Jeg slugte min mad. Jeg var overhovedet ikke tilstede - gaffel og kniv kørte deres helt eget løb, mens hjernen var blank og tom.
STOP, FOR HULAN!!!!!
Så derfor lagde jeg bestikket og trak vejret, indtil jeg havde bare lidt ro igen - og nu, hvor jeg skriver det ned, er uroen tilbage. Det prikker lidt i armene og jeg kan mærke en lidt højere puls. Skidegodt gået, fru Hansen! Du sidder på din brede flade og det hele kører på dig!
Det er sgu da perverst.
Jeg er så udmærket godt klar over, at dette er vente-vente-vente-utålmodighed i højeste potens. At ville have en dejlig søndag til at forsvinde for at blive til mandag, hvor hverdag, skoleunger og pligter venter - horribel tanke.
Men ikke desto mindre er det sådan, jeg har det - og Gemalen vist ligeså. Hvorfor har han ellers gemt sig langt væk i computerspil hele dagen, hvis ikke det var fordi, at han ellers ikke kan være i sin egen krop?
Den sindige mand har ellers siden fredag nat holdt hårdt på, at han vil høre nyt fra DA, før han begynder at rykjke på noget som helst, men jeg skulle kende ham dårligt, hvis ikke der er bare den mindste lille grad af "skrid nu, søndag!s-overspringshandling-gemmeleg" i det.
Alene kommentaren: "I morgen skal jeg sgu huske at have telefonen med i skole!" - den siger ligesom alt.
Hvis DA så ikke ringer i morgen, hvad så?
Ja, ja, ja - hvis og hvis, min røv er spids og fyldt med remoulade... men hvad nu hvis de ikke ringer? Går jeg totalt ga-ga? Kokser jeg eller bliver jeg iskold af forsvar?
Jeg aner det ikke, for jeg har ikke turdet tænke tanken til ende.
Jeg har simpelthen ikke overvejet, at der IKKE bliver ringet i morgen...
De ringer i morgen.
Det skal de.
Ellers ringer jeg!
Jeg har forøvrigt bestemt, at der ikke bliver sendt et eneste julekort, hvis ikke jeg kan klæbe et billede ind i dem...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar