36, going on 37

Normalt kan jeg dårligt vente til, jeg har fødselsdag. På det punkt er jeg sgu fire år oppe i hovedet.
Ikke så meget med, hvad der er i de kulørte æske (tøhø, as if!), men fordi det er der, jeg liiiiiige skal lave lidt køkkenlir for familien. Vi skal smage på et nyt land, en ny kok eller kogebog - et eller andet godt og dejligt.

I år føles det lidt anderledes.
For snart 10 år siden sad Gemalen og jeg på en lettere fancy restauration og fablede fremtid. Jeg var pænt skruk, men havde ikke cojones nok til at klemme ham op i en krog og tage for mig af retterne... - han var knapt så klar. Måske mest fordi vi dengang boede i en ussel 2 værelses-køkkenpige-baggårdslejlighed med "bakke ind"-toilet og 10.000 kr i årlig varmeregning.
Men han sagde en ting den aften, som har hængt fast: "Jeg lover dig: Du skal nok blive mor, inden du bliver 40!"

Jeg blev kold indeni, fnes udenpå og tænkte: "Ja ja, så længe går der sgu ikke med de højfertile gener, jeg slæber rundt med!". Men det gjorde der jo.... - der gik sgu lang tid og på søndag bliver jeg 37.

Og hvad ønsker man sig så som snart 37-årig, som  pt. bor i byggerod og hvis klæde- og sko-skab bugner, for ikke at sige køkkenskabe? Og hvis liv lige nu ikke ligefrem indbyder til flere Chanel-lakker i sæsonens kulør?

Jo - man ønsker sig en havemand, som man kan kuli'e rundt med en hel dag. En, der kan ondulere de store buske, jeg ikke selv kan. En, der kan rette op på den ynkelige plet, jeg kalder mit rosenbed. Nakke de infame brændenælder ind mod bagboen.

Sjovt nok talte Gemalen i telefon i eftermiddag med  "sin gode ven, Uffe".
Jeg har kendt Gemalen i snart 15 år og han kender sgu ikke nogen Uffe...

Jeg har også ønsket mig en rubin i min vielsesring for at symbolisere, at nu har vi fået Kejseren.
Men guldsmeden her i byen hedder mig bekendt heller ikke Uffe.

Hi hi... - findes der en Uffe Buchard for haver?
Eller oh ve, oh skræk - er det mig, der skal have en make-over?

En lille fin "Marie Curie" fra sidste år. 

Øv.

Nå.
Det er et ord.
Pis.
Er et andet ord.
Satans oss'.
Det er 2 ord.

Og dem har jeg mange af.
De har dog været puttet lidt væk, fordi jeg egentlig ikke syntes, at jeg havde så meget ret til at mene noget som helst.

Faktum er, at et kært og dejligt menneske, jeg holder meget af, skal skilles. Fundamentet for ægteskabet er væk og kampen, som det må siges at have været, er slut. Og tabt.
Jeg mener titusind ting om dem begge to, om deres situation og om hvorfor og hvordan de er havnet der, men mest af alt gør det bare ondt i sjælen for dem.
Jeg har taget mig selv i at overveje, om det var uundgåeligt?
Var bærepillerne stærke nok eller var kampen ulige og for voldsom, for grusom og for ubarmhjertig allerede fra begyndelsen?

Jeg håbede for dem, for ham og for hende. For lyset for enden af den tunnel, vi kommer til at stå i i perioder af livet. For troen på, at det fandeme nok skulle lykkes.
At de ville og skulle lykkes.

Av for satan. Øv. Fuck. Pis. Røv og Guldsand.
ØV!

At være bare Karen

Det er der ikke noget, der hedder sådan for øjeblikket og sikkert ikke i det næste stykke tid.

Det hedder "At være Karen og Anton"- ikke at han hænger så meget på mig som den abe(konge)unge, han var i Kina, for Far kan i den grad bruges, men mere en opfattelse af mig selv og så noget, der hører med.
At jeg ikke længere blot er een. Een voksen, eet individ, en selvstændigt fungerende person - men "een +".

Det er en lille bandit, der klamrer sig til mine knæ og vil op. Tonen er meget bestemt og stemmen siger: "Ba-ba!", som er hans op-ord. Det er varme små fødder, der sniger sig ind under pyjamasjakken og ble-bagen, der kommer møffende og som helst skal ligge klinet op af min mave... - det er en dreng, der klukkende og snakkende sidder i sin bæresele på min ryg, mens vi bager, gør rent eller ordner vasketøj. Små fedtede fingre, der nulrer sig ind i mit nakkehår.
Et lille hoved, der liiiiiiige skal se, om jeg nu er her endnu, når jeg kommer ud fra badet. To meget opmærksomme øjne, der følger mit mindste ryk i køkkenet, når han sidder i sin stol og kikker på aftensmad-fremstilling...

Det er skræmmende enkelt, det her Mor-noget. Skræmmende enkelt i sin rå virkelighed og alligevel så fandens komplekst, for hvorfra kommer de følelser? Handlinger? Reaktionsmønstre? Ligger de virkelig latent i  mennesket og udfoldes med indtræden i forældreskabet? Eller er de fremelsket og trænet?

Lige nu har jeg 3 kvarter, hvor Kejseren sover sin formiddagslur.
Inden han kogte ud i klapvognen, tog jeg mig selv i at tænke:" Hvad fanden skal jeg så lave, når han sover?"