En torsdag i bølger

Det er blevet brugt nogle svingninger på at tænke over det koncept: "Hyg dig og gør det, du har lyst til."

For en uge siden ville jeg have sagt: "Ja, ja..." og bagefter tænkt: "Hvordan fa** gør man det? Hvad er det, jeg har lyst til?"

Hvad jeg har lyst til at lave, har længe afhængt af, hvad mine omgivelser havde brug for. Ikke om jeg nødvendigvis synes, det var vanvittig sindsoprivende at beskæftige sige med eller gad, men hvad der skulle gøres.
Jeg er ved at nå dertil. At finde ud af, hvad jeg har lyst til og gøre det uden hensyntagen til, hvad omgivelserne tilfældigvis måtte mangle. Sy tøj midt i en rodebutik. Male. Høre musik. Gå tur. Være revnende ligeglad med vasketøj, opvask, spindelvæv eller at nogen måtte stå med opgaver, de skal have løst.
Det lyder hæsligt og egocentreret og jeg er egentlig ikke særlig stolt af det, men når det indre energi-kar skal fyldes op og vedblive med at være godt fyldt, så skal der noget egensomsorg til.

Den manglende tilgængelighed stinker, synes jeg. Det er ikke mig. Men det skal blive en del af mig, for at jeg kan vedblive med at være tilgængelig.

Dagen har haft sine små og mellemstore angstbølger. I formiddags, uvist af hvilken årsag - måske fordi jeg havde sat tempoet op og havde gang i en hel del ting på samme tid.
Og i eftermiddags. Vejrtrækningen sad helt oppe i halsen og hænderne rystede. Årsagen var klar: Jeg konfronterede hele dynen ved at tage dagens gåtur i det samme område, som vi bruger til udendørs aktiviteter på skolen. Jeg smed bilen lige foran skolen, faktisk - og det var dælme en øv-følelse.
Men det gik og måske er det vejen frem og videre, at jeg laver sådanne korte konfrontationer og får skole og arbejde tilbage i komfortzonen. Jeg har hele tiden haft tæt kontakt til min geniale vikar og er holdt up-to-date med unger, situationer osv, og det føles på en side fint og rigtigt.
På den anden side er jeg pil-ravende ligeglad.

Det rager mig en høstblomst.
Det rager mig simpelthen en hujende fis.
Men det er der ikke noget nyt i.
Jeg er vild med mit job og  mine skoleunger. Jeg er glad for at være sammen med dem og nyder mine timer. Men jeg er ved at være godt grundigt træt af at være en hel masse og give en hel masse til andre folks børn. Alt det gode, jeg har og kan, alt mit krudt... - skal sgu da for filan gives til min egen unge.

Det er da min unge, der skal have alt det.

Argh, hvorfor Fa**** i hans hede hule Helvede skal det tage så forhutlet lang tid?
På søndag har vi ventet 52 lange, lede og lusede måneder.
Da vi kom på venteliste i 2006, var ventetiden på 10-12 måneder. Den er så steget med 10 måneder om året...
En klog kvinde sagde engang spruttende af galgenhumor-grin og frustration, at der fandeme da ikke var andet end spritstive grønlandske teenagere tilbage, når vi kom til fadet.

Gad vide, hvor længe vi skal vente endnu?
Det varer sgu ikke længe, inden jeg syr mig en orange kedeldragt, der kan matche de Guantanamo-forhold, der bydes adoptanter på en venteliste...
Tortur er nærliggende...