Æhhh, ja altså sådan, hvis det fortsætter i samme stil:
2 uger er nu gået godt med babyplask med Anton 2 gange om ugen, løb 3 gange om ugensammen med Gemalen samt en skridttæller i liningen af mine jeans, der helst skal nå at ramme 10.000 skridt om dagen (i går stod den på 14.573).
Resultat?
Jeg sover ti gange bedre og kan bedre håndtere, at Anton vågner i ny og næ...
Energiniveauet er stigende og jeg føler mig gladere.
Der er røget næsten 4 kg.
Fandeme i orden!
fredag den 26. august 2011
torsdag den 25. august 2011
MOR-tid - Karen-tid.
Omkring ved denne tid sidste år, BURDE jeg have hørt alarmklokkerne.
Ud af gamle Facebook-status kan jeg læse, at jeg var on the road med alle fire hjul, fræsende rundt i svinget med sjæl, hjerte og mig selv halsende bagefter.
Har jeg så lært noget af at ryge så gevaldigt rundt i svinget, osm jeg gjorde? Af at mærke al den angst, der buldrende kom op til overfladen - sorgen over stadig at vente på mit barn? Angsten for aldrig at møde ham eller hende?
Det har jeg jo nok, men vigtigst af alt, er nok, at jeg lærte at genkende angst for, hvad det er: En følelse, der er lige så velkommen som alle de følelser. jeg var så eminent til at proppe ned i en kasse og tape til.
Jeg lærte, at det var okay at få hjælp, at bede om hjælpe - at være god nok til at få hjælp.
At daske rundt herhjemme - i mit tempo, med "min" dagsorden - tog tid at lære, men nu kan jeg få klumper i halsen ved tanken om at skulle op i det gear igen. Kan jeg det igen? Kommer det helt af sig selv, at jeg vælger mine kampe med omhu fra nu af og gør det, jeg kan - og det bedste, jeg kan - og lader Universet om resten?
Jeg var ikke vild med det driverliv, som jeg syntes, barsel var, men nu har jeg svært ved at slippe den ro, jeg har fået.
En af lærdommene ved stressturen sidste år var, at jeg satte min egen dagsorden og ikke lod mig slæbe med rundt - jeg bestemte og bestemmer tempo, aftaler og dagsorden. Forleden dukkede en uforudset dagsorden op. Hyggelig og rar, ingen tvivl om det - men den spændte ben for mig. Jeg havde ikke set den komme og fik ikke sagt fra. Jeg rummede det uforudsete, men jeg havde og har lidt siddende i kroppen - en slags kikken-mig-over-skuldrene...
I mine øjne var det et lille hip om, at jeg stadig er på vej - at jeg stadig skal lære og ikke bare kan læne mig tilbage og tro, at nu kan jeg det hele. Jeg skal stadig se mig for og lægge min egen vej.
Og med hensyn til job?
Jeg skal ikke vinde ret meget mere end 47,50 i Lotto, så er jeg den, der er daffet. Måske ikke for altid, men indtil jeg keder mig, så det render ned af væggene.
Og det gør jeg så absolut ikke lige nu!
Ud af gamle Facebook-status kan jeg læse, at jeg var on the road med alle fire hjul, fræsende rundt i svinget med sjæl, hjerte og mig selv halsende bagefter.
Har jeg så lært noget af at ryge så gevaldigt rundt i svinget, osm jeg gjorde? Af at mærke al den angst, der buldrende kom op til overfladen - sorgen over stadig at vente på mit barn? Angsten for aldrig at møde ham eller hende?
Det har jeg jo nok, men vigtigst af alt, er nok, at jeg lærte at genkende angst for, hvad det er: En følelse, der er lige så velkommen som alle de følelser. jeg var så eminent til at proppe ned i en kasse og tape til.
Jeg lærte, at det var okay at få hjælp, at bede om hjælpe - at være god nok til at få hjælp.
At daske rundt herhjemme - i mit tempo, med "min" dagsorden - tog tid at lære, men nu kan jeg få klumper i halsen ved tanken om at skulle op i det gear igen. Kan jeg det igen? Kommer det helt af sig selv, at jeg vælger mine kampe med omhu fra nu af og gør det, jeg kan - og det bedste, jeg kan - og lader Universet om resten?
Jeg var ikke vild med det driverliv, som jeg syntes, barsel var, men nu har jeg svært ved at slippe den ro, jeg har fået.
En af lærdommene ved stressturen sidste år var, at jeg satte min egen dagsorden og ikke lod mig slæbe med rundt - jeg bestemte og bestemmer tempo, aftaler og dagsorden. Forleden dukkede en uforudset dagsorden op. Hyggelig og rar, ingen tvivl om det - men den spændte ben for mig. Jeg havde ikke set den komme og fik ikke sagt fra. Jeg rummede det uforudsete, men jeg havde og har lidt siddende i kroppen - en slags kikken-mig-over-skuldrene...
I mine øjne var det et lille hip om, at jeg stadig er på vej - at jeg stadig skal lære og ikke bare kan læne mig tilbage og tro, at nu kan jeg det hele. Jeg skal stadig se mig for og lægge min egen vej.
Og med hensyn til job?
Jeg skal ikke vinde ret meget mere end 47,50 i Lotto, så er jeg den, der er daffet. Måske ikke for altid, men indtil jeg keder mig, så det render ned af væggene.
Og det gør jeg så absolut ikke lige nu!
mandag den 8. august 2011
A night at the Opera
- and a day at the races.
Der er en musikalsk skillelinje i mit liv: Før og efter Prince.
Han er på mange områder min store musikalske kærlighed, hvis musik har lagt soundtrack til store dele af min ungdom og mit voksne liv. Han bliver ikke dyrket så intenst mere, men han dukker stadig op i ny og næ og vækker minder.
Så, i går måtte vi have endnu et rendez-vous, den lille mand og mig.
Denne gang ikke sammen med Gemalen, men med den kvinde, som blev en ven for livet netop gennem tonerne til Prince.
Og en søndag tilbragt i så fremragende selskab kan jo kun være et overflødighedshorn af energi og glæde!
Billeder fra koncerten? Nix - jeg hørte jo musik! Sådan noget pjat havde jeg ikke tid til! ;-D
Men, når Mor så er ude, så havde Far og Kejseren jo en royal hyggestund, som de vælger at tilbringe... - i BILKA!
Og hvad finder de to så på?
Og gemalen, det søde væsen, havde søreme også husket et af mine hede ønsker:
Jeg glæder mig som en vild vildmand til at samle den og den skal hænge så højt oppe, at Kejseren IKKE kan nå den!!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)