Sneflokke kommer vrimlende

Kong Vinter har godt nok bidt sig fast.

Jeg kan faktisk ikke huske, at vi er påbegyndt december med så meget sne nogensinde, men skidt med det. Jeg kan godt lide sne, snevejr og gerne i store mængder.
Egentlig burde jeg sgu nok bare være blevet i Norge, men nuvel - så havde mit liv ikke formet sig, som det har nu.

Tankeleg; hvad var der sket, HVIS jeg var blevet?
Havde jeg været lærer? Hvordan havde den bedre halvdel set ud? Havde jeg rodet med de ting, jeg nu roder med nu? Eller bare nogle andre?

Siden mandag har jeg haft mobiltelefonen indenfor rækkevidde næsten konstant. Udmeldinger fra den amerikanske rygtedronning tyder på, at der burde komme nyt fra CCAA fra nu af...
Og jeg er bare lidt mærkelig tilmode, for jeg ved godt, havd jeg gerne vil, men jeg kan ikke sætte mig op til det - jeg kan ikke komme op i det helt vilde håbegear, og hvorfor ved jeg ikke. For så vidt er det vist ganske naturligt, fordi vi har taget den ene Dumle-flad efter den anden i denne venteproces, at vi ikke har lyst til at komme så højt op, at turen ned bliver så meget længere... - men vi burde vel for fanden turde nu?

Anyway; jeg har været og er glad for at være tilbage på skolen, for havde jeg gået herhjemme og nulret rundt, havde jeg travet riller i gulvet. Så havde det været totalt utåleligt.
Faktisk er mit job en velsignelse, fordi det netop indebærer, at jeg er 100% på - jeg kan ikke være fraværende i hovedet, og det gør, at jeg har stunder i min arbejdstid, hvor jeg faktisk glemmer, at vi skal adoptere og at vi stadig venter.

I denne uge har jeg måttet sige farvel til min arbejdsmakker. For satan, den sved. ØV!
Rationelt ved jeg udmærket godt, at jeg ikke kan beholde ham, fordi han var ansat på kontrakt, men for pokker da også. Den indsats, han leverede var guld værd. Hans væsen, humor og evne til at tackle selv den største knold, selv den største hystade... -jeg må beundre og tage hatten af. Det er ikke alle beskåret at kunne forklare og gøre den samme ting igen og igen og igen og... - hvor jeg så var flippet og brølet, at livet er for kort til idioter, der klukker han lidt, fyrer en tør kommentar af og henter sig så en kop skovbærte, inden han forklarer endnu engang for arveprins Nikolaj.
Den arbejdsplads, der ansætter ham, vinder i lotteriet.
Men det gjorde mig trist at måtte sige farvel, for ham havde jeg gerne arbejdet sammen med i mange år fremover.

Men, når Universet lukker en dør, åbner et vindue. Min nye kontraktansatte arbejdskraft er begyndt at folde sig ud, på sin egen stille facon, så håbet er lysegrønt.

I morgen skulle jeg havde været til København på den årlige juleshop-amok-tur med DreamTeam-M, men eftersom sneen ligger tykt over Sydhavsøerne og Valdemars gyldne gås er ved at få blåt frostnæb, skal vi ingen steder. Men ingen fredag uden plan B - fredags-chokolade-slagbænks-hygge med Borgfruen og Gammelfar, en sneboldkamp og en kælketur er forløbig på tegnebrættet. YAY! We like!

Jeg er til stede i mit hoved og min krop. Der sker ikke ret meget, men det er fint. Det er som det skal være - ingen fart på.

Verden skal bare krammes idag.
Jeg er glad. Stille og glad. Rolig og glad.