Der kommer jord.

Jeg måtte have min arbejdshjelm på i dag, for der kom jord.

For år tilbage havde skolen besøg af en Lars Mogensen, der med karatefilosofi og stand-up-stil fik høvlet nogle sandheder ind i lærerstaben. En af hans ting, der hang fast, var: "Der kommer jord!"
Når man følte sig overdynget af L-O-R-T, fik et møgfald eller mødte modstand -et eller andet - så skulle man forestille sig, at man tog en sikkerhedshjelm på og sige: "Der kom nok jord!" og så børste støvet af sig. Øvelsen gik i al sin såre enkelhed ud på, at man ikke lod tingene gå ind.

I dag kom der jord. Ikke udefra, men indefra.
Jorden beviste på grusomste vis, at jeg slet slet ikke er færdig med mit skrammel og at jeg med lynets hast var på vej ud i verden med mine gamle mønstre.

En kollega kom forbi med sin nyfødte bebs. Klokken var lidt i ringetid, jeg havde set det ud af øjenkrogen OG straks tænkt, at jeg stak en anden vej, så jeg slap for konfrontationen, for jeg følte mig overhovedet ikke stærk nok til at skulle dikke-dikke, beundre - bare ordet tillykke bed i halsen. Jeg skal lige love for at min gamle grønne misundelsesdrage var kommet ud af mølposen.
Men, jeg kunne ikke helt kravle udenom og måtte tage konfrontationen. Jeg gjorde det kort og nøgernt, men jeg kunne godt mærke, at den sved. Det gjorde sgu ondt.
Jeg er udmærket klar over, at kommentarerne om at "nu skal du også snart ha' sådan en lille en!" er velmente, omsorgsfulde og kærligt mente - jeg hører dem bare ikke sådan. Jeg hører medlidenhed og den værste sorte side af mig hører hån og spot. Det er så langt ud i hampen, men det er de følelser, der dukker op og jeg reagerer ved at være knap i mine ord, kold i stemmen og kroppen og ikke mindst; få travlt. Jeg får uro i kroppen - jeg begynder at skynde mig, ikke blot for at komme væk fra selve situationen, men for nok i virkeligheden at komme væk fra de følelser, jeg har OG komme væk fra mig selv. De gør simpelthen for ondt.
Jeg er slet ikke klar til at være sårbar for åben skærm endnu.

Og, jeg skal lige slå nogle ting fast for mig selv:
Nej, jeg vil fandeme ikke ha' hendes yngel eller være gravid eller noget i den stil - jeg bliver misundelig, fordi hendes ventetid har været afmålt og nu afsluttet. Hun slap for den lede, lede uvished... - bevares, hun er ikke sluppet for angsten, men hun slap sgu for at trække pinen ud i flere år. Hun har noget, jeg gerne vil have - closure.
Hun vidste, der kom noget levende ud til slut og at der var en endelig afslutningsdato!
Ja, ja, ja - 1289456385 ting kan gå galt under en fødsel og nej, ingen kan være sikre på noget levende til slut, men hvis og hvis min rumpet er spids.

Så nu skal jeg lige sunde mig og lande igen. Jeg var godt på vej ud af den vej, jeg absolut ikke skal, men Gemalen fik hevet mig hjem igen. Jeg er ret sikker på, at han er meget uforstående overfor min oplevelse af hån og ynk fremfor kærlig omsorg, fordi han opfatter det som om jeg skubber de folk væk, som vil mig det godt.
Måske - jeg synes jo bare ikke, det føles godt. Jeg mærker det jo ikke som omsorg og så er det vel naturligt at skubbe det fra sig?

Fuck, hvor føler jeg mig ussel, nedrig og uværdig, når jeg har det sådan her. Jeg ved godt, at alt godt kommer til den, der venter - at vi skal vente, for ellers bliver det ikke netop vores barn, der kommer - at misundelse er en grim ting, at jeg er smålig, grov og lige nøjagtig så barnlig og lille, som jeg føler mig.
Det er den samme gamle følelse, der dukker op, som dengang Fru Moderen tog min søde kusine i forsvar og sagde, at hun faktisk var skidebange for at føde sin første, fordi jeg i sorg og raseri over endnu et mislykket forsøg rasede over, hvorfor hun kunne og ikke jeg. At jeg nok egentlig ønsker mig lige nu, at der er en, der stryger mig over håret og siger, at det fandeme er okay at have det sådan her og at de godt kn forstå mig, istedet for at forsvare alle andre.
Jeg ønsker mig at få lov til at sure, mule og tude af raseri - svine hele verden til og få ros for det, istedet for at møde forklaringer og hovedrysten over min reaktion.

<<<<<<<<<<<årh, giv mig en spand at brække mig i!!!!!!!