1. søndag i advent

Taget i betragtning, at jeg kunne have gravet mig selv ned under gulvet og haft navlepillende ondt mig selv hele weekenden, har den været så forfærdelig hyggelig - og den er ikke engang slut endnu.

Det mest tankevækkende er vist, at der ikke har været snerten af overspringshandling eller tvangs-syssel-sætting over det.

Fredag afsluttede jeg sessionerne med psykologen, der mente, at jeg var godt på vej i min proces og havde godt styr på mine redskaber. Jeg er i fin kontakt med alle de følelser, jeg ellers gerne vil pakke væk. Det er stadig svært at blotte mig i offentlighed, men det er en lang vej at lære dette med de år, jeg har brugt på netop at pakke alle følelserne væk.
Jeg skal stadig og dagligt minde mig selv om om at stoppe op, mærke og tænke - og SÅ handle, hvilket jeg stadig gør i en anden og knapt så hensigtsmæssig rækkefølge, men også det er en proces, jeg ikke bar kan ændre på et par måneder.
Fredag eftermiddag ringede optikeren og sagde, at de havde mine briller parat. Jeg har måttet erkende, at de fine, uindfattede briller jeg købte i foråret er for sarte til mit brug, så jeg har investeret den svimlende sum af 495,- i et par slavebriller... - som har siddet på mig siden fredag. Brunt acetatstel i Miss-Monnypenny-møder-nørd-stil, knapt så chunky som de fleste acetatstel, men væsentlig større end de briller, jeg har gået med de sidste 10 år. :-)
De er fede.... - we like.

Fredag aften åbnede vi for kogeskolen. Gemalen skulle lære at lave flæskesteg. Han har tidligere ytret ønske om at tage over i køkkenet i ny og næ, og det er da så fint!
Selv om mad er mit store afstressningsfelt, kunne det jo vel tænkes, at jeg for fremtiden måske synes, at det er så meget sjovere at lege med min unge end at røre i gryder...
Så, flæskesteg med sprød svær (nemlig ja!) brunede kartofler, skysauce og rå rødkålssalat - opskriften følger her, for det var dælme godt:

1 kvart rødkål, fintsnittet
2 gode æbler med smag og syre, i tern
2 gode appelsiner, i tern
1 håndfuld tørrede figner, i mundrette bidder.

Dressing af:
1 del gele - vi brugte husets hjemmekogte paradisæblegele
1 del grov dijon l'Ancienne
salt
citron.

Salatdele blandes og gerne kvases lidt med hænderne.
Dressing røres sammen og hældes over - det skal dække, men ikke sejle.
Lad trække i min. 30 min.

Lørdag tog VBA og jeg til Gissselfeldt og kikkede julemarked. Meget nydeligt, men for pokker da et østrogen-hav! Der var tonsvis af tuttenutte-rå blomsterting, julekniller-knaller og kunsthåndværk, der kostede spidsen af en jetjager og hvor meget af det var i kategorien "specielt for at være specielt". Fint at se, men ikke noget for mig. Jeg stak af med en stok frisk grønkål og en ny Rudolf til samlingen.
Det er meget muligt, han er lavet af gasset, flået kat og syet i Kina - jeg er kold. Jeg er ikke kattefan og forøvrigt var han nuser...

Rudolf-samlingen

Han er da kær!

Efter Gisselfeldt tog VBA mig med til en elev-opsætning af Mamma Mia. Hold da kæft, nogle talentfulde og dygtige unger. Jeg grinede og tudede og var helt med, trods falsk sang og lidt kiks med musikken. Alt sammen ligegyldigt, for ungerne havde ramt både nerve og humor.
Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Det er en fed fryd og fornøjelse at have hende i mit liv.
Thanksgiving var ganske vist i torsdags, men hende er jeg taknemmelig for, ikke bare om torsdagen...

I dag kommer Fru Moderen og Farmand og Lille-bissen. Den står på gåtur i snevejret, æbleskiver og aftensmad.
En dejlig weekend!

Kom jul - kom sne - kom gaver!
Kom mandag - kom matching - kom Kina!

Talknuser

I dag har vi stået på venteliste i nøjagtigt 4½ år.

4 år
6 måneder

54 måneder
216 uger
1512 dage
36288 timer

Jeg er lidt blank-lammet-kold-mystisk-agtig over det.

D. 16.februar 2011 udløber vores godkendelse. Så er den 5 år gammel.
Forinden brugte vi 7 måneder på at blive godkendt.
Forinden da brugte vi 4 måneder i behandlingssystemet.
Forinden da prøvede vi selv...

Til januar er det 9 år siden, vi begyndte på at bygge en familie...

De 9 år er ikke spildt, på ingen måde. Men der er fandeme gået alt for meget tid og energi på sorg, tårer, vrede, frustration, mindreværdsfølelser, angst, uretfærdighed... - og alt det andet, der æder sjæle.

Jeg mærker lige nu, at tude kan jeg ikke, men en følelse af lammele, ligegyldighed og desillusion er overhængende.
Jeg kan nok i virkeligheden ikke forholde mig til det.

I følge den amerikanske rygtedronning kan vi forvente at høre nyt fra omkring mandag i næste uge - for helvede, hvor jeg håber, at vi er med. At det sker noget nu, at det her ventehelvede er overstået....
Tanken om jul, familieknillerknaller, julegaver og hvad ved jeg er næsten ikke til at bære, hvis vi skal vente endnu en furhutlet lang lortemåned... - også selv om den hedder december.
Et eneste lyspunkt er sgu da, at jeg kan drukne mig i marcipan.

Tilbage bag katederet

Nu har jeg været tilbage i manegen igen... - og det var dejligt.

Min indre cirkushest lugtede savsmulden og var tilbage i vanlig stil, både i går og idag.
Vanlig stil, fordi jeg følte mig vanvittig godt tilpas sammen med ungerne og de gøremål, der er i skolen og i timerne og fordi jeg faldt ind i min rolle, ind i min undervisningsstil - og det var fedt at finde den side af sig selv igen.

Engelskholdet i går føltes som om jeg slet ikke havde været væk. Vi var tilbage i den gode gænge i løbet af 10 minutter, hvilket ville være normalt for en hvilken som helst tirsdag morgen.

Mit engelskhold i dag var en anden sag, for de unger har jeg i mange timer og de betyder meget for mig. Der er en hel klasse fuld af små og store kærlige banditter, der har humor, hjerte og masser af mod på livet - og der blev jeg lidt spændt, på den gode måde - at skulle være sammen med dem igen.
Så jeg sagde det til dem - at jeg havde glædet mig til at se dem allesammen igen, at deres søde hilsner og tegninger havde givet en masse styrke til at vende tilbage og - at jeg faktisk også var spændt på at være her igen.

