mandag den 20. september 2010

Når natten falder på

Endnu en nat med tankemylder og uro.
Min indre Nürnberg-Ring vågnede op til dåd og vækkede mig med stressdrømme om kopiark og en dårlig samvittighed over ikke at have givet min vikar ordentlige materialer. Som om jeg behøver at uro'es over det - VBA rocks og kan sagtens klare ærterne.

Midt i kvalmen og trætheden dukker overvejelser op. Blogs... hmm, er det ikke bare en anden form for selvbekendelseslitteratur, hvor småneurotikere, selvfede stakler og kvinder med for meget tid til krea-projekter fylder nettet med billeder af nuttet strik, retrokeramik og tanker om dette og hint?
Måske.
Det er der også.

Men der er også de blogs, hvor man er lille, usikker, bange og frustreret. Om vi havner der, ved jeg ikke endnu. Lige nu er det en ventil til mit overfyldte hoved.

Jeg fandt en blog, hvor en kvinde beskriver mig. Måske ikke lige netop mig, men det føltes som mig. Det føltes rart at blive set og mødt i al mit rod.

Rod er der i stuen. Gemalen og jeg har malet køkken og stue. Det var ren mental hygiejne at fjerne vintres stearin-sod og mados. Alt er hvidt, lyst og stort.
Rod er der faktisk i hele huset. Her ligner Beirut Bymidte.

Måske man skulle gå i gang med at af-Beirut'te. Et rum af gangen.

1 kommentar: