Tilbage bag katederet

Nu har jeg været tilbage i manegen igen... - og det var dejligt.

Min indre cirkushest lugtede savsmulden og var tilbage i vanlig stil, både i går og idag.
Vanlig stil, fordi jeg følte mig vanvittig godt tilpas sammen med ungerne og de gøremål, der er i skolen og i timerne og fordi jeg faldt ind i min rolle, ind i min undervisningsstil - og det var fedt at finde den side af sig selv igen.

Engelskholdet i går føltes som om jeg slet ikke havde været væk. Vi var tilbage i den gode gænge i løbet af 10 minutter, hvilket ville være normalt for en hvilken som helst tirsdag morgen.

Mit engelskhold i dag var en anden sag, for de unger har jeg i mange timer og de betyder meget for mig. Der er en hel klasse fuld af små og store kærlige banditter, der har humor, hjerte og masser af mod på livet - og der blev jeg lidt spændt, på den gode måde - at skulle være sammen med dem igen.
Så jeg sagde det til dem - at jeg havde glædet mig til at se dem allesammen igen, at deres søde hilsner og tegninger havde givet en masse styrke til at vende tilbage og - at jeg faktisk også var spændt på at være her igen.

Det var ikke det dummeste, jeg nogensinde har gjort, nok nærmere tværtimod. De så en voksen, en lærer-men også et menneske med følelser og hjerte, både for dem og for skolen.

Jeg havde de fedeste timer med de børn!
Pjat og pjank, grin og snak - koncentration og arbejde.

I morgen skal jeg afsted igen og jeg er nået dertil, at jeg glæder mig til at tage på arbejde. Det er larmende, der er knald på og meget - alt for meget at forholde sig til, men jeg tager det, jeg kan - og lader resten ligge.
Jeg gider godt stå op om morgenen og komme igang, se hvad dagen bringer og være glad igen.

Jeg er ganske klar over, at når jeg er på skolen, tænker jeg ikke på Kinababy og Kinabøvl. jeg tænker ikke på ventetid, sorg og frustration. Følelsen af uretfærdighed er forsvundet for en skøn stund, hvor jeg nyder at trække vejret og lave noget, jeg er god til.
Jeg må så trække mig tilbage, når jeg kommer hjem og kravle lidt ind i mig selv, men det er vel det, jeg burde have gjort for længe siden.
Lige nu føles det ikke så slemt, men... - på fredag har vi ventet nøjagtigt 4 ½ år.
Sindssygt...