Numb, trods 3 dage

I feel numb....

- synger Bono, Edge og co. Og det gør jeg.
Det er underligt at gå fra total opløsning i mandags til at kunne registrere de sidste par dage, hvor jeg mest af alt har registreret en følelsesløs-hed. Et fravær af følelser.
At de poppede op og rev mig rundt i manegen for at forsvinde lige så stille...

Jeg er ikke sikker på, at det er særlig sundt eller særlig smart.

Gad vide om følelser er som rovdyr?
At de angriber og fortærer, hvis man er fremmed for dem og de føler sig truet, og ellers ikke er at se, hvis man ikke sætter sig ned og iagttager og mærker.
Gad vide, om følelser først tør komme tæt på, når man har iagttaget dem længe nok?
Som storvildtfotografen med sit kamera, der sidder på savannen i dage, uger, måneder, indtil løven tør komme tæt nok på.
Aldrig så tæt, så han kan klø den bag ørerne, men tæt nok til at kunne se ordentligt, lugte og mærke...

I følge kinesisk astrologi er jeg en træ-tiger... - det kunnevære, jeg skulle sætte mig ned og se, om jeg kan spotte mine striber.
Det kræver ro.
Det evner jeg  ikke endnu.

CCAA har matchet til 3 dage... - det er ikke meget, men med videnen om, at vi ellers ikke havde set match i september måned, er det fint.
Der mangler 8 dages match, så er det vores tur.

Vores tur efter 4 år, 4 måneder og 4 dage... - det er en stor og urummelig tanke at håndtere lige nu.

Cry me a river

Så kom de. For fuld skrald.
Tårerne.

Egentlig har jeg haft en fantastisk weekend med Fru Moderens fødselsdag, kombineret med at passe niecerne samt gå på dekorationsjagt i skoven efter svampe, mos og grene.
Det var livsbekræftende og dejligt at være sammen med dem og betyde noget, men det blev også en praktisk eksersits.

I morges, da jeg så kørte dem i skole, kunne jeg godt mærke, at noget vist var med i bilen, som ikke burde være der. Faunen ude fra hækken.
Eet langt angstanfald fra jeg kørte til jeg kom hjem igen. Angst på køreturen, angst på skolen, da jeg nøssede tøser farvel, angst på vejen hjem og langt op ad formiddagen. En lammende og foruroligende angst, der satte mig i sofaen med et vattæppe, ude af stand til at gøre ret meget.

Da angsten forsvandt, kom gråden. Som altid sidder den i halsen som en uspiselig klump af tidsler, der giver påmindelser om enorm smerte, der vil ud ogsom jeg ikke kan lægge låg på.
Det føltes sejt, som tyggegummi og som at stirre ind i noget uden form og mening. Sort var min første tanke, men ved nærmere eftertanke var forundringen over denne lammelse nok større end frygten.
Tidseklumpen kunne ikke sluges. I dag kunne jeg ikke mande mig op og komme videre, blive luftet - finde noget at gøre, så tankerne kom lidt på afveje.
Jeg sad bare og var. Med min kæmpestore tidsel.

Hos psykologen i dag gik der så ordentlig hul. Hold da op, hvor gør det ondt. Jeg græd og græd... - og alligevel kunne jeg da mærke, at jeg holdt igen. Det var ikke en monstertudetur, men den gjorde ondt nok.
Jeg fik ros for at tude. For at give slip. For at være kommet helt derud, hvor kroppen uigenkaldeligt har taget magten over mit intellekt og ikke bare sådan giver slip igen.

Jeg sad med følelsen af at være gået 1 skridt frem og 3 tilbage, men sådan forholder det sig ikke, fandt jeg ud af. Jeg er hundeangst for at gå i hundene. For at sidde inaktiv og følelsesløs i min sofa og ikke kunne agere i mit liv - dertil har jeg set for meget ogdet skræmmer mig i en sådan grad, at jeg med Djævlens vold og magt vil slide mig selv i smadder for ikke at gå i stykker.
Derfor har de sidste snart 14 dage været de sidste spæde rester af overlevelse og fight, jeg havde tilbage. Det sidste "Fuck dig! Jeg bestemmer sgu her!", jeg havde tilbage.
Krea-projekter, stof, gåture... - altsammen overlevelsesmanøvrer for ikke at skulle ned i hullet.

Men nu er jeg her. Det er ikke mørkt, bare trist og tungt. Jeg føler mig trist og tung. Som en marionetdukke, hvis snore er blevet klippet over.

Hvad fik jeg så med mig fra psykologen idag?

Jeg fik med mig, at jeg er der, hvor jeg skal være - lige nu. Jeg skal ikke handle eller agere mig ud af det, jeg skal mærke og tude alle de tårer, jeg har, for med tårerne forsvinder angsten. Angsten er lavabobler af frustration, sorg, følelser og knokkelslæb, der er blevet lagt låg på, men som springer som gejsere af angst - som jeg ikke kan kontrollere.
Når tårerne tager trykket af gejseren, forsvinder angsten.

Jeg fik med mig, at det forløb, vi har været igennem og stadig står i, for at få Kinababyen "fandeme ikke er for børn", for at citere psykologen. Føj for ind i Helvede,hvor gjorde det ondt, da hun lavede et resume af, hvad vi har været igennem og stadig står i. Når et andet menneske lige sådan ridser fakta op omkring ønsket om barn, erkendelsen af ikke at blive biologiske forældre, mislykkede fertilitetsbehandlinger og blive bims af hormoner, sorgen over at skulle sige farvel til den del af livet og finde fornøjelse og lykke i andre måder at blive forældre på, for dernæst at skulle igennem et hav af godkendelser... - og så som kirsebærret på toppen af isen; blive stillet i en kø, hvis milepæle konstant flyttes længere og længere væk???
Man skal være lavet af noget umanerlig sejt for IKKE at blive bims.

Jeg fik med mig, at det har været superbelejligt for mig at drukne mig i arbejde og opgaver... - for så slap jeg for at føle og tænke. Når jobbet og opgaverne så ikke var nok til at holde tankerne beskæftiget, så mosede jeg bare endnu mere på og kørte endnu stærkere på min helt private Le Mans-bane.

Så, jeg græder de modige tårer. Mange af dem.
Gemalens skjorte er helt våd.

52 måneder

I dag skal jeg øve mig i IKKE at mene, at det er en total SKOD-DAG!!!!

52 måneder.
4 år og 4 mdr.
En hulens masse dage, endnu flere timer og et utal af minutter.

Brugt på at vente.

Der findes vanvittig mange billeder på at vente. Personligt har jeg det lidt som på en togstation - nogle kommer og går, der er gang i kiosk og billetsalg...- men mit tog er forsinket og der gives kun få og oftest ubrugelige informationer om ankomst.

I dag har jeg mest lyst til at sprænge en bombe. Eksplodere og brøle, at det bare er stjerneuretfærdigt! Jeg vil også afsted - nu! mit tog skal komme nu!!!!!
"Karen 4 år", sparker til det hele og brækker mig i stænger.

Så stik mig en spand. Først kan den blive losset ned i det fjerneste hjørne og bagefter kan jeg kaste op over tingenes tilstand.

En formildende omstændighed er til stede. Ret skal være ret.
Niecerne har indtaget huset denne weekend, da forellerne skulle rende bentøjet ømt i Berlin. Der er heste på gulvet og tøser i nattøj endnu. Gemalen, der bygger Zome-modeller med den mindste og den store har rørt kager sammen, der står i ovnen...
Det giver et billede på mine søndage fremover. Og det er værd at glæde sig over, også selv om det gør nas.

Det minder mig lidt om min yndlingssalme:

Sorrig og glæde de vandrer til hobe
Lykke, ulykke de gange på rad
Medgang og modgang hinanden tilråbe
solskin og skyer de følges og ad
Jorderigs guld
er prægtig muld
Himlen er ene af salighed fuld.

Javist, Kingo, den gamle kongeelsker og elitist mente, at livet på jorden alene var skabt til at bane vejen til himmerige via dydens smalle vej, men for mig er der lige så jordeliv i salmen. At vi mennesker ikke kan forvente, at livet kun er nemt. At trods tro, håb og kærlighed er der sten på vejen, modstand og smerte. Kingo mente nok, at disse mødigheder kun kunne overvindes i himlen, men findes himlen ikke på jorden?
Gu gør den da det.
Vi vælger selv lykken. Vi vælger selv håbet og troen på det, der giver mening for os.
Jeg ville ønske, at min blog kunne spille musik, for salmens smukke vemodige sarabande er ikke af denne verden. Den løfter og bærer ud og op.

Nu, vi er ved Kingo - dyrk lige disse ord. Smukkere skal man lede længe efter:

Chrysillis, du mit verdens guld,
min en´ og ønskeskat,
mit lys i mørke nat!
Kom nærmer hid, o hjerte huld,
og læg dit øre til;
jeg for dig sjunge vil.
Lykkens sang,
lykkens gang
vil jeg vise uden fejl,
hvor du mig,
jeg og dig
skue må som i et spejl.


Han var sgu en gammel romantiker, var han, ham Kingo. 1669 og så at kunne vold-score sin kone med ord som disse?


Måske kom jeg i lidt bedre humør.... - vi venter lige lidt med spanden.