Det var ikke det dummeste, jeg nogensinde har gjort, nok nærmere tværtimod. De så en voksen, en lærer-men også et menneske med følelser og hjerte, både for dem og for skolen.

Jeg havde de fedeste timer med de børn!
Pjat og pjank, grin og snak - koncentration og arbejde.

I morgen skal jeg afsted igen og jeg er nået dertil, at jeg glæder mig til at tage på arbejde. Det er larmende, der er knald på og meget - alt for meget at forholde sig til, men jeg tager det, jeg kan - og lader resten ligge.
Jeg gider godt stå op om morgenen og komme igang, se hvad dagen bringer og være glad igen.

Jeg er ganske klar over, at når jeg er på skolen, tænker jeg ikke på Kinababy og Kinabøvl. jeg tænker ikke på ventetid, sorg og frustration. Følelsen af uretfærdighed er forsvundet for en skøn stund, hvor jeg nyder at trække vejret og lave noget, jeg er god til.
Jeg må så trække mig tilbage, når jeg kommer hjem og kravle lidt ind i mig selv, men det er vel det, jeg burde have gjort for længe siden.
Lige nu føles det ikke så slemt, men... - på fredag har vi ventet nøjagtigt 4 ½ år.
Sindssygt...

Exit Grøn Drage

Den grønne drage er ved at forlade mig igen. Det holder og holdt hårdt at få den vappet ud, fordi den nærmest bare blev stærkere, jo mere jeg kæmpede for at slå den ned.

Først skulle jeg stoppe med at være så vred. Vred på verden og vred på mig selv, fordi jeg ikke kan forliges med at have følelser som misundelse og smålighed, men ikke desto mindre har dem...

Vreden er en stærk drivkraft for mig og en følelse, der altid er dukket op før sorg og angst. Jeg reagerer som oftest med vrede før noget andet... - det er som om vreden er så meget "nemmere" at håndtere. Den er grov, voldsom og rå. Den kræver ingen forklaring og den er eminent til at skabe en mur rundt om mig: SKRID!

Vreden er god til at skræmme folk væk.

Egentlig er det et Damokles-sværd: Vreden skal dække og beskytte mig, så den skræmmer væk - og omvendt vil jeg jo gerne have omsorg fra andre, når jeg har det sådan.

Dernæst skulle jeg erkende, at også jeg har brug får - og kan få omsorg.

Og omsorgen får jeg først, når jeg tør vise, at jeg har brug for den.

Jeg er ved at lære det, men det tager tid. Der er en del, der kan se igennem min vrede og lirke mig ud af den.

For den skader ikke blot mig selv, men også min relation til min omverden. Jeg kan ikke lide at have det sådan her, ikke fordi vreden og følelserne bag vreden er socialt uacceptable, men fordi det dybest set ikke er sådan, jeg er.

Tilsidst skal jeg huske, at følelser er følelser. De har helt deres eget liv og jeg kan kontrollere dem til en vis grad - resten er tilfældigheder. Jeg har ikke ansvaret for andres følelser og de har ikke ansvaret for mine. Jeg kan sige og gøre nogle ting, der kan pisse folk af og omvendt - det betyder bare ikke, at der er et ansvar. Følelser er spejle og når vreden, sorgen, misundelsen - men også lykken og glæden dukker op, er det et spejl af noget inden i mig.

Anyway; nu er jeg dampet af og kan komme lidt videre. 

Jeg har været på arbejde i dag - en hel lang dag.
Imorgen skal jeg undervise og det glæder jeg mig faktisk til.

På en søndag

- bliver der altid nogle timer, hvor vi kikke på hinanden. Snakker lidt, venter lidt og fantaserer lidt om, hvordan søndagene med Kinababyen kommer til at se ud...

Ventelisten ser sådan ud. Det har den gjort læææææææææææææææænge...

 

Sagsnummer	Godkendelse modtaget i DanAdopt	CCAA log-in dato	Gruppe nummer
9737	13-01-06	26-05-06
9805	18-01-06	26-05-06	1
9661	23-02-06	26-05-06	HER ER VI!!!!!!!
9756	24-04-06	10-07-06	2

4 år
5 måneder
25 dage

Hmmmm.....

Du er den store. Ergo må du også være den fornuftige.

Jeg vågnede meget tidligt i morges og tænkte over det her. At det var noget, der skulle skrives ned, intellektualiseres lidt over - falde lidt klart lys over.
Om det lykkes, skal jeg ikke kunne sige, men nu ser vi, hvad der sker.
Jeg er nok stadig på jagt efter form, men tanker har jo ikke altid form...

Jeg tænkte, hvorfor jeg har den misundelse. Hvorfor er den kommet og hvad har givet mig den? Har jeg selv opelsket den, givet den næring eller er det omstændigheder, der har gjort at den i situationer trives godt i mit selskab?

Ham den lille hippie fra Nazareth siger jo, at misundelse ikke er særlig misundelsesværdigt og det må jeg jo give ham ret i. Det handler vel i bund og grund om, at nogen har noget, man selv gerne vil have og at man ikke er stor nok til at sætte sig ud over det.
Det var den rationelle forklaring.
Men, hvorfor er det så, at misundelsen er så grim, for det er vel ikke grimt at ØNSKE sig noget, en anden har? Et ønske er jo  ikke et krav, en bestilling, noget der partout skal indfries?

Jo - det er vel der, sovsen skiller: At man netop ønsker sig noget - eller noget magen til - så brændende, at man ikke kan styre sine følelser og derved siger og gør ting, som er betragtes som socialt uacceptable?
At det ikke kan blive ved ønsket, men skal indfries...

Jeg får nogle billeder - oplevelser på den indre filmspole, som måske giver et praj om, hvorfor den er hos mig:

Jeg er 10-11 år og hele familien er til den store julebazar i Farmors Odd Fellow Loge. Det var sådan noget med enorme og fine rum, mange damer i pæne nederdele og nette skjortebluser, den dikrete perlekæde og pumps. Det årlige salg af deres produktioner af julepynt og pyntedims. Jeg husker broderier, hæklede julehjerter, små uldnisser... - alt, hvad hjertet kunne begære.
Der var et andespil. Det år vandt en eller anden en Barbiedukke og jeg troede, jeg skulle dø. Åhh, hvor var hun fin og hende fulgte jeg med øjnene, ned i Fru Moderens taske, hvor jeg længselsfuldt håbede, at hun blev min. Måske ikke nu, men så måske til jul. Hende kunne jeg godt tænke mig.
Den dukke var i min bevidsthed hele dagen, indtil vi skulle hjem.
I bilen ser jeg så, at Mindstebror sidder med en dukke, jeg ikke har set før. En ny dukke, hvis hår han allerede er igang med at nulre helt kruset, hvilket var hans kendetegn overfor samtlige dukker: Håret blev nulret i smadder...
Jeg undrer mig, frygter og får ondt i maven - hvor er Barbiedukken? - og jeg tager mod til mig og spørger. "Jamen, den har jeg da byttet til den dukke til din bror - du er da alt for gammel til at lege med dukker og han skulle have noget at lege med...  - sådan noget pjat. Nu må du holde op! Du er den store. Ergo må du også være den fornuftige...", var svaret.
Om ordene faldt sådan, kan jeg ikke huske, men det lød sådan i mine ører.
Maven blev til is, ansigtet stivnede og kulden bredte sig. Jeg stirrede ud af bilens vindue resten af vejen hjem og kæmpede for ikke at blive rasende, gal - eller tude. Jeg skulle ikke tude! Hvorfor skulle han have den dukke? Hun måtte da have set, hvor meget jeg ønskede mig den? Kunne hun ikke læse mit blik?
Den lille infame mide - han fik fandeme også det hele. Han måtte det hele og skideballerne kunne stå i kø, hvis man tog hævn over gnallingens med tiden mere og mere udspekulerede stunts. Da jeg endelig FIK en Barbiedukke i fødselsdagsgave, overmalede krapylet den med autolak og jeg var tæt på at slå ham ihjel, men svaret? "Jeg kunne lade være med at lade døren til mit værelse stå åben/lade mine ting flyde på gulvet....- jeg legede jo heller ikke med den mere. Jeg var den store. Ergo måtte jeg også være den fornuftige..." Noget i den stil.

Jeg er ret sikker på, at jeg den nat tudede mig i søvn og nedkaldte hede forbandelser over den lillebror, hvis behov overgik mine egne og som var eminent til at tilkalde sig specielt Fru Moderens opmærksomhed.
Men jeg skulle ikke nyde noget af at lave larm og tude, for så havde jeg med 120 % garanti mødt dødsreplikken: "Det er dig, der er den store. Ergo er det også dig, der må være den fornuftige."

En del børnefamilier i omgangskredsen har hørt mig rasle med Allahs hellige Fatwa-sværd, hvis de nogensinde bruger den replik overfor de ældste søskende... - for selvom man er ældst, er man ikke stor.

Rationelt har og havde de da nok ret, mine forældre. Han havde behov større end mine, men jeg følte, det var på  bekostning af mig, af mine følelser. Hvad jeg ønskede var ikke så vigtigt som hans ønsker og behov...

Lad være med at være til besvær, klar dig selv, lad være med at ønske noget, for du får det ikke. Lad være med at knytte dig til noget, for du får måske ikke lov til at beholde det - og hvis du gør, får du det ikke for dig selv.
Der er ALDRIG nogen, der har sagt til mig, at jeg skulle opføre mig sådan, men det var det, jeg tog med mig indtil jeg som teenager eksploderede, men mere om det en anden dag.

Der kommer jord.

Jeg måtte have min arbejdshjelm på i dag, for der kom jord.

For år tilbage havde skolen besøg af en Lars Mogensen, der med karatefilosofi og stand-up-stil fik høvlet nogle sandheder ind i lærerstaben. En af hans ting, der hang fast, var: "Der kommer jord!"
Når man følte sig overdynget af L-O-R-T, fik et møgfald eller mødte modstand -et eller andet - så skulle man forestille sig, at man tog en sikkerhedshjelm på og sige: "Der kom nok jord!" og så børste støvet af sig. Øvelsen gik i al sin såre enkelhed ud på, at man ikke lod tingene gå ind.

I dag kom der jord. Ikke udefra, men indefra.
Jorden beviste på grusomste vis, at jeg slet slet ikke er færdig med mit skrammel og at jeg med lynets hast var på vej ud i verden med mine gamle mønstre.

En kollega kom forbi med sin nyfødte bebs. Klokken var lidt i ringetid, jeg havde set det ud af øjenkrogen OG straks tænkt, at jeg stak en anden vej, så jeg slap for konfrontationen, for jeg følte mig overhovedet ikke stærk nok til at skulle dikke-dikke, beundre - bare ordet tillykke bed i halsen. Jeg skal lige love for at min gamle grønne misundelsesdrage var kommet ud af mølposen.
Men, jeg kunne ikke helt kravle udenom og måtte tage konfrontationen. Jeg gjorde det kort og nøgernt, men jeg kunne godt mærke, at den sved. Det gjorde sgu ondt.
Jeg er udmærket klar over, at kommentarerne om at "nu skal du også snart ha' sådan en lille en!" er velmente, omsorgsfulde og kærligt mente - jeg hører dem bare ikke sådan. Jeg hører medlidenhed og den værste sorte side af mig hører hån og spot. Det er så langt ud i hampen, men det er de følelser, der dukker op og jeg reagerer ved at være knap i mine ord, kold i stemmen og kroppen og ikke mindst; få travlt. Jeg får uro i kroppen - jeg begynder at skynde mig, ikke blot for at komme væk fra selve situationen, men for nok i virkeligheden at komme væk fra de følelser, jeg har OG komme væk fra mig selv. De gør simpelthen for ondt.
Jeg er slet ikke klar til at være sårbar for åben skærm endnu.

Og, jeg skal lige slå nogle ting fast for mig selv:
Nej, jeg vil fandeme ikke ha' hendes yngel eller være gravid eller noget i den stil - jeg bliver misundelig, fordi hendes ventetid har været afmålt og nu afsluttet. Hun slap for den lede, lede uvished... - bevares, hun er ikke sluppet for angsten, men hun slap sgu for at trække pinen ud i flere år. Hun har noget, jeg gerne vil have - closure.
Hun vidste, der kom noget levende ud til slut og at der var en endelig afslutningsdato!
Ja, ja, ja - 1289456385 ting kan gå galt under en fødsel og nej, ingen kan være sikre på noget levende til slut, men hvis og hvis min rumpet er spids.

