onsdag den 22. september 2010

Layla's Rock'n'Roll Ro

Jeg har forsøgt med meditationsmusik.
Jeg har forsøgt med klassisk.

I dag er det ren, rå Rock'n'Roll, der virker. Jeg falder helt til ro i 4/4-takten, i trommernes fills og de rå riff. Bassens duven. I opbygningen af a-stykke, b-stykke, c-stykke, solo, bro...

Jeg har ikke været mange streger over de spirende teenage-år, da jeg for gud ved hvilken gang sad foran Mosters enorme pladesamling og fandt en LP frem. På coveret var der en gyldenhåret dame, der nærmest flød eller smeltede ned af det. "Layla and other assorted Lovesongs" stod der.
Den sorte lakplade blev forsigtigt lirket ud af sit pap og pickup'en sænket ned. Skrat - skrat - skrat....-og lige pludselig skete der noget.

Med en tornado af lyd løftedes jeg op gennem rummet og ud. Lukkede øjne og en dervish-dans over stuegulvet. der var ingen rammer, ingen regler, ingen skal, bør og vil. Blot "er". Det markante riff forsøgte at binde mig til jorden, men hverken fødder eller hjerterødder stod stille. Bassen rumlede i gulvet. Jeg hørte intet andet end 2 guitarers legen kattens-jagt-efter-musen. Stemmens smerte - insisterende på, at jeg skulle lytte.
Hjertet stod stille og tårerne sad i halsen, da klaveret tog over og trak tornadoen i land og puttede den til ro.
Overgangen fra mol til dur - fra mørke til lys.

Der skulle mange lytninger til, før jeg kunne sidde stille og gennemlytte nummeret, endsige hele albummet. Og - jeg måtte da ud og have mit eget eksemplar af dette fantastiske album, for der var noget der, jeg ikke kunne eller ville leve uden.
Selv i dag er der et groove, der vil ud. Fra anklen, der vipper blasert, fordi den har hørt det nummer så tit - til hovedet, der danser på halsens hvirvler. Tårerne er forsvundet, men en varm glæde forplanter sig i takt med gåsehuden ned af rygraden, når jeg hører det stykke musik igen.

Jeg satte den på igen her til morgen.
Også her var der et safe spot. I genkendelsens glæde, i stroferne, hvor jeg kan synge hver og en - fra optaktsriff'et til hele klaversoloen. I rockens puls, der ender med at blive min hjerterytme og viser mig, at der er sgu vej.
Der er så meget energi i rock.

Solen skinner og jeg har det godt. Lige nu.
Samtale med psykologen i aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar