprørte og hudløse vande - og det er vist værd at huske på: At jeg godt kan, selv om jeg improviserer, selv over ukendt tema.

Jeg var bange for at falde i søvn i går aftes og jeg dryppede mine modige tårer i puden, inden søvnen tog over. Glæde, lettelse og en enorm frihed til at kunne trække vejret igen - men også en total angst, for tænk nu hvis jeg vågnede her til morgen og det hele var væk? At jeg bare havde drømt det?

Dette havde skolens skønne sekretærer og vicer fremtryllet, mens jeg tudede... :-)

Ja, det er jeg jo... - billedet er altså bare fundet på nettet, for jeg har  sgu ikke set vidunderet  endnu! :-D

17 roser for hver måned, det skønne barn har levet og en løve fra verdens bedste M + famillie.

Det var dælme en god kage og noget dejligt boblevand!

Da jeg gik fra lærerværelset kl. lidt i 11, var der knapt et A4-stort stykke tilbage, men så havde Gammelfar også været der 4 gange!

Banken venter. Lån på puha-mange-penge skal underskrives og så der vi også flyvende der.

Men, den vigtigste lille krøllede seddel er dog:

Halleluja

4 timers søvn. MAX!

Jeg keglede rundt i en dyne, der enten var for varm, for kold, for tung, forkert... - og drømte, når jeg endelig faldt hen. Min krybdyrhjerne holdt seriøst fest med alle minder, lugte, håb og gamle oplevelser og som altid sov man jo lige så godt, da det forhutlede vækkeur ringede kl. 6.30.

Jeg stavrede i skole, groggy og udkokset.
Var ikke tilstede i min krop ,em havde sådan en underlig ud-af-kroppen-oplevelse. Som jeg var der, og ikke var der.
Da klokken blev ti, begyndte jeg at skæve til uret og så småt være lettere ga-ga i hovedet, indtil en kollega sagde: "Så ring dog, for helvede!"
Så det gjorde jeg.
Klokken 11 stortudede jeg. Krampegråden bølgede, mens jeg talte med MG fra DA, for jeg tillod mig at sige direkte, at nu havde jeg vidst, hvad der foregik siden fredag aften, så om de havde noget til os?
- Joe... - papirerne er lige kommet. De skal altså forbi en pædiater først...
- Og du kan ikke sige noget som helst???
- Jo, selvfølgelig kan jeg det: Deeeet.... er en lille dreng, født d. 29. juli 2009.

Verden stod ikke stille, men det gjorde jeg.
Jeg havde skolens sekretær og en kollega ved siden af mig og jeg vrælede.
VRÆLEDE!
- gider I ikke godt hente VBA?

VBA kom og jeg faldt helt sammen i krampegråd i hendes arme.
- jeg vidste det, sa' hun. Jeg vidste, I fik en dreng.

Så lang historie kort:
Vi har fået en dreng. En dreng, født i Beijing d. 29. juli 2009.

Hvis der findes en Gud, en julemand, en engel, - nogen, der vil os det godt, så har de vist det i dag.

Halleluja.
Nu tuder jeg sgu igen.

Den dag, verdens bedste M og hendes familie viste os, at der findes et skønt familieliv med smukke gyldne børn med skrå øjne og sort hår... - det vil jeg for evigt være taknemmelig for.
Og, den kvinde, der afgav sit guld for at det kan blive mit barn... -hun bor i mit hjerte, for større gave kan ikke gives.
Tak.

Kram til hele verden fra Mor Karen

You can ring my bell

Vi talte netop om det, da vi spiste tidlig aftensmad: At vi begge sad med en pervers trang til at skynde os, til at få tiden til at gå bare lidt hurtigere.

Jeg slugte min mad. Jeg var overhovedet ikke tilstede - gaffel og kniv kørte deres helt eget løb, mens hjernen var blank og tom.
STOP, FOR HULAN!!!!!

Så derfor lagde jeg bestikket og trak vejret, indtil jeg havde bare lidt ro igen - og nu, hvor jeg skriver det ned, er uroen tilbage. Det prikker lidt i armene og jeg kan mærke en lidt højere puls. Skidegodt gået, fru Hansen! Du sidder på din brede flade og det hele kører på dig!

Det er sgu da perverst.

Jeg er så udmærket godt klar over, at dette er vente-vente-vente-utålmodighed i højeste potens. At ville have en dejlig søndag til at forsvinde for at blive til mandag, hvor hverdag, skoleunger og pligter venter - horribel tanke.
Men ikke desto mindre er det sådan, jeg har det - og Gemalen vist ligeså. Hvorfor har han ellers gemt sig langt væk i computerspil hele dagen, hvis ikke det var fordi, at han ellers ikke kan være i sin egen krop?
Den sindige mand har ellers siden fredag nat holdt hårdt på, at han vil høre nyt fra DA, før han begynder at rykjke på noget som helst, men jeg skulle kende ham dårligt, hvis ikke der er bare den mindste lille grad af "skrid nu, søndag!s-overspringshandling-gemmeleg" i det.
Alene kommentaren: "I morgen skal jeg sgu huske at have telefonen med i skole!" - den siger ligesom alt.

Hvis DA så ikke ringer i morgen, hvad så?
Ja, ja, ja - hvis og hvis, min røv er spids og fyldt med remoulade... men hvad nu hvis de ikke ringer? Går jeg totalt ga-ga? Kokser jeg eller bliver jeg iskold af forsvar?
Jeg aner det ikke, for jeg har ikke turdet tænke tanken til ende.
Jeg har simpelthen ikke overvejet, at der IKKE bliver ringet i morgen...

De ringer i morgen.
Det skal de.
Ellers ringer jeg!

Jeg har forøvrigt bestemt, at der ikke bliver sendt et eneste julekort, hvis ikke jeg kan klæbe et billede ind i dem...

Just Like Heaven

Dette er vist soundtracket til i dag: Ør, tummelumsk, øm i hoved og fødder, men med det letteste og gladeste hjerte i laaaaaang tid.

Festen var forrygende, men for satan da et twist, den fik, da jeg tilfældigvis tjekkede telefonen og så denne besked:

Karen har du nu tjekket rumor queen der sker noget- der kommer BIF! JAAAAEE! X for jer. Kh...

Op af trappen med VBA i hælene, tænde for pc... - live bandet spillede "Rabalderstræde".

Reports of Phone Calls in Europe!!!

December 17th, 2010

Congrats to those families receiving phone calls, and those families awaiting their phone call!

Arhh, ka' det nu oss' passe???

Scrolle ned, læse indlæg... - og så trillede tårene! Ja, det passer fandeme. Der er blevet ringet til folk med vores dato og eftersom CCAA ALDRIG tildeler BIF til kun et land og ikke andre, så var jeg sikker: Vi bliver ringet op i løbet af næste uge - jeg bliver mor i næste uge. Gemalen bliver Far!!!

Hyl og brøl! VBA poppede champus og fik sin gemal til at svinge på skolen med flere flasker champus. Jeg fik ringet til Gemalen, vi fik snakket lidt... - ringe til M, ringe til Farmand og Fru Moderen, ringe til Svigermor...- og så ellers bare feste igennem.

Jeg har aldrig tudet foran hverken min chef eller mine kolleger. Kun søde Jette på biblioteket har set mine tårer, men igår var jeg ligeglad. Så revende ligeglad, for det var som en enorm lavine af sten, der faldt ud af rygsæk og hjerte, for hver tåre, der trillede.

Mange kram, mange knus, mange tillykker og mange hurraer - og hurra for at have sådan nogle fantastiske mennesker at fejre noget så stort med.

Jeg skulle da nok have trukket stikket ud af festen og gået hjem til Gemalen, men... - vi har alle dage fra nu af til at fejre, snakke, græde og grine. Vi skal glædes, for nu kan vi!

Så, jeg kom i seng kl. halv 4 i morges, med et hegn af champus, øl og alt for meget sprut dinglende om anklerne.

Jeg har danset og grinet og krammet og tudet og for fanden; suuuuuk! Det er så stort.

Nu venter vi så på opringingen samt mailen med info og billeder.

Det kunne blive en lang weekend, men jeg har sådan en fornemmelse af, at netop fordi vi VED, der sker noget, så er ventetiden ikke så slem... - jeg synes, weekenderne, hvor man skulle vente på, OM der skete noget var værre.

Et andet er også sikkert: VBA skifter navn til VBMosterA, for hun er en søster i sjæl og hjerte.

Nu tuder jeg igen... - fuuuug, det er så stort!

At blive mor til en julefrokost til tonerne af Rabalderstræde er sikkert sket for andre kvinder end jeg, men jeg vil gerne se den kvinde, der blev det med vilje...

Rockin Around Christmas Tree

Fredag og om ganske få timer er der julefrokost...

Det gider jeg faktisk godt.

Jeg gider godt dulle mig lidt op, drikke mig lidt fjollet i sød boblevin og juleøl, mens jeg danser hælene af mine stiletter.

Så det gør jeg.

Så kan DA, adoption og Kinababy være sig selv, indtil jeg vågner i morgen!

See y'all!

Bandeord og arbejdsmarkedspsykolog

Nu er jeg mæt, tryg og varm. Ergo er et par af de grundlæggende elementer i Maslows behovspyramide dækket og jeg kan bruge lidt krudt på noget andet.

Jeg har været så vred. Været tæt på at slå på noget, men primært været den koldeste kælling syd for Qaanaaq og i den grad arbejdet på at trække vejret, komme ovenpå og få resten af 2010 overstået, når nu vi ikke skulle drukne december i champus og lagkage.

Men.
Imorges kom jeg i skole og dagen startede, som alle onsdage med biblioteksvagt. 2 fredfyldte timer, hvor jeg både kan få en masse administrativt fra hånden, men også vejlede de store med opgaver eller finde netop den fede roman til de unger, der trænger til at synke ned i sofaens dyb og forsvinde ind i fiktionens verden.
I dag tudede jeg. Jeg var ellers rimelig klar, men vores fantastiske, dejlige, hjertelige og varme Jette fik lirket tårerne ud af mig, fik mig til at mærke sorgen og smerten.
Og det var godt.
Det var lige som det skulle være.
Jeg skulle ikke være vred. Jeg skulle have lov til at græde og være lille og trist.

So what? Ungerne så det, en forælder så det. So bloody what?
Jeg trængte til at få luft og jeg kunne jo trække vejret meget friere bagefter.

Hun har lavet mig en boksebold. Fed humor.
På min opslagstavle hænger der en plade tyk bobleplast med et skilt: "Karens boksebold!"

Dagen forløb derudover fint. Jeg var tilsagt til session med en psykolog på arb-med-klinik i Nyk. Jeg vidste godt, hvem hun var, for hun havde lavet et WISC-test for voksne på mig. I forbindelse med, at testen skulle oversættes til dansk, skulle der etableres en dansk baseline og den var jeg en del af.
Hun var sød og jeg gik derfra med en fornemmelse af, at det bidrag jeg havde givet til at afdække de stress-problematikker, der er på skolen, ikke var så tosset. At jeg havde bidraget konstruktivt,men at jeg også havde fået noget med mig.
I arbejdssammenhæng er min største stress-faktor mig selv. Jeg kører på ud fra en rolle, der både er blevet mig givet, men også en rolle jeg selv har givet mig selv. En rolle, hvor jeg bruger meget krudt på at definere mig selv langt væk fra en afhængighed, langt væk fra en "jeg har brug for noget/nogen"... - jeg er på, klar, har overblik, overskud og siger ikke fra eller nej.
Ja, det er sygt at være sådan, men det er en del af mig, som jeg skal arbejde med.

Så nu skal jeg arbejde med mindfulness - jeg skal lære at være tilstede, lære at tage 1 ting, 1 tanke af gangen, hvilket vil lære mig at begrænse min evindelige trang til at rage opgaver til mig.

Havd angår Kina er det en regulær rutsjebanetur lige nu: I går eftermiddags var der ingen match i december, i går aftes kom der en udmelding fra Australien om, at der er matchet til d. 29. maj, hvilket ville give os en opringning her indenfor den næste uge...
Jeg ved sgu ikke, om jeg skal tro eller lade være.
Jeg tør faktisk hverken håbe eller lade være.

Håber jeg, har jeg det positive udgangspunkt og forbliver i troen og tager en megarøvtur, hvis vi ikke hører en dyt før januar.
Håber jeg ikke, beskytter jeg mig selv, men fratager også mig selv det positivt definerede udgangspunkt- omvendt kan jeg blive positivt overrasket.

I know nothing!
I'm from Barcelona!
Ministeriet for gakkede (adoptions)gangarter længe leve!!!

Tom og lammet

Hmm, Rygterns Bureau har netop meddelt, at vi sandsynligvis ikke får barn-i-forslag inden jul... - akt vi sandsynligvis først hører noget i januar.

Fuck da bare af noget så grusomt!

Jeg er så lammet og tom, at jeg ikke engang kan blive vred eller tude.
Bare bande og sørge.

4 år
6 måneder
18 dage.

Merry Muthaphukkin' Xmas

Jeg er ikke julehader, men det her for godt!

Endnu en laaaaaaaaaang weekend

for DA og CCAA har ikke givet lyd fra sig.

Det er faktisk lidt uhyggeligt, at der ikke bare er det mindste lille krus i overfladen,men det er der ikke.
Ikke det, der ligner.

Så vi går en lang weekend i møde, hvor vi ganske vist kan pakke telefonen væk, men også skal have 48 timer til at gå, som vi egentlig bare gerne vil have overstået, så kontorer kan åbne og telefonlinjer kan gløde.

Jeg har brugt eftermiddagen på at købe julegaver. Det gjorde jeg også i går.
Der kan findes gnister af julestemning, men min sædvanlige glæde ved julen er sat på bagbrænderen...- det er som om det bare ikke er så vigtigt, det tæller ikke i det store regnskab.

Jeg har faktisk ikke engang støvet huset igennem og snuset julegaver, som jeg ellers er en sand mester i.

I år er den største gave nemlig ikke under træet, men forhåbentlig et billede eller to i en mail...

Suuuuuuuuuuuukkkkkkkkkk...............

Tudevorn

Guantanamo....

Jeg er tudevorn og har overload i hovedet. Jeg tænker ikke på noget bestemt oger ikke klar over,hvad det er overload'en består af, men jeg føler mig fyldt i hovedet.

En klump i halsen sniger sig ind og sukkene har været dybe i dag.

Det har ellers været en okay dag.Jeg har nået stort set det, jeg ville og havde sat mig for - og fået det ud af det, som jeg gerne ville. Ig alligevel er jeg sådan lidt... øv-bøv-tung i hovedet og tudevorn.

Jeg har nærmest haft mobilen tapet til hovedet siden forrige mandag og det har gibbet lidt i mig hver gang, den har ringet. Navnlig i dag under lærermødet, hvor Gemalen, det søde væsen, nu bare ville spørge, hvornår han skulle hente mig fra skole?
Jeg tænker, det er derfor jeg er tudevorn.

At jeg havde håbet, det var noget andet og at jeg reelt er i Code Red - ALARM ALARM - konstant. At jeg havde håbet, det var DA og et hurra-opkald...

At jeg egentlig ikke er til stede i min krop eller i mit hoved.

Det er tortur, det her. Intet mindre.
Jeg kan nu forstå, hvordan sjæles lys kan slukkes af uvished, angst og handlingslammelse. Jeg mærker, hvordan en ellers rar dag bliver reduceret til øv og trist, fordi heller ikke den rummede afslutningen på dette ventebjerg. Det er helt tydeligt, hvordan jeg hænger hele dagens positive eller negative udkomme op på, om jeg har hørt nyt.