Så nu skal jeg lige sunde mig og lande igen. Jeg var godt på vej ud af den vej, jeg absolut ikke skal, men Gemalen fik hevet mig hjem igen. Jeg er ret sikker på, at han er meget uforstående overfor min oplevelse af hån og ynk fremfor kærlig omsorg, fordi han opfatter det som om jeg skubber de folk væk, som vil mig det godt.
Måske - jeg synes jo bare ikke, det føles godt. Jeg mærker det jo ikke som omsorg og så er det vel naturligt at skubbe det fra sig?

Fuck, hvor føler jeg mig ussel, nedrig og uværdig, når jeg har det sådan her. Jeg ved godt, at alt godt kommer til den, der venter - at vi skal vente, for ellers bliver det ikke netop vores barn, der kommer - at misundelse er en grim ting, at jeg er smålig, grov og lige nøjagtig så barnlig og lille, som jeg føler mig.
Det er den samme gamle følelse, der dukker op, som dengang Fru Moderen tog min søde kusine i forsvar og sagde, at hun faktisk var skidebange for at føde sin første, fordi jeg i sorg og raseri over endnu et mislykket forsøg rasede over, hvorfor hun kunne og ikke jeg. At jeg nok egentlig ønsker mig lige nu, at der er en, der stryger mig over håret og siger, at det fandeme er okay at have det sådan her og at de godt kn forstå mig, istedet for at forsvare alle andre.
Jeg ønsker mig at få lov til at sure, mule og tude af raseri - svine hele verden til og få ros for det, istedet for at møde forklaringer og hovedrysten over min reaktion.

<<<<<<<<<<<årh, giv mig en spand at brække mig i!!!!!!!

Fordi man er til dims...

- og fordi det snart er jul og så skal man ha' sig et par juleøreringe.

Fundet hos Fat Cat Stuff på foranledning af to af mine tøsebørn fra 5. kl, der ved at deres lærer er lige så vild med plasticdimsede sager som dem selv:

Og så et par til ikke-jul:

www.fatcatstuff.dk

Første arbejdsdag

Hmmm.
Den så jo kort ud på papiret og så ikke helt alligevel:
2 lektioner på skolebiblioteket, efterfulgt af 1 lektion IT-tilsyn og 1 lektion PUC adm (papirarbejde på skolebib, der på fancy dansk hedder Pædagogisk Udviklings Center:-))
Så altså fra 10.00 til 13.30.

Jeg var på skolen kl. 8. Det var helt dejligt at sidde der i morgenmylderet, sige hej og mærke den myre-summen, der var omkring mig - og jeg var noget ambivalent, da klokken ringede, for den ene side af mig ville gerne med ud i klasserne, ud til ungerne, mens den anden egentlig også synes, det var rart, da roen sænkede sig og jeg kunne gå i gang med at tømme mit skab for papirer, læse op på diverse informationer og få forberedt mig lidt.

2 lektioner på biblioteket forsvandt som dug for solen. Læse mails og komme up to date med IT, være hjælpende hånd til undervisning af skolens SFO/Klub-pædagoger i Open Office samt få planlagt nyindkøb til skolebiblioteket. Der var jeg lidt blæst, da jeg sad i bilen, for de efterfølgende timer havde jeg konverteret til "Indkøb", så mig afsted ud og handle.

Jeg skulle virkelig holde fast i min seddel, for ellers havde jeg glemt, hvad jeg skulle. Tungen lige i munden.

Det var ikke væmmeligt, bare meget koncentreret.

Og jeg var flad, da Gemalen skulle hentes fra job. Kogte på fifaneseren.

I dag har jeg igen 2 lektioner på biblioteket og der vil jeg hjem, når jeg er færdig, så jeg kan arbejde på ikke at blive helt så flad som i går.

Min skole er et dejligt og trygt sted. Der flyver krammere og gode varme godmorgener gennem luften. Det er trygt at vende tilbage og det giver mod på at give det en skalle, arbejde de 10 ekstra % for at få det til at virke. Det er som om den varme gør det nemmere at starte, gør det nemmere at komme tilbage. Alle er flade efter et halvt skoleår med fuld skrald på, mange syge, nye arbejdsrutiner, nye børn, nye mødeplaner - men alligevel fornemmer jeg, at der er plads og overskud til at tage imod en fortabt, der vender tilbage til folden.
Jeg er da godt klar over, at jeg ikke ryger ind i 20 store bjørneknus fra morgenstunden om en uge, men dem har jeg i hjertet og bærer med mig.
Ungerne hopper som glade gummibolde, når jeg siger: "I næste uge!" på det sædvanlige spørgsmål: "Ihhh, hvornår kommer du igen? Vi savner dig?!"
Hverken de eller jeg er i tvivl om, at de har haft nogle dejlige uger sammen med VBA og at de kommer til at savne hende, fordi hendes varme grin, gode jokes og store menneskelighed smitter af på børn - det smitter af på dem, der omgås hende.

Så,nu vil jeg lave en ny skemabog til mig selv og komme ud i verden.

Søndag aften før første arbejdsdag

Hvor er vi?

Hmm.
Weekenden begyndte helt ude i det sønderjyske kagebord med Sarah Bernhardtkager kl 11 om formiddagen sammen med Borgfruen og en god ven.
Han er blevet til Gammelfar... - til en dejlig dreng, som jeg fik lov til at møde senere samme dag.
Jeg har altid vist, at trods sit lidt firkantede væsen har han runde hjørner og bløde pletter i sjælen og han er et menneske, jeg sætter umådelig stor pris på at have i mit liv.
Hans nyværende status som kæreste og mand og ikke mindst mandligt islæt i forhold til drengen, var et nyt billede og en ny facet, som klæder ham - det er helt forrygende at se et menneske udfolde nye sider af sig selv. Som en sommerfugl, der bryder med sin puppe og lader sig sejle på himlen..

Anyway; som dagen skred, kom Gemalen hjem, VBA kom forbi efter skole og en improviseret frokost kom på bordet. Huset flød med snak, grin og her var varmt, rart og helt trygt.

Jeg har nogle fantastiske mennesker i mit liv. Mænd og kvinder med hjerter og hjerner, der bidrager til min horisont, sparker mig ud i noget nyt, har min ryg når det er noget knold og som bare gør livet så meget federe, større, kulørt og sjovt.
De kan grine, så bukserne revner - æde kager uden at hæve et øjenbryn.
I deres selskab er rummet frit for fordomme, bezzerwisser-attitude... - bare trygt og varmt.
Det er der, man får et kram, når det trænges og et klask, når røven er i passende højde.

I går er det 5 år siden, Gemalens far forlod denne klode. Og dog. Han er jo ikke helt væk. Jeg har set og talt med ham, efter han rejste og jeg har en klar oplevelse af, at han er her endnu. Han er en af skyggerne herhjemme. I begyndelsen skræmte han mig fra vid og sans, når jeg så ham i vinduet, men vi har fundet en stil, hvor vi begge kan være her. På hver vores plan.
Der er en bestemt sang i rummet, når han er her.
Måske derfor har jeg heller ikke det store behov for at se hans sten på kirkegården. Han er der jo ikke. Det er blot en sten med et navn på.
Gemalen har det på samme vis. "Jeg går indad, når jeg skal tale med ham. Og mindes.", siger han.
Ikke desto mindre havde vi sat hinanden stævne på kirkegården i går - og bagefter til en forsinket Mortensand.
Det var nu rart og fint.

I morgen er det så skole igen efter min egen plan, min drejebog.

Der er ro i hovedet, men kroppen er helt elektrisk.
Håret falder stadig af, jeg har eksem i hovedbunden - det ligner sgu nærmest arp og det bløder, når jeg får redt mig med børsten. Jeg har fået den skide visdomstand.
Maven slår knuder og skiftes mellem at forlange mad i nærmest perverse mængder, for blot at give mig madlede, mavekneb, strålemås og kvalme.
Min nældefeber slår ud, bare jeg tosser rundt i 10 minutter foran Kinect'en, vores nye legetøj...

Jeg tror ikke, det er stress. Det er ren alarmberedskab. Ikke over arbejde, skoleunger eller noget i den stil. Det er ikke krav eller nervøsitet.
Det er vist min form for veer.

4 år
5 måneder
18 dage.

Et nyt badeværelse

Tømreren kommer på onsdag og jeg så noget lignende i en biks i byen - og Gemalen er med på den, så jeg tror sgu, at jeg skal på jagt efter sådan en lille sag her:

En mexikansk håndvask med fisk på.
Den er da topsej, og jeg tror ikke, jeg ville blive træt af at kikke på den med de farver og figurer.

Lige nu er jeg ikke nået til andet end hvide fliser alá gammel svømmehal og glasmosaik, men det kommer.

En lækker pakke jule-dims

Hi hi.
Hvert år proklamerer jeg, at jeg dælme ikke skal have mere juledims. Da Farmor døde og vi tømte hendes hus, fik jeg meget af julepynten med mig, deriblandt de gamle glaskugler.
Farmors samling af julepynt udvidede min samling betragteligt, så der er 6 store kasser på loftet og med vores 110 kvm. er der måske plads til at have 20% fremme uden at huset ligner Gertrud Sands hjem!

Anyway - jeg ku' da ikke dy mig og pakken kom igår fra Vintage Kompagniet, som har de skønneste juledimser.
Gemalen har overgivet sig og har ikke engang skabt sig de år, hvor jeg er gået all-in i amerikansk extravaganza med glimmer, guld, blinkende lamper og hele svineriet. Han ved jo, at jeg er træt af det den 28. og flår hele skidtet ned.

I år er noget mere afdæmpet. Mit nye behov for hvidt, ro og rene linjer har vist sat sit præg, men en enkelt lille glimmer-ugle skal der sgu være plads til.

Lidt at kikke på:

Fugleburet fandt jeg ude hos min skønne kusine, der rydder op og sælger ud af alle sine sager. Jeg var lidt forelsket, men nu er jeg topforelsket, navnlig i husets små fjerede beboere.

Lidt til træet.
Kubus-stagen, der flyttede ind i sommer
som det første indkøb til husets nye førstesal skal lege adventsstage i år,
for den er så rå i sit udtryk.

"Der må jeg sgu gi' mig,"sa' Gemalen. "Det er GOD juledims!"

Så, lidt nyt er flyttet ind.
Nu skal jeg sgu ha' fart på. Om mindre end en time kommer der folk til fredags-skvadder, kaffe og jeg skal lappe tøj for Borgfruen, der er så meget fyr og flamme, at hun sætter ild til sit tøj!

Lettere perverst julehumør

Jeg var til tandlæge i mandags. Nul huller, men en visdomstand er poppet frem.

En visdomstand!

Egentlig synes jeg, det er urkomisk, at nu -midt i stress, pres, venteveer, frustration og hvad har vi - skal jeg  få en visdomstand.

Hvad er det lige, Universet vil fortælle mig?

Nå, men jeg har en sød tandlæge. Han hedder Lars og burde nok lave noget andet end at være tandlæge, for alt på ham virker stort og så at rode med noget så småt som bisser?

Anyway - han er sød og hos ham er jeg ikke bange for at smide mig i stolen og få ordnet gebisset. Der er nok noget trygt ved ham og hans væsen. Han griner, joker og fjerner nok i virkeligheden min opmærksomhed. Very sleek... - hvis han er sådan overfor tøsebørn i byen en lørdag aften, så skal man sgu passe på, tror jeg. :-D

I mandags var han i et - i følge ham selv - lettere "perverst julehumør" og nynnede "Let it Snow", mens han arbejdede og småsludrede. Det var top-hyggeligt at få ordnet tænder af en jule-havenisse!

I dag er jeg sådan lidt bum-bum-agtig. Det er ikke nemt at tage sig sammen til at få ordnet den liste af kedelige to-do's, jeg skrev i morges: Vasketøj, strygetøj, støvsugning etc., men så kom jeg i tanke om min "Christmas with Dino"-skive og det er bare som om, verden er lidt mere lækker, lidt mere glansbilledagtig, lidt mere lykkelig, når Dean Martin crooner om sne, kys og hjerter, der banker i takt...

Min indre superdame synes, jeg er en blødsøden romantiker, der stadig tror på nisser og kærlighed og det gode i mennesket... - i dag har jeg bedt hende holde kæft, for det er så DAAAAARJLIGT at være en lyserød romantiker.

Jeg tyvstarter på job om et par timer. Det er fint, for jeg kan mærke, at jeg bruger alt for meget energi på at prøve at skubbe tiden og få den til at gå hurtigere - på at få november overstået. Jeg tygger for meget drøv i hjernen - bruger min tankevirksomhed på en masse, jeg ikke kan bruge til noget alligevel, og - som jeg skal bruge energi på at få verfet ud af hovedet, netop fordi jeg er bevidst om, at jeg ikke kan bruge det til noget.