At konfrontere mig selv.

Det er ikke altid fedt at forlade matriklen.
Faktisk er det noget, jeg skal tage mig gevaldigt sammen til, for inderst inde er det superneder'n.
Det giver nemlig angstanfald.

Det er som om den angst sidder som den ondeste faun ude i min hæk og gnækker: "Hvos hun kommer ud, så tager vi hende! Og specielt, hvis hun ikke skal over bygrænsen!"
Det er ikke en rar og hyggelig faun som Mr. Tumnus i Narnia. Det er en lille djævel, der udelukkende skal lave ravage.

Faunen tog med i Netto. Jeg kan lige gå ned i REMA, der på mystisk vis føles okay tryg, men Netto blev for stor og for farlig. En ond og dyster troldeskov med fangarme og snublerødder.
Mit safe spot, MP3-afspilleren og solid rock - i dag Pearl Jam - er ellers god til at holde alt væk fra mig og skabe en urørlighedszone, jeg kan færdes i, fordi jeg ikke hører andres stemmer og derfor ikke ser dem eller kan hører, hvis nogen vil mig noget. Jeg er ikke god til at være tilgængelig ligenu. Jeg skal ikke kontaktes. Folk skal ikke kunne få fat i mig.

Netto var en veritabel kampzone. Der var mange mennesker og desværre også folk, jeg kender. Folk, som hilser venligt og ikke vil mig noget, men som har set mig. Ikke fordi det er farligt og jeg har intet at skammemig over - jeg vil bare ikke ses, når jeg har sådan her.
Klumper af angst sad i halsen fra jeg kom til jeg gik. Lettelsen var enorm, da jeg smed den sidste vare i posen og gik derfra. Ud til bilen og hjem.
Der kom først rigtig ro på senere... - og nu, hvor jeg tænker over det,så kommer den snigende igen.

Man kan spørge sig selv: Hvorfor i alverdens riger gik jeg dog derind, når jeg kunne mærke, at det var skidt?
Hvorfor gik jeg ikke bare igen?

Fordi jeg ikke giver op. Fordi jeg moser på til jeg bider i græsset. Fordi jeg fandeme ikke vil lade en angstens faun diktere min gøren og laden.
Jeg skal nok lytte til mine følelser og sige fra, men jeg skal ikke ligge under for dem ien sådan grad, at jeg ikke kan fungere.
Ikke tale om.

Jeg sidder lige nu med en strøtanke, om dette fanden-i-voldske "jeg vil!" er den overlevelsesstrategi, jeg har udviklet fordi jeg har set andre kvinder gå så meget ned, at de ikke kunne fungere selv i den mest simple dagligdag? At de kunne gå cirkler om sig selv for at tage sig sammen til at spise, gå i bad?
Er det sundt at have det sådan? Bør man være så stålsat på IKKE at ville helt ned i det sorte hul, for der vil jeg ikke være. Jeg vil ikke engang overveje, om jeg er dernede...

Vælger jeg at være kreativ, fordi roen i virkeligheden kommer, når jeg er så koncentreret, at jeg ikke KAN tænke?

Det første lille nej.

Hi hi.
Jeg har sagt nej idag. Bare et lille bitte et og kun for mig selv, men jeg har gjort det.
I et andet forum har jeg stolt fremvist mine Bambi-luffer og der var sguen, der spurgte, om jeg tog imod bestillinger?
I starten tænkte jeg:" Nå... - fedest, aj, det ku' jeg da godt lige. Sådan klappe et par luffer sammen til hende."
Og så tænkte jeg mig lidt om. Mærkede. Var det nu også det, jeg skulle?
Nix.

Det skulle jeg ikke. Jeg skal blive smigret og synes det er topfedt, at andre godt kan lide det, jeg laver, men jeg skal ikke begive mig ud i en produktion af luffer eller andet, bare fordi jeg falder lidt på enden af benovelse og glæde.
Det første lille nej.

Dagens kreative.

For snart længe siden så jeg disse luffer i Isabellas, men dælme om jeg ville slippe slanterne for dem:

Så... - jeg gik på besøg i min elskede Røde Kors butik og fandt et broderet billede i bedste "Brølende Skovsø"-stil. Resten af lufferne er syet i kogt uld og jeg overvejer, om der skal foer i.

Fine, ikk'?

En torsdag i bølger

Det er blevet brugt nogle svingninger på at tænke over det koncept: "Hyg dig og gør det, du har lyst til."

For en uge siden ville jeg have sagt: "Ja, ja..." og bagefter tænkt: "Hvordan fa** gør man det? Hvad er det, jeg har lyst til?"

