De har ligget på lur hele dagen og er kommet rullende mod min mentale kystlinje i en lind strøm.
Først banker hjertet lidt hårdere end normalt og vejrtrækningen fortrækker til den øverste del af lungerne og der kommer en klump i halsen, lidt ligesom når der er gråd på vej - der er bare ikke tårer, kun følelsen af, at noget er farligt og jeg skal ud - væk.
Tårerne kommer, når jeg er kommet ud af det, der nu fremkaldte angsten.
Det er underligt, for rationaliteten står ret frem for mig og fortæller, at der da ikke er noget at være bange for, endsige frygte, men alle følelserne står og skriger. Hvad de vil sige mig, kan jeg ikke høre - det er et stort fælles kor af angst, der skal have mig væk i en fart.
For såvidt kunne jeg godt tænke mig at have følt det angstens kor, inden jeg havnede her, for det er da den mest effektive stopklods, jeg nogensinde har følt. Grum, ond og den kan ikke overhøres.
Sjælen og hjernen stivner og tilbage er blot de rå instinkter: Lad mig komme væk i en fart!
Omvendt er det også det ledeste, jeg længe har følt. At stivne i sit eget sind og lammes er hæsligt. Intet mindre end hæsligt.
I et sort øjeblik kunne jeg overveje, om jeg skulle søge medicinsk behandling for at tage de værste tsunamier, men jeg tænker, at hvis jeg skal lære mine følelser at kende, at reagere på dem, respektere dem og lytte til dem, så nytter det intet at pakke dem ind i kemi.
Så skal de ud, rå, upolerede og utøjlede.
Som en utilredet hest.
En mental rodeohest, der nok skal tilrides men også respekteres og anerkendes for sin vildskab og styrke.
Jeg skal lære mit eget følelsesliv at kende.
Smertefuld er nok det første ord, der falder mig ind. Bøvlet er et andet.
Det er, hvad følelser er.
Sådan lige nu ihvert fald.
Jeg er ganske klar over, at følelser også er himmelhøje, frydefulde og skønne og dem vil jeg jo gerne have. De der stooooore følelser, der giver gåsehud og lykkefølelse helt ud i tæerne.
Hmm, jeg kan vist ikke få det ene uden det andet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar