Cry me a river

Så kom de. For fuld skrald.
Tårerne.

Egentlig har jeg haft en fantastisk weekend med Fru Moderens fødselsdag, kombineret med at passe niecerne samt gå på dekorationsjagt i skoven efter svampe, mos og grene.
Det var livsbekræftende og dejligt at være sammen med dem og betyde noget, men det blev også en praktisk eksersits.

I morges, da jeg så kørte dem i skole, kunne jeg godt mærke, at noget vist var med i bilen, som ikke burde være der. Faunen ude fra hækken.
Eet langt angstanfald fra jeg kørte til jeg kom hjem igen. Angst på køreturen, angst på skolen, da jeg nøssede tøser farvel, angst på vejen hjem og langt op ad formiddagen. En lammende og foruroligende angst, der satte mig i sofaen med et vattæppe, ude af stand til at gøre ret meget.

Da angsten forsvandt, kom gråden. Som altid sidder den i halsen som en uspiselig klump af tidsler, der giver påmindelser om enorm smerte, der vil ud ogsom jeg ikke kan lægge låg på.
Det føltes sejt, som tyggegummi og som at stirre ind i noget uden form og mening. Sort var min første tanke, men ved nærmere eftertanke var forundringen over denne lammelse nok større end frygten.
Tidseklumpen kunne ikke sluges. I dag kunne jeg ikke mande mig op og komme videre, blive luftet - finde noget at gøre, så tankerne kom lidt på afveje.
Jeg sad bare og var. Med min kæmpestore tidsel.

Hos psykologen i dag gik der så ordentlig hul. Hold da op, hvor gør det ondt. Jeg græd og græd... - og alligevel kunne jeg da mærke, at jeg holdt igen. Det var ikke en monstertudetur, men den gjorde ondt nok.
Jeg fik ros for at tude. For at give slip. For at være kommet helt derud, hvor kroppen uigenkaldeligt har taget magten over mit intellekt og ikke bare sådan giver slip igen.

Jeg sad med følelsen af at være gået 1 skridt frem og 3 tilbage, men sådan forholder det sig ikke, fandt jeg ud af. Jeg er hundeangst for at gå i hundene. For at sidde inaktiv og følelsesløs i min sofa og ikke kunne agere i mit liv - dertil har jeg set for meget ogdet skræmmer mig i en sådan grad, at jeg med Djævlens vold og magt vil slide mig selv i smadder for ikke at gå i stykker.
Derfor har de sidste snart 14 dage været de sidste spæde rester af overlevelse og fight, jeg havde tilbage. Det sidste "Fuck dig! Jeg bestemmer sgu her!", jeg havde tilbage.
Krea-projekter, stof, gåture... - altsammen overlevelsesmanøvrer for ikke at skulle ned i hullet.

Men nu er jeg her. Det er ikke mørkt, bare trist og tungt. Jeg føler mig trist og tung. Som en marionetdukke, hvis snore er blevet klippet over.

Hvad fik jeg så med mig fra psykologen idag?

Jeg fik med mig, at jeg er der, hvor jeg skal være - lige nu. Jeg skal ikke handle eller agere mig ud af det, jeg skal mærke og tude alle de tårer, jeg har, for med tårerne forsvinder angsten. Angsten er lavabobler af frustration, sorg, følelser og knokkelslæb, der er blevet lagt låg på, men som springer som gejsere af angst - som jeg ikke kan kontrollere.
Når tårerne tager trykket af gejseren, forsvinder angsten.

Jeg fik med mig, at det forløb, vi har været igennem og stadig står i, for at få Kinababyen "fandeme ikke er for børn", for at citere psykologen. Føj for ind i Helvede,hvor gjorde det ondt, da hun lavede et resume af, hvad vi har været igennem og stadig står i. Når et andet menneske lige sådan ridser fakta op omkring ønsket om barn, erkendelsen af ikke at blive biologiske forældre, mislykkede fertilitetsbehandlinger og blive bims af hormoner, sorgen over at skulle sige farvel til den del af livet og finde fornøjelse og lykke i andre måder at blive forældre på, for dernæst at skulle igennem et hav af godkendelser... - og så som kirsebærret på toppen af isen; blive stillet i en kø, hvis milepæle konstant flyttes længere og længere væk???
Man skal være lavet af noget umanerlig sejt for IKKE at blive bims.

Jeg fik med mig, at det har været superbelejligt for mig at drukne mig i arbejde og opgaver... - for så slap jeg for at føle og tænke. Når jobbet og opgaverne så ikke var nok til at holde tankerne beskæftiget, så mosede jeg bare endnu mere på og kørte endnu stærkere på min helt private Le Mans-bane.

Så, jeg græder de modige tårer. Mange af dem.
Gemalens skjorte er helt våd.