Den lille malkeko

Jeg er den lille malkeko
jeg skal bare stå og glo...

Ja, ja - eet skridt frem og to tilbage.
Sådan er det idag.

Vi skulle have været til børnefødselsdag i dag, men nix, det skulle vi så ikke alligevel.
Jeg er sart, bevares, men Gemalen er også tyndslidt.

Til trods for, at vi nu er så tæt på målet som nogensinde, er energidepoterne mindre og mindre. Man skulle jo tro, at netop slutspurten - synet af målstregen - kunne give vinger og uanede kræfter, men sådan er det ikke. Ikke her, i hvert fald.
Sjælen, håbet - det hele er tyndslidt og der hænges i med det yderste af neglene.

Jeg kan levende forestille mig, at der er folk omkring mig, som må ryste på hovedet og tænke: "Op på hesten! I er så nær ved! I skal bare lige have november overstået - det er skide 24 dage! Kom igen!"
Det må de sgu gerne, for jeg gider ikke engang PRØVE på at overbevise dem om, at nu er jeg flad. Nu er vi flade.
Vi gider ikke mere. Gider ikke flere energiske pep-talks, klappen på skulderen og fjernen-fokus.
Ikke mere.

Ikke fordi det er særlig sundt, givende eller konstruktivt at kravle ned i sin Kinaboble og have ondt af sig selv og forbande tiden langt væk, men det er egentlig ikke noget, vi har dyrket ret meget - og måske burde vi have gjort det for ikke blot at overleve, men også leve.
Så i dag er jeg til min sofakrog og min pyjamas. Jeg er ikke til pænt brug.
Lille, trist, sårbar og temmelig rend-mig-i-røven-agtig.

Jeg er inderligt ligeglad med velmenende råd, sportsmetaforer om den lange bane, målstreg og fokus, totalt og aldeles kold, klam og WC-agtig om, hvad folk måtte mene om os. Jeg gider ikke høre på flere "Nyd jeres voksenliv, mens I har det - det bliver aldrig det samme!"
ARGH! &%(/¤%#!!!!

Klap i! Skrid! F*** af!

På et tidspunkt tænkte jeg, at hvis dette bjerg af ventetid var den eneste prøvelse, vi ville stå overfor i vores liv, så var vi sluppet nådigt, men jeg har svært ved at se ud over det i dag, svært ved at tro, at nok når vi toppen, men i hvilken tilstand? Er vi overhovedet stærke til at varetage sådan en lille nus eller vil den første lange periode være præget af endnu en omgang overlevelse? Endnu en omgang væren stærk, fordi vi ikke kan andet?

Jeg er træt af forhindringer, ventetid, tålmodighed, overspringshandlinger, sysselsætning og alt det andet gejl, jeg fylder min tid med.
Jeg vil have min mand i hans velfortjente Far-rolle, min unge, jeg vil være glad igen, lykkelig og færdig med angst, uro og følen sig sådan lidt ynk-ynk-Grethe-Sønck-klynk i en spændende kombi med følelsen af at være andenrangs.
Ja. Det sidder inden i mig og sådan tænker folk ikke om mig.
Jeg vil sk*** på, hvad de tænker om mig, for sådan tænker jeg om mig lige nu og det er fandeme ikke sjovt.

4 år
5 måneder
10 dage

FFFFFFÅÅÅÅÅÅÅÅÅRRRRRRKKKKKKK!!!!!!!!!