Hvad jeg har lyst til at lave, har længe afhængt af, hvad mine omgivelser havde brug for. Ikke om jeg nødvendigvis synes, det var vanvittig sindsoprivende at beskæftige sige med eller gad, men hvad der skulle gøres.
Jeg er ved at nå dertil. At finde ud af, hvad jeg har lyst til og gøre det uden hensyntagen til, hvad omgivelserne tilfældigvis måtte mangle. Sy tøj midt i en rodebutik. Male. Høre musik. Gå tur. Være revnende ligeglad med vasketøj, opvask, spindelvæv eller at nogen måtte stå med opgaver, de skal have løst.
Det lyder hæsligt og egocentreret og jeg er egentlig ikke særlig stolt af det, men når det indre energi-kar skal fyldes op og vedblive med at være godt fyldt, så skal der noget egensomsorg til.

Den manglende tilgængelighed stinker, synes jeg. Det er ikke mig. Men det skal blive en del af mig, for at jeg kan vedblive med at være tilgængelig.

Dagen har haft sine små og mellemstore angstbølger. I formiddags, uvist af hvilken årsag - måske fordi jeg havde sat tempoet op og havde gang i en hel del ting på samme tid.
Og i eftermiddags. Vejrtrækningen sad helt oppe i halsen og hænderne rystede. Årsagen var klar: Jeg konfronterede hele dynen ved at tage dagens gåtur i det samme område, som vi bruger til udendørs aktiviteter på skolen. Jeg smed bilen lige foran skolen, faktisk - og det var dælme en øv-følelse.
Men det gik og måske er det vejen frem og videre, at jeg laver sådanne korte konfrontationer og får skole og arbejde tilbage i komfortzonen. Jeg har hele tiden haft tæt kontakt til min geniale vikar og er holdt up-to-date med unger, situationer osv, og det føles på en side fint og rigtigt.
På den anden side er jeg pil-ravende ligeglad.

Det rager mig en høstblomst.
Det rager mig simpelthen en hujende fis.
Men det er der ikke noget nyt i.
Jeg er vild med mit job og  mine skoleunger. Jeg er glad for at være sammen med dem og nyder mine timer. Men jeg er ved at være godt grundigt træt af at være en hel masse og give en hel masse til andre folks børn. Alt det gode, jeg har og kan, alt mit krudt... - skal sgu da for filan gives til min egen unge.

Det er da min unge, der skal have alt det.

Argh, hvorfor Fa**** i hans hede hule Helvede skal det tage så forhutlet lang tid?
På søndag har vi ventet 52 lange, lede og lusede måneder.
Da vi kom på venteliste i 2006, var ventetiden på 10-12 måneder. Den er så steget med 10 måneder om året...
En klog kvinde sagde engang spruttende af galgenhumor-grin og frustration, at der fandeme da ikke var andet end spritstive grønlandske teenagere tilbage, når vi kom til fadet.

Gad vide, hvor længe vi skal vente endnu?
Det varer sgu ikke længe, inden jeg syr mig en orange kedeldragt, der kan matche de Guantanamo-forhold, der bydes adoptanter på en venteliste...
Tortur er nærliggende...

Hul på bylden

- også i den grad!
Jeg havde en aftale med psykologen kl. 17.30 i dag. Omkring kl. 4 begyndte jeg at pace gulvet, få mavekneb, ryste på hænderne og mærke små bølger af angst slå mod min sjæl.

Jeg drog af 10 minutter før, jeg egentlig havde brug for, men uroen var stor og angsten ikke mindre. Hvad var det nu, hun bad mig om sidst? Noget med livkvalitet, livsvilkår? Eller var det hvad, jeg blev glad af?
Truth be told, da jeg gik fra hendes praksis i fredags, havde jeg glemt stort set alt, da jeg gik ud af døren.

Sidst, jeg talte med en psykolog, var jeg opløst i snot og tårer, der afløstes af en massiv vrede og frustration over alt det, jeg havde været igennem og naturligt nok havde jeg vel en forudanende angst for at skulle igennem det igen.
Men nej; denne gang gribes det anderledes an: Jeg bliver superviseret og coach'et - jeg finder selv svar og løsninger og hurra for det! Jeg finder tryghed i viden om, at hun guider mig, men lader mig styre og vælge det fokus, jeg finder relevant, indtil hun så hiver mig tilbage til noget, jeg fik skøjtet hen over... - og der pilles ikke i de følelser, jeg har så svært ved. Ikke endnu i hvert fald.

Der faldt flere brikker på plads i dag- og der kom ro over endnu flere:

Jeg er ikke større eller ældre end at jeg stadig gerne vil anerkendes i min angst eller uro. Når jeg er skidebange for at rejse til Kina og hente Kinababyen - kan vi finde ud af det?, hvad fa**** gør vi, hvis vi har en flitsbue-skriger i 10 timer i flyet?, får jeg lov til at have min unge i fred eller bliver den - GUD FORBYDE DET- en "allemandshund", fordi alle straks skal have poterne i min unge? Sådan noget....

Jeg er over-tilgængelig som modreaktion på en mødt ikke-tilgængelighed engang. At være tilgængelig er ikke lig med at være med hvor som helst og når som helst, men at være nærværende, når jeg vælger det - og har lyst til det.

Min tilværelse har kørt Le Mans i hvert fald det sidste år til halvandet. Jeg har ikke følt mig stresset, men kroppen har langsomt sagt fra i form af et voksende medicinforbrug, rystende hænder, manglende nattesøvn osv. Hovedet har fortsat at mose på, for - når andre kan, kan jeg sgu også.
Og gu kan jeg det: Jeg skal bare lige huske, at mentalt er jeg altså temmelig højgravid med alt, hvad der følger med af besværligheder. Mine er bare ikke fysiske, men psykiske.
Når jeg så er kørt væk fra Le Mans, er jeg fortsat på Autobahn i overhalingssporet og ikke et øjeblik tænkt på at holde ind på en rasteplads. Nok kan min indre Betty Bagklog da godt se, at jeg flere gange har tænkt "Det gider jeg eddermaneme ikke!" og "NEEEEEJJJJJ!!!!!", men har overhørt det, for tingene skal jo gøres/nu har jeg lovet det...
Erkendelsen af, at jeg faktisk har levet med tanken om: "ahh, vi skal liiiige om på den anden side af denne uge, på den anden side af april..." og "jeg skal lige være færidg med det her...", at så ville det lysne, men det har det bare ikke gjort. Eller rettere: Jeg har ikke ladet det lysne, men kastet mig videre ud i et eller andet nyt projekt.

Men nu holder jeg altså på en rasteplads og kikker lidt på udsigten. Her er i grunden ganske nydeligt.
Og jeg bliver holdende her lidt endnu.
Jeg skal ikke ud på motovejen igen, ikke sådan lige nu.
Når jeg skal videre, skal jeg finde mig en landevej med et tempo, hvor hjertet kan følge med. Bevares, der skal da gasses op og overhales en traktor, meeeen.... - jeg skal lige finde mit koblingspunkt igen.

For pokker da, hvor fik jeg en masse energi og overblik af hende, min psykolog., Hurra for hende!
Og hurra for mig.

Min indre Superdame tænker godt nok: "Tom K, din hænger**- du kører Le Mans i 24 timer, jeg har kørt i 1½ år! Go home!"
Men det er jo ikke særlig sundt, og det var sgu mig, der havnede i grøften....

Der er lys for enden af tunnelen.
Fedt.

Layla - Derek and the Dominos

Layla's Rock'n'Roll Ro

Jeg har forsøgt med meditationsmusik.
Jeg har forsøgt med klassisk.

I dag er det ren, rå Rock'n'Roll, der virker. Jeg falder helt til ro i 4/4-takten, i trommernes fills og de rå riff. Bassens duven. I opbygningen af a-stykke, b-stykke, c-stykke, solo, bro...

Jeg har ikke været mange streger over de spirende teenage-år, da jeg for gud ved hvilken gang sad foran Mosters enorme pladesamling og fandt en LP frem. På coveret var der en gyldenhåret dame, der nærmest flød eller smeltede ned af det. "Layla and other assorted Lovesongs" stod der.
Den sorte lakplade blev forsigtigt lirket ud af sit pap og pickup'en sænket ned. Skrat - skrat - skrat....-og lige pludselig skete der noget.

Med en tornado af lyd løftedes jeg op gennem rummet og ud. Lukkede øjne og en dervish-dans over stuegulvet. der var ingen rammer, ingen regler, ingen skal, bør og vil. Blot "er". Det markante riff forsøgte at binde mig til jorden, men hverken fødder eller hjerterødder stod stille. Bassen rumlede i gulvet. Jeg hørte intet andet end 2 guitarers legen kattens-jagt-efter-musen. Stemmens smerte - insisterende på, at jeg skulle lytte.
Hjertet stod stille og tårerne sad i halsen, da klaveret tog over og trak tornadoen i land og puttede den til ro.
Overgangen fra mol til dur - fra mørke til lys.

Der skulle mange lytninger til, før jeg kunne sidde stille og gennemlytte nummeret, endsige hele albummet. Og - jeg måtte da ud og have mit eget eksemplar af dette fantastiske album, for der var noget der, jeg ikke kunne eller ville leve uden.
Selv i dag er der et groove, der vil ud. Fra anklen, der vipper blasert, fordi den har hørt det nummer så tit - til hovedet, der danser på halsens hvirvler. Tårerne er forsvundet, men en varm glæde forplanter sig i takt med gåsehuden ned af rygraden, når jeg hører det stykke musik igen.

Jeg satte den på igen her til morgen.
Også her var der et safe spot. I genkendelsens glæde, i stroferne, hvor jeg kan synge hver og en - fra optaktsriff'et til hele klaversoloen. I rockens puls, der ender med at blive min hjerterytme og viser mig, at der er sgu vej.
Der er så meget energi i rock.

Solen skinner og jeg har det godt. Lige nu.
Samtale med psykologen i aften.

Drage over Dieppe

I skal lige se denne her - er den ikke sej?
Farmand og Fru Moderen er nys hjemvendt fra Frankrig og i Dieppe... - der var der drager. Rigtige drager!

Suuuuk. Jeg vil til Kina. NU!

Borgfruens uldtrøje

Jeg har fået en allerhelvedes masse mails, sms'er og telefonopkald - alle fra de pragtfulde mennesker, der vil mig det bedste, når jeg nu ikke selv kan finde ud af det.

Men, når jeg nu er sådan en knold til at spørge og bede om hjælp... - så bliver jeg så forfærdeligt frustreret over, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal GØRE med de tilkendegivelser. Skal jeg tale med alle? Gøre noget med alle? Være noget?

Jeg kom til at sige det højt til Borgfruen, en af mine fantastiske kolleger med højt til loftet. Det lød hæsligt og ufølsomt, da jeg sagde det, men hvis nogen kan bære det og se igennem alt mit rod, så er det vist hende:
"Du skal ikke gøre en dyt. Du skal bare tage det og lade det varme dig."

Så det gør jeg. Lader omgivelsernes varme omsorg og tanker flyde til mig og varme mig som en tyk og tryg uldtrøje.

I dag har været en god dag.
Tak.

Kinababyen

- er ikke blevet nævnt med et ord endnu.

Nix, for det er for ømtåleligt. Endnu.

Tilgængelighed i tilværelsen og NEJ

Jeg smadrede mit sy-dyr i morges.
Skralder-bang og så kunne den nogen-og-20-årige gamle dame ikke mere. Hun har syet min fars arbejdstøj, spejdertelte, gjordbånd til stole og diverse festkjoler + alt fra lapninger til kludetæpper, så mon ikke hun havde fortjent en sidste hvileplads i containeren med elektronikskrot?

Men, jeg kan jo ikke leve uden, så jeg måtte have muldvarpeskindet op. Godt og grundigt. Summasumarum: huset har fået et nyt stykke eletronik og jeg har fået nyt legetøj. med støtte fra Fru Moderens kalveskind.:-)

Det fik mig til at tænke: Med mit job foregår meget af arbejdet i hovedet eller er noget, der udspringer af noget i hovedet - tankevirksomhed, debat osv.
Jeg falder til ro, når jeg bruger mine hænder. Mad, håndarbejde, havearbejde - når hovedet får ro og hænderne tager over. Det er fed fryd at ælte dej,røre i gryder, hakke grøntsager... - selv strygetøj kan have en hel terapeutisk virkning på mig (hvor perverst det end lyder. :-)), men det at lade det varme strygejern glide over tøj, der bliver glat, varmt og fint. Der er noget ro i det.
Hvorfor pokker tog jeg dog en uddannelse, hvor jeg bruger mine hænder så lidt som jeg reelt gør?

Fordi mennesket ikke kan leve af brød alene. Heller ikke af ånd for den skyld. Den intellektuelle udfordring vil  nok altid slå håndens arbejde, men fordybelsen kommer, når jeg bruger mine hænder.

Noget andet, jeg kom til at tænke på idag: Tilgængelighed.
At være tilgængelig eller være omgivet af mennesker, der er tilgængelige.
For en som mig, der opfatter et nej som en afvisning og derfor hellere gør tingene selv og derved undgår at spørge (og måske få det forfærdelige nej), så er tilgængelighed så enormt vigtigt. Jeg skal vide, at folk er tilgængelige, før jeg tør spørge.
Og så spørger jeg ikke alligevel, for tænk nu hvis?
Jeg har stået nogle gange med klamme håndflader og bævende stemme for at spørge om selv den mindste ting, for tænk nu, hvis jeg fik et nej?! Ikke tale om, at jeg skulle nyde noget af at være til besvær, være i vejen.
Puha, jeg kan binde knuder på mig selv og gennemtænke 6328535 scenarier for at slippe for at spørge nogen, for tænk nu hvis, de siger nej? Så står jeg der og ser dum ud. Vraget, forkastet.

