(selv)medlidenhed

Hmmm.Den skal altså lige ud, ellers vil den gnave mig i sidebenene resten af dagen.

Anton og jeg var i svømmehallen. Mange mennesker allerede fra morgenstunden og da vi kom 10 min. over åbningstid, var det bette vamtvandsbassin godt fyldt - der kom stadig flere til.
Nå, fred med det.
Maaaange mødre og en del fædre, der plaskede rundt med unger, store som små og en rar instruktør.

Jeg følte mig noget "udsat", i mangel af bedre ord.
Anton var det eneste adoptivbarn og der blev godt nok gloet fra nogle af mødrene. Følte jeg.
Ikke på ham, men på mig, faktisk og det har jeg ikke prøvet før.

Han er ligeglad, når folk kikker og vi har ikke oplevet nogen form for negativitet, siden vi kom hjem og normalt er jeg pænt ligeglad med, at folk glor, men her blev det sgu lige en tand for meget.
Jeg synes faktisk, det var pissetræls, at de først kikkede på min lækre unge og så bagefter kikkede på mig med det der "Nårrrh, hvor er det synd for dig, at du ikke ku' få dit eget barn!"

Får jeg ondt af mig selv, når jeg ramler ind i oplevelser som disse?
Nej, egentlig ikke, for jeg har aldrig ønsket mig at blive gravid. For mig har graviditet været et middel til at nå målet om at blive mor, at blive en familie.
Føler jeg mig ramt?
Måske, fordi jeg rammes af det paradoksale i, at jeg jo synes at vores måde at stifte familie på er helt normal, men at vi ikke ser almindelige ud. Vi bliver synlige, selvom vi ikke afstikker fra almindeligt anerkendte "normaler", om man så må sige.
Bliver jeg gal?
Også i den grad!
Jeg bliver så hidsig og 5 år gammel.
"Nej, det er ikke en skid synd for mig! Han ER mit eget barn! Få nu fjæset ud af føde-flæsket og blikket ud over provinsnavlen! Et barn er et barn er et barn!!!!!!"

Puha.
Nu blev det sagt.

Jeg fortryder sikkert om et par timer, at jeg har postet det, men så må jeg tage tævene derfra.
Ud skulle det.

Kvinder

Jeg mente engang, at der var et særligt sted i helvede for de kvinder, der ikke hjælper hinanden.
Det tror jeg stadig på.
Ikke at vi skal holde sammen mod den store ærkefjende Mr. Testosteronus aka alle mænd i hele verden, for ham har vi stort set krammet på, tøhø... - og desuden er det nok snarere ham, der skal frigøres mod kvindernes evindelige overtag.

Næ, jeg tænker, at nogle af os godt kunne trænge til at holde sammen mod os selv.

Eksemplet fra igår, der triggede dette indlæg kommer her:
Far, Mor og Anton er kørt i IKEA efter badeværelsesmøbler. Det går strygende, ingen sure miner og de voksne er fatisk enige! om, at vi kun lige skal have de ting, vi skal. Nul osen og impulsindkøb.
Klokken nærmer sig Antons frokosttid og selv om han ikke ligefrem ligner en, der er ved at omkomme, så er lavt blodsukker og IKEA og tonsvis af mennesker og regn bare en skodkombi.

Mor agiterer for at spise lidt frokost i IKEAs cafeteria - det havde Far argumenteret for på motorvejen.
Far ser de bugnende køer og siger lige ud: "Det magter jeg sgu ikke!"
Altså - indkøb og vareudlevering først og klokken bliver sgu 13.
Anton klarer det i fin stil, sidder i indkøbsvognen og hygger sig med at synge LÅLÅLÅ i bedste FCK-stil.

Alt ser fint ud, ikk'?
Hvorfor skal jeg så krone dette billede med tonstung dårlig samvittighed over at lade Anton spise CHEESEBURGERS OG FRITTER fra McD i sin autostol på vejen hjem og med et saligt ketchupindsmurt falde i søvn i sin stol?