Jeg ved, at jeg også kommer igennem det her, at jeg finder en ukendt styrke, når vi får ungen, skal rejse og alt det der, men lige nu...- pyha, der er jeg godt nok noget flad, noget lille og meget, meget "u-stærk".

Det er intet nyt... - ikke den mindste rygte-prut. Den amerikanske rygtedronning melder om et "nærved og næsten-rygte", som er gennemtygget af Google Translate fra et debatforum, at... - vi ikke hører noget før midt i næste uge. Det kan jeg ikke bruge til en skid.
Det svarer nogenlunde til, at en general har hørt i en kaffebar fra Homer Simpson, at Taliban vil fremkomme med et forslag om våbenhvile i Helmand i det nye år...

En del af mig vil gerne blive rigtigt rigtigt vred, fordi deri findes en masse energi, en masse "Stop feeling so sorry for yourself, Flanagan!", men jeg er mest til sinds at tude.Så det gør jeg.
Jeg har ikke så meget vrede, at den kan brænde tårerne væk.

Enjoy The Silence

Oooooh, I think NOT!

Der har været og er minutter i dag og igår, hvor jeg har tåget rundt og ikke vidst, hvad jeg havde gang i og hvorfor.

Det her ventehalløj har aldrig været sjovt, men det har været rimeligt og udholdeligt, men nu?

I dag, i går?

Pyyyyyyyhhhhh, suuuuk. Vejret skal heelt ned i lungerne, før jeg får glæde af ilten.

Jeg vågnede i nat, tankerne rodede rundt. ikke om job, men om Kina, rejse, unge...- the works. Hverken hoved eller hale i noget af det.

Lige nu har jeg hovedpine og kvalme. Jeg har skovlet i hovedet hele dagen uden at have følt sult.

Min mave slår knuder.

Kæberne er spændt helt op i tindingerne.

Et skridt af gangen, en time af gangen. En hel dag rummer jeg ikke.

Ikke lige nu.

I guess

I got the "vente bluuuuuuuuees"...

Ske nu noget, for Fanden i Hans hedeste Helvede!

Nul rygter, nul sniksnak i krogene - nada, nothing, zilch, zip - ikke en eneste lille rygteprut er i atmosfæren. The silence is deafening!!!!

ARGH!
CCAA - kom nu, for fanden. Pretty, pretty please!!!!

Sneflokke kommer vrimlende

Kong Vinter har godt nok bidt sig fast.

Jeg kan faktisk ikke huske, at vi er påbegyndt december med så meget sne nogensinde, men skidt med det. Jeg kan godt lide sne, snevejr og gerne i store mængder.
Egentlig burde jeg sgu nok bare være blevet i Norge, men nuvel - så havde mit liv ikke formet sig, som det har nu.

Tankeleg; hvad var der sket, HVIS jeg var blevet?
Havde jeg været lærer? Hvordan havde den bedre halvdel set ud? Havde jeg rodet med de ting, jeg nu roder med nu? Eller bare nogle andre?

Siden mandag har jeg haft mobiltelefonen indenfor rækkevidde næsten konstant. Udmeldinger fra den amerikanske rygtedronning tyder på, at der burde komme nyt fra CCAA fra nu af...
Og jeg er bare lidt mærkelig tilmode, for jeg ved godt, havd jeg gerne vil, men jeg kan ikke sætte mig op til det - jeg kan ikke komme op i det helt vilde håbegear, og hvorfor ved jeg ikke. For så vidt er det vist ganske naturligt, fordi vi har taget den ene Dumle-flad efter den anden i denne venteproces, at vi ikke har lyst til at komme så højt op, at turen ned bliver så meget længere... - men vi burde vel for fanden turde nu?

Anyway; jeg har været og er glad for at være tilbage på skolen, for havde jeg gået herhjemme og nulret rundt, havde jeg travet riller i gulvet. Så havde det været totalt utåleligt.
Faktisk er mit job en velsignelse, fordi det netop indebærer, at jeg er 100% på - jeg kan ikke være fraværende i hovedet, og det gør, at jeg har stunder i min arbejdstid, hvor jeg faktisk glemmer, at vi skal adoptere og at vi stadig venter.

I denne uge har jeg måttet sige farvel til min arbejdsmakker. For satan, den sved. ØV!
Rationelt ved jeg udmærket godt, at jeg ikke kan beholde ham, fordi han var ansat på kontrakt, men for pokker da også. Den indsats, han leverede var guld værd. Hans væsen, humor og evne til at tackle selv den største knold, selv den største hystade... -jeg må beundre og tage hatten af. Det er ikke alle beskåret at kunne forklare og gøre den samme ting igen og igen og igen og... - hvor jeg så var flippet og brølet, at livet er for kort til idioter, der klukker han lidt, fyrer en tør kommentar af og henter sig så en kop skovbærte, inden han forklarer endnu engang for arveprins Nikolaj.
Den arbejdsplads, der ansætter ham, vinder i lotteriet.
Men det gjorde mig trist at måtte sige farvel, for ham havde jeg gerne arbejdet sammen med i mange år fremover.

Men, når Universet lukker en dør, åbner et vindue. Min nye kontraktansatte arbejdskraft er begyndt at folde sig ud, på sin egen stille facon, så håbet er lysegrønt.

I morgen skulle jeg havde været til København på den årlige juleshop-amok-tur med DreamTeam-M, men eftersom sneen ligger tykt over Sydhavsøerne og Valdemars gyldne gås er ved at få blåt frostnæb, skal vi ingen steder. Men ingen fredag uden plan B - fredags-chokolade-slagbænks-hygge med Borgfruen og Gammelfar, en sneboldkamp og en kælketur er forløbig på tegnebrættet. YAY! We like!

Jeg er til stede i mit hoved og min krop. Der sker ikke ret meget, men det er fint. Det er som det skal være - ingen fart på.

Verden skal bare krammes idag.
Jeg er glad. Stille og glad. Rolig og glad.

1. søndag i advent

Taget i betragtning, at jeg kunne have gravet mig selv ned under gulvet og haft navlepillende ondt mig selv hele weekenden, har den været så forfærdelig hyggelig - og den er ikke engang slut endnu.

Det mest tankevækkende er vist, at der ikke har været snerten af overspringshandling eller tvangs-syssel-sætting over det.

Fredag afsluttede jeg sessionerne med psykologen, der mente, at jeg var godt på vej i min proces og havde godt styr på mine redskaber. Jeg er i fin kontakt med alle de følelser, jeg ellers gerne vil pakke væk. Det er stadig svært at blotte mig i offentlighed, men det er en lang vej at lære dette med de år, jeg har brugt på netop at pakke alle følelserne væk.
Jeg skal stadig og dagligt minde mig selv om om at stoppe op, mærke og tænke - og SÅ handle, hvilket jeg stadig gør i en anden og knapt så hensigtsmæssig rækkefølge, men også det er en proces, jeg ikke bar kan ændre på et par måneder.
Fredag eftermiddag ringede optikeren og sagde, at de havde mine briller parat. Jeg har måttet erkende, at de fine, uindfattede briller jeg købte i foråret er for sarte til mit brug, så jeg har investeret den svimlende sum af 495,- i et par slavebriller... - som har siddet på mig siden fredag. Brunt acetatstel i Miss-Monnypenny-møder-nørd-stil, knapt så chunky som de fleste acetatstel, men væsentlig større end de briller, jeg har gået med de sidste 10 år. :-)
De er fede.... - we like.

Fredag aften åbnede vi for kogeskolen. Gemalen skulle lære at lave flæskesteg. Han har tidligere ytret ønske om at tage over i køkkenet i ny og næ, og det er da så fint!
Selv om mad er mit store afstressningsfelt, kunne det jo vel tænkes, at jeg for fremtiden måske synes, at det er så meget sjovere at lege med min unge end at røre i gryder...
Så, flæskesteg med sprød svær (nemlig ja!) brunede kartofler, skysauce og rå rødkålssalat - opskriften følger her, for det var dælme godt:

1 kvart rødkål, fintsnittet
2 gode æbler med smag og syre, i tern
2 gode appelsiner, i tern
1 håndfuld tørrede figner, i mundrette bidder.