Jeg tænker, at min væren over-tilgængelig og have så svært ved ikke at byde mig til, tilbyde hjælp, støtte, omsorg... - er det en modreaktion på, at jeg føler, at jeg har mødt u-tilgængelighed? At andre ikke skal møde, hvad jeg selv synes at have mødt?
Har jeg nogensinde mødt et nej, der gjorde rigtig ondt?
Hvad er det med ordet nej, der er så forfærdeligt?
Hvorfor synes jeg, det er ondt?

Fordi det afviser. Det markerer en grænse, der siger." Det er du ikke berettiget til." "Du er ikke god nok til at modtage min hjælp:"
Et nej for mig er en lukket dør. Jeg må vende mig om og gå min vej, klare mig selv eller opgive mit forehavende.
Jeg har kun opgivet få ting i mit liv indtil nu - og derfor vil min reaktion være: "Fint, så gør jeg det bare selv..." Og med den en mente, spørger jeg ikke igen, for hvorfor skal jeg bruge tid på at spørge, når jeg nu alligevel kommer til at stå tingene selv?
Omvendt er der jo et mindreværd i ikke at føle, at jeg er god nok/berettiget til at få hjælp af alle andre. Gad vide, hvorfor jeg ser sådan på det? Gad vide, hvad der har fremprovokeret den oplevelse?

Jeg er godt klar over, at dette lyder meget lidt tiltalende. At jeg gør mig selv til et klynkende offer, der hyler op om, at jeg da så er den eneste, der lægger kopipapir i kopimaskinen, altid brygger kaffe, når nogen har drukket det sidste, altid stiller op til bla bla bla... - alt det sædvanlige bavl, som kvinder er mestre i. Men nej, jeg er sgu ikke et offer og jeg klynker sjældent.
Nej'et og frygten for det skaber en, for mig, naturlig konsekvens der hedder: "Gør det selv, lad være med at spørge - klar dig selv. Det er nemmest for dig og for alle andre."

Jeg vil glæde mig til at blive bedre til at spørge og ikke være så bange for det nej. Vide, at jeg er sgu god nok til at få hjælp.
Det kommer til at kræve arbejde.

Skoven ved Vintersbølle og Marienlyst Gods var smuk i septembers solskin. Det gjorde godt at blive luftet i både krop og knold. Mærke solens varme.

U2 - Electrical Storm

Jeg fik lyttet ordentligt til teksten i dag.
Bono får altid givet et hint af håb i selv de tungeste regnskyer og den største storm. At vi er frelst, trods alle fejl og fortabelser. Der er tråde af en hymne her, en elektrisk salme.

Måske skal denne være mit mentale "safe spot".

Car alarm won't let ya back to sleep 
You're kept awake dreaming someone else's dream 
Coffee is cold, but it'll get you through 
Compromise, that's nothing new to you 

Let's see colours that have never been seen 
Let's go to places no one else has been 

You're in my mind all of the time 
I know that's not enough 
Well if the sky can crack, there must be some way back 
To love and only love 

Angstanfaldets natur

Det er lidt som en bølge, der kommer rullende. Små angstanfald - små bølger, store angstanfald - tsunami.

De har ligget på lur hele dagen og er kommet rullende mod min mentale kystlinje i en lind strøm.

Først banker hjertet lidt hårdere end normalt og vejrtrækningen fortrækker til den øverste del af lungerne og der kommer en klump i halsen, lidt ligesom når der er gråd på vej - der er bare ikke tårer, kun følelsen af, at noget er farligt og jeg skal ud - væk.

Tårerne kommer, når jeg er kommet ud af det, der nu fremkaldte angsten.

Det er underligt, for rationaliteten står ret frem for mig og fortæller, at der da ikke er noget at være bange for, endsige frygte, men alle følelserne står og skriger. Hvad de vil sige mig, kan jeg ikke høre - det er et stort fælles kor af angst, der skal have mig væk i en fart.

For såvidt kunne jeg godt tænke mig at have følt det angstens kor, inden jeg havnede her, for det er da den mest effektive stopklods, jeg nogensinde har følt. Grum, ond og den kan ikke overhøres.

Sjælen og hjernen stivner og tilbage er blot de rå instinkter: Lad mig komme væk i en fart!

Omvendt er det også det ledeste, jeg længe har følt. At stivne i sit eget sind og lammes er hæsligt. Intet mindre end hæsligt.

I et sort øjeblik kunne jeg overveje, om jeg skulle søge medicinsk behandling for at tage de værste tsunamier, men jeg tænker, at hvis jeg skal lære mine følelser at kende, at reagere på dem, respektere dem og lytte til dem, så nytter det intet at pakke dem ind i kemi.

Så skal de ud, rå, upolerede og utøjlede.

Som en utilredet hest.

