Countdown til jul

I dag har jeg slagtet en kvart ko.
Fingrene lugter stadig af råt kød...

Karen-Karen trænger til at komme ud og blafre med ørerne og fanges i svage øjeblikke i at længes efter sit arbejde! Quelle skråplan!
Moar-Karen vægrer sig...

Jul?
Hmm.
Jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville gå i total "Klon af Blomsterberg og Heiberg mødes på La Glace med Gertrud Sand" og jule skråt på matriklen, men næ....
Sidste weekend blev Anton droppet af hos bedsterne til første overnatning uden Far & Mor, hvilket gik glimrende, I might add - mens Mor & Far tog på romantisk weekend.

Hold da kæft, det var mærkeligt.
Jeg NØD at kunne fuldende en sætning, tænke færdigt og debattere færdigt. Spise med dug på bordet, der ikke er en voksdug. Drikke mig søbbet i lyserød Epernay-champagne! Gå i seng UDEN at have et kvart MOR-øre åbent eller en lille varm barnekrop møvet op af maven...
Jeg savnede ham egentligt ikke, men han sad i baghovedet alligevel.

Næste morgen savnede jeg ham, så det rev.

Toback to the jule-issue... - Anton og jeg gjorde rent og dullede huset op i juledims. Blot for at pille en del ned igen. Det rodede i mit hoved... (forklar mig venligst, hvordan en skide papirsstjerne kan rode i mit hoved!)
Anton fandt en lille kitchet nissebaby i en sivkurv i en af kasserne. "Baby op!" - "Ja, ja, min dreng", selv om jeg egentligt nok hader nisser lidt, men denne er en adventsgave fra Fru Moderen og alle unger i familien har fundet den babynisse og gået tur med den.

Et par timer går.
Så kommer Anton buldrende, lidt vred og lidt ulykkelig og spørger, hvor "Nenne-Dada" og Nenne-Mor" er?
Så måtte vi dykke i kassen og se, om der var nogle nisser, der ku' agere Dada og Mor.
Det var åbenbart meget vigtigt...