Kvinder

Jeg mente engang, at der var et særligt sted i helvede for de kvinder, der ikke hjælper hinanden.
Det tror jeg stadig på.
Ikke at vi skal holde sammen mod den store ærkefjende Mr. Testosteronus aka alle mænd i hele verden, for ham har vi stort set krammet på, tøhø... - og desuden er det nok snarere ham, der skal frigøres mod kvindernes evindelige overtag.

Næ, jeg tænker, at nogle af os godt kunne trænge til at holde sammen mod os selv.

Eksemplet fra igår, der triggede dette indlæg kommer her:
Far, Mor og Anton er kørt i IKEA efter badeværelsesmøbler. Det går strygende, ingen sure miner og de voksne er fatisk enige! om, at vi kun lige skal have de ting, vi skal. Nul osen og impulsindkøb.
Klokken nærmer sig Antons frokosttid og selv om han ikke ligefrem ligner en, der er ved at omkomme, så er lavt blodsukker og IKEA og tonsvis af mennesker og regn bare en skodkombi.

Mor agiterer for at spise lidt frokost i IKEAs cafeteria - det havde Far argumenteret for på motorvejen.
Far ser de bugnende køer og siger lige ud: "Det magter jeg sgu ikke!"
Altså - indkøb og vareudlevering først og klokken bliver sgu 13.
Anton klarer det i fin stil, sidder i indkøbsvognen og hygger sig med at synge LÅLÅLÅ i bedste FCK-stil.

Alt ser fint ud, ikk'?
Hvorfor skal jeg så krone dette billede med tonstung dårlig samvittighed over at lade Anton spise CHEESEBURGERS OG FRITTER fra McD i sin autostol på vejen hjem og med et saligt ketchupindsmurt falde i søvn i sin stol?

Hvorfor tror jeg, at jeg er en shit-dårlig mor, fordi min unge ikke lige får gnavegrønt og grovbrød i bedste klidmoster-stil?

For et par dage siden så jeg et afsnit af "Hjælp, min kone er stadig skidesur!", hvor der blev talt om, at vi kvinder kører et veritabelt våbenkapløb om alt ligefra designerstole til speltbrød - om at blive den perfekte mor, den perfekte hustru og den perfekte kvinde.
Og at vi reelt kører det våbenkapløb mod andre kvinder og os selv.

Der er ingen og jeg mener INGEN kvinder i min omgangskreds, der ikke har ladet sin unge gnaske McD-mad og som går fuldstændig sukkerkold over manglende klid og hørfrø.
Så hvem får jeg så dårlig samvittighed overfor?
Ligger dette våbenkapløb i blade, magasiner og tiden?
I det kvinde/mor-billede, der hersker i tiden?

Det må det jo være.
At vi piskes til at levere et bestemt billede - et ideal - af den ideelle moderrolle, moderskikkelse og at vi på forhånd er dømt til fortabelse, hvis vi ikke kan levere varen fra taljemål og BMI over billedskønne hjem til velklædte og velopdragne unger.

Hmm... - jeg tænker lige videre, for Anton har netop bøffet mine yndlingsøreringe...