Bandeord og arbejdsmarkedspsykolog

Nu er jeg mæt, tryg og varm. Ergo er et par af de grundlæggende elementer i Maslows behovspyramide dækket og jeg kan bruge lidt krudt på noget andet.

Jeg har været så vred. Været tæt på at slå på noget, men primært været den koldeste kælling syd for Qaanaaq og i den grad arbejdet på at trække vejret, komme ovenpå og få resten af 2010 overstået, når nu vi ikke skulle drukne december i champus og lagkage.

Men.
Imorges kom jeg i skole og dagen startede, som alle onsdage med biblioteksvagt. 2 fredfyldte timer, hvor jeg både kan få en masse administrativt fra hånden, men også vejlede de store med opgaver eller finde netop den fede roman til de unger, der trænger til at synke ned i sofaens dyb og forsvinde ind i fiktionens verden.
I dag tudede jeg. Jeg var ellers rimelig klar, men vores fantastiske, dejlige, hjertelige og varme Jette fik lirket tårerne ud af mig, fik mig til at mærke sorgen og smerten.
Og det var godt.
Det var lige som det skulle være.
Jeg skulle ikke være vred. Jeg skulle have lov til at græde og være lille og trist.

So what? Ungerne så det, en forælder så det. So bloody what?
Jeg trængte til at få luft og jeg kunne jo trække vejret meget friere bagefter.

Hun har lavet mig en boksebold. Fed humor.
På min opslagstavle hænger der en plade tyk bobleplast med et skilt: "Karens boksebold!"

Dagen forløb derudover fint. Jeg var tilsagt til session med en psykolog på arb-med-klinik i Nyk. Jeg vidste godt, hvem hun var, for hun havde lavet et WISC-test for voksne på mig. I forbindelse med, at testen skulle oversættes til dansk, skulle der etableres en dansk baseline og den var jeg en del af.
Hun var sød og jeg gik derfra med en fornemmelse af, at det bidrag jeg havde givet til at afdække de stress-problematikker, der er på skolen, ikke var så tosset. At jeg havde bidraget konstruktivt,men at jeg også havde fået noget med mig.
I arbejdssammenhæng er min største stress-faktor mig selv. Jeg kører på ud fra en rolle, der både er blevet mig givet, men også en rolle jeg selv har givet mig selv. En rolle, hvor jeg bruger meget krudt på at definere mig selv langt væk fra en afhængighed, langt væk fra en "jeg har brug for noget/nogen"... - jeg er på, klar, har overblik, overskud og siger ikke fra eller nej.
Ja, det er sygt at være sådan, men det er en del af mig, som jeg skal arbejde med.

Så nu skal jeg arbejde med mindfulness - jeg skal lære at være tilstede, lære at tage 1 ting, 1 tanke af gangen, hvilket vil lære mig at begrænse min evindelige trang til at rage opgaver til mig.

Havd angår Kina er det en regulær rutsjebanetur lige nu: I går eftermiddags var der ingen match i december, i går aftes kom der en udmelding fra Australien om, at der er matchet til d. 29. maj, hvilket ville give os en opringning her indenfor den næste uge...
Jeg ved sgu ikke, om jeg skal tro eller lade være.
Jeg tør faktisk hverken håbe eller lade være.

Håber jeg, har jeg det positive udgangspunkt og forbliver i troen og tager en megarøvtur, hvis vi ikke hører en dyt før januar.
Håber jeg ikke, beskytter jeg mig selv, men fratager også mig selv det positivt definerede udgangspunkt- omvendt kan jeg blive positivt overrasket.

I know nothing!
I'm from Barcelona!
Ministeriet for gakkede (adoptions)gangarter længe leve!!!