52 måneder

I dag skal jeg øve mig i IKKE at mene, at det er en total SKOD-DAG!!!!

52 måneder.
4 år og 4 mdr.
En hulens masse dage, endnu flere timer og et utal af minutter.

Brugt på at vente.

Der findes vanvittig mange billeder på at vente. Personligt har jeg det lidt som på en togstation - nogle kommer og går, der er gang i kiosk og billetsalg...- men mit tog er forsinket og der gives kun få og oftest ubrugelige informationer om ankomst.

I dag har jeg mest lyst til at sprænge en bombe. Eksplodere og brøle, at det bare er stjerneuretfærdigt! Jeg vil også afsted - nu! mit tog skal komme nu!!!!!
"Karen 4 år", sparker til det hele og brækker mig i stænger.

Så stik mig en spand. Først kan den blive losset ned i det fjerneste hjørne og bagefter kan jeg kaste op over tingenes tilstand.

En formildende omstændighed er til stede. Ret skal være ret.
Niecerne har indtaget huset denne weekend, da forellerne skulle rende bentøjet ømt i Berlin. Der er heste på gulvet og tøser i nattøj endnu. Gemalen, der bygger Zome-modeller med den mindste og den store har rørt kager sammen, der står i ovnen...
Det giver et billede på mine søndage fremover. Og det er værd at glæde sig over, også selv om det gør nas.

Det minder mig lidt om min yndlingssalme:

Sorrig og glæde de vandrer til hobe
Lykke, ulykke de gange på rad
Medgang og modgang hinanden tilråbe
solskin og skyer de følges og ad
Jorderigs guld
er prægtig muld
Himlen er ene af salighed fuld.

Javist, Kingo, den gamle kongeelsker og elitist mente, at livet på jorden alene var skabt til at bane vejen til himmerige via dydens smalle vej, men for mig er der lige så jordeliv i salmen. At vi mennesker ikke kan forvente, at livet kun er nemt. At trods tro, håb og kærlighed er der sten på vejen, modstand og smerte. Kingo mente nok, at disse mødigheder kun kunne overvindes i himlen, men findes himlen ikke på jorden?
Gu gør den da det.
Vi vælger selv lykken. Vi vælger selv håbet og troen på det, der giver mening for os.
Jeg ville ønske, at min blog kunne spille musik, for salmens smukke vemodige sarabande er ikke af denne verden. Den løfter og bærer ud og op.

Nu, vi er ved Kingo - dyrk lige disse ord. Smukkere skal man lede længe efter:

Chrysillis, du mit verdens guld,
min en´ og ønskeskat,
mit lys i mørke nat!
Kom nærmer hid, o hjerte huld,
og læg dit øre til;
jeg for dig sjunge vil.
Lykkens sang,
lykkens gang
vil jeg vise uden fejl,
hvor du mig,
jeg og dig
skue må som i et spejl.


Han var sgu en gammel romantiker, var han, ham Kingo. 1669 og så at kunne vold-score sin kone med ord som disse?


Måske kom jeg i lidt bedre humør.... - vi venter lige lidt med spanden.