Hul på bylden

- også i den grad!
Jeg havde en aftale med psykologen kl. 17.30 i dag. Omkring kl. 4 begyndte jeg at pace gulvet, få mavekneb, ryste på hænderne og mærke små bølger af angst slå mod min sjæl.

Jeg drog af 10 minutter før, jeg egentlig havde brug for, men uroen var stor og angsten ikke mindre. Hvad var det nu, hun bad mig om sidst? Noget med livkvalitet, livsvilkår? Eller var det hvad, jeg blev glad af?
Truth be told, da jeg gik fra hendes praksis i fredags, havde jeg glemt stort set alt, da jeg gik ud af døren.

Sidst, jeg talte med en psykolog, var jeg opløst i snot og tårer, der afløstes af en massiv vrede og frustration over alt det, jeg havde været igennem og naturligt nok havde jeg vel en forudanende angst for at skulle igennem det igen.
Men nej; denne gang gribes det anderledes an: Jeg bliver superviseret og coach'et - jeg finder selv svar og løsninger og hurra for det! Jeg finder tryghed i viden om, at hun guider mig, men lader mig styre og vælge det fokus, jeg finder relevant, indtil hun så hiver mig tilbage til noget, jeg fik skøjtet hen over... - og der pilles ikke i de følelser, jeg har så svært ved. Ikke endnu i hvert fald.

Der faldt flere brikker på plads i dag- og der kom ro over endnu flere:

Jeg er ikke større eller ældre end at jeg stadig gerne vil anerkendes i min angst eller uro. Når jeg er skidebange for at rejse til Kina og hente Kinababyen - kan vi finde ud af det?, hvad fa**** gør vi, hvis vi har en flitsbue-skriger i 10 timer i flyet?, får jeg lov til at have min unge i fred eller bliver den - GUD FORBYDE DET- en "allemandshund", fordi alle straks skal have poterne i min unge? Sådan noget....

Jeg er over-tilgængelig som modreaktion på en mødt ikke-tilgængelighed engang. At være tilgængelig er ikke lig med at være med hvor som helst og når som helst, men at være nærværende, når jeg vælger det - og har lyst til det.

Min tilværelse har kørt Le Mans i hvert fald det sidste år til halvandet. Jeg har ikke følt mig stresset, men kroppen har langsomt sagt fra i form af et voksende medicinforbrug, rystende hænder, manglende nattesøvn osv. Hovedet har fortsat at mose på, for - når andre kan, kan jeg sgu også.
Og gu kan jeg det: Jeg skal bare lige huske, at mentalt er jeg altså temmelig højgravid med alt, hvad der følger med af besværligheder. Mine er bare ikke fysiske, men psykiske.
Når jeg så er kørt væk fra Le Mans, er jeg fortsat på Autobahn i overhalingssporet og ikke et øjeblik tænkt på at holde ind på en rasteplads. Nok kan min indre Betty Bagklog da godt se, at jeg flere gange har tænkt "Det gider jeg eddermaneme ikke!" og "NEEEEEJJJJJ!!!!!", men har overhørt det, for tingene skal jo gøres/nu har jeg lovet det...
Erkendelsen af, at jeg faktisk har levet med tanken om: "ahh, vi skal liiiige om på den anden side af denne uge, på den anden side af april..." og "jeg skal lige være færidg med det her...", at så ville det lysne, men det har det bare ikke gjort. Eller rettere: Jeg har ikke ladet det lysne, men kastet mig videre ud i et eller andet nyt projekt.

Men nu holder jeg altså på en rasteplads og kikker lidt på udsigten. Her er i grunden ganske nydeligt.
Og jeg bliver holdende her lidt endnu.
Jeg skal ikke ud på motovejen igen, ikke sådan lige nu.
Når jeg skal videre, skal jeg finde mig en landevej med et tempo, hvor hjertet kan følge med. Bevares, der skal da gasses op og overhales en traktor, meeeen.... - jeg skal lige finde mit koblingspunkt igen.

For pokker da, hvor fik jeg en masse energi og overblik af hende, min psykolog., Hurra for hende!
Og hurra for mig.

Min indre Superdame tænker godt nok: "Tom K, din hænger**- du kører Le Mans i 24 timer, jeg har kørt i 1½ år! Go home!"
Men det er jo ikke særlig sundt, og det var sgu mig, der havnede i grøften....

Der er lys for enden af tunnelen.
Fedt.