Dressing af:
1 del gele - vi brugte husets hjemmekogte paradisæblegele
1 del grov dijon l'Ancienne
salt
citron.

Salatdele blandes og gerne kvases lidt med hænderne.
Dressing røres sammen og hældes over - det skal dække, men ikke sejle.
Lad trække i min. 30 min.

Lørdag tog VBA og jeg til Gissselfeldt og kikkede julemarked. Meget nydeligt, men for pokker da et østrogen-hav! Der var tonsvis af tuttenutte-rå blomsterting, julekniller-knaller og kunsthåndværk, der kostede spidsen af en jetjager og hvor meget af det var i kategorien "specielt for at være specielt". Fint at se, men ikke noget for mig. Jeg stak af med en stok frisk grønkål og en ny Rudolf til samlingen.
Det er meget muligt, han er lavet af gasset, flået kat og syet i Kina - jeg er kold. Jeg er ikke kattefan og forøvrigt var han nuser...

Rudolf-samlingen

Han er da kær!

Efter Gisselfeldt tog VBA mig med til en elev-opsætning af Mamma Mia. Hold da kæft, nogle talentfulde og dygtige unger. Jeg grinede og tudede og var helt med, trods falsk sang og lidt kiks med musikken. Alt sammen ligegyldigt, for ungerne havde ramt både nerve og humor.
Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Det er en fed fryd og fornøjelse at have hende i mit liv.
Thanksgiving var ganske vist i torsdags, men hende er jeg taknemmelig for, ikke bare om torsdagen...

I dag kommer Fru Moderen og Farmand og Lille-bissen. Den står på gåtur i snevejret, æbleskiver og aftensmad.
En dejlig weekend!

Kom jul - kom sne - kom gaver!
Kom mandag - kom matching - kom Kina!

Talknuser

I dag har vi stået på venteliste i nøjagtigt 4½ år.

4 år
6 måneder

54 måneder
216 uger
1512 dage
36288 timer

Jeg er lidt blank-lammet-kold-mystisk-agtig over det.

D. 16.februar 2011 udløber vores godkendelse. Så er den 5 år gammel.
Forinden brugte vi 7 måneder på at blive godkendt.
Forinden da brugte vi 4 måneder i behandlingssystemet.
Forinden da prøvede vi selv...

Til januar er det 9 år siden, vi begyndte på at bygge en familie...

De 9 år er ikke spildt, på ingen måde. Men der er fandeme gået alt for meget tid og energi på sorg, tårer, vrede, frustration, mindreværdsfølelser, angst, uretfærdighed... - og alt det andet, der æder sjæle.

Jeg mærker lige nu, at tude kan jeg ikke, men en følelse af lammele, ligegyldighed og desillusion er overhængende.
Jeg kan nok i virkeligheden ikke forholde mig til det.

I følge den amerikanske rygtedronning kan vi forvente at høre nyt fra omkring mandag i næste uge - for helvede, hvor jeg håber, at vi er med. At det sker noget nu, at det her ventehelvede er overstået....
Tanken om jul, familieknillerknaller, julegaver og hvad ved jeg er næsten ikke til at bære, hvis vi skal vente endnu en furhutlet lang lortemåned... - også selv om den hedder december.
Et eneste lyspunkt er sgu da, at jeg kan drukne mig i marcipan.

Tilbage bag katederet

Nu har jeg været tilbage i manegen igen... - og det var dejligt.

Min indre cirkushest lugtede savsmulden og var tilbage i vanlig stil, både i går og idag.
Vanlig stil, fordi jeg følte mig vanvittig godt tilpas sammen med ungerne og de gøremål, der er i skolen og i timerne og fordi jeg faldt ind i min rolle, ind i min undervisningsstil - og det var fedt at finde den side af sig selv igen.

Engelskholdet i går føltes som om jeg slet ikke havde været væk. Vi var tilbage i den gode gænge i løbet af 10 minutter, hvilket ville være normalt for en hvilken som helst tirsdag morgen.

Mit engelskhold i dag var en anden sag, for de unger har jeg i mange timer og de betyder meget for mig. Der er en hel klasse fuld af små og store kærlige banditter, der har humor, hjerte og masser af mod på livet - og der blev jeg lidt spændt, på den gode måde - at skulle være sammen med dem igen.
Så jeg sagde det til dem - at jeg havde glædet mig til at se dem allesammen igen, at deres søde hilsner og tegninger havde givet en masse styrke til at vende tilbage og - at jeg faktisk også var spændt på at være her igen.

Det var ikke det dummeste, jeg nogensinde har gjort, nok nærmere tværtimod. De så en voksen, en lærer-men også et menneske med følelser og hjerte, både for dem og for skolen.

Jeg havde de fedeste timer med de børn!
Pjat og pjank, grin og snak - koncentration og arbejde.

I morgen skal jeg afsted igen og jeg er nået dertil, at jeg glæder mig til at tage på arbejde. Det er larmende, der er knald på og meget - alt for meget at forholde sig til, men jeg tager det, jeg kan - og lader resten ligge.
Jeg gider godt stå op om morgenen og komme igang, se hvad dagen bringer og være glad igen.

Jeg er ganske klar over, at når jeg er på skolen, tænker jeg ikke på Kinababy og Kinabøvl. jeg tænker ikke på ventetid, sorg og frustration. Følelsen af uretfærdighed er forsvundet for en skøn stund, hvor jeg nyder at trække vejret og lave noget, jeg er god til.
Jeg må så trække mig tilbage, når jeg kommer hjem og kravle lidt ind i mig selv, men det er vel det, jeg burde have gjort for længe siden.
Lige nu føles det ikke så slemt, men... - på fredag har vi ventet nøjagtigt 4 ½ år.
Sindssygt...

Exit Grøn Drage

Den grønne drage er ved at forlade mig igen. Det holder og holdt hårdt at få den vappet ud, fordi den nærmest bare blev stærkere, jo mere jeg kæmpede for at slå den ned.

Først skulle jeg stoppe med at være så vred. Vred på verden og vred på mig selv, fordi jeg ikke kan forliges med at have følelser som misundelse og smålighed, men ikke desto mindre har dem...

Vreden er en stærk drivkraft for mig og en følelse, der altid er dukket op før sorg og angst. Jeg reagerer som oftest med vrede før noget andet... - det er som om vreden er så meget "nemmere" at håndtere. Den er grov, voldsom og rå. Den kræver ingen forklaring og den er eminent til at skabe en mur rundt om mig: SKRID!

Vreden er god til at skræmme folk væk.

Egentlig er det et Damokles-sværd: Vreden skal dække og beskytte mig, så den skræmmer væk - og omvendt vil jeg jo gerne have omsorg fra andre, når jeg har det sådan.

Dernæst skulle jeg erkende, at også jeg har brug får - og kan få omsorg.

Og omsorgen får jeg først, når jeg tør vise, at jeg har brug for den.

Jeg er ved at lære det, men det tager tid. Der er en del, der kan se igennem min vrede og lirke mig ud af den.

For den skader ikke blot mig selv, men også min relation til min omverden. Jeg kan ikke lide at have det sådan her, ikke fordi vreden og følelserne bag vreden er socialt uacceptable, men fordi det dybest set ikke er sådan, jeg er.

Tilsidst skal jeg huske, at følelser er følelser. De har helt deres eget liv og jeg kan kontrollere dem til en vis grad - resten er tilfældigheder. Jeg har ikke ansvaret for andres følelser og de har ikke ansvaret for mine. Jeg kan sige og gøre nogle ting, der kan pisse folk af og omvendt - det betyder bare ikke, at der er et ansvar. Følelser er spejle og når vreden, sorgen, misundelsen - men også lykken og glæden dukker op, er det et spejl af noget inden i mig.