En mental rodeohest, der nok skal tilrides men også respekteres og anerkendes for sin vildskab og styrke.

Jeg skal lære mit eget følelsesliv at kende.

Smertefuld er nok det første ord, der falder mig ind. Bøvlet er et andet.

Det er, hvad følelser er.

Sådan lige nu ihvert fald. 

Jeg er ganske klar over, at følelser også er himmelhøje, frydefulde og skønne og dem vil jeg jo gerne have. De der stooooore følelser, der giver gåsehud og lykkefølelse helt ud i tæerne.

Hmm, jeg kan vist ikke få det ene uden det andet. 

Confront me, if I don't ask for help.

De sidder i halsen, gør de.
Angstanfald. Og kvæler.

En højt værdsat tidligere kollega spurgte til formiddag, om jeg ville have besøg og jeg ville faktisk gerne se hende, alt mit kaos til trods.
Men nej, monster angstanfald  kom rullende.
Jeg kunne mærke det i halsen - dybe indåndinger.

Så nej, jeg skal ikke se hende. Ikke i dag.

I filmen "28 days" bærer Sandra Bullock rundt på et skilt, hvor der står: "Confront me, if I don't ask for help".
Så, SOS til VBA, der står der på mit dørtrin hurtigere end en hvirvelvind. Klar med kram og trøst. Snak.
At have et menneske som hende i mit liv, er en velsignelse. Ingen krav, ingen spillen kæk i en hæk - bare få lov at være den, jeg er men også folde det ud, som kommer ud af denne omgang stress og angst. Jeg forstår lige pludselig, hvilken styrke et venskab har. At have rum til at blotte sig og blive set, når man er allermindst og allermest sårbar. at blive set og anerkendt.
Hvad betyder det at bede om hjælp? At turde sige: "Jeg har brug for hjælp" og på den ene side håbe på, at man får den, men også være forberedt på et nej. Jeg har aldrig været godt til "nej". "Nej" er afvisning, utryghed og mere afvisning. "Nej" er der, hvor jeg ikke er god nok, ikke fortjener hjælp eller omsorg.
Så det er meget nemmere ikke at bede om hjælp, for så får jeg ikke et "nej".

Men, hvor filan kommer den angst fra? Den oplevelse af ikke at være berettiget til hjælp og omsorg?
Der skal vist kikkes bagud.

For nu er der ro på igen. Så meget ro, som jeg kan mønstre.

VBA siger, at man skal finde et trygt sted. En duft, et fysisk eller mentalt sted, hvor der er fred og ingen fare. Det vil jeg arbejde på.

:-)

Jeg elsker Marimekko

Der er visse ting her i verden, jeg har svært ved at leve uden. Marimekko-design, for eksempel.
Kald mig bare et luksusdyr, hippie eller andet - men jeg elsker Marimekkos stil og streg. Der er farver, ramasjang og LIV i både tøj og metervarer. Jeg bliver glad af det.

I flere år har Maija Isola's klassiske rød/pinke Unikko-blomster prydet køkkenet, men da jeg så dette stof, tegnet sidste år fra kollektionen "In Good Company", så var jeg solgt.

Kvaliteten er hør/bomuld og vævningen er lidt blank i overfladen.

Nye toner i køkkenet...

Nye køkkengardiner af Marimekko-stof.

Når natten falder på

Endnu en nat med tankemylder og uro.
Min indre Nürnberg-Ring vågnede op til dåd og vækkede mig med stressdrømme om kopiark og en dårlig samvittighed over ikke at have givet min vikar ordentlige materialer. Som om jeg behøver at uro'es over det - VBA rocks og kan sagtens klare ærterne.

Midt i kvalmen og trætheden dukker overvejelser op. Blogs... hmm, er det ikke bare en anden form for selvbekendelseslitteratur, hvor småneurotikere, selvfede stakler og kvinder med for meget tid til krea-projekter fylder nettet med billeder af nuttet strik, retrokeramik og tanker om dette og hint?
Måske.
Det er der også.

Men der er også de blogs, hvor man er lille, usikker, bange og frustreret. Om vi havner der, ved jeg ikke endnu. Lige nu er det en ventil til mit overfyldte hoved.

Jeg fandt en blog, hvor en kvinde beskriver mig. Måske ikke lige netop mig, men det føltes som mig. Det føltes rart at blive set og mødt i al mit rod.

Rod er der i stuen. Gemalen og jeg har malet køkken og stue. Det var ren mental hygiejne at fjerne vintres stearin-sod og mados. Alt er hvidt, lyst og stort.
Rod er der faktisk i hele huset. Her ligner Beirut Bymidte.

Måske man skulle gå i gang med at af-Beirut'te. Et rum af gangen.