En lille kreation den næstsidste aften

Jeg har været i køkkenet i aften og fremtryllet følgende:

I morgen holder vi nytår sammen med Gemalens mor - bare os tre.
Egentlig skulle vi jo fyre den helt vildt af, når det sådan bliver sidste nytårsfest uden barn, men sådan bliver det ikke.
Og hvorfor så ikke det? Hmmm, grundene er vist flere og ikke en af dem dækkende for valget, men sammen udgør de nok et billede, som forklarer. Vi fik en invitation hos venner, vi har været hos før og hvis selskab vi værdsætter meget. Denne nytårsaften ville indebære 6 børn, en gravid mave og en hel del voksne og det er jo fint nok og dejligt, men da vi fik invitationen, vidste vi ikke, hvor vi stod i forhold til adoption/venteliste og jeg var netop vendt retur på arbejde.... -truth be told; jeg var ikke helt sikker på, jeg orkede at feste og smile og være glad, hvis jeg stadig stod på en venteliste. En nytårsaften i pyjamas sammen med Gemalen og en sjus virkede væsentlig mere tillokkende. Væsentlig mere spiselig og "overlevelig" end en aften, som nok kunne blive skæg, men som også ville kræve kræfter, jeg ikke var sikker på, jeg havde.
Og så spurgte Gemalens mor, hvad vi skulle. Ingenting, var svaret. Det ved vi ikke, var det uddybende svar og så blev vi vist enige om at fejre aftenen sammen, stille og roligt.

2010 er ikke et år, jeg sådan har tænkt mig at gå og værne om. Dertil er det brolagt med alt for mange dage med sorg og frustration. Nuvel, der har været store og dejlige oplevelser og øjeblikke, men de er som stjerneskud på en uendelig mørk himmel, hvis varsel om gry og dagslys er langt borte.
At Anton kom d. 20 december er som at skrive et mentalt år 0. Det er som om de sidste 10 dage ikke været i 2010, men et ganske andet år. Et andet univers.

Måske er det bestemt, at vi skal påbegynde et nyt tiår med store og nye tilstande i vores liv. Måske er det nu, at vi skal have lov til at fornemme morgensolens stråler over bakkekammen?

En klog kvinde sagde engang til mig:"This too will pass." - deri har hun ret. Min overorganiserede sjæl vil gerne vide, hvad der nu skal ske, men jeg vil bruge noget af mit nye år på at øve mig i at tage imod og favne det, som kommer og ikke opleve alt fare forbi, fordi jeg har så travlt med at planlægge det næste skridt, den næste ting.

Godt nytår til alle, til mig, til Gemalen, til Anton, til familien, til de mennesker som omgiver mig og som præger mit liv.
Tak.
Tak for jer.
2010 er måske ikke meget at takke for, men uden 2010 havde vi ikke nået 2011, hvor mange ønsker lader til gå i opfyldelse og det er vel værd at sige tak for.