Anyway; nu er jeg dampet af og kan komme lidt videre. 

Jeg har været på arbejde i dag - en hel lang dag.
Imorgen skal jeg undervise og det glæder jeg mig faktisk til.

På en søndag

- bliver der altid nogle timer, hvor vi kikke på hinanden. Snakker lidt, venter lidt og fantaserer lidt om, hvordan søndagene med Kinababyen kommer til at se ud...

Ventelisten ser sådan ud. Det har den gjort læææææææææææææææænge...

 

Sagsnummer	Godkendelse modtaget i DanAdopt	CCAA log-in dato	Gruppe nummer
9737	13-01-06	26-05-06
9805	18-01-06	26-05-06	1
9661	23-02-06	26-05-06	HER ER VI!!!!!!!
9756	24-04-06	10-07-06	2

4 år
5 måneder
25 dage

Hmmmm.....

Du er den store. Ergo må du også være den fornuftige.

Jeg vågnede meget tidligt i morges og tænkte over det her. At det var noget, der skulle skrives ned, intellektualiseres lidt over - falde lidt klart lys over.
Om det lykkes, skal jeg ikke kunne sige, men nu ser vi, hvad der sker.
Jeg er nok stadig på jagt efter form, men tanker har jo ikke altid form...

Jeg tænkte, hvorfor jeg har den misundelse. Hvorfor er den kommet og hvad har givet mig den? Har jeg selv opelsket den, givet den næring eller er det omstændigheder, der har gjort at den i situationer trives godt i mit selskab?

Ham den lille hippie fra Nazareth siger jo, at misundelse ikke er særlig misundelsesværdigt og det må jeg jo give ham ret i. Det handler vel i bund og grund om, at nogen har noget, man selv gerne vil have og at man ikke er stor nok til at sætte sig ud over det.
Det var den rationelle forklaring.
Men, hvorfor er det så, at misundelsen er så grim, for det er vel ikke grimt at ØNSKE sig noget, en anden har? Et ønske er jo  ikke et krav, en bestilling, noget der partout skal indfries?

Jo - det er vel der, sovsen skiller: At man netop ønsker sig noget - eller noget magen til - så brændende, at man ikke kan styre sine følelser og derved siger og gør ting, som er betragtes som socialt uacceptable?
At det ikke kan blive ved ønsket, men skal indfries...

Jeg får nogle billeder - oplevelser på den indre filmspole, som måske giver et praj om, hvorfor den er hos mig:

Jeg er 10-11 år og hele familien er til den store julebazar i Farmors Odd Fellow Loge. Det var sådan noget med enorme og fine rum, mange damer i pæne nederdele og nette skjortebluser, den dikrete perlekæde og pumps. Det årlige salg af deres produktioner af julepynt og pyntedims. Jeg husker broderier, hæklede julehjerter, små uldnisser... - alt, hvad hjertet kunne begære.
Der var et andespil. Det år vandt en eller anden en Barbiedukke og jeg troede, jeg skulle dø. Åhh, hvor var hun fin og hende fulgte jeg med øjnene, ned i Fru Moderens taske, hvor jeg længselsfuldt håbede, at hun blev min. Måske ikke nu, men så måske til jul. Hende kunne jeg godt tænke mig.
Den dukke var i min bevidsthed hele dagen, indtil vi skulle hjem.
I bilen ser jeg så, at Mindstebror sidder med en dukke, jeg ikke har set før. En ny dukke, hvis hår han allerede er igang med at nulre helt kruset, hvilket var hans kendetegn overfor samtlige dukker: Håret blev nulret i smadder...
Jeg undrer mig, frygter og får ondt i maven - hvor er Barbiedukken? - og jeg tager mod til mig og spørger. "Jamen, den har jeg da byttet til den dukke til din bror - du er da alt for gammel til at lege med dukker og han skulle have noget at lege med...  - sådan noget pjat. Nu må du holde op! Du er den store. Ergo må du også være den fornuftige...", var svaret.
Om ordene faldt sådan, kan jeg ikke huske, men det lød sådan i mine ører.
Maven blev til is, ansigtet stivnede og kulden bredte sig. Jeg stirrede ud af bilens vindue resten af vejen hjem og kæmpede for ikke at blive rasende, gal - eller tude. Jeg skulle ikke tude! Hvorfor skulle han have den dukke? Hun måtte da have set, hvor meget jeg ønskede mig den? Kunne hun ikke læse mit blik?
Den lille infame mide - han fik fandeme også det hele. Han måtte det hele og skideballerne kunne stå i kø, hvis man tog hævn over gnallingens med tiden mere og mere udspekulerede stunts. Da jeg endelig FIK en Barbiedukke i fødselsdagsgave, overmalede krapylet den med autolak og jeg var tæt på at slå ham ihjel, men svaret? "Jeg kunne lade være med at lade døren til mit værelse stå åben/lade mine ting flyde på gulvet....- jeg legede jo heller ikke med den mere. Jeg var den store. Ergo måtte jeg også være den fornuftige..." Noget i den stil.

Jeg er ret sikker på, at jeg den nat tudede mig i søvn og nedkaldte hede forbandelser over den lillebror, hvis behov overgik mine egne og som var eminent til at tilkalde sig specielt Fru Moderens opmærksomhed.
Men jeg skulle ikke nyde noget af at lave larm og tude, for så havde jeg med 120 % garanti mødt dødsreplikken: "Det er dig, der er den store. Ergo er det også dig, der må være den fornuftige."

En del børnefamilier i omgangskredsen har hørt mig rasle med Allahs hellige Fatwa-sværd, hvis de nogensinde bruger den replik overfor de ældste søskende... - for selvom man er ældst, er man ikke stor.

Rationelt har og havde de da nok ret, mine forældre. Han havde behov større end mine, men jeg følte, det var på  bekostning af mig, af mine følelser. Hvad jeg ønskede var ikke så vigtigt som hans ønsker og behov...

Lad være med at være til besvær, klar dig selv, lad være med at ønske noget, for du får det ikke. Lad være med at knytte dig til noget, for du får måske ikke lov til at beholde det - og hvis du gør, får du det ikke for dig selv.
Der er ALDRIG nogen, der har sagt til mig, at jeg skulle opføre mig sådan, men det var det, jeg tog med mig indtil jeg som teenager eksploderede, men mere om det en anden dag.

Der kommer jord.

Jeg måtte have min arbejdshjelm på i dag, for der kom jord.

For år tilbage havde skolen besøg af en Lars Mogensen, der med karatefilosofi og stand-up-stil fik høvlet nogle sandheder ind i lærerstaben. En af hans ting, der hang fast, var: "Der kommer jord!"
Når man følte sig overdynget af L-O-R-T, fik et møgfald eller mødte modstand -et eller andet - så skulle man forestille sig, at man tog en sikkerhedshjelm på og sige: "Der kom nok jord!" og så børste støvet af sig. Øvelsen gik i al sin såre enkelhed ud på, at man ikke lod tingene gå ind.

I dag kom der jord. Ikke udefra, men indefra.
Jorden beviste på grusomste vis, at jeg slet slet ikke er færdig med mit skrammel og at jeg med lynets hast var på vej ud i verden med mine gamle mønstre.

