Exit Grøn Drage

Den grønne drage er ved at forlade mig igen. Det holder og holdt hårdt at få den vappet ud, fordi den nærmest bare blev stærkere, jo mere jeg kæmpede for at slå den ned.

Først skulle jeg stoppe med at være så vred. Vred på verden og vred på mig selv, fordi jeg ikke kan forliges med at have følelser som misundelse og smålighed, men ikke desto mindre har dem...

Vreden er en stærk drivkraft for mig og en følelse, der altid er dukket op før sorg og angst. Jeg reagerer som oftest med vrede før noget andet... - det er som om vreden er så meget "nemmere" at håndtere. Den er grov, voldsom og rå. Den kræver ingen forklaring og den er eminent til at skabe en mur rundt om mig: SKRID!

Vreden er god til at skræmme folk væk.

Egentlig er det et Damokles-sværd: Vreden skal dække og beskytte mig, så den skræmmer væk - og omvendt vil jeg jo gerne have omsorg fra andre, når jeg har det sådan.

Dernæst skulle jeg erkende, at også jeg har brug får - og kan få omsorg.

Og omsorgen får jeg først, når jeg tør vise, at jeg har brug for den.

Jeg er ved at lære det, men det tager tid. Der er en del, der kan se igennem min vrede og lirke mig ud af den.

For den skader ikke blot mig selv, men også min relation til min omverden. Jeg kan ikke lide at have det sådan her, ikke fordi vreden og følelserne bag vreden er socialt uacceptable, men fordi det dybest set ikke er sådan, jeg er.

Tilsidst skal jeg huske, at følelser er følelser. De har helt deres eget liv og jeg kan kontrollere dem til en vis grad - resten er tilfældigheder. Jeg har ikke ansvaret for andres følelser og de har ikke ansvaret for mine. Jeg kan sige og gøre nogle ting, der kan pisse folk af og omvendt - det betyder bare ikke, at der er et ansvar. Følelser er spejle og når vreden, sorgen, misundelsen - men også lykken og glæden dukker op, er det et spejl af noget inden i mig.

Anyway; nu er jeg dampet af og kan komme lidt videre. 

Jeg har været på arbejde i dag - en hel lang dag.
Imorgen skal jeg undervise og det glæder jeg mig faktisk til.