søndag den 28. november 2010

1. søndag i advent

Taget i betragtning, at jeg kunne have gravet mig selv ned under gulvet og haft navlepillende ondt mig selv hele weekenden, har den været så forfærdelig hyggelig - og den er ikke engang slut endnu.

Det mest tankevækkende er vist, at der ikke har været snerten af overspringshandling eller tvangs-syssel-sætting over det.

Fredag afsluttede jeg sessionerne med psykologen, der mente, at jeg var godt på vej i min proces og havde godt styr på mine redskaber. Jeg er i fin kontakt med alle de følelser, jeg ellers gerne vil pakke væk. Det er stadig svært at blotte mig i offentlighed, men det er en lang vej at lære dette med de år, jeg har brugt på netop at pakke alle følelserne væk.
Jeg skal stadig og dagligt minde mig selv om om at stoppe op, mærke og tænke - og SÅ handle, hvilket jeg stadig gør i en anden og knapt så hensigtsmæssig rækkefølge, men også det er en proces, jeg ikke bar kan ændre på et par måneder.
Fredag eftermiddag ringede optikeren og sagde, at de havde mine briller parat. Jeg har måttet erkende, at de fine, uindfattede briller jeg købte i foråret er for sarte til mit brug, så jeg har investeret den svimlende sum af 495,- i et par slavebriller... - som har siddet på mig siden fredag. Brunt acetatstel i Miss-Monnypenny-møder-nørd-stil, knapt så chunky som de fleste acetatstel, men væsentlig større end de briller, jeg har gået med de sidste 10 år. :-)
De er fede.... - we like.

Fredag aften åbnede vi for kogeskolen. Gemalen skulle lære at lave flæskesteg. Han har tidligere ytret ønske om at tage over i køkkenet i ny og næ, og det er da så fint!
Selv om mad er mit store afstressningsfelt, kunne det jo vel tænkes, at jeg for fremtiden måske synes, at det er så meget sjovere at lege med min unge end at røre i gryder...
Så, flæskesteg med sprød svær (nemlig ja!) brunede kartofler, skysauce og rå rødkålssalat - opskriften følger her, for det var dælme godt:

1 kvart rødkål, fintsnittet
2 gode æbler med smag og syre, i tern
2 gode appelsiner, i tern
1 håndfuld tørrede figner, i mundrette bidder.

Dressing af:
1 del gele - vi brugte husets hjemmekogte paradisæblegele
1 del grov dijon l'Ancienne
salt
citron.

Salatdele blandes og gerne kvases lidt med hænderne.
Dressing røres sammen og hældes over - det skal dække, men ikke sejle.
Lad trække i min. 30 min.

Lørdag tog VBA og jeg til Gissselfeldt og kikkede julemarked. Meget nydeligt, men for pokker da et østrogen-hav! Der var tonsvis af tuttenutte-rå blomsterting, julekniller-knaller og kunsthåndværk, der kostede spidsen af en jetjager og hvor meget af det var i kategorien "specielt for at være specielt". Fint at se, men ikke noget for mig. Jeg stak af med en stok frisk grønkål og en ny Rudolf til samlingen.
Det er meget muligt, han er lavet af gasset, flået kat og syet i Kina - jeg er kold. Jeg er ikke kattefan og forøvrigt var han nuser...

Rudolf-samlingen

Han er da kær!


Efter Gisselfeldt tog VBA mig med til en elev-opsætning af Mamma Mia. Hold da kæft, nogle talentfulde og dygtige unger. Jeg grinede og tudede og var helt med, trods falsk sang og lidt kiks med musikken. Alt sammen ligegyldigt, for ungerne havde ramt både nerve og humor.
Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Det er en fed fryd og fornøjelse at have hende i mit liv.
Thanksgiving var ganske vist i torsdags, men hende er jeg taknemmelig for, ikke bare om torsdagen...

I dag kommer Fru Moderen og Farmand og Lille-bissen. Den står på gåtur i snevejret, æbleskiver og aftensmad.
En dejlig weekend!

Kom jul - kom sne - kom gaver!
Kom mandag - kom matching - kom Kina!

2 kommentarer:

  1. Jeg gentager lige: Kom mandag - kom matching - kom Kina. Og så beder jeg ydmygt CCAA om en lille tjeneste: vil I ikke nok matche inden jeg drager til Nigeria - please? I ved nok hvor langt I skal nå, det behøver jeg ikke bede jer om, vel?

    SvarSlet
  2. Go Karen go......................

    Jeg kan slet slet ikke vente. Jeg tror, du ved noget på onsdag - der har Mathilde og jeg nemlig familiedag, så det er en dag fyldt med god karma.

    Kram
    Anne-Mette

    SvarSlet