Kender I det?
At man sætter i banken og når tiden kommer, kan man nok indløse sit indestående, men ikke på den måde, man havde forestillet sig?
At man løber og løber og løber for at nå op på siden for blot at konstatere, at det var skønne spildte kræfter, for tiden har gjort, at man aldrig vil opnå en synkronisering?
Der står jeg lige nu.
Det gør Gemalen også.
Jeg havde følelsen, men ikke ordene. Dem havde han og hurra for det, for så kunne jeg da få hul på den underlige ikke-byld, jeg havde i kroppen.
Der er hverken brok eller ærgrelse eller mudder i dette, blot en nøgtern konstatering, at der var noget, jeg troede ville blive anderledes, når Kejseren kom. Det blev anderledes, men i og med, at jeg havde løbet og moset for at nå op på siden af mine omgivelser... - så havde jeg glemt, at mine opgivelser havde flyttet sig og derfor stadig er foran mig.
Jeg er stadig bagefter, stadig ude af trit.
Er det generende?
Næ, egentlig ikke.
Men det er svært at finde en følelse af fællesskab.
Samhørighed.
Den skal jeg lige tygge lidt på.
Karen - jeg beundrer din evne til at sætte ord på :-)
SvarSletAnette
Kære Karen.
SvarSletInteressante betragtninger. Tyg endelig videre og del med os.
Kh
Heidi
Kære Karen
SvarSletSidder i sofaen med prinsessen og is og kakao, gums det er weekendhygge. Det slog mig pludselig, at det er længe siden, jeg har været forbi her på siden, og det skal jeg jo huske - for det er aldrig ligegyldigt, det der står her - tak fordi du deler ud af dig. Tak for dig.
Kh
Anne-Mette
PS: Kan lide kejseren af murerbalje-billederne med