Hele og halve liv

Tak for kommentarer. Det er dejligt at møde opbakning, og- de fik mig til at tænke.

Egentlig tror jeg ikke, at min lørdagsrejse ned med elevatoren var relateret så meget til den forestående fødselsdag, for jeg har mærket og mærket og kan ikke finde en årsag... - andet end jeg var flad og som psykdamen siger: Når jeg har paraderne nede, popper følelserne igennem og jeg føler mig endnu mere sårbar.
Jeg havde nok bare ikke brug for at være sårbar i  et større forum.

Anyway; jeg tænker lidt over det koncept at føle sig halv, andenrangs, sådan lidt sat udenfor børnefamiliernes selskab.
Jeg er så udmærket klar over, at de følelser foregår indeni mig, indeni os - indeni den gruppe af mennesker, der ikke har børn. At det er en måde, vi opfatter os selv på.
Det har vist ikke så meget med omverdenens syn på os - familiens syn på os. Vennernes syn på os.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan familien og vennerne har set på os, men jeg kunne forestille mig, at der nok har været og er lidt medlidenhed, lidt spænding, lidt sorg og lidt frustration på vores vegne - men for nogles vedkommende nok også en snert af uforståenhed, fordi de ikke kan forstå den situation, vi står i.
De kan forholde sig til, hvad de selv ville gøre, hvis de stod uden børn - hvad de ville anvende al den voksentid til, der ikke stod job på - men ikke ventetidsaspektet.

Men det er blot noget, jeg tror. Jeg har ikke været i bærret på dem og kikke efter.

Det syn, vi så har på os selv, er et ganske andet. Ventetid er en ting - i begyndelsen kan man sysselsætte sig selv, laver et par langsigtede planer og lever fint med det. Der er lagt en deadline et stykke ude i fremtiden og "Hvad skal vi så finde på imens?", tænker man.
Det er nu ikke så skidt.
Det er nok først ved konfrontationerne, at man så mærker effekten af stadig at være et par, der endnu ikke er opgraderet til familie: Barnedåbe, børnefødselsdage, barselsbesøg, familiefester med tonsvis af unger....

I begyndelsen kikker man længselsfuldt på ungen, klemmer gemalens arm og hvisker: "Ti hi, om x antal måneder er det os!".
Efter et par gange er frasen og håbet så slidt, at længslen er vendt til frustation, sorg og angst, fordi nok står vi på den liste og ja, vi skal nok få barn, men hvornår? Hvor mange gange skal vi igennem det smertehelvede at blive konfronteret med det, vi ikke har?

Det er en følelse af at være halv. At mangle noget. At føle sig udenfor.

Og nu er det så, at jeg står med et paradoks - en meget ambivalent følelse.
For; hvorfor tiltænker jeg et lille væsen så stor en kraft, at det kan hele mig?
Hvorfor PÅLÆGGER jeg et barn de evner?

Jeg tænker; jeg henter en unge fra den anden ende af verden for at føle mig hel - i samme sekund, jeg tager den unge for at hele mig selv, halverer jeg ungen, idet jeg løsriver barnet fra alt kendt - sprog, dufte, kultur, erindring?

I samme ombæring tænker jeg så også, at der i mødet mellem det forældreløse barn og de barnløse forældre sker en heling - at vi trods alt også gør noget godt for hinanden, at barnet møder omsorg, tryghed, kærlighed - og at forældrene opgraderes til det famlieliv, som de har ønsket i mange år, men som også forventes af omverdenen.
Lige præcis - man skal ikke komme og fortælle mig, at der ikke stadig ses lidt ned på de par, der vælger at leve uden børn. At de opfattes som mærkelige, egoistiske?
Men, er det ikke også topmålet af egoisme at vriste et barn fra dets hjemland bare for at vi kan blive en familie?
Og så kommer der lige et twist mere:
For - jeg synes jo, det er helt hen i vejret at tro, at ungen skal hele os voksne - at vi opnår et bedre liv på grund af et barn. Skal et lille barn bære det? Bære det ansvar?
Handler det ikke om, at vi voksne skal bære barnet og ikke omvendt?
Burde vi ikke være i stand til at skabe det liv, vi ønsker uden at skulle involvere et lille væsen?

Hvis det barn skal komme her, være en del af dette hjem, skal det så ikke i en eller anden karmisk forstand - komme af sig selv? Komme for sig egen skyld? Være her i kraft af sig selv?

Med alt dette en mente kikker jeg lidt på det liv, vi har her, Gemalen og jeg.
Har vi et godt liv?
Ja.
Har vi på mange områder det, som vi godt kunne tænke os?
Ja.

Hvorfor skal der så et barn til?
Hvad skal det barn bidrage med?
Skal det bidrage eller vil der ske en eller anden mærkværdig karmisk forbindelse mellem det barn og os, som ikke kan forklares eller teoretiseres over?
Står vi i analysens grusomt klare lys i virkeligheden overfor noget, der kun kan omfattes af kærlighed? At lysten og evnen til at møde et lille væsen - at omfatte det med tillid, tro, respekt, omsorg, tryghed, kærlighed, fordi vi har det til overflod?

Kom med et par bud.