Veninder og vinduespudsning

Man møder mange mennesker gennem livet. Nogle bliver hængende i en periode og smutter igen, mens andre gror fast og bliver siddende som østers på en bundgarnspæl.

Jeg genså en østers igår. Det er måske ikke det fedeste at sammenligne hende med en østers, men hun er som en østers. Skallen kan virke hård, men kødet indeni er blødt, delikat og rummer den smukkeste, sarte perle, hvis lys kun bliver smukkere og smukkere med årene. 

Hun er en ener.
Jeg er taknemmelig for vores venskab og føler mig meget priviligeret over at have hende i mit liv.

Hun dukkede op i bussen engang på vej til skole. Hun var den nye, der ligesom mig var kejtet, aparte og følte sig helt forkert på alle de rigtige og rigtig alle de forkerte steder. Hun hørte Prince i sin walkman. 

Hun forekom mig nøjagtigt lige så cool som alle dem omkring mig, i hvis nærvær jeg lignede en nørd. Hun turde og sagde og gjorde alt det, jeg ikke turde. Ikke før meget senere.

Men hun har givetvis følt og oplevet verden lige som jeg. Vi var lige skæve i en lige verden og lige lige i en skæv verden. På en eller anden måde har hun bare altid været der, selv om der kunne og kan gå for lang tid imellem, vi ses. Jeg har hende inde på radaren allígevel.

Måske fordi hun har været og måske bare er så stor en del af både mit gamle liv, men også det liv, jeg lever nu.

Hun er en del af min historie og min fortid, men den del, som jeg vil have med mig, fordi hun netop er den, hun er.

I går hjalp vi hinanden på hver sin vis. Jeg fik fred i hendes hus. En eftermiddags fred for kondorstore sommerfugle, der nådigt blev holdt på afstand af hendes ro og væsen. Hun synes nok, at jeg hjalp hende mest, fordi jeg vaskede en vinters skidt af ruderne, så forårssolen fyldte hjemmet.
Men sådan forholder det sig ikke.
Det var mig, der fik mest hjælp igår.

Tak.