Road Trippin'

Det er jo dybest set det, vi skal.

Vi skal på tur - get lost - ud i noget, vi aldrig har mødt før og som vi hverken kan planlægge, forberede eller håndtere.

Det er stort og skræmmende, men der er en underlig ro nu.

En slags stilhed før storm.

Jeg er nået til et point of no return. Nu skal der ikke planlægges, ordnes eller håndteres mere. Nu pakker jeg kufferterne og tager resten som det kommer. Hvis jeg planlægger, forbereder eller organiserer mere, glemmer jeg at være i det her og selv om det faktisk føles som at stå på randen af en afgrund, er det ikke en ubehagelig følelse. Blot en følelse af at være i noget ukendt og at skue ud i noget, der har sådan et slør foran sig - noget, jeg først kan se, når jeg står i det.

Og deri er roen. At jeg nok kommer til at stå i noget, der er helt vildt uoverskueligt, men hva'? Det overlever jeg jo nok.

Det er jo ikke farligt.

Og hvis det er, nå ja - så må jeg finde ud af det også.

Jeg kan ikke vide alt, håndtere alt eller overskue alt - og det skal jeg heller ikke. Jeg skal gribe det, jeg kan og vil og lade resten være op til andre omkring mig.

En af de klogeste kvinder, jeg nogen sinde har mødt, plejer at kikke på mig - jeg kan høre hendes ord i min sjæl jævnligt - og sige: "Universet giver dig ikke, hvad du vil have, men hvad du har brug for."

Resten er tillid, tro og kærlighed.

Jeg favner denne rejse og alt, hvad den vil bringe med tro, tillid og kærlighed.

Alt fra ventetid, frustration, sorg, rejsekriller, irritation, udfordringer -ja selv min største skræk, at Anton skriger hele flyet i smadder fra Bejing til Kastrup! - det hele.

Det var og er den vej, jeg skulle gå for at møde netop ham.

Min søn.

Tak.