Når gaver kommer i grim indpakning

I årevis har Gemalen været lettere utilfreds med sin jobsituation, men som det rationelle væasen, han er, har han fortsat sin kamp hvert skoleår for at lov til at lave det, han gerne ville, nemlig AKT (Adfærd, Kontakt, Trivsel - et socialpædaogisk arbejde), men som hans skole og navnlig hans leder har modsat sig. Han har følt sig på "tålt ophold" i en håndfuld år og det er dælme ikke fedt for nogen.
(Og jeg tror LIGE, det har kunnet mærkes på hjemmefronten, sku' Fruen da hilse og sige!!!!)

For nogle uger siden blev han så overflyttet til en anden skole i kommunen, hvor der kunne blive minimalt AKT-arbejde... - det var okay, men dælme ikke tilfredsstillende.

I forgårs kunne han så hæve armene højt over hovedet. Knejse med nakken og sige "Rend mig i Hans Pedersens den ternede!" til sin gamle skoleleder. Klaske sin opsigelse i bordet (hvorefter lederen replicerer: Jamen, så var det jo godt, at der var nogen, der ville have dig!") og invitere sine kolleger på bobler på fredag.

For han har fundet og fået drømmejobbet. Masser af special/socialpædagogisk arbejde, masser af AKT - og ikke mindst; et job på et sted, hvor han er ønsket. Et sted, hvor man gider og vil det, som han gerne vil. Hvor man har valgt lige netop HAM til det job!

Jeg har sgu fået mig en ny mand, næsten.
Jo, sgu - det har jeg.
Der er liv og lyst og blod tilbage i hertugen, vilje, kampgejst og monsterstor JA-hat.
Hold da kæft, hvor det klædte ham at få livet tilbage i øjnene.