Hvorfor tror jeg, at jeg er en shit-dårlig mor, fordi min unge ikke lige får gnavegrønt og grovbrød i bedste klidmoster-stil?

For et par dage siden så jeg et afsnit af "Hjælp, min kone er stadig skidesur!", hvor der blev talt om, at vi kvinder kører et veritabelt våbenkapløb om alt ligefra designerstole til speltbrød - om at blive den perfekte mor, den perfekte hustru og den perfekte kvinde.
Og at vi reelt kører det våbenkapløb mod andre kvinder og os selv.

Der er ingen og jeg mener INGEN kvinder i min omgangskreds, der ikke har ladet sin unge gnaske McD-mad og som går fuldstændig sukkerkold over manglende klid og hørfrø.
Så hvem får jeg så dårlig samvittighed overfor?
Ligger dette våbenkapløb i blade, magasiner og tiden?
I det kvinde/mor-billede, der hersker i tiden?

Det må det jo være.
At vi piskes til at levere et bestemt billede - et ideal - af den ideelle moderrolle, moderskikkelse og at vi på forhånd er dømt til fortabelse, hvis vi ikke kan levere varen fra taljemål og BMI over billedskønne hjem til velklædte og velopdragne unger.

Hmm... - jeg tænker lige videre, for Anton har netop bøffet mine yndlingsøreringe...

PYHAAAAA

så landede vi igen.

Huset er tomt, med undtagelse af vores søde tømrer og da han er udenfor kategori, er huset tomt.
Vores venner fra USA er rejst hjem igen - det var dejligt at se dem og lidt vemodigt at vide, at der går nogle år, inden vi ses igen.
Det var hårdt at være 4 voksne og 2 børn på en byggeplads, men det gik...

Anton blev døbt i lørdags.
Og jeg var tæt på at aflyse hele balladen lørdag morgen.

Vi stod op til et telt, der sejlede af vand, våde hynder og en have, der på ingen måde indbød til gæster.
Carporten drev af vand.
Alt drev af vand.

Jeg var grædefærdig og overlod både gæster og barn til Gemalen, bare for at se om jeg kunne gøre noget.
Hvilket jeg IKKE kunne.

Så hvad gør man?
Lader hånt om alle regler om samarbejde i sit ægteskab og ringer efter Brormand, der straks starter bilen og kommer springende med lastvognsstropper, pressening og værktøjskassen.
Lastvognsstropper? Hvad fanden skal han med dem? Flette en ny teltdug?
Nix - se selv:


Man spænder jo selvfølgelig teltet op, så vandet kan løbe af.
Og dækker forøvrigt carportens tag til med en stor pressening, så folk kan sidde i tørvejr.

Behøver jeg sige LIFESAVER????

Vi havde for lidt plads og for mange folk, en pølsemand der kom for sent og generel kaosstemning og popcorn overalt.
Men ved I hvad?
Det lod sgu til at folk hyggede sig alligevel.
Man hentede da bare tæpperne bag i bilerne, rykkede stolene lidt tættere sammen og når øllet skummer, så går det jo alligevel.

Men kors, hvor var jeg træt bagefter - mør, øm, flad og træt.

Billeder og filmstrimler ses her:
http://77.215.72.216:3020/MSV2/

Og nu?
Hvad så nu?
Nu skal vi nyde resten af sommeren og være os.
Bare os tre.

Anton leger med sine nye sager - køkkenet var et hit. Peter Plys spilledimsen var et hit.
Vi ser en dreng, der leger selv nu og kan lege så længe, at Mor faktisk begynder at få bare minutter for sig selv.
Det er ikke så sundt for en Mor.
For ved I hvad?
Man kommer jo til at tænke på, hvad der sker, når han bliver større og ikke har så meget brug for MOAR... - kan jeg acceptere kun at have 1 sæt små hænder at holde i?
Man roder med tanker om en til... nemlig ja.
Bare en til....
En til.
Af gangen...