Det er vist sikkert at antage, at vi IKKE får en opringning i november.
Amerikanske og spanske rygter har 23.5 som cut-off dato, hvilket lige er 3 dage for lidt til os.
Nuvel, det må så betyde, at vi ganske sikkert er med i næste hug - og derfor forældre efter nytår.
Og hvad så med det?
Jeg har gået og mærket lidt efter, men jeg kan godt se, at med dagens "program" og gøremål har jeg effektivt fjernet alle tænke- og mærke-huller i dagen, så jeg lige nu nok har lullet mig ind i tanken om, at det sgu nok også er okay.
Men jeg kan ikke mærke, om det egentlig er okay eller ej.
Jeg kan ikke mærke, om jeg bliver meget trist ved tanken om at skulle vente endnu en måned eller om jeg i virkeligheden synes, at en måned mere er okay, fordi vi netop er så tæt på en deadline, på forløsning.
Jeg plejer at synes, at november er rar og hyggelig. Altså udenfor skolen. I skolen er november en uglemåned, hvor folk går i hi mellem skole-hjemsamtaler og planlægger alt jule-tamtam'et med hektiske håndbevægelser og flagrende stemmer. En uglemåned, hvor der er en samstemmende oplevelse af, at den måned sgu bare skal overståes, så vi kan klippe-klistre og sumpe rundt til George Michael i en salig grød af krøllet glanspapir og æbleskiver sammen med ungerne, alder og klassetrin underordnet.
Hjemme er november et hyggeligt gensyn med julekasserne, hvor matriklens Gertrud Sand laver lister og mentale moodboards over husets udsmykning: Zink eller messing? Farmors røde jul eller retro? Naturen tilbage på træet eller amerikansk glaskugle-ekstravaganza?
Jeg havner altid i samme rille: Første søndag i advent er minimalistisk og stilren - fjerde søndag er fuld skrald og jeg går all-in!
Nå, men det ku' da være, jeg bare skulle hente kasserne ned fra loftet.
Når jeg har syet min frakke færdig samt ombetrukket lænestolen.
Desuden; tømreren flår jo taget af alligevel, så jeg kan jo lige så godt få de kasser ned.
Kh Gertrud. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar