Hvor er vi?
Hmm.
Weekenden begyndte helt ude i det sønderjyske kagebord med Sarah Bernhardtkager kl 11 om formiddagen sammen med Borgfruen og en god ven.
Han er blevet til Gammelfar... - til en dejlig dreng, som jeg fik lov til at møde senere samme dag.
Jeg har altid vist, at trods sit lidt firkantede væsen har han runde hjørner og bløde pletter i sjælen og han er et menneske, jeg sætter umådelig stor pris på at have i mit liv.
Hans nyværende status som kæreste og mand og ikke mindst mandligt islæt i forhold til drengen, var et nyt billede og en ny facet, som klæder ham - det er helt forrygende at se et menneske udfolde nye sider af sig selv. Som en sommerfugl, der bryder med sin puppe og lader sig sejle på himlen..
Anyway; som dagen skred, kom Gemalen hjem, VBA kom forbi efter skole og en improviseret frokost kom på bordet. Huset flød med snak, grin og her var varmt, rart og helt trygt.
Jeg har nogle fantastiske mennesker i mit liv. Mænd og kvinder med hjerter og hjerner, der bidrager til min horisont, sparker mig ud i noget nyt, har min ryg når det er noget knold og som bare gør livet så meget federe, større, kulørt og sjovt.
De kan grine, så bukserne revner - æde kager uden at hæve et øjenbryn.
I deres selskab er rummet frit for fordomme, bezzerwisser-attitude... - bare trygt og varmt.
Det er der, man får et kram, når det trænges og et klask, når røven er i passende højde.
I går er det 5 år siden, Gemalens far forlod denne klode. Og dog. Han er jo ikke helt væk. Jeg har set og talt med ham, efter han rejste og jeg har en klar oplevelse af, at han er her endnu. Han er en af skyggerne herhjemme. I begyndelsen skræmte han mig fra vid og sans, når jeg så ham i vinduet, men vi har fundet en stil, hvor vi begge kan være her. På hver vores plan.
Der er en bestemt sang i rummet, når han er her.
Måske derfor har jeg heller ikke det store behov for at se hans sten på kirkegården. Han er der jo ikke. Det er blot en sten med et navn på.
Gemalen har det på samme vis. "Jeg går indad, når jeg skal tale med ham. Og mindes.", siger han.
Ikke desto mindre havde vi sat hinanden stævne på kirkegården i går - og bagefter til en forsinket Mortensand.
Det var nu rart og fint.
I morgen er det så skole igen efter min egen plan, min drejebog.
Der er ro i hovedet, men kroppen er helt elektrisk.
Håret falder stadig af, jeg har eksem i hovedbunden - det ligner sgu nærmest arp og det bløder, når jeg får redt mig med børsten. Jeg har fået den skide visdomstand.
Maven slår knuder og skiftes mellem at forlange mad i nærmest perverse mængder, for blot at give mig madlede, mavekneb, strålemås og kvalme.
Min nældefeber slår ud, bare jeg tosser rundt i 10 minutter foran Kinect'en, vores nye legetøj...
Jeg tror ikke, det er stress. Det er ren alarmberedskab. Ikke over arbejde, skoleunger eller noget i den stil. Det er ikke krav eller nervøsitet.
Det er vist min form for veer.
4 år
5 måneder
18 dage.
Hvordan gik arbejdsdagen?
SvarSlet