Hmmm.Den skal altså lige ud, ellers vil den gnave mig i sidebenene resten af dagen.
Anton og jeg var i svømmehallen. Mange mennesker allerede fra morgenstunden og da vi kom 10 min. over åbningstid, var det bette vamtvandsbassin godt fyldt - der kom stadig flere til.
Nå, fred med det.
Maaaange mødre og en del fædre, der plaskede rundt med unger, store som små og en rar instruktør.
Jeg følte mig noget "udsat", i mangel af bedre ord.
Anton var det eneste adoptivbarn og der blev godt nok gloet fra nogle af mødrene. Følte jeg.
Ikke på ham, men på mig, faktisk og det har jeg ikke prøvet før.
Han er ligeglad, når folk kikker og vi har ikke oplevet nogen form for negativitet, siden vi kom hjem og normalt er jeg pænt ligeglad med, at folk glor, men her blev det sgu lige en tand for meget.
Jeg synes faktisk, det var pissetræls, at de først kikkede på min lækre unge og så bagefter kikkede på mig med det der "Nårrrh, hvor er det synd for dig, at du ikke ku' få dit eget barn!"
Får jeg ondt af mig selv, når jeg ramler ind i oplevelser som disse?
Nej, egentlig ikke, for jeg har aldrig ønsket mig at blive gravid. For mig har graviditet været et middel til at nå målet om at blive mor, at blive en familie.
Føler jeg mig ramt?
Måske, fordi jeg rammes af det paradoksale i, at jeg jo synes at vores måde at stifte familie på er helt normal, men at vi ikke ser almindelige ud. Vi bliver synlige, selvom vi ikke afstikker fra almindeligt anerkendte "normaler", om man så må sige.
Bliver jeg gal?
Også i den grad!
Jeg bliver så hidsig og 5 år gammel.
"Nej, det er ikke en skid synd for mig! Han ER mit eget barn! Få nu fjæset ud af føde-flæsket og blikket ud over provinsnavlen! Et barn er et barn er et barn!!!!!!"
Puha.
Nu blev det sagt.
Jeg fortryder sikkert om et par timer, at jeg har postet det, men så må jeg tage tævene derfra.
Ud skulle det.
Søde Karen, der er sgu ikke noget at fortryde! Når det er sådan du har det, så er det sådan du har det og det er der ikke noget forkert i!! Selv har jeg aldrig været synderlig ramt af de følelser du har. Nuvel, vi bemærker bestemt, at vi er synlige og er da også blevet mødt med blikke og mærkelige spørgsmål, men jeg har bevidst valgt at tænke, at folk der glor glæder sig over, at vores fysiske gener ikke bliver viderebragt ;-))
SvarSletJeg synes det er legalt, at du irriteres over at blive bemærket, for nogle folk er sgu grænseoverskridende i deres begloen. Men min erfaring siger mig også, at det nogle gange er alm interesse, fordi de synes det er spændende og gerne vil vide mere. Eller fordi de glædes over de muligheder vores børn og vi har fået.
Hov... Uanset om vi vil eller ej, må vi vist erkende, at vi er aber i et bur ;-))
SvarSletKh
Heidi