Du er den store. Ergo må du også være den fornuftige.

Jeg vågnede meget tidligt i morges og tænkte over det her. At det var noget, der skulle skrives ned, intellektualiseres lidt over - falde lidt klart lys over.
Om det lykkes, skal jeg ikke kunne sige, men nu ser vi, hvad der sker.
Jeg er nok stadig på jagt efter form, men tanker har jo ikke altid form...

Jeg tænkte, hvorfor jeg har den misundelse. Hvorfor er den kommet og hvad har givet mig den? Har jeg selv opelsket den, givet den næring eller er det omstændigheder, der har gjort at den i situationer trives godt i mit selskab?

Ham den lille hippie fra Nazareth siger jo, at misundelse ikke er særlig misundelsesværdigt og det må jeg jo give ham ret i. Det handler vel i bund og grund om, at nogen har noget, man selv gerne vil have og at man ikke er stor nok til at sætte sig ud over det.
Det var den rationelle forklaring.
Men, hvorfor er det så, at misundelsen er så grim, for det er vel ikke grimt at ØNSKE sig noget, en anden har? Et ønske er jo  ikke et krav, en bestilling, noget der partout skal indfries?

Jo - det er vel der, sovsen skiller: At man netop ønsker sig noget - eller noget magen til - så brændende, at man ikke kan styre sine følelser og derved siger og gør ting, som er betragtes som socialt uacceptable?
At det ikke kan blive ved ønsket, men skal indfries...

Jeg får nogle billeder - oplevelser på den indre filmspole, som måske giver et praj om, hvorfor den er hos mig:

Jeg er 10-11 år og hele familien er til den store julebazar i Farmors Odd Fellow Loge. Det var sådan noget med enorme og fine rum, mange damer i pæne nederdele og nette skjortebluser, den dikrete perlekæde og pumps. Det årlige salg af deres produktioner af julepynt og pyntedims. Jeg husker broderier, hæklede julehjerter, små uldnisser... - alt, hvad hjertet kunne begære.
Der var et andespil. Det år vandt en eller anden en Barbiedukke og jeg troede, jeg skulle dø. Åhh, hvor var hun fin og hende fulgte jeg med øjnene, ned i Fru Moderens taske, hvor jeg længselsfuldt håbede, at hun blev min. Måske ikke nu, men så måske til jul. Hende kunne jeg godt tænke mig.
Den dukke var i min bevidsthed hele dagen, indtil vi skulle hjem.
I bilen ser jeg så, at Mindstebror sidder med en dukke, jeg ikke har set før. En ny dukke, hvis hår han allerede er igang med at nulre helt kruset, hvilket var hans kendetegn overfor samtlige dukker: Håret blev nulret i smadder...
Jeg undrer mig, frygter og får ondt i maven - hvor er Barbiedukken? - og jeg tager mod til mig og spørger. "Jamen, den har jeg da byttet til den dukke til din bror - du er da alt for gammel til at lege med dukker og han skulle have noget at lege med...  - sådan noget pjat. Nu må du holde op! Du er den store. Ergo må du også være den fornuftige...", var svaret.
Om ordene faldt sådan, kan jeg ikke huske, men det lød sådan i mine ører.
Maven blev til is, ansigtet stivnede og kulden bredte sig. Jeg stirrede ud af bilens vindue resten af vejen hjem og kæmpede for ikke at blive rasende, gal - eller tude. Jeg skulle ikke tude! Hvorfor skulle han have den dukke? Hun måtte da have set, hvor meget jeg ønskede mig den? Kunne hun ikke læse mit blik?
Den lille infame mide - han fik fandeme også det hele. Han måtte det hele og skideballerne kunne stå i kø, hvis man tog hævn over gnallingens med tiden mere og mere udspekulerede stunts. Da jeg endelig FIK en Barbiedukke i fødselsdagsgave, overmalede krapylet den med autolak og jeg var tæt på at slå ham ihjel, men svaret? "Jeg kunne lade være med at lade døren til mit værelse stå åben/lade mine ting flyde på gulvet....- jeg legede jo heller ikke med den mere. Jeg var den store. Ergo måtte jeg også være den fornuftige..." Noget i den stil.

Jeg er ret sikker på, at jeg den nat tudede mig i søvn og nedkaldte hede forbandelser over den lillebror, hvis behov overgik mine egne og som var eminent til at tilkalde sig specielt Fru Moderens opmærksomhed.
Men jeg skulle ikke nyde noget af at lave larm og tude, for så havde jeg med 120 % garanti mødt dødsreplikken: "Det er dig, der er den store. Ergo er det også dig, der må være den fornuftige."

En del børnefamilier i omgangskredsen har hørt mig rasle med Allahs hellige Fatwa-sværd, hvis de nogensinde bruger den replik overfor de ældste søskende... - for selvom man er ældst, er man ikke stor.

Rationelt har og havde de da nok ret, mine forældre. Han havde behov større end mine, men jeg følte, det var på  bekostning af mig, af mine følelser. Hvad jeg ønskede var ikke så vigtigt som hans ønsker og behov...

Lad være med at være til besvær, klar dig selv, lad være med at ønske noget, for du får det ikke. Lad være med at knytte dig til noget, for du får måske ikke lov til at beholde det - og hvis du gør, får du det ikke for dig selv.
Der er ALDRIG nogen, der har sagt til mig, at jeg skulle opføre mig sådan, men det var det, jeg tog med mig indtil jeg som teenager eksploderede, men mere om det en anden dag.