Tilgængelighed i tilværelsen og NEJ

Jeg smadrede mit sy-dyr i morges.
Skralder-bang og så kunne den nogen-og-20-årige gamle dame ikke mere. Hun har syet min fars arbejdstøj, spejdertelte, gjordbånd til stole og diverse festkjoler + alt fra lapninger til kludetæpper, så mon ikke hun havde fortjent en sidste hvileplads i containeren med elektronikskrot?

Men, jeg kan jo ikke leve uden, så jeg måtte have muldvarpeskindet op. Godt og grundigt. Summasumarum: huset har fået et nyt stykke eletronik og jeg har fået nyt legetøj. med støtte fra Fru Moderens kalveskind.:-)

Det fik mig til at tænke: Med mit job foregår meget af arbejdet i hovedet eller er noget, der udspringer af noget i hovedet - tankevirksomhed, debat osv.
Jeg falder til ro, når jeg bruger mine hænder. Mad, håndarbejde, havearbejde - når hovedet får ro og hænderne tager over. Det er fed fryd at ælte dej,røre i gryder, hakke grøntsager... - selv strygetøj kan have en hel terapeutisk virkning på mig (hvor perverst det end lyder. :-)), men det at lade det varme strygejern glide over tøj, der bliver glat, varmt og fint. Der er noget ro i det.
Hvorfor pokker tog jeg dog en uddannelse, hvor jeg bruger mine hænder så lidt som jeg reelt gør?

Fordi mennesket ikke kan leve af brød alene. Heller ikke af ånd for den skyld. Den intellektuelle udfordring vil  nok altid slå håndens arbejde, men fordybelsen kommer, når jeg bruger mine hænder.

Noget andet, jeg kom til at tænke på idag: Tilgængelighed.
At være tilgængelig eller være omgivet af mennesker, der er tilgængelige.
For en som mig, der opfatter et nej som en afvisning og derfor hellere gør tingene selv og derved undgår at spørge (og måske få det forfærdelige nej), så er tilgængelighed så enormt vigtigt. Jeg skal vide, at folk er tilgængelige, før jeg tør spørge.
Og så spørger jeg ikke alligevel, for tænk nu hvis?
Jeg har stået nogle gange med klamme håndflader og bævende stemme for at spørge om selv den mindste ting, for tænk nu, hvis jeg fik et nej?! Ikke tale om, at jeg skulle nyde noget af at være til besvær, være i vejen.
Puha, jeg kan binde knuder på mig selv og gennemtænke 6328535 scenarier for at slippe for at spørge nogen, for tænk nu hvis, de siger nej? Så står jeg der og ser dum ud. Vraget, forkastet.

Jeg tænker, at min væren over-tilgængelig og have så svært ved ikke at byde mig til, tilbyde hjælp, støtte, omsorg... - er det en modreaktion på, at jeg føler, at jeg har mødt u-tilgængelighed? At andre ikke skal møde, hvad jeg selv synes at have mødt?
Har jeg nogensinde mødt et nej, der gjorde rigtig ondt?
Hvad er det med ordet nej, der er så forfærdeligt?
Hvorfor synes jeg, det er ondt?

Fordi det afviser. Det markerer en grænse, der siger." Det er du ikke berettiget til." "Du er ikke god nok til at modtage min hjælp:"
Et nej for mig er en lukket dør. Jeg må vende mig om og gå min vej, klare mig selv eller opgive mit forehavende.
Jeg har kun opgivet få ting i mit liv indtil nu - og derfor vil min reaktion være: "Fint, så gør jeg det bare selv..." Og med den en mente, spørger jeg ikke igen, for hvorfor skal jeg bruge tid på at spørge, når jeg nu alligevel kommer til at stå tingene selv?
Omvendt er der jo et mindreværd i ikke at føle, at jeg er god nok/berettiget til at få hjælp af alle andre. Gad vide, hvorfor jeg ser sådan på det? Gad vide, hvad der har fremprovokeret den oplevelse?

Jeg er godt klar over, at dette lyder meget lidt tiltalende. At jeg gør mig selv til et klynkende offer, der hyler op om, at jeg da så er den eneste, der lægger kopipapir i kopimaskinen, altid brygger kaffe, når nogen har drukket det sidste, altid stiller op til bla bla bla... - alt det sædvanlige bavl, som kvinder er mestre i. Men nej, jeg er sgu ikke et offer og jeg klynker sjældent.
Nej'et og frygten for det skaber en, for mig, naturlig konsekvens der hedder: "Gør det selv, lad være med at spørge - klar dig selv. Det er nemmest for dig og for alle andre."

Jeg vil glæde mig til at blive bedre til at spørge og ikke være så bange for det nej. Vide, at jeg er sgu god nok til at få hjælp.
Det kommer til at kræve arbejde.

Skoven ved Vintersbølle og Marienlyst Gods var smuk i septembers solskin. Det gjorde godt at blive luftet i både krop og knold. Mærke solens varme.