Ikke så meget med, hvad der er i de kulørte æske (tøhø, as if!), men fordi det er der, jeg liiiiiige skal lave lidt køkkenlir for familien. Vi skal smage på et nyt land, en ny kok eller kogebog - et eller andet godt og dejligt.
I år føles det lidt anderledes.
For snart 10 år siden sad Gemalen og jeg på en lettere fancy restauration og fablede fremtid. Jeg var pænt skruk, men havde ikke cojones nok til at klemme ham op i en krog og tage for mig af retterne... - han var knapt så klar. Måske mest fordi vi dengang boede i en ussel 2 værelses-køkkenpige-baggårdslejlighed med "bakke ind"-toilet og 10.000 kr i årlig varmeregning.
Men han sagde en ting den aften, som har hængt fast: "Jeg lover dig: Du skal nok blive mor, inden du bliver 40!"
Jeg blev kold indeni, fnes udenpå og tænkte: "Ja ja, så længe går der sgu ikke med de højfertile gener, jeg slæber rundt med!". Men det gjorde der jo.... - der gik sgu lang tid og på søndag bliver jeg 37.
Og hvad ønsker man sig så som snart 37-årig, som pt. bor i byggerod og hvis klæde- og sko-skab bugner, for ikke at sige køkkenskabe? Og hvis liv lige nu ikke ligefrem indbyder til flere Chanel-lakker i sæsonens kulør?
Jo - man ønsker sig en havemand, som man kan kuli'e rundt med en hel dag. En, der kan ondulere de store buske, jeg ikke selv kan. En, der kan rette op på den ynkelige plet, jeg kalder mit rosenbed. Nakke de infame brændenælder ind mod bagboen.
Sjovt nok talte Gemalen i telefon i eftermiddag med "sin gode ven, Uffe".
Jeg har kendt Gemalen i snart 15 år og han kender sgu ikke nogen Uffe...
Jeg har også ønsket mig en rubin i min vielsesring for at symbolisere, at nu har vi fået Kejseren.
Men guldsmeden her i byen hedder mig bekendt heller ikke Uffe.
Hi hi... - findes der en Uffe Buchard for haver?
Eller oh ve, oh skræk - er det mig, der skal have en make-over?
En lille fin "Marie Curie" fra sidste år.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar