Taskerotter og bidesild

"Små hunde, der ikke er hunde, fordi størrelsen ikke rækker"! HAHAHAHA - en taskerotte!

Sild, DF, selvhøjtidelighed, ildsjæle...

Når jeg tænker over det, så er de de tre ovenstående nok også aversioner her i hytten. Pia K og Dumskabens Akse, som de hedder her i huset (Thulesen Dahl og Skaarup) er i mine øjne nogle af de farligste mennesker, vi har gående frit omkring.
Farlige, fordi de tror, de har fundet sandheden og spreder deres små giftigheder ud med så - desværre - fremragende retorik, at man ikke altid ser det komme.

Selvhøjtidelighed - hahaha, jeg var faktisk så knoldet og så selvvigtig i al min anerkendelses-spasme, at jeg tænkte, at hvis jeg jagter anerkendelsen er det jo fordi, jeg netop synes, at mit arbejde er så forbandet vigtigt - at jeg bliver selvhøjtidelig!
Åh, fy oh føj!
Forgive me Aragorn - I was wrong to despair!

Jeg tæver lige tilbage i anerkendelsen: Jeg tror, at hvis man arbejder i det felt, hvor anerkendelse er en fast del af samtale og omgangsformen, så korrumperer det. man blvier afhængig af det fix, det er at blive set og anerkendt for sig og sit. Er det så galt?
Næ, vel egentligt ikke, men anerkendelse hører vel kun hjemme, når der er noget at anerkende?!
Hvis jeg "meningsudveksler" med større kapitaler med et medmenneske, er det da pissefuckinglortetræls, at få anerkendelse for mine synspunkter. Nej for helvede! Sig, at du er totalt uenig og hvorfor! Det andet mudder kan jeg slet ikke finde ud af!

Jeg synes, at "en skovl er en skovl er en skovl", bliver undermineret og uklart, når anerkendelse skal blandes ind i det!
Anerkendelse af den andens standpunkt piller affekt og følelser ud af ligningen. Jamen for Fanden?! Skændes man ikke netop, fordi der er følelser involveret? Fordi det omdiskuterede emne er vigtigt for debattørerne?
Man tænker ikke klart, når man er i affekt. Nej. Korrekt.
Jeg tænker heller ikke klart, hvis jeg har drukket, men derfor kan jeg sgu stadig godt diskutere.

Ildsjæle - den må du uddybe, Christina; den ku' blive en interessant bidesild at hapse i!

Anyway - ovenstående er Karen og noget, Karen tæver lidt rundt i. Sådan lidt ammehjernefilosofi.
Moderen har været på besøg i barnets vuggestue og er igang med jordens største overbeviser-løgn: At Anton vil nyde at komme afsted og få nogle nye input, legekammerater og hvad har vi?!?!

Jo, deeeeeeeet... - vil han nok. Men fandentæveme ikke 8 timer om dagen!

Jeg takker ydmygst de ærede damer for input - det var fedt at tænke over ord og sprog.