Tanker fra i nat.

Nu ved jeg, hvad det er for en boble gravide kvinder går i - jeg kan fysisk mærke den. Indskrænke min gøren, laden og værst; mit interesssesfelt.
Jeg kan se den som en let gennemsigtig hinde, nærmest som en hinde, der langsomt lukker sig om mig - favner mig og begrænser mig.
Det er både skræmmende og trygt.
Jeg ville til min dødsdag have benægtet at det ville overgå mig - men den får heller ikke magten fuldstændigt. Tro jeg ikke.

Lyset indeni den er som lyset gennem en rispapir-ramme i et japansk hus. Trygt, men jeg hader følelsen af både at blive set, at være halvt usynlig og samtidig ikke kunne se alt omkring mig.
Jeg mangler en udsigtspost.

Nå, det roder jeg mere med, når jeg kommer hjem, men den er interessant, den her.

En tanke: Hvis jeg på nogen måde skal lade mit voksne jeg indfange i denne boble, så skal det være for Antons skyld - ikke min egen. Og dog - måske har ingen glæde af, mindst af alt mig selv - alt miste mit udsyn og min evne til at overskue savannen...

Undervisning, leverandørmøde, undervisning og bogkældertjek...

Godmorgen.