Mine hensigtserklæringer fungerer, som jeg havde tænkt mig, men der er en bivirkning, jeg ikke havde forudset: Punkt #2 - jeg giver kun, hvad jeg spejler.
Jeg har lagt mærke til, at når jeg ikke investerer i folk - på forventet efterbevillling, om man så må sige - så bliver relationen lidt tam. Der mangler noget og jeg sidder med en oplevelse af, at så er relationen unødvendig/ uinteressant/kedelig... - som om min manglende investering skaber en form for ligegyldighed. Jeg opfatter nok mig selv som lidt glat - lidt uinteressant og DET gider jeg sgu ikke!
Jeg skal lige lure på det og se, om noget skal justeres.

4 år
5 måneder
16 dage.

as long as you love me so...
Let it snow, let it snow
let it snow.

Hele og halve liv

Tak for kommentarer. Det er dejligt at møde opbakning, og- de fik mig til at tænke.

Egentlig tror jeg ikke, at min lørdagsrejse ned med elevatoren var relateret så meget til den forestående fødselsdag, for jeg har mærket og mærket og kan ikke finde en årsag... - andet end jeg var flad og som psykdamen siger: Når jeg har paraderne nede, popper følelserne igennem og jeg føler mig endnu mere sårbar.
Jeg havde nok bare ikke brug for at være sårbar i  et større forum.

Anyway; jeg tænker lidt over det koncept at føle sig halv, andenrangs, sådan lidt sat udenfor børnefamiliernes selskab.
Jeg er så udmærket klar over, at de følelser foregår indeni mig, indeni os - indeni den gruppe af mennesker, der ikke har børn. At det er en måde, vi opfatter os selv på.
Det har vist ikke så meget med omverdenens syn på os - familiens syn på os. Vennernes syn på os.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan familien og vennerne har set på os, men jeg kunne forestille mig, at der nok har været og er lidt medlidenhed, lidt spænding, lidt sorg og lidt frustration på vores vegne - men for nogles vedkommende nok også en snert af uforståenhed, fordi de ikke kan forstå den situation, vi står i.
De kan forholde sig til, hvad de selv ville gøre, hvis de stod uden børn - hvad de ville anvende al den voksentid til, der ikke stod job på - men ikke ventetidsaspektet.

Men det er blot noget, jeg tror. Jeg har ikke været i bærret på dem og kikke efter.

Det syn, vi så har på os selv, er et ganske andet. Ventetid er en ting - i begyndelsen kan man sysselsætte sig selv, laver et par langsigtede planer og lever fint med det. Der er lagt en deadline et stykke ude i fremtiden og "Hvad skal vi så finde på imens?", tænker man.
Det er nu ikke så skidt.
Det er nok først ved konfrontationerne, at man så mærker effekten af stadig at være et par, der endnu ikke er opgraderet til familie: Barnedåbe, børnefødselsdage, barselsbesøg, familiefester med tonsvis af unger....

I begyndelsen kikker man længselsfuldt på ungen, klemmer gemalens arm og hvisker: "Ti hi, om x antal måneder er det os!".
Efter et par gange er frasen og håbet så slidt, at længslen er vendt til frustation, sorg og angst, fordi nok står vi på den liste og ja, vi skal nok få barn, men hvornår? Hvor mange gange skal vi igennem det smertehelvede at blive konfronteret med det, vi ikke har?

Det er en følelse af at være halv. At mangle noget. At føle sig udenfor.

Og nu er det så, at jeg står med et paradoks - en meget ambivalent følelse.
For; hvorfor tiltænker jeg et lille væsen så stor en kraft, at det kan hele mig?
Hvorfor PÅLÆGGER jeg et barn de evner?

Jeg tænker; jeg henter en unge fra den anden ende af verden for at føle mig hel - i samme sekund, jeg tager den unge for at hele mig selv, halverer jeg ungen, idet jeg løsriver barnet fra alt kendt - sprog, dufte, kultur, erindring?

I samme ombæring tænker jeg så også, at der i mødet mellem det forældreløse barn og de barnløse forældre sker en heling - at vi trods alt også gør noget godt for hinanden, at barnet møder omsorg, tryghed, kærlighed - og at forældrene opgraderes til det famlieliv, som de har ønsket i mange år, men som også forventes af omverdenen.
Lige præcis - man skal ikke komme og fortælle mig, at der ikke stadig ses lidt ned på de par, der vælger at leve uden børn. At de opfattes som mærkelige, egoistiske?
Men, er det ikke også topmålet af egoisme at vriste et barn fra dets hjemland bare for at vi kan blive en familie?
Og så kommer der lige et twist mere:
For - jeg synes jo, det er helt hen i vejret at tro, at ungen skal hele os voksne - at vi opnår et bedre liv på grund af et barn. Skal et lille barn bære det? Bære det ansvar?
Handler det ikke om, at vi voksne skal bære barnet og ikke omvendt?
Burde vi ikke være i stand til at skabe det liv, vi ønsker uden at skulle involvere et lille væsen?

Hvis det barn skal komme her, være en del af dette hjem, skal det så ikke i en eller anden karmisk forstand - komme af sig selv? Komme for sig egen skyld? Være her i kraft af sig selv?

Med alt dette en mente kikker jeg lidt på det liv, vi har her, Gemalen og jeg.
Har vi et godt liv?
Ja.
Har vi på mange områder det, som vi godt kunne tænke os?
Ja.

Hvorfor skal der så et barn til?
Hvad skal det barn bidrage med?
Skal det bidrage eller vil der ske en eller anden mærkværdig karmisk forbindelse mellem det barn og os, som ikke kan forklares eller teoretiseres over?
Står vi i analysens grusomt klare lys i virkeligheden overfor noget, der kun kan omfattes af kærlighed? At lysten og evnen til at møde et lille væsen - at omfatte det med tillid, tro, respekt, omsorg, tryghed, kærlighed, fordi vi har det til overflod?

Kom med et par bud.

Den lille malkeko

Jeg er den lille malkeko
jeg skal bare stå og glo...

Ja, ja - eet skridt frem og to tilbage.
Sådan er det idag.

Vi skulle have været til børnefødselsdag i dag, men nix, det skulle vi så ikke alligevel.
Jeg er sart, bevares, men Gemalen er også tyndslidt.

Til trods for, at vi nu er så tæt på målet som nogensinde, er energidepoterne mindre og mindre. Man skulle jo tro, at netop slutspurten - synet af målstregen - kunne give vinger og uanede kræfter, men sådan er det ikke. Ikke her, i hvert fald.
Sjælen, håbet - det hele er tyndslidt og der hænges i med det yderste af neglene.

Jeg kan levende forestille mig, at der er folk omkring mig, som må ryste på hovedet og tænke: "Op på hesten! I er så nær ved! I skal bare lige have november overstået - det er skide 24 dage! Kom igen!"
Det må de sgu gerne, for jeg gider ikke engang PRØVE på at overbevise dem om, at nu er jeg flad. Nu er vi flade.
Vi gider ikke mere. Gider ikke flere energiske pep-talks, klappen på skulderen og fjernen-fokus.
Ikke mere.

Ikke fordi det er særlig sundt, givende eller konstruktivt at kravle ned i sin Kinaboble og have ondt af sig selv og forbande tiden langt væk, men det er egentlig ikke noget, vi har dyrket ret meget - og måske burde vi have gjort det for ikke blot at overleve, men også leve.
Så i dag er jeg til min sofakrog og min pyjamas. Jeg er ikke til pænt brug.
Lille, trist, sårbar og temmelig rend-mig-i-røven-agtig.

Jeg er inderligt ligeglad med velmenende råd, sportsmetaforer om den lange bane, målstreg og fokus, totalt og aldeles kold, klam og WC-agtig om, hvad folk måtte mene om os. Jeg gider ikke høre på flere "Nyd jeres voksenliv, mens I har det - det bliver aldrig det samme!"
ARGH! &%(/¤%#!!!!

Klap i! Skrid! F*** af!

På et tidspunkt tænkte jeg, at hvis dette bjerg af ventetid var den eneste prøvelse, vi ville stå overfor i vores liv, så var vi sluppet nådigt, men jeg har svært ved at se ud over det i dag, svært ved at tro, at nok når vi toppen, men i hvilken tilstand? Er vi overhovedet stærke til at varetage sådan en lille nus eller vil den første lange periode være præget af endnu en omgang overlevelse? Endnu en omgang væren stærk, fordi vi ikke kan andet?

Jeg er træt af forhindringer, ventetid, tålmodighed, overspringshandlinger, sysselsætning og alt det andet gejl, jeg fylder min tid med.
Jeg vil have min mand i hans velfortjente Far-rolle, min unge, jeg vil være glad igen, lykkelig og færdig med angst, uro og følen sig sådan lidt ynk-ynk-Grethe-Sønck-klynk i en spændende kombi med følelsen af at være andenrangs.
Ja. Det sidder inden i mig og sådan tænker folk ikke om mig.
Jeg vil sk*** på, hvad de tænker om mig, for sådan tænker jeg om mig lige nu og det er fandeme ikke sjovt.

4 år
5 måneder
10 dage

FFFFFFÅÅÅÅÅÅÅÅÅRRRRRRKKKKKKK!!!!!!!!!

Krea-time... + lidt opsamling

Vupti med nederdel - vanterne er også færdige. Dvs, de skal vist have en børnehavesnor i nakken, så jeg ikke taber dem. Den er nemlig lidt for tykke til bare at stoppe i lommen.

Før.

Efter 

- der røg 15cm. af, 

og af resterne lavede jeg en lomme, der er syet fast i liningen, 

men som ellers er løs. 

Lidt bånd og pailletfløjlsbånd 

+ saksen i et par gamle paillet-leggings, jeg købte i et anfald af vildelse, 

og så tror jeg, vi har en vinder her til vinter.

Opsamling:

Jeg var til psykolog i går.

Mit hjemmearbejde havde jo bestået i, at jeg skulle lave etbrev, hvori jeg opstiller nogle spilleregler for mig selv og hvordan jeg gerne vil have tingene, så jeg slipper for at stå i situationer, hvor jeg enten får givet for meget af mig selv og derved føler mig drænet, hvordan jeg får sagt fra, så jeg ikke føler mig jordet eller overfaldet... - sådan noget.

Efter et fantastisk gensyn med en gammel veninde, kunne jeg se tingene klart og kunne meget hurtigt få banket mine 6 spilleregler ned. Egentlig syntes jeg, da jeg fik opgaven, at den var god, men noget nær umulig, for hvordan fanden skulle jeg kunne stille spilleregler op - endsige få dem vendt, så de havde et positivt defineret udgangspunkt - så jeg skrev ned, hvad jeg ville, fremfor hvad jeg ikke ville. Det er sgu tit så nemt at sige, hvad jeg ikke vil - det er straks sværere at sætte ord på, hva djeg vil, da jeg nok altid har siddet med en følelse af, at det var forbudt at sige, hvad jeg ønskede mig, hvad jeg havde brug for, hvad jeg havde lyst til, fordi så var jeg besværlig. Til ulejlighed.

Bare det at sige til psykologen, at jeg faktisk gerne ville have en tid mere, selv om jeg selv skulle betale - at det kunne jeg godt tænke mig - det var fandeme en overvindelse.

Måske netop derfor har det været så svært at gå tæt på følelserne omkring Kinababyen, fordi det var noget, jeg brændende ønskede mig, men jeg var og er ikke sikker på, om jeg må endnu.

Nå, jeg fik ros og anerkendelse for min liste, der i korte træk er en række hensigtserklæringer, som skal hjælpe mig til at finde mit ståsted i endnu højere grad end før:

1 - hvis jeg vil i kontakt med folk, skal jeg huske at forberede mig, så jeg ved, hvad jeg vil og hvorfor. Også når det gælder small-talk.

2 - jeg vil spejle, hvad jeg får og ser, så jeg ikke står tilbage med følelsen af at have øst ud af mig selv og ikke får lidt retur. At der skal være rimelighed mellem udgift og indtægt.

3 - jeg vil have mit i fred. Det, der er mit, er mit og kan ikke tages fra mig.

4 - jeg har ikke ansvaret for andres følelser.

5 - jeg vil øve mig i at sige fra og ikke være så pæn og velopdragen.

6 - jeg vil øve mig i ikke at lade mig manipulere eller presse.

Lige nu ser det godt nok lidt hårdt ud - mig, mig, mig, men med tiden når jeg får lært at bruge spillereglerne, moderere dem og måske med tiden forkaste nogle af dem, så er det godt nok. Det er hensigterklæringer - ikke ordrer eller dekreter og eftersom det er for mig, så har jeg også magt til at ændre dem.

Fra sidste gang og til nu føler jeg mig meget stærkere. Ikke så højlydt og ikke helt så power-agtig som jeg plejer, men det er der svar på: Fordi jg har haft gemt følelserne sålangt væk så længe, popper mine følelser op og virker stærkere og mere overvældende, end hvis jeg havde haft "et normalt" forhold til dem. Følelser har sit eget liv, siger min psyk-dame. Fornægter man dem, så skal de nokfinde et smuthul - og maser man dem helt væk, som du har gjort, kommer der en geyser!

Med tiden lærer jeg at kontrollere dem bedre, men jeg vil også finde ud af at acceptere, at det er okay nogle gange at være våd i øjenkrogen, bæve lidt med underlæben eller være så overvældet, at jeg må trække mig ud af situationen og bare lide sunde mig, mærke efter.

Jeg havde angstanfald i lørdags i et ellers trygt forum - hvorfor?

Fordi du netop var tryg og havde paraderne nede, var det nemmere for følelserne at trænge igennem. Læn dig tilbagte, træk vejret dybt og meld dig så ind i samtalen igen, når du kan.

Mine planer for at returnere til skolen blev bifaldet og bakket op. Jeg skal holde mig til den drejebog, jeg selv har lavet, så jeg kan overskue, hvad jeg skal og hvornår. Egentlig kan det vel betragtes således, at det er min lakmusprøve i IKKE at blive overrulet af min chef, der ellers gerne vil have mig i sving på mandag.

Desuden har jeg en fin plan nu, som jeg selv har lavet og derfor kan stå inde for, som jeg kan præsentere de der aktiveringsduller nede i Jobcentret, som så forbistret gerne vil svinge pisken over mig.

Og - når jeg har været i arbejde i 14 dage, samler vi op igen, psyk-damen og mig.

Lige nu er jeg lettet, glad og føler mig stærk.

Det er en god ting.

November kan stadig skride ad H til.

Det kan kun gå for langsomt.

Hel-vejsfrakke, men stadig halvvanter

Så blev den færdig.
Store blomsterperler på ryggen, sat fast med glasperler og et par blomster mere nede ved uglen og så føltes frakken færdig.

Næste projekt i støbeskeen er en fed koksgrå uldnederdel, der pt. er temmelig farmoragtig i såvel snit som længde, men lidt filtede uldblomster, pailletter, 25 cm af længden og lidt andet dims burde kunne lave den om til et efterårshit...

Midtvejs-frakke og halv-vanter

Så kom jeg så langt.
Den føles ikke helt færdig endnu, så jeg tager den med i byen til den lokale sy/hobby-dame, der har alskens gode sager i sin bix.
Vanterne bliver færdige her til formiddag - jeg tror sgu, jeg vil lave sådan en øre-klaphue også.

Farven er lidt misvisende, men vores oldtussegamle kamera er vist også lidt træt...

.

Perlerne går hele vejen rundt om skulderen og lidt ned af ryggen. Jeg tænker, der skal broderes flere på som et slags perlevandfald...

Båndet i taljen på frakken har samme farve som vante-ulden, så det hænger lidt sammen.







27 dage tilbage af november - skriiiiiiiid!

USA har midtvejsvalg, FCK spillede lige op med FC B, VKO planlægger endnu flere tåbeligheder... - CCAA har ikke matchet endnu, men folk med LID til og med 23.5 har fået BIF.
Hvad fanden er det med forkortelser...?

Skal til psykolog i dag, sidste samtale på "husets regning" - de næste skal jeg selv slippe slanterne for. Jeg har lavet mit hjemmearbejde, næsten. Jeg kan ikke lave et decideret farvel, men jeg har stillet spilleregler op og det er hvad jeg magter lige nu.

Hommage...

I mit liv findes der to kvinder, som jeg har kendt altid.

De kan se min sjæl, de kan se mit hjerte.
De kan se mig, når jeg ikke selv kan.
De kan se lys i mit sorteste hul.
De giver mig begge mod, energi, lys og liv.
Mod til at turde.
Lyst til leve, gøre, føle og mærke.
Perspektiv.

At have de to kvinder i mit liv er en velsignelse og et privilegium.
Hvad de er, er så meget værd.

Jeg er revnende ligeglad med, hvad de laver, hvor de bor, hvad de tjener og hvordan de ser ud.
Jeg er revnende ligeglad med, om de spiser økologisk eller sparker naboens kat.

For mig er de lige netop, som de skal være.
Hverken mere eller mindre.
De er hele og fuldkomne i deres uperfekte og ufuldkomne fysiske liv - for indeni skallen, bag ribbenene og bag pandeskallen sidder de smukkeste sjæle, der har lys selv i deres eget værste mørke. Som har sjæl selv i det tommeste rum. Som elsker, selv om følelsernes kar føles så tomt. Som tror, trods tvivl og angst.

Tak for jer.
Tak for at netop I dukkede op i mit liv.

Venteliste-status og uplanlagt hyldest til november

Det er vist sikkert at antage, at vi IKKE får en opringning i november.

Amerikanske og spanske rygter har 23.5 som cut-off dato, hvilket lige er 3 dage for lidt til os.

Nuvel, det må så betyde, at vi ganske sikkert er med i næste hug - og derfor forældre efter nytår.

Og hvad så med det?
Jeg har gået og mærket lidt efter, men jeg kan godt se, at med dagens "program" og gøremål har jeg effektivt fjernet alle tænke- og mærke-huller i dagen, så jeg lige nu nok har lullet mig ind i tanken om, at det sgu nok også er okay.

Men jeg kan ikke mærke, om det egentlig er okay eller ej.
Jeg kan ikke mærke, om jeg bliver meget trist ved tanken om at skulle vente endnu en måned eller om jeg i virkeligheden synes, at en måned mere er okay, fordi vi netop er så tæt på en deadline, på forløsning.

Jeg plejer at synes, at november er rar og hyggelig. Altså udenfor skolen. I skolen er november en uglemåned, hvor folk går i hi mellem skole-hjemsamtaler og planlægger alt jule-tamtam'et med hektiske håndbevægelser og flagrende stemmer. En uglemåned, hvor der er en samstemmende oplevelse af, at den måned sgu bare skal overståes, så vi kan klippe-klistre og sumpe rundt til George Michael i en salig grød af krøllet glanspapir og æbleskiver sammen med ungerne, alder og klassetrin underordnet.
Hjemme er november et hyggeligt gensyn med julekasserne, hvor matriklens Gertrud Sand laver lister og mentale moodboards over husets udsmykning: Zink eller messing? Farmors røde jul eller retro? Naturen tilbage på træet eller amerikansk glaskugle-ekstravaganza?

Jeg havner altid i samme rille: Første søndag i advent er minimalistisk og stilren - fjerde søndag er fuld skrald og jeg går all-in!

Nå, men det ku' da være, jeg bare skulle hente kasserne ned fra loftet.

Når jeg har syet min frakke færdig samt ombetrukket lænestolen.
Desuden; tømreren flår jo taget af alligevel, så jeg kan jo lige så godt få de kasser ned.

Kh Gertrud. :-)