Krea-time... + lidt opsamling

Vupti med nederdel - vanterne er også færdige. Dvs, de skal vist have en børnehavesnor i nakken, så jeg ikke taber dem. Den er nemlig lidt for tykke til bare at stoppe i lommen.

Før.

Efter 

- der røg 15cm. af, 

og af resterne lavede jeg en lomme, der er syet fast i liningen, 

men som ellers er løs. 

Lidt bånd og pailletfløjlsbånd 

+ saksen i et par gamle paillet-leggings, jeg købte i et anfald af vildelse, 

og så tror jeg, vi har en vinder her til vinter.

Opsamling:

Jeg var til psykolog i går.

Mit hjemmearbejde havde jo bestået i, at jeg skulle lave etbrev, hvori jeg opstiller nogle spilleregler for mig selv og hvordan jeg gerne vil have tingene, så jeg slipper for at stå i situationer, hvor jeg enten får givet for meget af mig selv og derved føler mig drænet, hvordan jeg får sagt fra, så jeg ikke føler mig jordet eller overfaldet... - sådan noget.

Efter et fantastisk gensyn med en gammel veninde, kunne jeg se tingene klart og kunne meget hurtigt få banket mine 6 spilleregler ned. Egentlig syntes jeg, da jeg fik opgaven, at den var god, men noget nær umulig, for hvordan fanden skulle jeg kunne stille spilleregler op - endsige få dem vendt, så de havde et positivt defineret udgangspunkt - så jeg skrev ned, hvad jeg ville, fremfor hvad jeg ikke ville. Det er sgu tit så nemt at sige, hvad jeg ikke vil - det er straks sværere at sætte ord på, hva djeg vil, da jeg nok altid har siddet med en følelse af, at det var forbudt at sige, hvad jeg ønskede mig, hvad jeg havde brug for, hvad jeg havde lyst til, fordi så var jeg besværlig. Til ulejlighed.

Bare det at sige til psykologen, at jeg faktisk gerne ville have en tid mere, selv om jeg selv skulle betale - at det kunne jeg godt tænke mig - det var fandeme en overvindelse.

Måske netop derfor har det været så svært at gå tæt på følelserne omkring Kinababyen, fordi det var noget, jeg brændende ønskede mig, men jeg var og er ikke sikker på, om jeg må endnu.

Nå, jeg fik ros og anerkendelse for min liste, der i korte træk er en række hensigtserklæringer, som skal hjælpe mig til at finde mit ståsted i endnu højere grad end før:

1 - hvis jeg vil i kontakt med folk, skal jeg huske at forberede mig, så jeg ved, hvad jeg vil og hvorfor. Også når det gælder small-talk.

2 - jeg vil spejle, hvad jeg får og ser, så jeg ikke står tilbage med følelsen af at have øst ud af mig selv og ikke får lidt retur. At der skal være rimelighed mellem udgift og indtægt.

3 - jeg vil have mit i fred. Det, der er mit, er mit og kan ikke tages fra mig.

4 - jeg har ikke ansvaret for andres følelser.

5 - jeg vil øve mig i at sige fra og ikke være så pæn og velopdragen.

6 - jeg vil øve mig i ikke at lade mig manipulere eller presse.

Lige nu ser det godt nok lidt hårdt ud - mig, mig, mig, men med tiden når jeg får lært at bruge spillereglerne, moderere dem og måske med tiden forkaste nogle af dem, så er det godt nok. Det er hensigterklæringer - ikke ordrer eller dekreter og eftersom det er for mig, så har jeg også magt til at ændre dem.

Fra sidste gang og til nu føler jeg mig meget stærkere. Ikke så højlydt og ikke helt så power-agtig som jeg plejer, men det er der svar på: Fordi jg har haft gemt følelserne sålangt væk så længe, popper mine følelser op og virker stærkere og mere overvældende, end hvis jeg havde haft "et normalt" forhold til dem. Følelser har sit eget liv, siger min psyk-dame. Fornægter man dem, så skal de nokfinde et smuthul - og maser man dem helt væk, som du har gjort, kommer der en geyser!

Med tiden lærer jeg at kontrollere dem bedre, men jeg vil også finde ud af at acceptere, at det er okay nogle gange at være våd i øjenkrogen, bæve lidt med underlæben eller være så overvældet, at jeg må trække mig ud af situationen og bare lide sunde mig, mærke efter.

Jeg havde angstanfald i lørdags i et ellers trygt forum - hvorfor?

Fordi du netop var tryg og havde paraderne nede, var det nemmere for følelserne at trænge igennem. Læn dig tilbagte, træk vejret dybt og meld dig så ind i samtalen igen, når du kan.

Mine planer for at returnere til skolen blev bifaldet og bakket op. Jeg skal holde mig til den drejebog, jeg selv har lavet, så jeg kan overskue, hvad jeg skal og hvornår. Egentlig kan det vel betragtes således, at det er min lakmusprøve i IKKE at blive overrulet af min chef, der ellers gerne vil have mig i sving på mandag.

Desuden har jeg en fin plan nu, som jeg selv har lavet og derfor kan stå inde for, som jeg kan præsentere de der aktiveringsduller nede i Jobcentret, som så forbistret gerne vil svinge pisken over mig.

Og - når jeg har været i arbejde i 14 dage, samler vi op igen, psyk-damen og mig.

Lige nu er jeg lettet, glad og føler mig stærk.

Det er en god ting.

November kan stadig skride ad H til.

Det kan kun gå for langsomt.