Tudevorn

Guantanamo....

Jeg er tudevorn og har overload i hovedet. Jeg tænker ikke på noget bestemt oger ikke klar over,hvad det er overload'en består af, men jeg føler mig fyldt i hovedet.

En klump i halsen sniger sig ind og sukkene har været dybe i dag.

Det har ellers været en okay dag.Jeg har nået stort set det, jeg ville og havde sat mig for - og fået det ud af det, som jeg gerne ville. Ig alligevel er jeg sådan lidt... øv-bøv-tung i hovedet og tudevorn.

Jeg har nærmest haft mobilen tapet til hovedet siden forrige mandag og det har gibbet lidt i mig hver gang, den har ringet. Navnlig i dag under lærermødet, hvor Gemalen, det søde væsen, nu bare ville spørge, hvornår han skulle hente mig fra skole?
Jeg tænker, det er derfor jeg er tudevorn.

At jeg havde håbet, det var noget andet og at jeg reelt er i Code Red - ALARM ALARM - konstant. At jeg havde håbet, det var DA og et hurra-opkald...

At jeg egentlig ikke er til stede i min krop eller i mit hoved.

Det er tortur, det her. Intet mindre.
Jeg kan nu forstå, hvordan sjæles lys kan slukkes af uvished, angst og handlingslammelse. Jeg mærker, hvordan en ellers rar dag bliver reduceret til øv og trist, fordi heller ikke den rummede afslutningen på dette ventebjerg. Det er helt tydeligt, hvordan jeg hænger hele dagens positive eller negative udkomme op på, om jeg har hørt nyt.

Jeg ved, at jeg også kommer igennem det her, at jeg finder en ukendt styrke, når vi får ungen, skal rejse og alt det der, men lige nu...- pyha, der er jeg godt nok noget flad, noget lille og meget, meget "u-stærk".

Det er intet nyt... - ikke den mindste rygte-prut. Den amerikanske rygtedronning melder om et "nærved og næsten-rygte", som er gennemtygget af Google Translate fra et debatforum, at... - vi ikke hører noget før midt i næste uge. Det kan jeg ikke bruge til en skid.
Det svarer nogenlunde til, at en general har hørt i en kaffebar fra Homer Simpson, at Taliban vil fremkomme med et forslag om våbenhvile i Helmand i det nye år...

En del af mig vil gerne blive rigtigt rigtigt vred, fordi deri findes en masse energi, en masse "Stop feeling so sorry for yourself, Flanagan!", men jeg er mest til sinds at tude.Så det gør jeg.
Jeg har ikke så meget vrede, at den kan brænde tårerne væk.