Det er ikke altid fedt at forlade matriklen.
Faktisk er det noget, jeg skal tage mig gevaldigt sammen til, for inderst inde er det superneder'n.
Det giver nemlig angstanfald.
Det er som om den angst sidder som den ondeste faun ude i min hæk og gnækker: "Hvos hun kommer ud, så tager vi hende! Og specielt, hvis hun ikke skal over bygrænsen!"
Det er ikke en rar og hyggelig faun som Mr. Tumnus i Narnia. Det er en lille djævel, der udelukkende skal lave ravage.
Faunen tog med i Netto. Jeg kan lige gå ned i REMA, der på mystisk vis føles okay tryg, men Netto blev for stor og for farlig. En ond og dyster troldeskov med fangarme og snublerødder.
Mit safe spot, MP3-afspilleren og solid rock - i dag Pearl Jam - er ellers god til at holde alt væk fra mig og skabe en urørlighedszone, jeg kan færdes i, fordi jeg ikke hører andres stemmer og derfor ikke ser dem eller kan hører, hvis nogen vil mig noget. Jeg er ikke god til at være tilgængelig ligenu. Jeg skal ikke kontaktes. Folk skal ikke kunne få fat i mig.
Netto var en veritabel kampzone. Der var mange mennesker og desværre også folk, jeg kender. Folk, som hilser venligt og ikke vil mig noget, men som har set mig. Ikke fordi det er farligt og jeg har intet at skammemig over - jeg vil bare ikke ses, når jeg har sådan her.
Klumper af angst sad i halsen fra jeg kom til jeg gik. Lettelsen var enorm, da jeg smed den sidste vare i posen og gik derfra. Ud til bilen og hjem.
Der kom først rigtig ro på senere... - og nu, hvor jeg tænker over det,så kommer den snigende igen.
Man kan spørge sig selv: Hvorfor i alverdens riger gik jeg dog derind, når jeg kunne mærke, at det var skidt?
Hvorfor gik jeg ikke bare igen?
Fordi jeg ikke giver op. Fordi jeg moser på til jeg bider i græsset. Fordi jeg fandeme ikke vil lade en angstens faun diktere min gøren og laden.
Jeg skal nok lytte til mine følelser og sige fra, men jeg skal ikke ligge under for dem ien sådan grad, at jeg ikke kan fungere.
Ikke tale om.
Jeg sidder lige nu med en strøtanke, om dette fanden-i-voldske "jeg vil!" er den overlevelsesstrategi, jeg har udviklet fordi jeg har set andre kvinder gå så meget ned, at de ikke kunne fungere selv i den mest simple dagligdag? At de kunne gå cirkler om sig selv for at tage sig sammen til at spise, gå i bad?
Er det sundt at have det sådan? Bør man være så stålsat på IKKE at ville helt ned i det sorte hul, for der vil jeg ikke være. Jeg vil ikke engang overveje, om jeg er dernede...
Vælger jeg at være kreativ, fordi roen i virkeligheden kommer, når jeg er så koncentreret, at jeg ikke KAN tænke?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar