Åhh, suuuk og tak.

I dag blev jeg vækket af postbudet med en pakke, hvis indhold gav klump i halsen og højvande i øjenkrogene.

Der kom omsorg og kærlighed i en kasse, afsendt af en kvinde der har læst mit inderste og blødeste. En kvinde, hos hvem jeg i den grad føler mig hørt og set, uagtet vi aldrig har mødt hinanden i den virkelige håndgribelige verden.
Men måske har vi det alligevel.
Måske stod hun bag mig den dag i august 2006, hvor jeg gik ind i en fancy børnetøjsbutik i en sidegade og købte det første stykke tøj til Kinababyen, da jeg var på lejrskole i hendes by.
Måske så hun længslen og ønsket i mine øjne og i måden, jeg stolt og angst tog den lille rødstribede denimjakke med til disken. Måske var det hende, jeg kikkede langt efter - en mor med sine smukke ællinger ude i augustsolens klare lys.
Eller måske er hun en af disse enestående og fantastiske kvinder her i verden, der er istand til at læse og høre, selv når man tror man hvisker - eller har gemt sig. Jeg er overbevist om, at hun er netop en af disse kvinder. Og alle disse kvinder.

Måske handler det om spejle. At man spejler noget, som vækker genklang i en anden sjæl.
Hun vækker ihvert fald genklang i mig.

Tak.