En kollega kom forbi med sin nyfødte bebs. Klokken var lidt i ringetid, jeg havde set det ud af øjenkrogen OG straks tænkt, at jeg stak en anden vej, så jeg slap for konfrontationen, for jeg følte mig overhovedet ikke stærk nok til at skulle dikke-dikke, beundre - bare ordet tillykke bed i halsen. Jeg skal lige love for at min gamle grønne misundelsesdrage var kommet ud af mølposen.
Men, jeg kunne ikke helt kravle udenom og måtte tage konfrontationen. Jeg gjorde det kort og nøgernt, men jeg kunne godt mærke, at den sved. Det gjorde sgu ondt.
Jeg er udmærket klar over, at kommentarerne om at "nu skal du også snart ha' sådan en lille en!" er velmente, omsorgsfulde og kærligt mente - jeg hører dem bare ikke sådan. Jeg hører medlidenhed og den værste sorte side af mig hører hån og spot. Det er så langt ud i hampen, men det er de følelser, der dukker op og jeg reagerer ved at være knap i mine ord, kold i stemmen og kroppen og ikke mindst; få travlt. Jeg får uro i kroppen - jeg begynder at skynde mig, ikke blot for at komme væk fra selve situationen, men for nok i virkeligheden at komme væk fra de følelser, jeg har OG komme væk fra mig selv. De gør simpelthen for ondt.
Jeg er slet ikke klar til at være sårbar for åben skærm endnu.

Og, jeg skal lige slå nogle ting fast for mig selv:
Nej, jeg vil fandeme ikke ha' hendes yngel eller være gravid eller noget i den stil - jeg bliver misundelig, fordi hendes ventetid har været afmålt og nu afsluttet. Hun slap for den lede, lede uvished... - bevares, hun er ikke sluppet for angsten, men hun slap sgu for at trække pinen ud i flere år. Hun har noget, jeg gerne vil have - closure.
Hun vidste, der kom noget levende ud til slut og at der var en endelig afslutningsdato!
Ja, ja, ja - 1289456385 ting kan gå galt under en fødsel og nej, ingen kan være sikre på noget levende til slut, men hvis og hvis min rumpet er spids.

Så nu skal jeg lige sunde mig og lande igen. Jeg var godt på vej ud af den vej, jeg absolut ikke skal, men Gemalen fik hevet mig hjem igen. Jeg er ret sikker på, at han er meget uforstående overfor min oplevelse af hån og ynk fremfor kærlig omsorg, fordi han opfatter det som om jeg skubber de folk væk, som vil mig det godt.
Måske - jeg synes jo bare ikke, det føles godt. Jeg mærker det jo ikke som omsorg og så er det vel naturligt at skubbe det fra sig?

Fuck, hvor føler jeg mig ussel, nedrig og uværdig, når jeg har det sådan her. Jeg ved godt, at alt godt kommer til den, der venter - at vi skal vente, for ellers bliver det ikke netop vores barn, der kommer - at misundelse er en grim ting, at jeg er smålig, grov og lige nøjagtig så barnlig og lille, som jeg føler mig.
Det er den samme gamle følelse, der dukker op, som dengang Fru Moderen tog min søde kusine i forsvar og sagde, at hun faktisk var skidebange for at føde sin første, fordi jeg i sorg og raseri over endnu et mislykket forsøg rasede over, hvorfor hun kunne og ikke jeg. At jeg nok egentlig ønsker mig lige nu, at der er en, der stryger mig over håret og siger, at det fandeme er okay at have det sådan her og at de godt kn forstå mig, istedet for at forsvare alle andre.
Jeg ønsker mig at få lov til at sure, mule og tude af raseri - svine hele verden til og få ros for det, istedet for at møde forklaringer og hovedrysten over min reaktion.

<<<<<<<<<<<årh, giv mig en spand at brække mig i!!!!!!!

Fordi man er til dims...

- og fordi det snart er jul og så skal man ha' sig et par juleøreringe.

Fundet hos Fat Cat Stuff på foranledning af to af mine tøsebørn fra 5. kl, der ved at deres lærer er lige så vild med plasticdimsede sager som dem selv:

Og så et par til ikke-jul:

www.fatcatstuff.dk

Første arbejdsdag

Hmmm.
Den så jo kort ud på papiret og så ikke helt alligevel:
2 lektioner på skolebiblioteket, efterfulgt af 1 lektion IT-tilsyn og 1 lektion PUC adm (papirarbejde på skolebib, der på fancy dansk hedder Pædagogisk Udviklings Center:-))
Så altså fra 10.00 til 13.30.

Jeg var på skolen kl. 8. Det var helt dejligt at sidde der i morgenmylderet, sige hej og mærke den myre-summen, der var omkring mig - og jeg var noget ambivalent, da klokken ringede, for den ene side af mig ville gerne med ud i klasserne, ud til ungerne, mens den anden egentlig også synes, det var rart, da roen sænkede sig og jeg kunne gå i gang med at tømme mit skab for papirer, læse op på diverse informationer og få forberedt mig lidt.

2 lektioner på biblioteket forsvandt som dug for solen. Læse mails og komme up to date med IT, være hjælpende hånd til undervisning af skolens SFO/Klub-pædagoger i Open Office samt få planlagt nyindkøb til skolebiblioteket. Der var jeg lidt blæst, da jeg sad i bilen, for de efterfølgende timer havde jeg konverteret til "Indkøb", så mig afsted ud og handle.

Jeg skulle virkelig holde fast i min seddel, for ellers havde jeg glemt, hvad jeg skulle. Tungen lige i munden.

Det var ikke væmmeligt, bare meget koncentreret.

Og jeg var flad, da Gemalen skulle hentes fra job. Kogte på fifaneseren.

I dag har jeg igen 2 lektioner på biblioteket og der vil jeg hjem, når jeg er færdig, så jeg kan arbejde på ikke at blive helt så flad som i går.

Min skole er et dejligt og trygt sted. Der flyver krammere og gode varme godmorgener gennem luften. Det er trygt at vende tilbage og det giver mod på at give det en skalle, arbejde de 10 ekstra % for at få det til at virke. Det er som om den varme gør det nemmere at starte, gør det nemmere at komme tilbage. Alle er flade efter et halvt skoleår med fuld skrald på, mange syge, nye arbejdsrutiner, nye børn, nye mødeplaner - men alligevel fornemmer jeg, at der er plads og overskud til at tage imod en fortabt, der vender tilbage til folden.
Jeg er da godt klar over, at jeg ikke ryger ind i 20 store bjørneknus fra morgenstunden om en uge, men dem har jeg i hjertet og bærer med mig.
Ungerne hopper som glade gummibolde, når jeg siger: "I næste uge!" på det sædvanlige spørgsmål: "Ihhh, hvornår kommer du igen? Vi savner dig?!"
Hverken de eller jeg er i tvivl om, at de har haft nogle dejlige uger sammen med VBA og at de kommer til at savne hende, fordi hendes varme grin, gode jokes og store menneskelighed smitter af på børn - det smitter af på dem, der omgås hende.

Så,nu vil jeg lave en ny skemabog til mig selv og komme ud i verden.

Søndag aften før første arbejdsdag

Hvor er vi?

Hmm.
Weekenden begyndte helt ude i det sønderjyske kagebord med Sarah Bernhardtkager kl 11 om formiddagen sammen med Borgfruen og en god ven.
Han er blevet til Gammelfar... - til en dejlig dreng, som jeg fik lov til at møde senere samme dag.
Jeg har altid vist, at trods sit lidt firkantede væsen har han runde hjørner og bløde pletter i sjælen og han er et menneske, jeg sætter umådelig stor pris på at have i mit liv.
Hans nyværende status som kæreste og mand og ikke mindst mandligt islæt i forhold til drengen, var et nyt billede og en ny facet, som klæder ham - det er helt forrygende at se et menneske udfolde nye sider af sig selv. Som en sommerfugl, der bryder med sin puppe og lader sig sejle på himlen..

Anyway; som dagen skred, kom Gemalen hjem, VBA kom forbi efter skole og en improviseret frokost kom på bordet. Huset flød med snak, grin og her var varmt, rart og helt trygt.

Jeg har nogle fantastiske mennesker i mit liv. Mænd og kvinder med hjerter og hjerner, der bidrager til min horisont, sparker mig ud i noget nyt, har min ryg når det er noget knold og som bare gør livet så meget federe, større, kulørt og sjovt.
De kan grine, så bukserne revner - æde kager uden at hæve et øjenbryn.
I deres selskab er rummet frit for fordomme, bezzerwisser-attitude... - bare trygt og varmt.
Det er der, man får et kram, når det trænges og et klask, når røven er i passende højde.

I går er det 5 år siden, Gemalens far forlod denne klode. Og dog. Han er jo ikke helt væk. Jeg har set og talt med ham, efter han rejste og jeg har en klar oplevelse af, at han er her endnu. Han er en af skyggerne herhjemme. I begyndelsen skræmte han mig fra vid og sans, når jeg så ham i vinduet, men vi har fundet en stil, hvor vi begge kan være her. På hver vores plan.
Der er en bestemt sang i rummet, når han er her.
Måske derfor har jeg heller ikke det store behov for at se hans sten på kirkegården. Han er der jo ikke. Det er blot en sten med et navn på.
Gemalen har det på samme vis. "Jeg går indad, når jeg skal tale med ham. Og mindes.", siger han.
Ikke desto mindre havde vi sat hinanden stævne på kirkegården i går - og bagefter til en forsinket Mortensand.
Det var nu rart og fint.

I morgen er det så skole igen efter min egen plan, min drejebog.

Der er ro i hovedet, men kroppen er helt elektrisk.
Håret falder stadig af, jeg har eksem i hovedbunden - det ligner sgu nærmest arp og det bløder, når jeg får redt mig med børsten. Jeg har fået den skide visdomstand.
Maven slår knuder og skiftes mellem at forlange mad i nærmest perverse mængder, for blot at give mig madlede, mavekneb, strålemås og kvalme.
Min nældefeber slår ud, bare jeg tosser rundt i 10 minutter foran Kinect'en, vores nye legetøj...

Jeg tror ikke, det er stress. Det er ren alarmberedskab. Ikke over arbejde, skoleunger eller noget i den stil. Det er ikke krav eller nervøsitet.
Det er vist min form for veer.

4 år
5 måneder
18 dage.

Et nyt badeværelse

Tømreren kommer på onsdag og jeg så noget lignende i en biks i byen - og Gemalen er med på den, så jeg tror sgu, at jeg skal på jagt efter sådan en lille sag her:

En mexikansk håndvask med fisk på.
Den er da topsej, og jeg tror ikke, jeg ville blive træt af at kikke på den med de farver og figurer.

Lige nu er jeg ikke nået til andet end hvide fliser alá gammel svømmehal og glasmosaik, men det kommer.

En lækker pakke jule-dims

Hi hi.
Hvert år proklamerer jeg, at jeg dælme ikke skal have mere juledims. Da Farmor døde og vi tømte hendes hus, fik jeg meget af julepynten med mig, deriblandt de gamle glaskugler.
Farmors samling af julepynt udvidede min samling betragteligt, så der er 6 store kasser på loftet og med vores 110 kvm. er der måske plads til at have 20% fremme uden at huset ligner Gertrud Sands hjem!

Anyway - jeg ku' da ikke dy mig og pakken kom igår fra Vintage Kompagniet, som har de skønneste juledimser.
Gemalen har overgivet sig og har ikke engang skabt sig de år, hvor jeg er gået all-in i amerikansk extravaganza med glimmer, guld, blinkende lamper og hele svineriet. Han ved jo, at jeg er træt af det den 28. og flår hele skidtet ned.

I år er noget mere afdæmpet. Mit nye behov for hvidt, ro og rene linjer har vist sat sit præg, men en enkelt lille glimmer-ugle skal der sgu være plads til.

Lidt at kikke på:

Fugleburet fandt jeg ude hos min skønne kusine, der rydder op og sælger ud af alle sine sager. Jeg var lidt forelsket, men nu er jeg topforelsket, navnlig i husets små fjerede beboere.

Lidt til træet.
Kubus-stagen, der flyttede ind i sommer
som det første indkøb til husets nye førstesal skal lege adventsstage i år,
for den er så rå i sit udtryk.

"Der må jeg sgu gi' mig,"sa' Gemalen. "Det er GOD juledims!"

Så, lidt nyt er flyttet ind.
Nu skal jeg sgu ha' fart på. Om mindre end en time kommer der folk til fredags-skvadder, kaffe og jeg skal lappe tøj for Borgfruen, der er så meget fyr og flamme, at hun sætter ild til sit tøj!

Lettere perverst julehumør

Jeg var til tandlæge i mandags. Nul huller, men en visdomstand er poppet frem.

En visdomstand!

Egentlig synes jeg, det er urkomisk, at nu -midt i stress, pres, venteveer, frustration og hvad har vi - skal jeg  få en visdomstand.

Hvad er det lige, Universet vil fortælle mig?

Nå, men jeg har en sød tandlæge. Han hedder Lars og burde nok lave noget andet end at være tandlæge, for alt på ham virker stort og så at rode med noget så småt som bisser?

Anyway - han er sød og hos ham er jeg ikke bange for at smide mig i stolen og få ordnet gebisset. Der er nok noget trygt ved ham og hans væsen. Han griner, joker og fjerner nok i virkeligheden min opmærksomhed. Very sleek... - hvis han er sådan overfor tøsebørn i byen en lørdag aften, så skal man sgu passe på, tror jeg. :-D

I mandags var han i et - i følge ham selv - lettere "perverst julehumør" og nynnede "Let it Snow", mens han arbejdede og småsludrede. Det var top-hyggeligt at få ordnet tænder af en jule-havenisse!

I dag er jeg sådan lidt bum-bum-agtig. Det er ikke nemt at tage sig sammen til at få ordnet den liste af kedelige to-do's, jeg skrev i morges: Vasketøj, strygetøj, støvsugning etc., men så kom jeg i tanke om min "Christmas with Dino"-skive og det er bare som om, verden er lidt mere lækker, lidt mere glansbilledagtig, lidt mere lykkelig, når Dean Martin crooner om sne, kys og hjerter, der banker i takt...

Min indre superdame synes, jeg er en blødsøden romantiker, der stadig tror på nisser og kærlighed og det gode i mennesket... - i dag har jeg bedt hende holde kæft, for det er så DAAAAARJLIGT at være en lyserød romantiker.

Jeg tyvstarter på job om et par timer. Det er fint, for jeg kan mærke, at jeg bruger alt for meget energi på at prøve at skubbe tiden og få den til at gå hurtigere - på at få november overstået. Jeg tygger for meget drøv i hjernen - bruger min tankevirksomhed på en masse, jeg ikke kan bruge til noget alligevel, og - som jeg skal bruge energi på at få verfet ud af hovedet, netop fordi jeg er bevidst om, at jeg ikke kan bruge det til noget.

Mine hensigtserklæringer fungerer, som jeg havde tænkt mig, men der er en bivirkning, jeg ikke havde forudset: Punkt #2 - jeg giver kun, hvad jeg spejler.
Jeg har lagt mærke til, at når jeg ikke investerer i folk - på forventet efterbevillling, om man så må sige - så bliver relationen lidt tam. Der mangler noget og jeg sidder med en oplevelse af, at så er relationen unødvendig/ uinteressant/kedelig... - som om min manglende investering skaber en form for ligegyldighed. Jeg opfatter nok mig selv som lidt glat - lidt uinteressant og DET gider jeg sgu ikke!
Jeg skal lige lure på det og se, om noget skal justeres.

4 år
5 måneder
16 dage.

as long as you love me so...
Let it snow, let it snow
let it snow.

Hele og halve liv

Tak for kommentarer. Det er dejligt at møde opbakning, og- de fik mig til at tænke.

Egentlig tror jeg ikke, at min lørdagsrejse ned med elevatoren var relateret så meget til den forestående fødselsdag, for jeg har mærket og mærket og kan ikke finde en årsag... - andet end jeg var flad og som psykdamen siger: Når jeg har paraderne nede, popper følelserne igennem og jeg føler mig endnu mere sårbar.
Jeg havde nok bare ikke brug for at være sårbar i  et større forum.

Anyway; jeg tænker lidt over det koncept at føle sig halv, andenrangs, sådan lidt sat udenfor børnefamiliernes selskab.
Jeg er så udmærket klar over, at de følelser foregår indeni mig, indeni os - indeni den gruppe af mennesker, der ikke har børn. At det er en måde, vi opfatter os selv på.
Det har vist ikke så meget med omverdenens syn på os - familiens syn på os. Vennernes syn på os.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan familien og vennerne har set på os, men jeg kunne forestille mig, at der nok har været og er lidt medlidenhed, lidt spænding, lidt sorg og lidt frustration på vores vegne - men for nogles vedkommende nok også en snert af uforståenhed, fordi de ikke kan forstå den situation, vi står i.
De kan forholde sig til, hvad de selv ville gøre, hvis de stod uden børn - hvad de ville anvende al den voksentid til, der ikke stod job på - men ikke ventetidsaspektet.

Men det er blot noget, jeg tror. Jeg har ikke været i bærret på dem og kikke efter.

Det syn, vi så har på os selv, er et ganske andet. Ventetid er en ting - i begyndelsen kan man sysselsætte sig selv, laver et par langsigtede planer og lever fint med det. Der er lagt en deadline et stykke ude i fremtiden og "Hvad skal vi så finde på imens?", tænker man.
Det er nu ikke så skidt.
Det er nok først ved konfrontationerne, at man så mærker effekten af stadig at være et par, der endnu ikke er opgraderet til familie: Barnedåbe, børnefødselsdage, barselsbesøg, familiefester med tonsvis af unger....

I begyndelsen kikker man længselsfuldt på ungen, klemmer gemalens arm og hvisker: "Ti hi, om x antal måneder er det os!".
Efter et par gange er frasen og håbet så slidt, at længslen er vendt til frustation, sorg og angst, fordi nok står vi på den liste og ja, vi skal nok få barn, men hvornår? Hvor mange gange skal vi igennem det smertehelvede at blive konfronteret med det, vi ikke har?

Det er en følelse af at være halv. At mangle noget. At føle sig udenfor.

Og nu er det så, at jeg står med et paradoks - en meget ambivalent følelse.
For; hvorfor tiltænker jeg et lille væsen så stor en kraft, at det kan hele mig?
Hvorfor PÅLÆGGER jeg et barn de evner?

Jeg tænker; jeg henter en unge fra den anden ende af verden for at føle mig hel - i samme sekund, jeg tager den unge for at hele mig selv, halverer jeg ungen, idet jeg løsriver barnet fra alt kendt - sprog, dufte, kultur, erindring?

I samme ombæring tænker jeg så også, at der i mødet mellem det forældreløse barn og de barnløse forældre sker en heling - at vi trods alt også gør noget godt for hinanden, at barnet møder omsorg, tryghed, kærlighed - og at forældrene opgraderes til det famlieliv, som de har ønsket i mange år, men som også forventes af omverdenen.
Lige præcis - man skal ikke komme og fortælle mig, at der ikke stadig ses lidt ned på de par, der vælger at leve uden børn. At de opfattes som mærkelige, egoistiske?
Men, er det ikke også topmålet af egoisme at vriste et barn fra dets hjemland bare for at vi kan blive en familie?
Og så kommer der lige et twist mere:
For - jeg synes jo, det er helt hen i vejret at tro, at ungen skal hele os voksne - at vi opnår et bedre liv på grund af et barn. Skal et lille barn bære det? Bære det ansvar?
Handler det ikke om, at vi voksne skal bære barnet og ikke omvendt?
Burde vi ikke være i stand til at skabe det liv, vi ønsker uden at skulle involvere et lille væsen?

Hvis det barn skal komme her, være en del af dette hjem, skal det så ikke i en eller anden karmisk forstand - komme af sig selv? Komme for sig egen skyld? Være her i kraft af sig selv?

Med alt dette en mente kikker jeg lidt på det liv, vi har her, Gemalen og jeg.
Har vi et godt liv?
Ja.
Har vi på mange områder det, som vi godt kunne tænke os?
Ja.

Hvorfor skal der så et barn til?
Hvad skal det barn bidrage med?
Skal det bidrage eller vil der ske en eller anden mærkværdig karmisk forbindelse mellem det barn og os, som ikke kan forklares eller teoretiseres over?
Står vi i analysens grusomt klare lys i virkeligheden overfor noget, der kun kan omfattes af kærlighed? At lysten og evnen til at møde et lille væsen - at omfatte det med tillid, tro, respekt, omsorg, tryghed, kærlighed, fordi vi har det til overflod?

Kom med et par bud.

Den lille malkeko

Jeg er den lille malkeko
jeg skal bare stå og glo...

Ja, ja - eet skridt frem og to tilbage.
Sådan er det idag.

Vi skulle have været til børnefødselsdag i dag, men nix, det skulle vi så ikke alligevel.
Jeg er sart, bevares, men Gemalen er også tyndslidt.

Til trods for, at vi nu er så tæt på målet som nogensinde, er energidepoterne mindre og mindre. Man skulle jo tro, at netop slutspurten - synet af målstregen - kunne give vinger og uanede kræfter, men sådan er det ikke. Ikke her, i hvert fald.
Sjælen, håbet - det hele er tyndslidt og der hænges i med det yderste af neglene.

Jeg kan levende forestille mig, at der er folk omkring mig, som må ryste på hovedet og tænke: "Op på hesten! I er så nær ved! I skal bare lige have november overstået - det er skide 24 dage! Kom igen!"
Det må de sgu gerne, for jeg gider ikke engang PRØVE på at overbevise dem om, at nu er jeg flad. Nu er vi flade.
Vi gider ikke mere. Gider ikke flere energiske pep-talks, klappen på skulderen og fjernen-fokus.
Ikke mere.

Ikke fordi det er særlig sundt, givende eller konstruktivt at kravle ned i sin Kinaboble og have ondt af sig selv og forbande tiden langt væk, men det er egentlig ikke noget, vi har dyrket ret meget - og måske burde vi have gjort det for ikke blot at overleve, men også leve.
Så i dag er jeg til min sofakrog og min pyjamas. Jeg er ikke til pænt brug.
Lille, trist, sårbar og temmelig rend-mig-i-røven-agtig.

Jeg er inderligt ligeglad med velmenende råd, sportsmetaforer om den lange bane, målstreg og fokus, totalt og aldeles kold, klam og WC-agtig om, hvad folk måtte mene om os. Jeg gider ikke høre på flere "Nyd jeres voksenliv, mens I har det - det bliver aldrig det samme!"
ARGH! &%(/¤%#!!!!

Klap i! Skrid! F*** af!

På et tidspunkt tænkte jeg, at hvis dette bjerg af ventetid var den eneste prøvelse, vi ville stå overfor i vores liv, så var vi sluppet nådigt, men jeg har svært ved at se ud over det i dag, svært ved at tro, at nok når vi toppen, men i hvilken tilstand? Er vi overhovedet stærke til at varetage sådan en lille nus eller vil den første lange periode være præget af endnu en omgang overlevelse? Endnu en omgang væren stærk, fordi vi ikke kan andet?

Jeg er træt af forhindringer, ventetid, tålmodighed, overspringshandlinger, sysselsætning og alt det andet gejl, jeg fylder min tid med.
Jeg vil have min mand i hans velfortjente Far-rolle, min unge, jeg vil være glad igen, lykkelig og færdig med angst, uro og følen sig sådan lidt ynk-ynk-Grethe-Sønck-klynk i en spændende kombi med følelsen af at være andenrangs.
Ja. Det sidder inden i mig og sådan tænker folk ikke om mig.
Jeg vil sk*** på, hvad de tænker om mig, for sådan tænker jeg om mig lige nu og det er fandeme ikke sjovt.

4 år
5 måneder
10 dage

FFFFFFÅÅÅÅÅÅÅÅÅRRRRRRKKKKKKK!!!!!!!!!